Tag Archives: Medmenneskeligt

Nu vi taler om imødekommenhed

14 dec

Divaen og jeg snakkede i går aftes om hvor heldig man er at møde de rette mennesker på rette tidspunkt. Hun var kommet i tanke om den søde unge mand vi mødte den allerførste dag, her i byen.

Vi var ankommet aftenen før, og First Man var allerede taget afsted ved daggry, for at aflevere flyttebilen i en by langt borte, så vi var noget overladt til os selv, i denne by vi aldrig havde set før.

Alle skabe var gabende tomme, og ingen morgenmad i sigte: alt var pakket i kasser og det eneste jeg vidste med sikkerhed hvor lå, var havelågen.

Så jeg læssede alle børnene ind i bilen, og kørte ud af denne havelåge med følgende ord: Jeg er sikker på vi kommer ud – jeg er straks mindre sikker på hvordan vi kommer hjem igen, så I må godt holde øje med vejen.

Jeg kørte lidt på må og få og endte et sted nede i byen, hvor jeg kunne parkere. Jeg havde kun danske kroner i pungen, så jeg skulle finde en pengeautomat, hæve og derpå veksle..

Der stod en ung arbejdsmand med murerkasket og do spatel ved en bygning som var under renovering. Jeg gik hen og spurgte hvor der var en automat.

Han pegede på parkeringsbilletautomaten bag mig, og jeg forklarede smilende at jeg mente en pengeautomat, for jeg havde ikke penge til at komme i parkeringsautomaten.

Uden at blinke smilte han, puttede en mønt i, og vupti kunne jeg holde der i 2 timer. Jeg vil lige indskyde at det IKKE er Rådhusparkeringstariffer. Hvilket i øvrigt da er tæt på tyveri! Så jeg holder på, at man altid skal tage toget til Storstaden..

Nå, men altså der stod jeg, med en parkeringsbillet og en venlig mand som smilede og følte mig meget taknemmelig. Vi fandt Turistkontoret, blev udstyret med et kort – så jeg ville være i stand til at finde min bil igen, og gik så på oplevelse.

Første oplevelse var en café, så vi kunne få noget morgenmad – og aldrig har en croissant smagt så godt der i morgensolen.

Derfor købte jeg naturligvis også én til den søde unge mand, som jeg fandt i færd med at pudse en væg. Han forstod ikke helt hvorfor han lige skulle have en lækker croissant, men jeg holdt på mit – noget for noget.

Det var allerførste indtryk af byen..

Noget om etisk fordring

8 dec

Eller også er det en slags indrømmelse. Et surt opstød er det i hvert fald.

Engang for længe siden.. Kan man overhovedet starte et seriøst blogindlæg med den sætning? Jeg mener det er ret tæt på ”Der var engang”.. og det er jo et eventyr.

Dette her er bestemt ikke et eventyr – det er almen oplysning om hvordan NOGEN kan virke på andre. Til skræk og advarsel. Om hvordan man måske ikke bør opføre sig.

En eller anden form for menneskelig smålighed. Eller jeg ved ikke engang hvad jeg skal kalde det.

I hvert fald, engang for længe siden.. jeg var kommet til en ny by. Var selv ny. Kendte ingen, ikke et øje. Børnene var små. De kendte heller ingen. Og jeg var ved at gå til, fordi jeg ikke havde nogen at snakke med.

Stor var derfor min glæde, da en anden mor inviterede et af mine børn for at lege med et af hendes børn. Og mig med – til en kop te. Ô lykke.

Det var faktisk hyggeligt. Med speltboller uden form. Og urtete.

Lige indtil.. damen gav sig til at fortælle stolpe op og stolpe ned om denne her fantastiske husmoderforeningsklub. Alt det sjove og spændende de lavede. Lokale damer, naboer, lige om hjørnet, med børn i mine børns skole – endda klasser.

Det lød SÅ sjovt.

Men det var åbenbart ikke noget for mig, for jeg blev ikke inviteret med. Som i aldrig nogensinde.

Nu synes jeg ikke det er så rart sådan ligefrem at invitere sig selv, men jeg var jo desperat, og kunne ikke dy mig for at smide mig mentalt på gulvet, så hun lige kunne få fornøjelsen af at træde lidt på mig..

Fordi.. jeg sagde jo til hende at jeg syntes det lød spændende – samt at DET kunne jeg sandelig godt tænke mig. Men da det ikke ligesom blev taget op – så hang min etiske fordring der i luften og blafrede lidt ensomt.

Og jeg undrede mig helt enormt.

Når man ligefrem står og fortæller folk at man har brug for at lære andre at kende, at man savner at have en omgangskreds, og de ikke reagerer på det?

Hvad skal der så til?

Det lyder bittert – det er det da også lidt – men det er faktisk allermest undren over, hvordan man kan være sig selv nok på den måde. Der er nok en del som aldrig har hørt om den etiske fordring, og det er en skam.

At der skulle gå noget nær fem år, før der var andre end hende den søde fra Tyskland, som ville invitere mig på kaffe.

Er det mon et politisk korrekt fænomen?

%d bloggers like this: