Tag Archives: Mudpie

Mudpie og Mac’n’Cheese

12 jan

I går fik vi leveret eftermiddagskagen til døren.

En mormor havde været i køkkenet og kreeret en mudpie. Og kom forbi med den!

Ja, en mudpie. Sådan en som Minny serverer for Hilly i “The Help”. Dog ikke med helt samme indhold og jeg skulle lige overvinde mig selv allerførste gang jeg satte tænderne i sådan en sag, ihukommende Minnys legendariske bemærkning: “You just ate my shit” – og så tror jeg i øvrigt det emne er uddebateret for i dag.

Men selve kagen smager aldeles guddommeligt. Desværre kan jeg ikke give jer nogen opskrift på Mudpie i dag, fordi den foregående mudpie var nemlig meget bedre, og den opskrift skal jeg lige have lokaliseret først. Så det må vente. I mellemtiden kan I nyde billedet af det sidste stykke før det på mystisk vis forsvandt til First Mans morgenmad.

Mudpie à la mums

Således inspireret af USA og deres madvaner fik jeg lyst til at prøve at lave macaroni and cheese, en anden klassiker fra Staterne. Jeg har hørt om Mac’n’cheese ofte, men aldrig rigtig smagt det, endsige lavet det.

Jeg fandt en opskrift på nettet som jeg ændrede lidt; det skulle jo passe til indholdet af mit køleskab og til de fem forslugne pre-teen + teenagere der befandt sig på matriklen.

Jeg smeltede lidt smør i en gryde. Rørte lidt mel i og lod det syde lidt i et par minutter. Så tilsatte jeg lidt timian, cayennepeber og almindeligt peber. Så hældte jeg lidt kold mælk ved og piskede godt. Lidt mere mælk, lidt salt og et drys muskat, og så kunne det ellers stå og passe sig selv i en 6-8 minutter ved lav varme, det skulle dog piskes i jævnligt, for ikke at brænde på.

I mellemtiden kogte jeg en pose pasta. Jeg havde kun suppehorn, men man kan jo bruge en masse andet pasta, bare det ikke er spaghetti.  Da de var kogt skyllede jeg dem lidt i koldt vand for at undgå at de klistrede sammen, dryppede dem af og hældte dem i et ildfastfad. Jeg havde også nogle pølser som skulle bruges og de blev skåret i skiver og smidt op i fadet til de kogte suppehorn.

(Fadet skal ikke smøres fordi der kommer sauce i lige om lidt!)

Altså, da bechamelsaucen – for det mindede mest af alt om sådan en – var færdig, slukkede jeg for varmen og hældte en pose reven ost i, og piskede godt til den var smeltet. Det var faktisk ret sjovt at piske rundt i, ikke ulig tyggegummi.. Jeg fik lavet nogle imponerende bobler!

Denne ostesauce blev hældt ud over pasta-pølseblandingen og jeg rørte det hele godt sammen.  Så dryssede jeg med lidt reven ost og normalt skulle der lidt rasp på toppen også men det havde jeg ikke lige så det blev ved osten.

Så røg hele fadet i en 200grader varm oven i 10-15 min. til det begyndte at blive gyldent.

Det tog ingen tid at lave! En lækker pastaret på under en halv time. Ret vildt faktisk. Og man kan jo udelade pølser og spise noget andet kød ved siden af, eller bare nøjes med en god salat hvis man ikke er til kød.

Mac’n’Cheese Thomas Jefferson style. Dog med helt ureglementerede pølser i!

Imens skar jeg noget rå spidskål i fine strimler, skrællede to appelsiner og skar i små stykker, blandede det hele sammen og tilføjede  en håndfuld tørrede tranebær og en håndfuld saltmandler og så havde jeg også salat. Dressing var der ikke brug for, for appelsinsaften gjorde det hele blødt og lækkert.

Om salaten så var amerikansk kan jo diskuteres, men det smagte rigtigt godt til pastaen og ungerne var helt pjattede med det der mac’n’cheese a la Thomas Jefferson, som vist var ham der opfandt retten.

Jeg elsker at lave mad fra andre lande, det er så sjovt at prøve nye ting og nye sammensætninger.

Nu vil jeg godt medgive at suppehorn med pølser og bechamelsauce ikke er decideret nyt, ejheller så eksotisk at det ligefrem springer i øjnene, men sammensætningen havde vi aldrig prøvet før. Og jeg kan forsikre jer at det ikke er sidste gang der kommer Mac’n’Cheese på bordet i Møllen på Øen!

%d bloggers like this: