Tag Archives: Mænd fra oven

Dragende.

2 okt

Jeg ved ikke helt hvornår en fornemmelse af at være en slags Misse eller måske snarere en Mrs. Møghe opstod – undskyld mor – men et eller andet må der være sket siden jeg var 24.

(NU bliver jeg lige nødt til at sige, at dette er endnu en af de mange gange, hvor jeg får lyst til at skrive: ”SÅ I lige det meget morsomme ordspil med Misse og Mrs?” Men meget ofte så gør jeg ikke opmærksom på alle mine fantastiske guldkorn – for det første fordi det er lige blæret nok, og for det andet er I garanteret så kloge at I sagtens lægger mærke til dem uden jeg ligefrem behøver at gøre opmærksom på det – men altså denne gang skulle I lige havde den serveret!)

Nå, det var et sidespring, altså ser I: I går skulle First Man og jeg en tur i supermarkedet efter mælk..

Ja, det lyder ikke særligt ophidsende det ved jeg godt – men man skal altså ikke undervurdere den slags.

Det er faktisk det eneste sted, hvor vi kan være sammen, uden at blive afbrudt af børn. Jo, vi kunne da gå ud og spise sammen, men den slags skal planlægges og det er også lidt dyrere end at købe mælk og småting.

I hvert fald – vi var i supermarkedet. Jeg stod og kiggede på fyldepenne med rosa blæk og den slags livsnødvendige sager, First Man havde forladt mig, for at gå hen til vinhylden og finde en god vin til den firkløver bestemte menu – hjemmelavede burgere – vi skulle indtage senere.

Jeg stod som sagt på hovedet, eller rettere sad på hug, i farvet blæk, da jeg hørte nogen sige noget, lige ved siden af mig. Jeg kiggede op og så en mand smile venligt ned til mig.

Der gik et øjeblik før sætningens betydning gik op for mig, og i den mellemliggende tid nåede jeg at sige: ”hva’behar?”

I de splitsekunder inden manden gentog sit spørgsmål – nåede jeg også at tænke ”Naaaarj – DET sagde han dog alligevel ikke – ikke til mig..”

Men jo – det gjorde han – ”det kunne jeg nemlig konstatere, da han gentog: ”Kunne De tænke dem at gå ud og få en drink bagefter?”

Mens jeg rystet rejste mig op, og så på ham, fik jeg fremstammet ”Åhh Nej! Men øhh tak.” (Ah NON.. øh Merci)

Hans svar, efter sådan en gedigen kurv, var blot ”Det var så lidt”. Og så gik han.. Og jeg greb min indkøbsvogn og så hurtigt mine små ben kunne bære mig, skyndte jeg mig på jagt efter First Man, som stod et par hylder væk.

Og mens denne tog min ophidsede meddelelse med ganske roligt, og så lidt efter manden, der var på vej væk, gik jeg derimod under hele resten af indkøbsturen og følte mig Møghe agtig. Kiggede mig bagover skulderen og sådan. Og håbede inderligt at jeg ikke ville se ham igen.

Vidste ikke helt hvad jeg skulle synes – eller jo – er da lidt beæret over, at jeg som nærmer mig 42 år, kunne blive antastet af en fuldstændig ukendt i et supermarked. Lidt sejt.

Har også lidt ondt af den stakkels mand – han kunne jo godt have gjort sig selv den tjeneste, at tjekke fingre for vielsesring og sådan, for ikke at få sådan en kold afvaskning. Men han var overhovedet ikke grov eller på anden måde anstødelig. Men når han ikke har gjort forarbejdet ordentligt er han altså selv ude om det.

Men altså ret modig. Tænk at turde gå hen til en vildtfremmed og spørge om de ikke skulle nappe sig en drink. Og så i et supermarked.

Selvom, det gør han nu nok ikke mere, efter det umiskendelige nej, han fik fra Kong. Møghe.

Nemesis

6 apr

Næppe havde jeg postet indlægget om at pjække som mor, før jeg skulle med yngstedrengs klasse til sportsdag, og der var absolut ingen mulighed for pjæk her.

Det gjorde så meget mere ondt at vide, at man befandt sig i samme by som Dolly’s, uden at have en kinamands chance for at komme, bare i nærheden af en cream tea.

Skolen skulle have et par klasser med til en sportsforenings 100års fødselsdag, deriblandt yngstedrengs, og der var brug for forældre, da vores vidunderlige lærer er på kursus og vikaren en anelse veg – med andre ord – der var behov for nogen som kendte lidt til børnene og havde lyst til at tage med.

Det havde jeg.

Med det resultat at mine fodsåler nu befinder sig et sted i nærheden af mine knæ, og mit hoved er fuldstændigt lammet efter en dag med 42 børn i alderen 8-11år, hvoraf to timer blev tilbragt i det relativt lukkede område som en bus nu engang er.

Ikke fordi de var specielt larmende, men fordi når 42 børn snakker i munden på hinanden inde i en bus.. så kan man bare godt høre det.

Og når de 7000 andre unger i samme alder fylder 1/3 af et fodboldstadion, og ser på noget i stil med Safri Duo

IMG_3846

Og på nogle mænd der daler ned fra oven..

IMG_3835

Og samme 7000 unger laver bølge, opildnet af én som bar præg af, at han IKKE sad sammen med ungerne, samt opfordrer til endnu mere råb og ballade ved at lade de to dele af stadion dyste om det der foregår på banen.

Så tilsætter man lige den stress det er at at holde styr på de 18 man skal se efter i det formidable mylder der opstår når man skal ud:

IMG_3857

Når man så i tilgift skal gå 35 minutter for at komme til et sted hvor man kan spise madpakke samt stadig holde styr på de 18 meget glade og livlige børn – og dernæst skal traske i 45 minutter for at komme til det sted hvor man skal løbe – og hvor faciliteterne er anbragt således at man som voksen faktisk er nødt til at løbe hele vejen med børnene, ellers skulle de alene krydse en ret befærdet vej og en bus parkeringsplads, så er man altså godt brugt, skulle jeg hilse og sige fra en træt konge.

Da alle børn ikke løber i samme tempo, var det sin sag at få indfanget det løbske og kåde ungkvæg bagefter.

De var da lidt trætte da vi entrerede bussen, som skulle fragte os hjem, bevares, men inden vi voksne havde opgjort fintællingen på tilstedeværende barnehoveder, var de såmænd friske og fit for fight igen, og meget glade hele turen hjem – eller overtrætte slår det mig pludselig – hvor vi voksne nok var en anelse mere matte i det.

Aftensmaden var pasta med ketchup og da 2 af de tilstedeværende, udover mig, selv havde deltaget i dagens festivitas, var det en smal sag at få trumfet igennem.

Der var mærkværdigvis heller ikke de sædvanlige trækken tiden ud foranstaltninger, da jeg meddelte at nu var det sengetid, og der var meget hurtigt lukket og slukket, så de må alligevel have kunnet mærke den lange dag.

Det kunne jeg i hvert fald og da jeg var ved at gabe kæberne af led, og ikke helt kunne ramme de rigtige taster ved første forsøg – kapitulerede jeg også og væltede i seng længe før 22.00.

%d bloggers like this: