Tag Archives: Mental førstehjælp

Hilsen fra et “live” angstanfald

20 sep

Nu er der gået et par uger, eller 8, siden sidste tandløse opdatering, jeg har holdt en fantastisk sommerferie – den skal I nok høre mere om senere – og startede på arbejde igen. Som man jo gør efter sin ferie. Det er allerede længe siden nu. Jeg har også fået reguleret min medicin af psykiateren og er startet i min nye angstgruppe, som er en gang om ugen indtil jul.

Jeg har haft det bedre og troede egentligt at de fleste angstanfald var en saga blot, nu med al den medicin og terapi og gruppeforløb og hvad ved jeg.

Men nej. De kommer stadig, sådan lige for at gøre opmærksom på, at de stadig findes.

Og sidst jeg fik et angstanfald – for et par dage siden – fik jeg den ide at jeg ville skrive mig igennem det. For bagefter er det så svært for mig, at forklare det præcist for andre. Jeg skrev en masse stikord, og gjorde det så lidt mere læsbart bagefter, da jeg fik det bedre. Beklager, hvis I ikke gider læse om det hele tiden, men så kan I da heldigvis klikke jer væk nu!

Til de andre kan jeg kun sige velkommen til et ganske ordinært angstanfald:

Jeg får en en eller anden ligegyldig mail, som gør mig lidt ked af det og jeg prøver naturligvis at finde ud af om det der står, er tilfældet. Det er det ikke.

Alt vel.

Ca. 3 sekunder efter at jeg har konstateret at alt er vel, begynder jeg at få ondt omkring hjertet.

En stikkende smerte. Hele vejen gennem brystkassen. Lige ud for hjertet.

Jeg ved godt at det ikke er et hjerteproblem. Jeg overvejer det ikke engang. Jeg ved at det er et angstanfald. Tænker lidt opgivende over hvad jeg så skal. Prøver at huske, hvad planen er.

Kan ikke huske det.

Mine tanker farer forvildet rundt og griber fat, på må og få, i alt muligt. Jeg kan bare ikke komme på noget. Smerten omkring hjertet bliver ved.
Jeg sidder på min plads på kontoret og fortsætter mit arbejde, ingen kan se at der sker noget med mig – for angst kan ikke ses – jeg er ganske som jeg plejer at være.

Mærker prikken i armene nu. Dernæst en stor tung knude, lige foran ved brystbenet. Det føles som om jeg bliver kvalt. Får kuldegysninger. Smerterne omkring hjertet er er lidt mindre nu, men i stedet har jeg fået kuldegysninger og kvælningsfornemmelser.

Kan overHOVEDET ikke komme på, hvad der hjælper eller hvad jeg skal gøre for at få det bedre.

Lytter til en sang i radioen. Prøver at fokusere på den. Det går ikke så godt. Sangen flakser forbi mit ansigt og er væk.
Kan ikke trække vejret dybt, som jeg skal.
Ser ned på gulvet, sætter fødderne fladt ned – for at få jordforbindelse – det siger både behandlerne i angstgruppen, min app og Samantha, er en rigtig god ting. Det hjælper ikke. Ikke en skid.

Det gør rigtig ondt nu og er meget ubehageligt.
Men jeg går ikke i panik.
Jeg ved godt at jeg ikke er ved at få et hjerteanfald.
Jeg ved det er et angstanfald.
Men det er svært at tro på, at det stopper igen.

Hov, der var noget af det jeg har lært: ”Det går over igen” og ”Det bliver ikke ved”. Jeg prøver at holde fast i den tanke. Det går ikke ret godt.

Kan pludselig huske at et anfald “skulle vare mellem 10 og 30 minutter” godt så. Jeg prøver at regne ud hvornår det startede.

Får en kuldegysning mere. Prøver at få hold på tankerne og tage mig sammen. Det går heller ikke ret godt.

Kigger på forskellige mails og opdager at det nu varet i godt 20 minutter. Jeg bliver lidt irriteret, mest på mig selv og tænker: ”Så stop dog”.
Tænker så ”Er der så kun 10 minutter tilbage?” Det føles så ubehageligt lige nu, at jeg ikke helt tror på det kan være rigtigt, hvis det skulle slutte lige om lidt. Men okay, gerne for mig!

Kigger på min mail, svarer på et par stykker der ikke er så krævende og gyser igen. Og igen. Har stadig ondt over brystbenet. Jeg mærker efter, smerterne omkring hjertet er væk nu, men jeg kan stadig ikke trække vejret i bund på grund af den kvælende fornemmelse.

Ser ud af vinduet, trækker vejret så dybt jeg kan.
Falder i staver over en lastbil der kører forbi og hører ”Indianer” i radioen. Den minder mig altid om min mormor, som virkelig ikke brød sig om den sang.

Vejrtrækningen flyder lidt dybere nu. Husker at Rune sagde jeg skulle puste ud, i stedet for at trække ind.

Det går op for mig at jeg næsten holder vejret. Jeg puster ud – helt ud. Og så lidt mere ud. Trækker så vejret dybt ind igen. Vejrtrækningen flyder okay.. tror jeg nok. Jeg kan se min mave går ud og ind. Tænker at det er godt, fordi så trækker jeg vejret ned i maven.

Og det er godt. Tror jeg nok.

Jeg mærker duften af æblekage. Den jeg bagte i går, og som nu står på bordet til behagelig selvbetjening blandt mine dejlige kolleger.

Bliver ærgerlig over at jeg stadig har ondt i brystbenet. Og over at det føles som om jeg ikke trækker vejret brugbart.

Selvom min mave bevæger sig, føles det ikke som om jeg får ilt nok. Bagerst i munden.. Det går op for mig at det nok er det de mener når de snakker om ”mundtørhed”. Jeg mærker efter. Mit svælg er knastørt.

Beslutter mig for at gå ud efter et glas vand.

Rejser mig ikke. Kan ikke rigtigt.

Ser på uret igen.

Der er gået 30 minutter. Bliver usikker, ked af det og lidt vred: ”hvorfor er det ikke slut endnu?” Jeg ordner endnu et par ting. Det er godt det er fredag og jeg snart har fri.

Hvorfor bliver det bare ved? Jeg synes da at jeg fjerner fokus fra det. (Endnu en ting som dukker op) Jeg skal fjerne fokus. Godt så.

Rejser mig med mit glas.

Tager min lille røde stressbold med, som jeg krammer sammen i hånden, på vej ud til køkkenet.

Drikker et helt glas vand med det samme. Tager et mere, med hen på min plads.

Trækker vejret igen.

Har stadig ondt ved brystbenet.

Arbejder lidt videre. Forsigtigt.

Får pludselig en metallisk smag i munden. Trækker vejret dybt igen.

Smiler lidt indvendigt over at de i radioen spiller ”Every breath you take”. Tragikomisk, og Sting, han skulle bare vide, skulle han.

Spekulerer på hvordan det kan være, at det føles som om jeg ikke trækker vejret, når jeg kan se min mave trække sig ind og ud. Synker med stort besvær. Godt jeg har vandet, som tvinger mig til at synke. Bliver træt. Udmattet. Opgivende. Ser på uret igen.

40 minutter.

Konstaterer at der ikke rigtigt er noget af det jeg har gjort, som synes at virke. Må vist prøve noget andet. Skal altså også have lavet mig den der mentale førstehjælpskasse, jeg går og fabler om. Må have lavet en, som jeg kan have med mig i tasken.

Kommer i tanke om min anti-stress-lavendelolie-duft-rulle-dims. Den ligger jo i min taske. Vender mig om, konstaterer ærgerligt at jeg ikke har min sorte taske med. Vrisser indvendigt. Leder alligevel i den anden taske. Noget må der da være. Finder Bachs Rescue spray – tager hele 7 pschiit – trækker vejret meget dybt.

Der er nu gået en time.

Jeg kan fungere nogenlunde. Men jeg får kuldegysninger ved den mindste bemærkning. Jeg føler at alle kan se på mig at jeg er syg. Det føles ubehageligt og usikkert.

Jeg får endelig fri og kører hjem.

First Man kan straks se noget er galt og spørger hvad det er. Jeg kan ikke svare – sukker bare i hans favn – mumler at jeg fik det skidt. Der går yderligere 2 timer. Jeg har stadig en klump i halsen, gyser ofte og bliver en lille smule svimmel indimellem. Det er sikkert fordi jeg trækker vejret forkert, selv om jeg gør mit bedste.

Sådan går en hel dag, med forskelligt fysisk ubehag af variabel styrke, over en enkelt ubetydelig ting, som lige triggede min angst.

Heldigvis hjælper min medicin så jeg har nogenlunde ro i hovedet, og så mine tanker ikke bare myldrer rundt, som myg om et stearinlys en lun sommernat. Det fysiske ubehag er også meget begrænset i forhold til hvordan jeg har det, uden medicin. Det er mest min vejrtrækning, som er helt ad helvede til, hele resten af dagen efter sådan en omgang, næsten uanset hvad.

Jeg er godt træt om aftenen, og håber at jeg kan sove nogenlunde, så jeg er klar til en ny frisk dag i morgen, helst uden den slags oplevelser der kan trigge et eller andet, så hele maskineriet går i gang igen.

Og så er rundvisningen i mit angstanfald slut!

 

Reklamer
%d bloggers like this: