Hare hop, hare hop..

Det kunne også have heddet “Krykhusar over stok og sten”. Men det er mig det handler om, eller rettere mine krykker.

Eller for nu at være nøjagtig: krykkers bivirkning.

Jeg kan, såfremt dette cirkus står på meget længere, vinke farvel til mine mormorvinger. Hvilket i sig selv ikke er helt tosset, men som under afskedsseancen volder mig stor smerte lige under armhulen.

Hold da helt op, hvor gør noget ondt lige der.

Og så min kondition…

Jeg troede jeg var i fin fysisk form, med alt det gymnastik jeg har trænet. Men nej, også her er jeg gået galt i byen. Jeg skal bare hoppe op ad trappen på mit arbejde, med den ene hånd på gelænderet, den anden på en krykke, for at blive fuldstændig udmattet når jeg endelig er kommet til tops.

Hvis jeg undlader at spørge mine søde kolleger om de vil gå i printeren efter mine ting, og selv humper derned – nu med begge krykker i brug – så er jeg så forpustet det er på grænsen til pinligt og jeg sveder tran.

Når jeg så har hoppet rundt det jeg nu skal hoppe, på sådan en dag, får jeg krampe i den højre balle fordi højre ben i den grad er overbelastet.

…

jeg bliver skævvredet…

Simpelthen.

Ender med en enkelt balle af stål og en anden, som er kravlet halvvejs ned af låret.

Gad vide om man kan få erstatning for følgeskader efter brug af krykker?

…

Hvis jeg nu ber’ pænt?