Hvem er Olga?

Birgitte er lidt træt af at tude over min blog hele tiden. Jeg kan godt se det halter lidt, og selvom det muligvis kun var Divaen og jeg der faldt om på gulvet af grin over dette her, så vil jeg alligevel se om det eventuelt kunnee være lidt morsomt for andre og så Birgitte naturligvis. Ellers laver hun nok bare en heks som ligner mig..

Jeg formoder at I alle har set en jem&fix reklame.

Jeg havde aldrig hørt om butikken, da vi flyttede hjem første gang – så jeg var færdig af grin over at der var de morsomste stavefejl i denne her gule reklameavis.

Det må mindst være en franskmand som har skrevet det, tænkte jeg og grinte videre. Jeg holdt dog hurtigt op med at grine, da ingen andre syntes det var morsomt og jeg fandt ud af at det i øvrigt var meningen.

Nå..

Men altså, franskmænd taler faktisk dansk sådan som jem&fix staver.. De siger H når der ikke skal være nogen og glemmer H’et når det faktisk skal både være der og udtales!

Og med til forhistorien og den almene forståelse vil jeg også gerne fortælle at Holger er en sød landmand som leverer ko til vores madplaner, når vi bor hjemme på øen.

Nå – nu til det egentlige:

Vi stod i køkkenet for et par dage siden og snakkede om dansk mælk. Og frisk mælk og malkekøer og den slags. Og om at putte mælk i teen, fordi det smager bedst, og hvilken mælk der så smager bedst. Dansk mælk naturligvis.

First Man bekendtgør så, at når vi flytter hjem så vil han have mælk fra ”(H)olgers køer” Det er rigtig mælk, uden så mange dikkedarer.

Gårdmand Bjørn retter sig derpå op og siger mystificeret: ”Hvem er Olga?”

…

Malke mælk

At købe mælk har fået en helt ny og langt mere spændende dimension her på Æblebakken.

Jo, den er god nok, mælkeindkøb!! Det er nemlig ikke helt som det plejer.

Normalt, i vores moderne verden, går man ind i et kedeligt supermarked, udvælger sig et par kartoner mælk – husker at tjekke sidste salgsdato – og så har man mælk, vel at mærke når man har betalt for det.

Ingen malkeko på nogen is, og i sig selv ikke det store scoop – og det bliver kun dramatisk i det øjeblik, man har glemt at købe det.

Bortset fra at kartoner i Normandiet, er skiftet ud med plastikflasker, fungerer det altså på præcis samme måde som i Danmark, når man skal købe mælk.

Indtil nu.

For nu kan jeg, i Normandiet, stoppe på supermarkedets parkeringsplads. Tage nogle dertil indrettede flasker, og gå hen til et lille ombygget haveskur.

I det skur er der en stor maskine. En malkemaskine.

Der puttes en mønt i en sprække og til lyden af noget.. ja hvordan lyder malke musik? Sådan noget banjoagtigt texansk klimpren som får os alle til at smile, og altså til lyden af denne klimpren, puttes flasken op til et rør, hvor mælken kommer ud af.

Fantastisk spændende og morsomt – så nu vil alle pludselig med, når der skal købes ind – hvor det før lå en anelse mere tungt med at hverve indkøbs kulier – er der nu nærmest kamp om, hvem der må fylde de rengjorte flasker!

Det er ikke pasteuriseret mælk og smager skønt! Det kan dog ikke holde sig mere end 2 dage uden at blive kogt, men så køber man bare ikke så meget af gangen. Mælken kommer fra 44 køer der bor i Urtepottemandens landsby.. Men da de ikke kan se ham fra deres mark, er der ingen risiko for at mælken er blevet sur.

Ydermere har denne mælk den fordel at Divaen vil drikke den. Hun har ellers holdt sig mere eller mindre fra mælk hernede, da det altså ikke smager som almindelig dansk skummet eller minimælk.

Her i Normandiet er der en del flere mejerier repræsenteret, end i de hjemlige monopolagtige arla-tilstande. De forskellige mælkemærker smager ikke helt ens. Og jeg har prøvet dem alle, for at prøve at hælde lidt mælk i Divaen, men hun bryder sig ikke om nogen af dem.

Til gengæld kunne hun forbavsende nok, godt lide den helt friske, ikke pasteuriserede, og ret fede mælk, vi nu kan malke i maskinen, hvilket undrer mig en del, for hun har før smagt den slags frisk mælk fra Holgers køer hjemme på øen!

Og da faldt den ikke i damens smag.

Det er muligvis den texanske banjo hun er faldet for.