Tag Archives: Mod

Tanker på en lørdag.

24 mar

Min kladdemappe er fuld – propfuld – af mulige blogindlæg, indlæg som aldrig kommer videre. Indlæg som enten aldrig blev færdige, fordi tiden gik, eller fordi det er for tunge indlæg, som måske ikke helt hører til på Kong Mor. Men nogle af dem bliver ved med at komme tilbage og kræve min opmærksomhed.

Det er fordi Divaen har smækket en 80er opsamlings CD i bilradioen.

Den er sikker hver gang. Så snart jeg hører ”Do you realy want to hurt me” bliver jeg i tankerne sendt tilbage. Tilbage til en skole, hvor yndlingsbeskæftigelsen var at mobbe en pige. Tilbage til et år, hvor jeg prøvede at gøre en forskel.

Jeg har sjældent set så meget ondskab samlet på et sted. Hun blev drillet på grund af sin familie. Og at pigen er i live i dag, er ikke klassekammeraternes skyld.

Sikkert heller ikke min. Jeg turde nemlig ikke sige til dem, at de var modbydelige og umenneskelige. Jeg kunne ikke få dem til at stoppe. Jeg turde ikke engang prøve. Men jeg kunne være sammen med hende indimellem. Og det var jeg så.

Hun var en meget sød pige. Alvorlig, og lidt tilbageholdende af natur, men sød og sjov. I starten meget mistroisk. Hvilket jeg ikke kunne fortænke hende i.

Men efterhånden håber jeg hun stolede på mig. Vi hyggede os sammen. Sov sammen, fnes sammen, åd spandevis af pasta med ketchup og gjorde alt det, som piger på 13 gør.

Og vi hørte musik sammen. Og hun elskede Culture Club. Mest af alt ”Do you realy want to hurt me”. Den kunne vi høre om og om igen.

Meget trist symbolik i den titel, men det ser man måske først som voksen.

Slutningen af dette indlæg, er blevet skrevet om mange gange.

Jeg kunne naturligvis godt insistere på at mobning ikke skulle finde sted. Det ville være halsløs gerning, for selvom alle officielt er enige med mig, så er der jo mennesker som enten har mobbet, eller som stadig gør det. På trods af at de tager afstand fra det. Så det vil jeg ikke skrive.

Jeg vil heller ikke skrive, at jeg ikke håber pigen læser dette. For måske ville hun føle sig udleveret. Eller blive mindet om en tid, som ikke var rar. Så det vil jeg også lade være med at skrive.

Jeg burde heller ikke fortælle jer at en af hendes plageånder en dag tissede i bukserne. I 7. klasse. Jeg hjalp hende med at skjule det våde tøj, lånte hende noget tørt og fortalte ingen om hendes skamfulde tårer. Hun fortjente det ikke. Så den historie tror jeg faktisk at jeg vil have med her.

Og så jeg vil bede jer om, aldrig nogensinde at se på mobning uden at prøve at gøre noget.

Hvem ved, det kunne måske gøre en forskel?

Skolesystemer

15 feb

I sommers rykkede vi rundt på hele verden og flyttede ind i Eventyrhuset på Æblebakken i Frankrig. Selvom vi har boet her før, er det en evighed siden for en barnesjæl, og de har været vant til dansk skole og skulle med ét omstille sig til det franske.

Det har været meget svært. For dem alle. Første dag kunne jeg skrabe 3 grædende børn op fra skolegårdens asfalt og den sidste med store bange øjne. Da vi kom hjem satte jeg mig ned sammen med dem og lavede en evaluering om skolen og lærerne og det hele. De fortalte om det gode og det som kunne blive bedre og jeg skrev ned. Disse ark er langsomt blevet mere og mere positive – og de er gode at kunne tage frem og ved selvsyn konstatere at livet ER blevet nemmere siden d. 2. september.

Men det jeg er mest imponeret af.. det var altså at d. 3. september stod de alle 4 op og gik derhen igen. DET er styrke!!!

Jeg skal skynde mig at sige at det lynhurtigt blev bedre for dem alle 4!! For tanker om homeschooling eller hjemrejse ER blevet tænkt.

Netop skoleskift fra et land til et andet, var med til at det tog lang tid at tage beslutningen om at flytte. Jeg har altid lovprist det danske skolesystem, selvom jeg godt kunne se nogle fejl. Så det var med bæven og frygt at jeg sendte mine børn af sted til en fransk skole med lange dage.

Men jeg har lært.. og de har lært – og måske er det danske system ikke så fantastisk som jeg troede det var.

Det forbavsede mig i den grad at have 2 store børn på 14 og 15 som kom hjem og sagde at de har lært mere matematik / tysk grammatik / fysik / historie / geografi i de sidste 6 måneder end efter mange ÅR i en dansk skole. Og det har ikke umiddelbart noget med inkompetente lærere at gøre, selvom det jo også kan spille ind. Og de har skam også lavet lektier i Danmark og har ikke haft problemer med indlæring. Nej, det er måden at lære på.

Her er det ”sæt dig ned og LÆR det”. Og hvis du afleverer en opgave med nogle fejl i – så retter du dine fejl – viser at du faktisk har lært af dem – og afleverer opgaven igen. Uregelmæssige verber? Der er kun én vej frem og det er udenad.

Til gengæld er franske skoler ikke så gode til at styrke det mundtlige. Og så skal man opveje – hvad er vigtigt?

Jeg vil jo personligt mene at en gylden middelvej mellem de to systemer er intet mindre end perfekt. Jeg er sikker på at, det faktum at mine børn får læring ind på 2 vidt forskellige måder, gør dem bedre rustet til hvad end de måtte vælge senere i livet.

%d bloggers like this: