Tag Archives: Mål

Nogle skal jo være de sidste.

13 maj

Det er en naturlov.

Desuden har jeg lært at de sidste skal blive de første.

Om det så lige var Eventyrløbet Matthæus havde i tankerne da han skrev det med de første og sidste, er jeg ikke helt sikker på, ikke desto mindre tager jeg hans ord for pålydende!

I hvert fald, jeg var med i Eventyrløbet i torsdags.

Eventyrløbet 2013 – eller skal jeg sige “vandring”?

Med kongeligt firkløver og First man og det hele. I arbejdssponsoreret T-shirt.

Fire medlemmer af familien løb og reddede dermed æren.

Andre gik.

Divaen havde ondt i maven og lod sig overtale til at følges med sin invalide mor. Og vi gik. Og selvom vi gik rask til, var det ikke helt nok til at slå nogle rekorder. Men jeg kender en af dem som løb vildt stærkt. Det må smitte lidt af.

Divaen ville lægge ud med at lunte. Det ville mit ben ikke. Følte mig også psykologisk slået hjem af skrækken for om andre fibersprængninger havde tænkt sig at slå sig ned i min krop. Så vi gik.

Bagerst. I feltet. Faktisk i flere felter, idet folk jo bliver sendt af sted på forskudte tidspunkter. Og vi endte hele tre gange med at vandre bagerst. Stoisk. Selvom jeg prøvede at opmuntre Divaen og få hende til at se positivt på det hele havde hun meget svært ved at se det morsomme i at GÅ forbi folk, 700 meter after start.

På et tidspunkt var der en lille dreng som var blevet væk fra sin mor og vi hægtede os lidt på ham for at have en synlig undskyldning. Da det viste sig at det mere var hans mor der var blevet væk fra ham, end ham der var blevet væk fra sin mor, forsvandt den – undskyldningen – desværre igen og vi måtte fortsætte vores ensomme vandring spidsrod gennem byens gader indtil vi nåede skoven.

Der var vi til gengæld ikke spor ensomme mere.

Og blev nok også bandet væk af mange meget seriøse løbere der absolut skulle løbe hvor vi gik. Og før de ophidsede løbere kommer for godt igang vil jeg skynde mig at sige at vi gik pænt i højre side og så langt væk fra midten som det var muligt uden at støde ind i træer.

Desuden gik vi rent faktisk hurtigere end nogen der løb. Særlig en mand fra Odense Tekniske Skole, med pjevset mørkt skæg og briller. Han spænede forbi os, og stod så, gasblå i ansigtet, 500 meter længere henne hvor vi så kunne gå forbi ham, mens han fik pusten igen, hvorpå han spænede forbi os endnu engang og gentog denne ejendommelige opvisning af intervaltræning ikke mindre end seks gange.

Da vi nåede opløbet og indgangen til Stadion, satte Divaen i løb. Hun følte ikke hun ville overleve den ydmygelse det ville være at gå i mål. Da min forfængelighed jo desværre er i familie med hendes, løb jeg med de sidste 200 meter.

Hvilket øjensynligt var en fejl.

Mit ben følte nemlig derefter trang til at tredoble sin normale størrelse og generede mig en hel del de næste 48 timer, men jeg kan nu igen få øje på mellemrummet mellem mine tæer så jeg er nok ovre det værste.

Vi gik tilbagelagde de fem km. på 47 minutter.

Ingenlunde en tid jeg er stolt af, og det er da også kun visheden om at jeg vil tage en gedigen revanche næste år, der får mig til at reklamere med det, her.

Jeg vil derfor som Terminator – på den østrigske måde – sige: “I’ll be back!”

Perfekt # 2

1 okt

Helt oprigtigt talt. Hvad er det, der er så forfærdeligt ved at ville være perfekt?

Jeg mener, stræber ikke alle mod at blive bedre?

Det kommer naturligvis an på hvordan man definerer perfekt. Og for hvem. Samt hvordan man håndterer, at man nok aldrig når helt derud. Men man kan da godt prøve?

Mange tror, at folk har den samme slags perfektion inde i hovedet. Well I got news for you: Det har de ikke. Når mødregrupperne kyler speltboller i hovedet på kvinder, der hellere vil have en karriere, er det vildt respektløst.

Lige så snart der sidder et fjols der vil bestemme hvad der er rigtigt, så er det forkert i samme øjeblik.

Jeg gik hjemme med firkløveret til Gårdmanden var 1½. Og nød hver eneste dag. Det var rigtigt for mig. Men de som gør noget andet, vil jeg da ikke dømme. De er bare ikke med i min perfektion.

Som i øvrigt kun passer til mig. Andre har deres egen perfektion. Og jeg vil ikke have høvl, fordi jeg ikke gider deres.

Jeg gør mit bedste. I alt hvad jeg gør. Hvis andres drømme om perfektion så tilfældigvis lander på min formåen, er det vel ikke min skyld.

Det er jo de mål andre har sat for sig selv – og hvis de ikke opnår det – skal jeg vel ikke klandres for det?

Hvis nu jeg gerne ville være god til at spille tennis, så ville jeg nok ikke stile efter at blive så god som Woszn..øhh altså hende der Caroline. Mindre kunne godt gøre det. Men hun ville jo så repræsentere perfektion indenfor tennis – ifølge mine mål.

Det er da okay! Det skal hun da ikke have stikpiller for, vel?

På samme måde med de, som egentlig gerne ville have en karriere, men som ikke får det. De kunne sige – Mille har opnået alt det de gerne ville – men hvorfor skal Mille have på nakken for det? Jeg spørger bare.

Fordi vi er forskellige alle sammen – så bliver vores drømme om perfektion også forskellige – og gudskelov for det – jeg skulle ikke nyde noget af at opnå en forhenværende skatteministers mål i livet.

Det er i øvrigt en rigtig styg tanke – jeg skulle også gerne kunne både sove om natten og se mig selv i spejlet.

Men ja – når nu jeg kommer til efterårsferien her om lidt og begynder at jule – ja ikke at fejre jul, vel – men at jule, lave kort og pynt og mad til fryseren og den slags – så ville jeg sætte pris på at folk bare lod mig jule i fred og så holdt mund med deres ”lad være med altid at være så perfekt – du giver os andre mindreværdskomplekser” og i stedet tog sig af deres egne perfektions-mål.

Bare så det er på plads.

%d bloggers like this: