Tag Archives: Mit Livs Novelle

80er fest.

14 feb

Nu er det vel på tide at jeg beretter om min videre færden som Madonna i følge med Sonny fra Miami Vice.

Velankommet – og vi drog et lettelsens suk over at vi ikke måtte stå og flagre i nødsporet som Madonna og Sonny – blev vi mødt af en drink der smagte som en “københavnerstang” is. Om det også indebærer ananas og kokos skal jeg lade være usagt, det smagte godt!

Min jubel ville ingen ende tage da Katja viste mig et køleskab fyldt til randen med Jolly Time. Og jeg tror jeg nåede at drikke seks eller syv i løbet af aftenen. Skønt!

Selve dekorationen var ethvert 80er ungpigeværelse værdig!

Og det slog mig hvor lille udvalget af plakater måtte have været, idet jeg kunne genkende de fleste af plakaterne som nogle jeg selv havde haft hængende. Om det så var den lille undseelige dobbeltsidede Nick Kershaw plakat med hæfteklammehuller i midten.

Den havde jeg også hængende.

Ligesom den store Nena plakat også havde prydet mine vægge.

På bordene lå der et par “BRAVO” blade som jeg ligeledes genkendte. Og så kunne jeg, hvinende af fryd, bladre igennem et gulnet eksemplar af Mit Livs Novelle til stor undren fra omkringstående, der øjensynligt ikke helt delte min entusiasme omkring dette for litteraturen så vigtige bidrag.

BRAVO – Mit Livs Novelle!!

Vi kom til bords og startede naturligvis med rejecocktail. Som blev efterfulgt af Culotte med hasselbach kartofler og kinakålsalat. Ikke et øje tørt. Jeg havde den store ære at sidde overfor en kopi af Strunge som fulgtes med en anden kusine. Strung havde en pose med hvidt suspekt pulver – mel – som han sad og dryssede gavmildt ud over det meste af bordet.

Da kinakålen m.m. var fortæret kom Jane Fonda og fik os alle til at lave aerobic. Høje knæløft og den slags. En anelse besværligt for min sidemand M/K (faktisk mest K) som var iført nogle meget fine rulleskøjter.

Hvordan denne udsøgte middag skulle endes, havde jeg diskuteret lidt med Eva om.

Jeg vandt.

Vi fik chokolademousse. Mums!

Det hele som sagt skyllet ned med Jolly Time. Big time!

Jolly Time længe leve!

Og så dansede vi.

Og kunne synge med på alle sangene.

Med større eller mindre succes. Blandt andet “Tarzan Boy” var en smule rusten. Men det var den nu også dengang. Det har aldrig lydt helt optimalt med festramte mennesker der skråler med på “åååhhhååå”erne.

Festligt og en supergod måde at fejre fødselsdag på. Alle havde på en eller anden måde forklædt sig i 80erne. Vi var flere med pink nethandsker. Jeg var mest forbavset over hvor nemt det var at huske hvad man skulle have på. For – som ganske mange på min facebook gjorde opmærksom på – så var jeg klædt stort set som dengang.

Hvis Michael ikke havde lavet et stunt der gav ham prisen for årets bule – et gedigent dueæg lige i baghovedet – havde festen været ganske uden drama. Men der skete heldigvis ikke noget, lidt øm var han sikkert dagen efter, men det er man altså når man tager den på hovedet ned af en trappe.

Og lidt drama skal der jo til!

Hvorom alting er, Katja blev 40 og vi havde en fan-firser-tastisk aften!

Reklamer

Eleanor og Park. Helt rigtigt.

28 jan

Jeg fik en bog. Sådan på forkant.

Den er nemlig ikke udkommet endnu.

Og så føler man sig lidt som en del af noget hemmeligt. Som får lov til at se en bog før andre. Det forpligter. Først og fremmest til at læse bogen. Også når man ikke har tid.

Og jeg havde, for nu at være helt ærlig, glemt alt om at den skulle komme.

Jeg læser ikke boganmeldelser i avisen. Jeg holder nu heller ikke avis, så det ville være lidt svært. Jeg snuser rundt hos min lokale bogpusher et par gange om året og spørger Nikolaj hvad jeg skal læse. Eller også hører jeg om en bog via veninder eller her i Blogland. Men så meget ny inspiration får jeg altså ikke. Så jeg sætter stor pris på at andre vil medvirke til min kulturelle udvikling.

Den rigtigste kærlighedshistorie jeg har læst længe.

Nu lå der altså en bog og ventede på mig, da jeg kom hjem i fredags. Og fordi jeg har haft så umenneskeligt travlt så længe, tog jeg mig en pause og åbnede bogen.

Det var meget godt jeg ikke skulle noget andet, for det var svært at lægge den igen.

Bogen altså, den hedder “Eleanor & Park” Den er skrevet af Rainbow Rowell. Udkommer på Gads Forlag i marts.

Det er en kærlighedshistorie. Jeg rynkede lidt på næsen allerede der. Nu ikke noget Mit Livs Novelle, vel?

Men allerede på de første sider blev jeg fanget.

Og kunne huske.

Hvordan det var. Og det var rigtigt. Beskrivelsen. Og jeg kan ikke være objektiv.

Slet ikke.

Fordi jeg læste også om mine egne 16 år. Ikke fordi historien minder mig om noget særligt fra mit liv, men stemningen der dansede fra bogstaverne og direkte ind i mit hoved, var præcis som jeg husker den.

Jeg var 16 år i 1986. Det er de to hovedpersoner også. De dumper ned på samme sæde i bussen, har intet valg og skal bare overleve. Der. Midt i grumset. Det skulle jeg også. Musikken er fra dengang, og tegneserierne, der løber gennem bogen og bliver deres undskyldning for at tale sammen, minder mig om lange eftermiddage på cafeer, kun i selskab med The Smiths på min walkman og en slidt notesbog og Mads.

Jeg blev nysgerrig og googlede – fandt en masse – og endda al musikken til bogen, som er lige her.

Jeg kender Eleanor. Og jeg kender Park. Jeg har set dem. Jeg har taget bussen med dem. Jeg har genkendt deres tanker, deres liv. De er ikke perfekte. De er forkerte. Og helt unikke. Forfatteren siger et sted på sin blog:

Er Eleanor tyk? Ja

Hvor tyk? Det er op til dig.

Er det vigtigt?

Og det at det jo præcis ikke er vigtigt, gør denne bog så rigtig.

Den kærlighed der vokser frem af deres bus-naboskab, er så ren og fin at man holder vejret. En fin ren tanke, midt i en grumset pubertet.

Men ikke et eneste sekund kan jeg give helt slip på melankolien, der løber som en tynd rød tråd gennem alle siderne. Jeg holdt vejret og kunne kun vente på katastrofen. Og da den indtræffer, er også den rigtig. Slutningen, som jeg naturligvis ikke vil røbe her, er både forudsigelig og uventet.

Og rigtig. Den rigtigste slutning på Eleanor og Park.

Historien er smuk og velskrevet. Den kan tale usikre unge til ro. Som en beroligende vuggevise. Vise dem at det er okay at være anderledes. At det er rigtigst at være unik. Den kan vise os – som var 16 i 1986 – at der også var en smuk og rigtig slutning – eller fortsættelse om man vil – på al den melankoli der også var over det hele. Hos Strunge. Hos The Smiths. I den dystre eyeliner.

Så nej, jeg kan ikke være neutral eller nøgtern. Jeg kørte i bus med Eleanor og Park i weekenden, og var en tur tilbage til min ungdom.

Og det var rigtigt.

Verdens ondskab.

31 okt

Der er en forfærdelig film som florerer på nettet. Nogle mænd der skubber et æsel ud over en skrænt, direkte i døden. Jeg har ikke selv set det og jeg vil heller ikke se det.

Det er rædsomme mennesker, jeg faktisk helst ikke vil dele art med, ikke desto mindre er det sådan det er. Også selvom jeg ikke vil se på det.

Jeg har dog ved en frygtelig fejltagelse, engang set en asiatisk mor slå og pine sit lille barn – i mange og lange minutter. Jeg kunne slet ikke håndtere det.

Jeg har ikke brug for billederne. Selv ord kan være for voldsomme.

Verden er fuld af ondskabsfulde mennesker; sådan har det altid været, og kald mig naiv, men jeg magter ikke så meget ondskab.

Når man så præsenterer mig for en beretning om en lille dreng, der mistede sin familie men slap væk fra nazisterne, vakler jeg. Tør jeg overhovedet læse den?

En ting er at vide det onde finder sted. Et faktum jeg bestemt ikke prøver at ignorere. Men jeg behøver ikke have det smurt ud over nethinde eller hukommelse for at vide at det findes.

Jeg startede derfor, fuld af bange anelser, på bogen “Den farlige dreng” af Boris Cyrulniks. En fransk – jødisk – psykiaters oplevelser som barn, under krigen.

Forventede lidt at den ville være som mit livs novelle, dog uden den rosenrøde slutning. Vi kender alle historien om jødeforfølgelse under anden verdenskrig. Bevares, det skal aldrig ske igen og derfor skal historien fortælles igen. Og igen.

Mit moderhjerte holdt sig nogenlunde i ro. Jeg tudede ikke en eneste gang.

Historien – så grum den end er – fjernede sig lynhurtigt fra det følelsesporno jeg ikke bryder mig om. Den er mere en slags fagbog, der fortæller lettere sagligt om børns overlevelsesmekanismer i og efter traumatiske situationer.  Boris Cyrulnik vender dog ofte tilbage til sine egne oplevelser, han glemmer bare den røde tråd i historien. Men jeg tror heller ikke rigtigt det er planen, der skal være en rød tråd.

Der er det ved det, at når jeg læser en fransk bog på dansk, så kan jeg høre de franske ord og vendinger, og enten har Ulla Gjedde Palmgren aldrig boet i Frankrig, eller også var hun ikke særligt veloplagt da hun oversatte bogen. Uanset hvor mange fine universitetspapirer hun har på at hun er cand.fransk. Der er naturligvis også den mulighed, at den originale bog er skrevet på et yderst pauvert fransk og at oversættelsen derfor ikke kunne blive anderledes.

Men hvorom alting er, så var sproget underligt fladt i den danske version og det gjorde sig ikke specielt godt. Hvilket undrer mig såre, fordi det på rekordtid er blevet en bestseller i mit andet hjemland.

Sproget og opbygningen lagt til side, så var det trods alt en af de eneste bøger om børn, jødeforfølgelse og anden verdenskrig jeg har været i stand til at læse, uden at få kvalme over verdens ondskab.

På trods af det flade sprog, kunne jeg dog straks genkende stemningen i de franske gader, se for mig de franske karakterer som om jeg gik forbi dem på café de la gare, eller bladrede i gulnede fotoalbums. Sjovt og lidt vemodigt.

Fagligheden holdt det kvalmende væk og jeg blev i stand til at læse lidt om hvordan børn reagerer på traumer. På et sprog selv jeg kunne forstå. Hvilket nok siger mere om sproget end om mig. Interessant.

Selve historien om den lille dreng trådte i baggrunden, og det gjorde slet ikke noget.

 

Kong Giftekniv

5 jul

Jeg har en meget god ven. En Godeste Ven. Som er en mand.

Dette skulle efter sigende være ret enestående, det at have en ven af modsat køn, uden at der nogensinde har været andre følelser end de venskabelige.

Vi er endda blevet interviewet om dette spøjse fænomen, og så må det jo være helt unikt! Vi har aldrig været forelskede, og bliver det heller aldrig.

Jeg er ydermere sikker på han vil sætte stor pris på, hvis jeg samtidigt pointerer her, at han IKKE er bøsse – ikke fordi der er noget galt med at være bøsse overhovedet – men bøsser kan jo ligesom godt være venner med kvinder, uden der kommer følelser i klemme.

Men altså: Godeste Ven har jeg kendt fra jeg var 17. Har kunnet snakke med ham som få – drikke te og høre musik til midt om natten utallige gange. Okay – der var så også en nat vi drak andet end te – den første og sidste gang jeg fik snaps.

Til den der live Mike Tyson boksekamp i et lejet sommerhus.. Me and the boyz – hold OP vi havde det sjovt. Okay – knap så sjovt da snapsen skulle op igen. Men i hvert fald.

Mistede desværre kontakten da jeg forlod øen, men takket være Facebook – man kan nu takke facebook for meget – fandt han mig og vi fandt hinanden igen! Tilbragte igen mange nætter med te og snak som før og det var skønt!

Før jeg forlod øen sidste sommer, fik jeg en koncertoplevelse i afskedsgave og selvom musikken var..vissen og slidt i kanten og mine gummistøvler sad fast i mudderet – havde vi en vidunderlig aften!

I starten, var First Man en anelse gnaven – ikke over selve vennen – men over det, at det var en mand, det kunne man jo ikke for pokker. JO man kunne, insisterede jeg!

Godeste Ven havde også en kæreste, som rejste børster over mig. Men vi fik formidlet de kære mennesker, at sådan var det og det altså ikke blev anderledes.

Og med tiden – og ikke på grund af mig – havde Godeste Ven ikke nogen kæreste mere. Og var lidt ensom. Som i meget ensom.

Samtidigt har jeg en god veninde. Som jeg har kendt i 10 år, på en tæt og speciel måde. Som jeg har delt tusindvis af ord med, og vi har en sjælden og gensidig forståelse for hinandens liv. Hun blev pludselig skilt og flyttede med sine Tullebasser til Danmark og var lidt ensom. Som i meget ensom.

Og en dag sad jeg og skrev på skype med den ene, og på sms med den anden, og da slog det mig, som et LYN fra en klar himmel – de to var skabt til hinanden. Intet mindre!

Jeg gør ellers ikke så meget i det der giftekniv-kunst, da man altså skal passe lidt på – man kan jo komme grueligt galt afsted. Jeg har faktisk prøvet det en gang før – og de to er stadig sammen – efter 17 år og et par børn, så noget rigtigt må jeg jo have set.

Men med disse to var det lidt anderledes. De havde indimellem hørt om hinanden, ikke meget og det er ikke engang sikkert at det er gået op for dem at det var den anden jeg talte om. Jeg meddelte så Godeste Ven at han skulle lige tage og kigge på min venindes facebook profil.

Det tog en rum tid at få dem fra ”lure-på-facebook”-stadiet, da de er lidt (læs: meget) generte begge to og jeg syntes jo ikke jeg skulle æltes alt for meget ind i den dej.

Men langt om længe fik jeg inviteret begge til at komme hjem til mig – på samme tid – og det gik vist meget godt. Jeg blev ikke underholdt med detaljer.. da ikke dem alle sammen i hvert fald (SÅ, nu kan I sidde og tygge på den!)

Jo, de kigger skam med her, og sagde begge – mere eller mindre frivilligt – ja til at være blogmateriale!!

Fordi.. Ja der ER jo sådan lidt Mit Livs Novelle over dette her:

Det er nemlig fordi Godeste Ven har forladt øen og er flyttet ind i 5minutters radius-nærhed af Gode Veninde.

DET er da fantastisk! – Set.. af mig, mener jeg!

Og ja, jeg forventer afgjort at sidde i midten til brylluppet – hvis det engang kommer til at gå så galt!

Faktisk er det jo yderst praktisk – for First Man og Gode Veninde bliver aldrig jaloux over at Godeste ven kender mig!

Og hvis det nu ikke var fordi min blog er semi-anonym, så havde jeg også vist jer et billede af mit yndlings-par, som jeg lige har fået tilsendt.

Men nu må I nøjes med mine gummistøvler.. Og Godeste Vens ene sko. I noget mudder som vi måtte stå og trippe i – på kviksands måden.

DSC00060

Film anmeldelse – anbefaling til kedsomhed

7 maj

Hvis I nogensinde keder jer, og af en eller anden grund har lyst til at kede jer endnu mere, så er tiden kommet til at se ”Sølvhingsten”.

På trods af den noget ”Mit Livs Novelle” inspirerede titel, står Russel Crowe faktisk højt oppe på rollelisten, og han er ydermere at finde på forsiden, hvilket er årsagen til, at jeg i sin tid rev filmen ned fra hylden i Netto – den store overfor Silvan.

Med ham (kendt fra The Gladiator) på forsiden, samt referencer fra 3 forskellige awards, var jeg mere eller mindre overbevist om at det IKKE var en romanbladsfilm.

Men hvor kan man dog tage så grueligt fejl i sit liv indimellem.

Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har set så kedelig en film.

Det skulle da lige være pausefiskene da jeg var lille.  Men de er jo heller ikke på film – er der forresten nogen som kan huske at der engang var en med store hule krøller – som stak hovedet ind foran kameraet? Det gik for sent op for ham at han blev filmet sammen med pausefiskene, eller også var det aftalt spil – i hvert fald  han stirrede betuttet ind i kameraet og forsvandt igen. Jeg så det selv. Og grinede.. Men ingen ville tro på mig – jeg var ikke så gammel – så nu er det mit håb at en anden kan huske det?

Nå, men altså jeg ville hellere se en klat maling tørre, end at se den intetsigende film igen. Jeg sad og så den sammen med firkløveret og da vi var kommet ca. 30 minutter ind i handlingen, som aldrig helt gik op for mig, begyndte jeg at gabe.

Ældstedatter, som er den eneste hesteinteresserede person på matriklen, påpegede at hesten, denne fantastiske sølvhingst, havde noget tyndt og sjasket hår.. Hvortil ældstesøn tørt svarede, at så var den jo nok svensk.

Så kom jeg til at grine højt og gled halvvejs ned på gulvet, og så var det seriøse ligesom gået af seancen, og vi pjattede os mere eller mindre igennem resten.

Russel skuffede faktisk også en del. Han stod på et tidspunkt og stampede omtrent som Prinsesse Lyserød da hun var 4, over at en eller anden hest var hoppet over hegnet og havde forladt ham. Det stod naturligvis i manuskriptet, men han kunne godt have gjort det på en lidt mere Maximusagtig måde.

Bevares – det var da opløftende bare at glo på ham, men også stort set det eneste positive, der var at sige om filmen overhovedet. Jo der indgik også et par kænguruer, og de var virkelig enormt søde, elegante og majestætiske!

At den film havde fået 3 awards, siger vist mere om awards generelt, end om denne film. I øvrigt forstår jeg slet ikke hvordan, men ældstedatter mente det var på grund af selve billederne. Og yngstedrengen udbrød – det må det være – for resten af filmen er da dødkedelig.

Jeg gad nu godt se en spændende film uden billeder..

Ulempen ved at se en kedelig film er, at man meget nemt går glip af selve klimakset. Forstyrret af en noget insisterende blondine, som ville gøre opmærksom på at hendes spisetid nærmede sig, så vi derfor ikke, da den i titlen beskrevne hest, gjorde sin definitive sortie fra filmen og dermed endte den.

Vi undlod at spole tilbage for at se det igen, og gik ud for at spille ludo!

Jeg tabte..

Jeg blir’ 93

13 apr

Alder. Det er et ord med elastik i. Man er både den samme og ikke en snus anderledes end for 10 eller 15 år siden – ens tanker er de samme – holdninger og i det hele taget det som udgør ens personlighed.

Jeg mener, jeg tænkte på ting da jeg var 12 – som jeg stadig står ved. Og nu sidder jeg ikke og påstår at jeg er i tyverne. De føromtalte 10-15 år var blot tænkt som et vejledende eksempel!

Da jeg var 14 og ved en fejltagelse havde fået fat i et eksemplar af Mit Livs Novelle, mente jeg seriøst at pigerne på pennevennesiden, som var over 23, var håbløst fortabte og absolut måtte være sociale tabere. For slet ikke at tale om dem som var 30. Det var jo dybt godnat med dem – de var jo gamle. Og jeg havde mine seriøse tvivl om hvorvidt disse piger overhovedet havde et liv udenfor Mit Livs Novelle.

Nu var jeg ikke mere teenager, end jeg godt kunne se at det ikke var den allerdybeste litteratur der udfoldede sig på de kulørte sider. Så hvis man stadig hang der og flagrede når man havde rundet de 29, var det tragisk og man burde måske overveje at søge hjælp.

Men så på den anden side, så hiver elastikken alligevel i en og man forandrer sig.

Jeg sidder her på toppen af mine 41 år – jeg var for øvrigt udsat for en ret traumatisk oplevelse da jeg netop var blevet 38. Jeg har fødselsdag i november og i januar siger min – ellers meget dejlige mor – nå, så bliver du 40 til næste år. Jeg var kun lige akkurat blevet 38, og hun begynder allerede at kaste grimme ord efter mig!

DSC01597

Og da jeg så nåede til august måned året efter, og der ikke var nogen vej udenom, besluttede jeg at de 40 skulle ikke få mig ned med nakken. Ikke alene var jeg på kur, jeg trænede også hver dag, for at kunne betræde fyrrene med glæde, værdighed og spændstige baller! Og kagen blev fortæret i en hule på gulvet i køkkenet, serveret på en råhvid sofapude – i trods!

Jeg var præcis som jeg altid havde været – hele min organisme protesterede i den grad mod at blive 40 indeni, fordi 40 var indbegrebet af kedelig og “nu-er-livet-snart-slut” – og det var så her jeg stiftede bekendtskab med de af mine kromosomer der aldrig havde nærmet sig den kriminelle lavalder nedefra.

Jeg mindede mig selv om, at jeg ikke kan, og aldrig har kunnet, sidde stille til et helt møde – jo hvis det er så tilstrækkeligt kedeligt at jeg falder i søvn – men jeg kommer uvægerligt til at fnise, vippe på stolen, eller noget andet enormt umodent.

Jeg kommer til at sige ting, som bare hverken er særligt voksne eller følsomme – og som måske passer bedre til en 8årig. Tag ikke fejl – jeg går ikke rundt og lider af den vildfarelse at jeg stadig er en smækker 17årig – ej heller opfører jeg mig sådan – ikke ret tit i hvert fald, det er bare lidt engang imellem og kun for sjov. For mig altså. Og det holder ikke op, bare fordi jeg er 41 – eller 64 for den sags skyld.

Men så er der det fysiske. Det passer ikke til det jeg er indeni, og jeg kunne godt forudse at den del af det, ikke bliver nemmere efterhånden som tiden går.

Jeg ser undrende på mystiske pletter, som ganske afgjort er for store til at gå under betegnelsen fregner, men som listigt dukker op – én i panden, 2 på højre hånd, pludseligt er de der bare og hverken klorin eller sandpapir kan få dem til at forsvinde.

Rynker omkring øjnene som bare bliver siddende, og som gør det besværligt at tage øjenskygge på. Man maser farven ind imellem folderne og regner med at det ser pænt ud når øjenlåget falder på plads igen efter et halvt minuts tid. Og i løbet af dagen er AL øjenskyggen krøbet i skjul inde i folderne og man kan overhovedet ikke se at der blev brugt 4 minutter på at farvelægge hele overfladen, samme morgen.

Jeg har også haft et par myggestik – som jeg har kløet i – og det er så blevet til nogle små sår. Det tager over en uge at hele, efterladende sig små lilla pletter som igen først forsvinder efter 10-14 dage.

Hvis jeg, godt hjulpet på vej af vores søndagskage projekt og andre franske fristelser, har taget et par kilo på siden jeg forlod min ø, okay så siger vi 5, og beslutter mig for at få dem forsvinde, gerne inden jeg skal mases ned i en badedragt – ordet bikini findes slet ikke i mit ordforråd mere – så tager det uforholdsmæssigt længere tid end før.

Det er kun lidt generende, og det ville være løgn at sige jeg var ligeglad, men jeg overlever dog. For i tillæg med alderen kommer nemlig den der ”NÅ – og hva’ så” – attitude. Jeg gør hvad der passer mig, mere ligeglad med hvad ”folk” tænker.

Nu jeg tænker nærmere over det, var jeg simpelthen oldgammel da jeg gik i 3.kl. – tænker stadig på dengang jeg trak en klassekammerat – som jeg regnede med ville være lydhør overfor slige sager – til side og spurgte hende om hun ikke syntes det var skrækkeligt med al det radioaktive affald. Den stakkels pige stod og stirrede desorienteret på mig, hvorpå hun vendte sig og gik igen – hen til de andre for at lege med Bølle-Bamser. Jeg blev nok 35 engang i starten af tyverne og så fremdeles.

Og ærligt talt, jeg frygter efterhånden at min alder indeni, er omvendt proportionelt med den udenpå. Således at jeg når jeg runder 70 vil have en mental udvikling som en 11årig. Og eftersom jeg har tænkt mig at blive 93 – så kan det godt ende med at blive en anelse kritisk.

Jeg ser mig selv på min 92årige fødselsdag, rode rundt på gulvet og lege med legoklodser, godt på vej til at blive hyper, fordi jeg har fået for mange blå smarties.

Men igen – så er det altså i orden at blive gammel!

%d bloggers like this: