BooBoo på speed.

Der er det ved at have en blog, at sommetider får man tilsendt en email hvor nogen tilbyder en gaver. Jeg lægger som oftest (altid) ud med surt at spørge hvad de så regner med at få for de “gaver” de vil sende til mig.

Og langt de fleste bliver banket direkte hen i ringhjørnet igen, hvor de hører til.

Men ikke denne gang. For denne gang var svaret: Ingen verdens ting.

…

De ville bare sende mig noget. Og jeg skulle ikke gøre noget til gengæld.

At jeg så gør det alligevel med dette indlæg, må stå for egen regning.

Stor var min forventning derfor da jeg modtog – jeg der elsker gaver – en pakke med ukendt indhold.

…

Jeg fremdrog et stort krus. Og en T-shirt. Og en mulepose.

og

…

et par solbriller der vil gøre Elton John misundelig for tid og evighed.

HoneyBooBoo outfit.

Nu ved jeg ikke om TLC har hørt om mit absolut ikke eksisterende TVkendskab, eller har overvejet hvor lidt tid, jeg rent faktisk tilbringer foran fjernsynet, for så havde de nok valgt en anden at forære disse reklameeffekter til.

Ikke desto mindre landede de i mit hus og der stod jeg. Måbende. For hvad, eller hvem, i alle verdens riger og lande var Honey BooBoo?

(Det er muligt det ikke bør skrives sådan, men rent grafisk ser det altså pænest ud)

Var det en ny Disneyfilm, et makeup mærke, eller en Chai Latte?  Jeg måtte google.

Hvilket hjalp en hel del.

…

Honey BooBoo er en duracellkanin på speed.

…

Altså, Honey BooBoo er et overvægtigt, svært forstyrret 6 årigt pigebarn, som deltager i skønhedskonkurrencer for børn, hvor det ikke handler om meget andet end at promovere mødrenes fallerede drømme om det der aldrig lykkedes for dem. Og det er…

Faktisk fandt jeg ud af – på et yderst oplysende youtubeklip – at nogen føler sig kaldet til at give disse små piger falske tænder på, hvis deres egne mælketænder ikke er hvide nok. Hvilket nok er ret svært med den ikke uanseelige mængde cola der øjensynligt hældes indenbords. Men altså gebis til babyer? Hvad sker der for de mødre??

Det er smagløst og grænsende til omsorgssvigt.

Nå, men altså nu har hende Honey BooBoo pigen åbenbart fået sit eget realityshow, med hele familien.

…

Jeg savner ord.

…

De fleste episoder har undertekster – også i USA – fordi ingen fatter en lyd af hvad de mumler. Og jeg må muligvis stå frem i lyset som et snobbet overklasseløg, for mage til karikatur af en sydstatsfamilie, skal man altså lede længe efter.

Scarlett O’Hara go home, din arvtager er fundet, selvom jeg ikke helt ved hvem der skal spille Rhett. Men den tid den sorg – pigen er kun 6 år – og man kan da håbe at hun kan nå at fortabe sig i glemslens tåger, før det går så galt. Ellers ville Professor Higgins være et bud, hvis vi andre skal overleve. Men jeg er svært bange for at det bliver Onslows barnebarn der render med hende.

…

Og da jeg så havde reddet på forargelsens bølge i et stykke tid, landede jeg ublidt midt i mine egne fordomme. For hvor befriende anderledes og fuldstændig uhøjtidelig, var den familie ikke lige?

De pruttede om kap, fremviste deller, nøs så snottet fløj og stangede tænder på et plan som havde virket overdrevet, hvis ikke lige det var fordi, der ikke var noget manuskript. Det er så grotesk en familie, at det er til at grine af, og bare jeg bliver fri for at dele stamtræ med dem, må de såmænd gerne fortsætte deres show flere sæsoner for min skyld.

Honey BooBoo vil nok heller ikke aldrig nogensinde få mig til at se TV, men måske var hun det friske pust der var brug for, midt imellem alle de der perfekte anorektikere topmodeller.

Rent bortset fra at jeg nu har en ny, sjov og meget stor, kop til min samling.

Og brillerne – ikke at forglemme!

Halvfuldt eller halvtomt.

Der ER altså forskel. På halvt fuld og halvt tom. Også selvom kvantiteten er den samme. Og jeg snakker altså ikke bare om ens mentale opfattelse af tomt eller fuldt.

…

Nu en blære.

…

Ja, undskyld..

Jeg ved godt vi er ude i noget vældigt intimt og personligt. Det står enhver frit for at forlade indlægget nu.

… Er de sarte gået?

Så kan jeg gå i gang.

Man taler ikke gerne om blærer. I hvert fald ikke om sin egen.

Ikke desto mindre lader alle mennesker vandet dagligt. Alle. Uden undtagelse.. Så et eller andet sted er det nok meget normalt at have et forhold til sin blære på et eller andet plan.

Og jeg undrer mig over noget.

Når ens blære er tom, skal man ikke tisse. Så langt så godt.

Når ens blære er halv fuld, skal man heller ikke tisse.

Når ens blære er helt fuld, skal man tisse.

I er stadig med ikk’?

Når man så rent faktisk går ud og tisser, så sker der det, jeg undrer mig såre over.

…

Lad os nu gå baglæns, med numsen placeret på porcelænet, går vi nu baglæns: (hankøn bedes undskylde, men jeg har ikke så vanvittig stor erfaring i at stå op og tisse, det sviner nemlig en del når man er kvinde og ikke udrustet med brandslange)

Men vi kan vist godt blive enige om at når ens blære er helt fuld, så tisser man.

Og NU kommer det, er I klar:

Når ens blære er halv tom skal man stadig tisse!

Når ens blære så er tom igen, skal man forhåbentlig ikke tisse mere, ellers er vi nok ude i noget blærebetændelse men de tilfælde vil jeg slet ikke komme ind på her!

…

Men vil nogen være så gode at forklare mig, hvorfor man ikke skal tisse når blæren står på halv-fuld og i den grad skal tisse når blæren er halv-tom?

For det undrer mig meget.

God fredag!

Andres død

Jeg vil ikke gå ind i politik – det har jeg, en gang for alle, bestemt mig for.

Men jeg kan ikke se hvordan man med ren samvittighed kan glæde sig over andres død. Det bragte absolut intet med sig – andet end ulækre billeder på internettet – da Saddam Hussein blev hængt.

Eller Osama Bin Laden, som derimod ikke fremprovokerede nogen billeder overhovedet.

Og så nu Gadaffi. Som man kan få lov både til at se og høre, før han bliver slagtet midt i nyhederne. Og som ligger på lit de parade i et overdimensioneret køleskab – mens folk vader forbi – for at være sikre på at det nu også ER manden med de blå briller, der ligger der og langsomt rådner.. Trods kulden. Nu lukker køleskabsfremvisningen og vi kan komme videre.

Mod hvad?

Hvad i alverden nytter det?

Hvad er det for en syg form for gengældelse?

Det er ikke en snus andet end offentlig dødsstraf. Det er godt nok nogle andre som udfører straffen, men som bekendt er der noget med at hæleren også er kriminel.

Jeg kan heller ikke give mig til at råbe hurra fordi en mand er død.

Den eneste jeg kunne forestille mig, jeg ville ønske død, ville være en som havde gjort mine børn ondt. Men der er vi ude over al fornuft og alle principper.

Jeg forsvarer ikke hvad disse 3 mænd har gjort på nogen måde, og det er meget muligt at verden bliver et bedre sted at være uden deres fysiske tilstedeværelse – men jeg tvivler.

Racist eller hva’?

SÅ.. Jeg skrev ordet. Nu er der ingen vej tilbage.

For at vende tilbage, til det der med nyheder, som får mig til at fare i tasterne, så læste jeg noget som fik mig til at spærre øjnene op og tvivle et splitsekund på fornuftigheden ved ytringsfrihed.. Men indrømmet – kun et kort øjeblik.

Der findes nogle mennesker som kalder sig selv for salafister. Dem har I garanteret hørt om.

Og dem er jeg, for nu at sige det på en rigtig pæn måde, ikke ret enig med.

Om noget som helst.

Og jeg så gerne at de blev hældt ud på en eller anden ø, hvor de kunne sidde og sparke på nogle imaginære dæk og flytte rundt på deres ædlere dele, som de  nu lyster, for at begrænse deres lyst til at bestemme over andre.

For ja, jeg regner med at det er mænd – for jeg tvivler eddersparkeme på at der er så forfærdeligt mange kvinder som er salafister?

Jeg kan naturligvis tage fejl, men det står ligesom at læse mellem linjerne, i deres partiprogram. Skulle der nu – meget mod min forventning – være kvinder som også, frivilligt, er salafister, skal de naturligvis have lov til at være det.

Bare det foregår på føromtalte ø. Rigtigt LANGT væk fra almindelige demokratier og så mig.

Men..

Så kommer spørgsmålet.

Er jeg så racist?

Som udgangspunkt mener jeg, at alle har ret til at være her. De skal blot ikke mase deres mening ned over hovedet på mig, eller andre.

Som Svenne siger, når en eller anden tiltaler ham med den lidet flatterende titel, af netop racist: ”Nej det er jeg ikke – men du kunne blive grunden til at jeg bliver det!”

Tanken om, at de der salafister vil lave hele verden om til et surt, kedeligt, gråt og trist venteværelse uden læsestof – og så et endnu værre sted til kvinder – er da absurd.

Jeg vil ikke gå så langt, som til at sige offentligt, at det er en syg måde at tænke på – men det nærmer sig godt nok noget, jeg ville kræve, de kom i behandling for..

Når jeg sådan skærer alle salafister over en kam, er jeg vel intolerant, grænsende til noget racistisk?

Det er nu ikke så meget hudfarve eller etniske oprindelse – og det ligger vel dybest set i ordet ”race” – som det er  den deciderede fælles dumhed som provokerer mig..

Hov nu sagde jeg det.. Nå, men så i hvert fald folk der synes det samme mærkelige noget..

Men okay så er jeg racist.. Eller noget.

Og det må jeg så leve med – for at acceptere sådan et menneske- og verdenssyn, er mig så meget imod, at jeg aldrig ville kunne række hånden frem mod dem, for at mødes i den store fælles forståelse.

Og så lige til sidst – til de der ”vi-skal-alle-forstå-hinanden-og-sidde-i-rundkreds-og-holde-i-hånd” som mener at det er den samme gud, ikk?..

Vel er det ej – min gud er nemlig HELT med på fest og ballade.

Dragende.

Jeg ved ikke helt hvornår en fornemmelse af at være en slags Misse eller måske snarere en Mrs. Møghe opstod – undskyld mor – men et eller andet må der være sket siden jeg var 24.

(NU bliver jeg lige nødt til at sige, at dette er endnu en af de mange gange, hvor jeg får lyst til at skrive: ”SÅ I lige det meget morsomme ordspil med Misse og Mrs?” Men meget ofte så gør jeg ikke opmærksom på alle mine fantastiske guldkorn – for det første fordi det er lige blæret nok, og for det andet er I garanteret så kloge at I sagtens lægger mærke til dem uden jeg ligefrem behøver at gøre opmærksom på det – men altså denne gang skulle I lige havde den serveret!)

Nå, det var et sidespring, altså ser I: I går skulle First Man og jeg en tur i supermarkedet efter mælk..

Ja, det lyder ikke særligt ophidsende det ved jeg godt – men man skal altså ikke undervurdere den slags.

Det er faktisk det eneste sted, hvor vi kan være sammen, uden at blive afbrudt af børn. Jo, vi kunne da gå ud og spise sammen, men den slags skal planlægges og det er også lidt dyrere end at købe mælk og småting.

I hvert fald – vi var i supermarkedet. Jeg stod og kiggede på fyldepenne med rosa blæk og den slags livsnødvendige sager, First Man havde forladt mig, for at gå hen til vinhylden og finde en god vin til den firkløver bestemte menu – hjemmelavede burgere – vi skulle indtage senere.

Jeg stod som sagt på hovedet, eller rettere sad på hug, i farvet blæk, da jeg hørte nogen sige noget, lige ved siden af mig. Jeg kiggede op og så en mand smile venligt ned til mig.

Der gik et øjeblik før sætningens betydning gik op for mig, og i den mellemliggende tid nåede jeg at sige: ”hva’behar?”

I de splitsekunder inden manden gentog sit spørgsmål – nåede jeg også at tænke ”Naaaarj – DET sagde han dog alligevel ikke – ikke til mig..”

Men jo – det gjorde han – ”det kunne jeg nemlig konstatere, da han gentog: ”Kunne De tænke dem at gå ud og få en drink bagefter?”

Mens jeg rystet rejste mig op, og så på ham, fik jeg fremstammet ”Åhh Nej! Men øhh tak.” (Ah NON.. øh Merci)

Hans svar, efter sådan en gedigen kurv, var blot ”Det var så lidt”. Og så gik han.. Og jeg greb min indkøbsvogn og så hurtigt mine små ben kunne bære mig, skyndte jeg mig på jagt efter First Man, som stod et par hylder væk.

Og mens denne tog min ophidsede meddelelse med ganske roligt, og så lidt efter manden, der var på vej væk, gik jeg derimod under hele resten af indkøbsturen og følte mig Møghe agtig. Kiggede mig bagover skulderen og sådan. Og håbede inderligt at jeg ikke ville se ham igen.

Vidste ikke helt hvad jeg skulle synes – eller jo – er da lidt beæret over, at jeg som nærmer mig 42 år, kunne blive antastet af en fuldstændig ukendt i et supermarked. Lidt sejt.

Har også lidt ondt af den stakkels mand – han kunne jo godt have gjort sig selv den tjeneste, at tjekke fingre for vielsesring og sådan, for ikke at få sådan en kold afvaskning. Men han var overhovedet ikke grov eller på anden måde anstødelig. Men når han ikke har gjort forarbejdet ordentligt er han altså selv ude om det.

Men altså ret modig. Tænk at turde gå hen til en vildtfremmed og spørge om de ikke skulle nappe sig en drink. Og så i et supermarked.

Selvom, det gør han nu nok ikke mere, efter det umiskendelige nej, han fik fra Kong. Møghe.

Hold på hat og bryster

Noget af det, som altid har fået mig helt op i det røde felt, og til at tage ditto sokker på over det hele, er den forskel på hvordan mænd og kvinder ”må” behandle deres attributter på.

Det startede en dag for mange år siden, dengang en buksedragt i skrigende pink var højeste mode, engang lige i starten af firserne.

Jeg skulle til købmanden for at hente et eller andet for min mor, og det skulle vist gå lidt tjept. Da jeg på tilbagevejen fik øje på kammeraterne, løb jeg hurtigt over for lige at sludre to minutter, før jeg skyndte mig videre hjem.

Byttepengene havde jeg i brystlommen, og for ikke at de skulle hoppe ovenud når jeg løb, og jeg så ville tabe dem – holdt jeg på lommen. Og Michael, legekammerat og nabo, sagde straks, da jeg nærmede mig: ”Adddr, hvorfor holder du dig på patterne”.

Bestyrtet stirrede jeg først på ham, dernæst ned på mit usandsynligt flade bryst, og så igen på ham. Lidt usikkert meddelte jeg, at jeg altså bare holdt fast på min lomme så jeg ikke tabte pengene. Den ene lomme kun – skal det lige siges.

Nå men så var det jo en helt anden sag. Men jeg var dog stadig en anelse perpleks og forstod det ikke helt.

Ikke desto mindre er følelsen af at min dobbelte airbag helst skal gemmes lidt væk med mindre den skal bruges til noget fornuftigt, blevet hængende.

Hvor ofte ser man lige en kvinde ugenert klø sig på brystet, subsidiært læsse dem ordentligt på plads i bh’en, hvis de af vanvare er hoppet lidt udenfor. Nej vel?

Eller hvis man gør – så skorter det ikke på saftige adjektiver fra mandlige tilstedeværende, som henleder tankerne på letbenede damer, af den slags som får penge for at gøre noget rart ved mænd. Lumre bemærkninger, alt imens de klør sig i skridtet.

Man må nærmest ikke engang amme mens andre kan se det.

Eller forestil jer kvinder som konsekvent glor på mænds skridt, mens de taler sammen? Nej vel – igen?

Nå, luk nu øjnene.. og tænk på en eller anden mand – og jeg mener virkeligt HVILKEN som helst mand.

Så vil jeg godt – nej, ikke æde en stråhat, for det kom Mr. Q galt af sted med her forleden – men jeg er sikker på at alle de mænd, der så bliver tænkt på, har rystet deres ædlere dele på plads – indtil flere gange i fuld offentlighed, uden blusel.

De bliver varmet foran tv’et om aftenen, de bliver løftet, eller skubbet på plads, hvis de sidder i klemme, eller bare lige nulret lidt for det tilfælde at de føler sig ensomme.

Og ingen tænker at det er en specielt mærkelig handling, for det gør alle mænd jo.

Men sæt nu billedet af en kvinde ind i stedet. Kvinde som sidder og holder sig på brysterne foran tv’et, kvinde der skubber eller løfter – i hvert fald lægger dem bedre på plads. Eller bare jævnligt skal mærke efter om de er der endnu.

Et utænkeligt syn – medmindre det bliver udført af en mand, PÅ en kvinde!

Jeg vil derfor opfordre alle til at gribe i egen barm – lidt brystbefamling af egne attributter må være på sin plads – så vi kan få udlignet denne fysiske uretfærdighed!

Pruttende orakel

De der søgeord som google sender stakkels uvidende mennesker ind til mig med, ikk’?

Jeg forstår ikke helt logikken i det.

Altså, hvis man ignorerer de 784 søgninger på skytsengle, samt 325 søgninger på telefonfis i alle afskygninger og ubegribeligt mange søgninger på Birthe Rønn Hornbech – hende har jeg da aldrig nogensinde nævnt.. har jeg?

Jeg står med stolthed ved det med både skytsengle og telefonfis, men altså ikke hende Birthe Rønn Hornbech.. Nej, hende mener jeg virkelig ikke jeg nogensinde har skrevet om, men I må da gerne hjælpe min hukommelse på gled, hvis jeg tager fejl.

Men der er faktisk rigtigt mange mennesker som burde søge hjælp andre steder end lige hos Kong Mor.

For jeg kan da konstatere at jeg ikke ved noget som helst. Om noget.. Se nu bare de spørgsmål jeg får:

Jeg kan ikke hjælpe nogen med følgende geografiske problem – men det er der nok en grund til:

i hvilken by ligger guru.. (det MÅ simpelthen være en misforståelse..)

Jeg kommer også til kort hvis man tror at man hos Kong Mor finder hjælp til:

Lære at tegne hår

Man bliver også gevaldigt snydt hvis man mener at man her kan finde opskrifter på

vegetariske kødboller og på

kødløse frikadeller (tværtimod – stik mig en mør bøf – så bliver jeg glad)

 

Det er også egentligt ret sært, når jeg nu aldrig nogen sinde har været i Ry – at man bliver sendt hertil hvis man vil vide noget om:

rundkørsler i ry (mon der overhovedet er så mange igen)

rundkørsel ry (vedkomne fandt måske ud af der kun var 1? Kan vi få eksperter på banen)

 

Til gengæld kan jeg godt komme på en masse gode idéer til hvis man

glemte konens fødselsdag (stakkels menneske da..)

 

Men udover skytsengle, telefonfis og ubegribelige Birthe Rønn, så har jeg fået en del besøg på baggrund af følgende duftgener:

hvorfor prutter hunde med lyd

kan man gøre noget ved hundeprutter

prutter af the

mosters gamle prutter

æbler prut

Og da jeg ikke føler mig personligt ansvarlig for disse gasser, vil jeg nok overveje at konsultere vores fimse-ekspert, Blondinen, og høre hvad hun har tænkt sig at gøre ved sine æble-hunde-prutter, måske hun bedre kan hjælpe google-søger-folket end jeg kan.

Veganerkat??

Ej, men undskyld mig lige et øjeblik.

Er katte ikke tigre i miniformat? Eller pantere, geparder, leoparder eller løver? Sådan nogle som jagter mus, fugle og fisk?

Nu er jeg helt afsindigt allergisk overfor katte, så meget at jeg kan få fødder i tre-dobbelt størrelse af at gå i bare tæer på et støvsuget og nyvasket gulv i et hus hvor der bor katte – også selvom de ikke er at finde på matriklen, i anledningen af mit besøg. Jeg kan begynde at nyse og få åndenød af at sidde ved siden af folk, og det slår aldrig fejl – de har kat – og dermed lidt kattehår på tøjet.

Derfor skal katte være usandsynligt fantastiske, for at jeg overhovedet kan finde på noget pænt at sige om dem. Jeg har mødt 2 rundt på min færden i blogland, som ser så søde ud at jeg har nævnt det.

Men selvom jeg ikke er kattemenneske, interesserer jeg mig for dyrs ve og vel i al almindelighed, og derfor undrede jeg mig såre, da jeg en dag hørte om en kat som får veganer mad…

Jeg tager den lige igen.. ”En kat som får veganer mad”. Bare i tilfælde af at nogen troede de havde læst forkert.

Nu er min generelle holdning til mange ting, at folk må gøre præcis som det passer dem, uanset hvor skørt det måtte virke på andre – som for eks. mig – så længe det ikke går ud over andre, det være sig børn, dyr, tallerkner og den slags.

Men her syntes jeg, det var så aparte et tiltag, at jeg måtte bede om en uddybende forklaring. Jeg brugte mit pæneste og mest høflige ordforråd, og skrev endda at jeg ikke ville fornærme – men derimod høre om det ikke var en anelse synd for katten at få veganer kost.. Regnede faktisk med at få nogle sunde facts..

Min kommentar blev aldrig besvaret, endsige udgivet, så jeg har nok trådt nogle meget grundigt over deres overbevisninger, eller også er jeg endt i en spam spand.

Fred være med det – det er også meget muligt katten ikke tager skade af  at få veganerfoder, men I skal ikke komme og bilde mig ind at det var hvad sådan en mini-tiger selv ville vælge.

Jeg håber inderligt det stakkels kræ kan stikke af indimellem, og få ædt sig et par mus i skjul, så der ligesom bliver kompenseret.

Øko-U-logiske opskrifter????

Der ER altså noget jeg ikke har fattet.

Det er økologiske kogebøger..

Jeg fatter simpelthen ikke hvordan en opskrift kan blive bedre, eller værre, eller bare i det hele taget anderledes, af at man bruger et økologisk æg, i stedet for et ikke-økologisk et.

Jeg mener, det er vel en holdning man har – eller også sætter ens budget helt naturlige begrænsninger for hvor økologisk man har lyst til at være. Hvorom alting er – at købe en økologisk kogebog, er da fuldstændig hen i vejret.

Jo, en økologisk bøf smager tit bedre end en øko-U-logisk bøf – eller hvad det nu hedder når det ikke er økologisk – det kan vi godt blive enige om.

Men altså, enten laver man Faster Odas smørkage, med økologiske ingredienser – eller også gør man ikke?

Det har da ikke noget med opskriften at gøre?

Og hvad nu hvis, man har alle de økologiske ingredienser, man mangler blot økologisk smør til sin kage – men har det almindelige smør.. Kan man så ikke få lavet sin kage?? Eller er opskriften forkert?

Det burde da være såre simpelt – enten laver man noget økologisk eller også gør man det ikke. Det behøver man da ikke en ny kogebog til?

Men jeg fatter det som sagt ikke.. Det er der såmænd så meget jeg ikke gør – men denne var en af de tungere..

DISCLAIMER: Dette er ikke et indlæg imod økologi. Jeg er meget til økologiske varer, økologi i det hele taget – det er konceptet “øko-kogebog” jeg ikke fatter!!!

God onsdag.

Okay.. HVORFOR 51?

Fortæl mig hvorfor.. Nej lad mig begynde med begyndelsen.

I Frankrig kan man få nogle super smarte øjen-make-up-fjerne-dimser, som jeg savnede inderligt i de 7 år og 7 måneder jeg boede i Danmark – og selvom jeg fik sendt forsyninger fra tid til anden, var det jo ikke set samme.

Nu kan jeg købe dem når det passer mig, og det passer mig fint!

Men altså.. Der er noget ved dem, som jeg altid har undret mig over. Jeg er sådan lidt tal autist. Ting skal passe sammen, og der skal være orden på sagerne.

Og det er der altså ikke når der er 51 dimser, i øjen-make-up-fjerne-dimse bøtten.

51..

51.. ???

51? Er det et specielt tal? Noget hemmeligt? Endnu en klub jeg ikke må være med i?

Hallåå – jamen hvad er lige meningen med 51?

Er det noget lavet til en med et øje i nakken?

Det har mødre jo nogen gange, men det plejer man jo ikke at putte mascara på. Hvilke væsner har ellers 3 øjne?

Fordi så er der nemlig til 17 gange make-up-fjernelse.. og ellers er der altid en i overskud?

Der må være en grund? En som jeg ikke er klog nok til at se..

Hjælp – en eller anden??

En slatten en

Bøger om opdragelse og børnepsykologi er spændende. Faktisk mere end man lige går rundt og tror. Og der kan trækkes mange paralleller til hverdagen. Ikke blot i forhold til børn. Selv i blogverdenen!

Eksempelvis var det, før krigen, den gængse opfattelse, at man burde lade babyer ligge og græde – og ikke tage dem op og trøste. Det blev der heldigvis rettet op på, blandt andet ved hjælp af Benjamin Spock – nej ikke ham fra Star Trek. Men en spændende foregangsmand for børneforståelse og do opdragelse.

Men som alle andre modreaktioner – blev det også en tand for meget. Fra ingenting at bestemme, fik børn pludselig lov til at bestemme absolut alt.

Det kom der så også en reaktion på, fra blandt andet Fitzhugh Dodson, og vi slap gudskelov for alt for mange børn, som upåtalt tramper rundt i andre folks sofaer med mudrede støvler, under dække af, at de skal have lov til at udtrykke sig.. Yderlighed, jeg ved det godt – men altså overdrivelse fremmer forståelsen!

Og nu er jeg efterhånden nået til sagen – så vågn lige op igen:

Jeg kom på min vej rundt i blogland, til at tænke på noget ham der Fitzhugh har sagt:  At hvis man vil have pommes frites (jo, manden var – for han er død – amerikaner) er selv en slatten én – pommes frites altså (kan vi lige få noget fokus her) – bedre end ingen pom’frit. Det gælder så kun for pommes frites..

Nå, men sagt med andre ord – negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.

Derfor undrer det mig i den grad, at folk lader sig gå så meget på, af noget lomme-satirisk og voldsomt provokerende ævl om alle. Ihukommende at overdrivelse fremmer forståelsen, er det bare en ny måde at udtrykke sig på i blogland.

Uanset hvad man så i øvrigt synes om konceptet, virker det jo altså ganske forrygende! Også uanset om der er én eller flere, kendt eller ny.

Kan det i øvrigt ikke være fuldstændigt lige meget, hvem det er, som kradser i lakken?

Hvorom alting er, folk hidser sig vildt op over det.. Og vrisser lystigt af hinanden på kryds og tværs, og gerne under dække af anonyme profiler.

Alle læser det – mange i hvert fald – sådan lidt som man læser Se og Hør eller Ugens Rapport – for det er da ALT for pinligt at læse i fuld offentlighed.

Det er, ikke desto mindre, med sådan en underlig smag i munden at man får læst færdigt. For selvom man (ja mig) tænker – åh ja – helt forkert er det jo ikke alt sammen, så ER det groft. Og det gør sikkert rigtigt ondt på dem, det går ud over.

Og nok på grænsen af hvad jeg synes er acceptabelt. Men igen – jeg er ikke reference for sådan noget, for sær som jeg er, kan jeg heller ikke grine særligt meget af hverken Ørkenens Sønner eller Jean-Marie Bigard.. Ikke Le Pen.. selvom han ved gud heller ikke er morsom at høre på – eller jo det er han – bare på en anden tragisk måde.

Men jeg læser med – vel gør jeg så.. I smug som hun siger – eller det er vel begrænset hvor smug-agtigt det er, idet jeg ikke har nogen jeg vil skjule det for.

Og jeg kan overhovedet ikke bestemme mig for, om jeg kan lide det eller ej.

Det jeg derimod synes er vældigt morsomt, er at der endelig kom en reaktion, på det polerede flødeskum, som blogland også indeholder.

I ved, de blogge som omhandler DIY gyngehest af 7 mælkekartoner og en ballon, og de som uddyber indholdet af juniors ble på macromåden, for nu kun at nævne et par genrer.

De fleste kommenterer hos hinanden med blide ord og blomster omkring taleboblerne. Nogen andre er sure på den planlagte måde, og andre igen er påtagede flabede – så det er helt til grin – også selvom de har blogget i mange år.

Og her kommer der så én og sprøjter syregrøn galde ud over alt det søde og hjemmelavede blær. Klart at det svier i øjnene hos de fleste.

Men kunne folk eventuelt bare lade være med at læse de kedelige blogge, hvis det er SÅ umulig ikke at falde i søvn over dem. Så tag for helvede en bog eller gå ud til familien i det dyre samtalekøkken, som der ikke er tid til at sidde i, fordi det skal betales..

Man behøver måske ikke ligefrem at lede efter alle de blogs, som bare kan det der med at irritere. Der er mange andre gode og fornuftige tanke-inspirerende blogs derude, skulle jeg hilse og sige.

Jeg ville nok tøve med at vende tilbage for at læse en blog, som første gang får mig til at falde så meget i søvn, at jeg glemmer at fortælle jer små kedelige historier om alle mine børn. Eller vise jer mine kreationer udi strikkeriets mysterier.

Nå, nu har jeg ikke tid til at småsludre med jer mere – jeg skal over og lure – For hvem går det mon ud over i dag?