Superman og vinduesviskere

Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)

Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.

Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.

Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.

…

Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.

Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.

Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.

…

Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.

…

Nå, det var et sidespring.

Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.

Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.

Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.

Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.

Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.

Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.

Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.

Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.

Er der noget at sige til, at han er min helt?

Han fik naturligvis sin kage næste morgen!

– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!

 

Morgen med hvalp.

Er alene på skansen for tiden.

First Man har af forskellige årsager – men mestendels på grund af en mesters kroniske dårlige knæ og dertil hørende sygemelding – skiftet hammer, sav og fugemasse ud med et nyt job som indebærer ture til steder udenfor landets grænser.

Der var naturligvis den løsning at vi igen kunne have fundet en mester der ville have voksenlærlinge i sit team, men taget i betragtning hvor svært det var at finde sidst, valgte First Man den anden og mere åbenlyse løsning nemlig at go back in business.

Dette medførte en bølge af forskellige tilbud men fælles for dem er nødvendigheden af at forlade Møllen og Øen i kortere eller længere tid.

Vi har prøvet det før, og det er alt sammen kun et spørgsmål om logistik.

Ikke desto mindre starter mine morgener nu en halv time tidligere end før idet jeg også skal pleje omgang med en 11 uger gammel hundehvalp som meget gerne vil have selskab når den kan høre at jeg er oppe og rumsterer.

Ydermere er jeg jo hensat til selv at lave min te som så meget belejligt kan trække mens jeg får kræet ud for at besørge.

Så det er mange ting jeg skal forholde mig til, og det længe inden jeg i stand til at sammensætte to tanker i nogenlunde fornuftig rækkefølge.

Derfor foregår mit morgenlige brusebad på en lidt alternativ måde. Jeg skal nemlig – samtidig med alt det man ellers plejer at foretage sig under en bruser – hele tiden have et øje på at Lille Ny ikke laver alt for mange ulykker.

Og følgende monolog, dog afbrudt af enkelte bjæf når dyret ikke er helt enigt med sin madmor finder ofte sted med fare for at få sæbe i munden:

”Neeej, Bimbi!!” med dyb stemme når hun bider i et håndklæde der ikke var blevet hængt ordentligt op. Og derpå ”dyyyyyygtig – go hund”med lys og venlig stemme, når hun med et forbavset blik giver slip, hvorpå hun med et forurettet suk nøjes med at lægge sig på det i stedet.

”Nej, gå væk – hen og læg dig” akkompagneret af små adrætte puf med en våd fod – min – når den glade hvalp vældig gerne vil ind i brusebadet til mig. Sammen med mig.

Ikke umiddelbart en fornøjelse jeg har lyst til at dele med ret mange og under ingen omstændigheder med en morgenfrisk hundehvalp.

Nogensinde.

Så efter den slags morgenseancer, der oprindeligt havde til formål at gøre mig til et rimeligt velfungerende menneske, er jeg fuldstændigt udmattet og har mest lyst til at hoppe tilbage i den seng, som desværre er redt.

Så godmorgen derude, måtte din dag blive betydeligt mere frisk end min!