Kortslutning på øverste etage.

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

…

Men altså. Jeg er tilbage.

 

Kvartalsblogger og sneplov på fuldtid

 Det er ikke lysten der mangler. Det er energien og tiden. Altså min energi og min tid. Og alt det som jeg prioriterer anderledes.

…

Måske skal man bare tage konsekvensen af det og dreje nøglen om.

…

Nu kan man dreje nøgler om på mange måder.

Man kan låse om morgenen, og vide at man kommer tilbage efter endt arbejdsdag. Man kan også tage på forlænget weekend, og så gør det ikke helt så meget om der stadig ligger æg og smør i køleskabet. Så er der den mulighed at man tager på længere varende ferier, slukker for varmen og lukker for vandet, som i sommerhuset når man lukker af for vinteren.

Eller også lukker man døren uden at vide om man kommer tilbage igen.

…

Men man ved at slår alt andet fejl, er der noget rart og velkendt at komme tilbage til.

Engang.

Hvis man skulle få lyst til det.

For det er faktisk lidt svært at vende tilbage efter så lang en pause.

For hvad skal jeg sige?

Har jeg overhovedet mere at sige?

…

Skal jeg fortælle at manden er blevet syg? At det er arveligt? Som i 50/50

Og at et blad i mit firkløver har trukket et meget kort strå, i den forbindelse?

Skal jeg fortælle at det gør ubærligt ondt, og at det er svært at skulle forholde sig til sygdom? Især når det ikke er ens egen. Det er ikke mig det går ud over, men gid det var.

Skal jeg fortælle at vi overlever – bevares – men der er ikke til så meget. At vores finanser er små og at den eneste grund til at vi fik en jul sidste år, udelukkende var fordi der findes gode og gavmilde mennesker. At vi har nydt godt af gode venners velvilje og omtanke i mange situationer i årets løb og at vi har fundet venner, hvor vi ikke lige regnede med at finde dem.

At andre meget overraskende har vist sig at være ligegyldige bekendte, som jeg ikke orker at spilde ret meget tid på.

…

Eller skal jeg bare holde min mund og lade som ingenting? Det er nemt nok at give sig til at jamre. Men det er nok ikke det som er meningen. Det er nok snarere meningen at jeg må finde ud af at få det bedste ud af det hele. Med de kort jeg nu engang har på hånden. Så det kunne jeg fortælle om.

…

Hvis jeg overhovedet har nogle læsere tilbage?

Hvis jeg har, så kunne jeg jo også fortælle at når jeg gør noget for andre, fylder min tid med noget der hjælper andre, så glemmer jeg lidt sine egne genvordigheder. Så jeg er blevet frivillig. Her og der.

Det er sjovt.

Det er nok muligt at jeg gør det for at promovere mig selv, som Sørine Gotfredsen har sagt, men det føles ikke sådan. Desuden deler jeg det ikke på facebook, og så er der jo ikke nogen som ved det! Udover jer.

Jeg laver også stadig pjat og ballade, alt imens jeg leger sneplov. En sneplov som skubber alle de triste tanker foran mig så jeg kan trække vejret lidt.

Jeg er blevet selvpromoverende kvartalsblogger og fuldtidssneplov.

Spændetrøje eller kyskhedsbælte

Som en unaturlig fortsættelse af min sokkesaga oplevede jeg forleden noget jeg gerne havde været foruden.

På et tidspunkt havde jeg forvildet mig i Bilka og kom forbi et par hyldemeter med strømpebukser af alle slags. Jeg ville benytte lejligheden til at fouragere så jeg havde strømpebukser vinteren ud.

Jeg greb i skyndingen et par sorte, et par blå og et par grå. Og så lige et par stykker der var lidt uld i. Alt var såre godt.

…

Indtil forleden.

…

Stadig halvsovende – på trods af brusebadet – sad jeg og skulle have de grå strømpebukser på.

Da jeg rystede dem ud, forekom det mig at strømpen opførte sig som om nogen allerede havde haft dem på. Men da jeg lige selv havde fjernet emballagen var det ikke tilfældet.

Altså begyndte jeg med det ene ben.

Og så det andet ben.

Det gik også meget godt til cirka midt på låret. Mit lår altså.

Så var det som om der skete noget.

Jeg asede og masede for at få skubbet baller og deller og overlår på plads i noget der forekom mig at være en alt for lille størrelse strømpebuks.

Var jeg svulmet op i løbet af natten?

Havde jeg fået – Gud forbyde det – “J.Lo” numse siden jeg sidst have strømpebukser på, hvilket var dagen før.

Det føltes som om jeg aldrig nogensinde ville komme fri af dette hylster. Mine stakkels overlår var klemt inde i et jerngreb og jeg frygtede faktisk for min almene tilstand. Alene det at sætte sig ned, krævede en kraftanstrengelse og så kom jeg til at stritte så underligt med benene.

Jeg, som efterhånden var blevet lysvågen under iførelsen af dette apparat, snurrede rundt for at finde emballagen igen. Jeg havde efterhånden luret at hele misæren skyldtes noget andet.

Ganske rigtigt.

Nederst, og med meget små bogstaver, stod der ikke str. 8 år som jeg havde frygtet, men derimod “support”.

Som om jeg havde brug for at få supporteret mine lår. Eller baller.

At man vil supportere mine deller kan jeg til nøds forstå, ikke desto mindre er de en velintegreret del af mig og jeg har slidt for at få dem!

Hvorom alting var, jeg stod der, fem minutter i “for sent”, kun iklædt en spændetrøje og havde ikke noget alternativ.

…

Resten af dagen havde jeg fornemmelsen af at være lukket inde i et kyskhedsbælte.

Ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men jeg kunne forestille mig at det få føles nogenlunde sådan.

Moralen af denne historie er – som så ofte før – husk at læse det med småt!!