Jeg havde egentlig besluttet at jeg ikke ville skrive om venner – men jeg bliver jo nok alligevel nødt til at fortælle om nogen af dem efterhånden. De fylder jo også en del i mit liv.
Nu har jeg vist flere gange nævnt Fiona, så det er nok på sin plads at præsentere hende ordentligt.
I sommers da vi landede på Æblebakken, kendte vi ikke et øje – ikke ét. Vi havde endda aldrig nogen sinde været i byen, endsige området før, så det var lidt med bævende hjerter, at vi begav os udenfor Æblebakkens fire hjørner.
Det er ikke så ligetil at flytte som man skulle tro, det at skifte hele sit bagland ud, er svært. Tro mig – jeg har prøvet det før og det er rædselsfuldt.
Egen erfaring og kloge hoveder mener det tager 2 år at falde til et sted. Jeg vil gerne tro det, under normale omstændigheder – hvis der overhovedet er nogle sådanne – men der er så mange forskellige faktorer som også spiller ind, så det kan være kortere eller længere tid alt afhængig af hvem, hvor og hvordan.
Jeg var ret sikker på, at børnene nok skulle få sig en omgangskreds når blot skolen startede, jeg var lidt mere bekymret for mig selv og mit fremtidige sociale netværk.
Min nærmeste veninde bor 2½ times kørsel fra byen, så det er desværre ikke så tit vi liiige stikker hovederne sammen, hun spiller også golf hele tiden – okay hun vinder også en hel masse, og har været præsident og haft travlt – og nu er hun gået i gang med at lave en hjemmeside (hun er simpelthen for sej) og så er det jo i orden, men det gør jo at jeg ikke ser hende så tit, som jeg gerne ville.
Men altså, fredag d. 3. september (dag to i vores skoletidsregning) da jeg var ved at hente børn på skolen, for at de kunne komme hjem til frokost, hørte jeg en dame tale engelsk til sit barn. Da yngstedreng så ydermere kunne fortælle mig at pigen gik i hans klasse, formelig kastede jeg mig ud på stien foran hende, og fik præsenteret mig selv og børnene, samt vores lidelseshistorie på under 3 minutter!
Jeg øjnede jo straks chancen for at møde en anden “anderledes” familie som vi – eller børnene især, deres situation taget i betragtning – måske kunne være sammen med.
Mens vi sammen ventede på, at de store skulle blive sluppet løs, fandt vi ud af at vores ældste døtre også gik i klasse sammen. Og mens børnene fik sagt dav til hinanden, spurgte damen om jeg ikke kunne tænke mig at få en kop kaffe med hende, ugen efter.
Og nu lige mens jeg har jer, hvad skal man kalde det? ”Dame” lyder ikke rigtigt, faktisk sådan.. lidt ældre i det?”Pige” lyder som om vi ikke har accepteret at vi har passeret 24, “kvinde” lyder i mine ører for feministisk og uden bh. På fransk har ordet ”femme” ikke fået den der negative femi-eftersmag af lilla ble, så der lyder det meget bedre – men i hvert fald – det var en person af hunkøn.
Nå, det var et lille sidespring. Men det som oprindeligt skulle have været en enkelt lille kop kaffe for at hilse på, blev til 4 timers snak og grin!
Siden er det gået slag i slag, og vi er sammen hver eneste uge – det er sjældent man er så fantastisk heldig at finde en, der er ligeså skør som mig selv. De veninder som jeg havde sagt på gensyn til hjemme i Danmark, savnede jeg vildt og inderligt, og manglede i den grad et andet menneske at grine med ansigt til ansigt – og ikke kun på skype.
Første gang jeg oplevede Fionas talent for at få mig til at grine, var til et yderst kedsommeligt skolekreds møde – før det hvor jeg blev valgt som præsident – hvilket egentlig er ret underligt når man tager følgende episode i betragtning. En mand var ved at forklare hvor usandsynligt svært det var at samle præmier ind til julebasaren, man skulle bruge hele 2 lørdag formiddage i december.. Og så kom det ligeså tørt fra Fiona: shall I bring out the sad violins?
Denne ellers ret uskyldige bemærkning, om den kedelige mands store genvordigheder, fik mig dog til at udstøde omtrent samme lyd som min mormors vaskemaskine ved centrifugering, og så måtte vi ellers stoppe vores respektive tørklæder så langt ned i halsen vi kunne for at kvæle det ene latter anfald efter det andet.
Der er ikke noget billede af hende, men derimod et af den hjemmelavede marcipan krybbe, hun forærede mig til jul. Nej jeg har ikke spist den – hvem kunne sætte tænderne i sådan nogle søde figurer?
Fiona er englænder og har boet mange år i Afrika, med sin mand og deres 3 børn, 2 måneder før os, slog de sig også – tilfældigt – ned i denne lille by, uden at kende nogen. Vi snakker nogle gange om at det må være noget skæbne halløj – for ydermere er Fionas onkel min kusines læge – men i et helt 4 land.
Og chancen for at et barn fra Afrika, et fra Danmark – mødes i den samme skole i Normandiet – samme klasse endda – og at deres familier allerede har kontakt – den er da nærmest lig nul, lidt stort og mærkeligt!
Vi kan shoppe alene, eller gå i biografen med de store piger, tage alle ungerne med på udflugt eller bare drikke kakao derhjemme. Vi kan dele store alvorlige tanker, fjante som kåde skolepiger, og – næsten allerbedst – gøre vores børn inderligt flove over, at de er nødt til at følges med os, hvis vi synger højt på gaden eller spiller stykker af diverse musicals.
Mange mennesker går igennem livet uden ret mange venner, mange mennesker er så ensomme og føler sig slet ikke set eller lyttet til.
Og netop derfor føler jeg mig endnu mere privilegeret, ved igennem snart 28 år, at have min allerkæreste veninde med den sødeste næse i verden, samt min bedsteste ven, og så de andre vidunderlige veninder i Danmark – og alligevel være i stand til at flytte familien op med rod, omplante det hele til et fremmed land, og efter kort tid finde en til, der er ligeså tosset som jeg!
Jeg troede at min kvote for venner måske var opbrugt, og så fandt jeg én til, et sted hvor jeg slet ikke regnede med det.
Og mine venner er virkelig en gave i familie med røde træsko, som jeg skønner på hver eneste dag!