Tag Archives: Mobning

Mobning…

4 sep

Når man siger mobning, tænker de fleste på børn.

Men tænk engang: voksne mobber også.

Jo.

Det er så nedrigt at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige.

Jeg har en forhenværende kollega, som blev headhuntet til et andet sted.

Men fordi folk det andet sted ikke brød sig om ham der headhuntede min ekskollega, kunne de bare automatisk og pr. definition heller ikke lide min ekskollega.

Hvor lav en opførsel er det lige?

Der er mange eksempler, såsom ikke at svare på det “God morgen” man siger når man ankommer. Eller bare svare med et enkelt ord når man bliver spurgt til datterens skolestart. Frokostpauser og fællesspisning uden alle er med.

Og jeg kunne blive ved.

Og jeg synes det er noget svineri.

Så er der naturligvis også dem som bare taler grimt eller nedladent til sine kolleger. Og ved Gud ikke kan se hvad problemet er.

Sidder der nu nogen derude og kan genkende deres egen opførsel beskrevet ovenfor, synes jeg at disse nogen skulle overveje om det er sådan de vil være, om det er det menneske du har lyst til at være; et lille bitte ynkeligt menneske som er nødt til at mobbe for at hævde sig.

Eller om det ikke var på tide at stoppe sådan en modbydelig opførsel.

Og det var så dagens bøvs!

God torsdag.

Tanker på en lørdag.

24 mar

Min kladdemappe er fuld – propfuld – af mulige blogindlæg, indlæg som aldrig kommer videre. Indlæg som enten aldrig blev færdige, fordi tiden gik, eller fordi det er for tunge indlæg, som måske ikke helt hører til på Kong Mor. Men nogle af dem bliver ved med at komme tilbage og kræve min opmærksomhed.

Det er fordi Divaen har smækket en 80er opsamlings CD i bilradioen.

Den er sikker hver gang. Så snart jeg hører ”Do you realy want to hurt me” bliver jeg i tankerne sendt tilbage. Tilbage til en skole, hvor yndlingsbeskæftigelsen var at mobbe en pige. Tilbage til et år, hvor jeg prøvede at gøre en forskel.

Jeg har sjældent set så meget ondskab samlet på et sted. Hun blev drillet på grund af sin familie. Og at pigen er i live i dag, er ikke klassekammeraternes skyld.

Sikkert heller ikke min. Jeg turde nemlig ikke sige til dem, at de var modbydelige og umenneskelige. Jeg kunne ikke få dem til at stoppe. Jeg turde ikke engang prøve. Men jeg kunne være sammen med hende indimellem. Og det var jeg så.

Hun var en meget sød pige. Alvorlig, og lidt tilbageholdende af natur, men sød og sjov. I starten meget mistroisk. Hvilket jeg ikke kunne fortænke hende i.

Men efterhånden håber jeg hun stolede på mig. Vi hyggede os sammen. Sov sammen, fnes sammen, åd spandevis af pasta med ketchup og gjorde alt det, som piger på 13 gør.

Og vi hørte musik sammen. Og hun elskede Culture Club. Mest af alt ”Do you realy want to hurt me”. Den kunne vi høre om og om igen.

Meget trist symbolik i den titel, men det ser man måske først som voksen.

Slutningen af dette indlæg, er blevet skrevet om mange gange.

Jeg kunne naturligvis godt insistere på at mobning ikke skulle finde sted. Det ville være halsløs gerning, for selvom alle officielt er enige med mig, så er der jo mennesker som enten har mobbet, eller som stadig gør det. På trods af at de tager afstand fra det. Så det vil jeg ikke skrive.

Jeg vil heller ikke skrive, at jeg ikke håber pigen læser dette. For måske ville hun føle sig udleveret. Eller blive mindet om en tid, som ikke var rar. Så det vil jeg også lade være med at skrive.

Jeg burde heller ikke fortælle jer at en af hendes plageånder en dag tissede i bukserne. I 7. klasse. Jeg hjalp hende med at skjule det våde tøj, lånte hende noget tørt og fortalte ingen om hendes skamfulde tårer. Hun fortjente det ikke. Så den historie tror jeg faktisk at jeg vil have med her.

Og så jeg vil bede jer om, aldrig nogensinde at se på mobning uden at prøve at gøre noget.

Hvem ved, det kunne måske gøre en forskel?

%d bloggers like this: