Tingbutikker..

I Frankrig findes der butikker som er fulde af ting. Lidt i stil med Tiger og Søstrene Grene, men noget større og.. ja jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, bare meget anderledes.

I tre kategorier, ligesom:

Ude og Hjemme

Femina

Bo Bedre

Men til forskel fra disse tre blade, kan du stort set få det samme i alle tre kategorier, de koster også det samme, men de er indrettet forskelligt.

Jeg kommer glad og gerne i alle tre kategorier. Ser stort på klientellet, skal bare have mit tingfix. Og det hænder da at jeg kommer ud derfra uden at have købt noget, men det er godt nok ikke ret tit det sker.

Under alle omstændigheder så passer ingen af de butikker ret godt til det der simple living.

Men det havde jeg vist også fundet ud af ikke var noget for mig.

Jeg farer nemlig ofte vild i de her tingbutikker – fordi jeg går i stå foran de lange hylder med ting og sager man jeg absolut ikke har brug for, men som er noget så pæne.

Jeg må med skam melde at jeg indtil flere gange blevet ringet op af et barn som har fået fri fra skole og faktisk gerne vil hentes. Det er heldigvis ikke så langt, med der er altså noget over de der tingbutikker som får én mig til at glemme tid og sted.

Jeg lyver ikke, i nogle af de butikker kan man få ALT – og jeg mener virkeligt alt.

Fra sølvpapir og gulvklude, over tandkrus, forklæde, wc-bræt og tallerkner, til legetøj, brevpapir og gravstene.

Og kopper.. Og billedrammer.. Og engle som jeg ikke samler på.

Det er ganske forfærdeligt.

Men det er et godt sted at tage børn med når de skal købe gaver som gerne skulle kunne bruges til noget. Det er ligeledes et udmærket sted for mig når jeg skal have et nyt wc-bræt.

Især hvis jeg nu, meget mod forventning, skulle komme til at savne omgang med mus..

Foreløbigt står der 3 – 2 til os

Første mus døde stille, helt uden drama, og familien samledes omkring skraldespanden, for med hastigt blinkende øjne, at tage afsked med det lille væsen.

Den daværende klump i halsen, blev dog hurtigt afløst af knurrende irritation over de åbenbart tiloversblevne mus. Der var dog stadig lidt tristesse over det da jeg så en bette mus liggende stille – uden spor af klapfælde – midt på gulvet.

Den var ikke helt død, og uanset hvad man så i øvrigt har imod mus, deres gerninger og alt deres væsen, så var det altså lidt synd for den. Den endte sine dage under en skovl, og fik sidste hvilested, ved siden af den første guldfisk. (Den anden lever beklageligvis endnu.)

I går morges var det onsdag og jeg kunne sove helt til kl. 7 og så derfor ikke det blodbad med tilhørende mus der var smurt ud over gulvet i går morges. Dens kumpan slap væk, men vi havde så den fordel at vi kendte til dens eksistens.

Det ville være synd at sige, at denne mus blev begrædt, idet den havde ædt kalenderchokoladen. Den var mildest talt noget upopulær.

Dette steg til uanede højder da jeg kunne konstatere, at det lille bæst havde gnasket i to pakker rugbrødsblanding og min muffinsform.

Åndede dyr, altså.

Ydermere lettede taget i går aftes, ved et hyl som burde kunne høres, om ikke helt til øen, så da i hvert fald mindst til Bremen.

En mus i fælden. Hele familien stimlede sammen og kunne konstatere at en yndig Divamus på 46 kilo var gået i klapfælden.. Nøj, som hun skreg. Og neglen blev lidt blå.

Lidt positivt er der dog kommet ud af hele denne historie: Prinsesse Lyserød har fået nok af mus og slettede sporenstregs dyret fra sin ønskeseddel.

Hvorom alting er, der lever stadig i hvert fald én mus, og juleånd eller ej, den skal dø som de tre andre – så min muffinsform, mel og chokolade for slet ikke at tale om Divaens klemte finger kan blive hævnet.

Rigtig glædelig første december til jer alle.

Mer’ mus..

En gang mus.. og altid mus – det er muligt det er sådan det er for andre – men jeg kan forsikre jer for at den mus ikke får lov til at få folkeregisteradresse på Æblebakken.

I forgårs da jeg stod op, det var stadig mørkt og jeg tumlede ned i køkkenet, og uden at tænde lys, fik sat vand på til te. Da jeg var blevet så vågen at jeg var klar til at se verden i øjnene, og kunne tænde lyset – så jeg en banan med hul i.. Midt på bordpladen.

En hul banan.

Selvom jeg stadig teknisk set sov, kunne jeg dog sagtens konkludere at nogen – og det var ikke mig – havde lavet det hulrum i min banan, der faktisk var destineret til at garnere min kongelige morgenmad.

Og de små sorte klatter rundt omkring, vidnede da også om et lille natligt musebesøg.

First Man skræppede straks op, og brokkede sig over Blondinen: ”ikke en lyd har hun sagt.. Hun arbejder ikke ordentligt.. Jeg holder op med at give hende morgenmad..”

Her vil jeg skynde mig at indskyde – før han får hidsige dyreværnsaktivister på nakken – at for det første får hun i forvejen slet ikke morgenmad, og for det andet så elsker First Man altså sin hund meget højt.

Nårh ja, lige undtagen når hun slikker ham inde i munden.. Ej det var altså FOR sjovt – I skulle simpelthen have været der. Men det kan jo være jeg kan få hende til at gentage successen – og så filme det imens..

Det må være ugens projekt!

Men altså, det var den mus vi kom fra.

Om aftenen kom First Man så hjem med en spritny musefælde. Det sagde han i hvert fald det var.

Jeg syntes nærmere det lignede en mellemting mellem min gamle antenne hjemme på øen og indmaden af min mormors brødrister..

I min verden er en musefælde – men det må I endelig ikke sige til Firkløveret at jeg har sagt – sådan en med fjeder og SLAM – så taler vi om en eks-mus.

Subsidiært et lille penalhus af træ med en vippe inden i. En vippe som kun vipper den ene vej.

Men denne.. indretning, skulle musen efter sigende kunne komme ind i – men ikke ud af – uden at dø på den maste måde.

Jeg tror snarere, at mus ikke engang kan komme ind i den. Generelt set.

Der er to muligheder:

Enten er det en lille Mensamus, eller også er det en retarderet mus, vi har æren af at have på kost. Eller nærmere på banan.. For om natten havde den da været en lille tur på køkkenbordet igen.

Og havde ikke nærmet sig indretningen. Ikke engang tæt på. Der var ellers både mariekiks og banan derinde. Sådan for at lokke lidt.

I går aftes dryssede First Man med lidt reven ost – udover hele indretningen. Der må jo være noget om det med mus og ost.

Men denne mus hoppede ikke på den, for i morges var der slet ikke mere ost – heller ikke inden i indretningen – men der var heller ingen mus – så jeg hælder altså mest til Mensamus.

Og i dag køber jeg en klapfælde!

Mus og mænd

Der har været et større drama på matriklen, dog ikke lige af Steinbeck.

Prinsessen har set en mus.

Meget kortvarigt ganske vist..

De læsere der har fulgt med længe, kan muligvis huske at Prinsessen meget gerne vil have en mus – i stedet for den guldfisk, som desværre stadig lever.

Scenen udspillede sig i den akt der omhandler sengetid. En lettere forvirrende og hektisk del af det daglige almindelige drama.

Mange kæmpede om pladsen ved spejlet og under skubben og fægten med arme, og med udsigten til at få andet tandpastasnask, end hendes eget, tværet ud i håret, fortrak Prinsessen til det lille badeværelse, nedenunder.

Der opholdt hun sig dog ikke ret længe, idet hun her skulle dele pladsen på bademåtten, med en mindre grå mus.

Dette syn fik hende til at gøre hastig retræte til stuen, hvor hendes far og jeg sad, og under høje hyl delagtiggjorde hun os i den fare, hun netop havde været udsat for.

Den decibel med hvilken hun beskrev uhyret, var en blodtørstig krokodille værdig – hvis ikke to.

Da det langsomt gik op for hende, at der rent faktisk havde været tale om en, ganske givet, meget sød mus, var det for sent.

Vi var nu alle – undtagen 2:  Zorronaldo som var sidste mand på valpladsen, forsinket af sin bøjletandbørstning med tilhørende sprøjt, og Prinsessen som på dette tidspunkt stadig var i stor affekt – forsamlet på det lille badeværelse af nysgerrighed og håbede at få et glimt af dyret.

For at undgå blodsudgydelser og mulighed for dårlig mave, havde vi lukket døren for at forhindre Blondinens tilstedeværelse.

Dette resulterede i en del utilfredshed udenfor badeværelset, da de som stod der, også gerne ville ind og se mus, samt en anelse utålmodighed for både Gårdmænd og Konger, der befandt sig inde på føromtalte badeværelse.

Efter et blik på det arme kræ, forudså vi noget flugt, og da vi gerne ville undgå at blive trampet ned – af samme mus – ville vi derfor meget gerne ud fra badeværelset igen.

Divaen, som vil være dyrlæge og dermed er selverklæret dyrefrelser, og First Man som pr. definition ikke er bange for noget som helst – andet end at blive tabt på gulvet – lå og rodede rundt for at få ”Le Lille Mus” til at løbe ind i en IKEAdåse til vatrundeller, da Gårdmanden og jeg hastigt forlod lokalet.

Kun for at blive mødt af en meget forarget Prinsesse, som mente at hun havde krav på at få musen at se.

Musen blev indfanget og sat ud i haven, hvor den med lange hop satte af sted ned mod hækken, uden at Prinsessen fik hilst på den.

Denne uretfærdighed blev nøje udpenslet længe efter de 3 andre fjerdedele af firkløveret var faldet til ro.

Voldsomt misfornøjet lå hun i sin seng og brokkede sig højlydt.

”Det er bare så typisk.. I låste døren bare for at jeg ikke skulle se musen. Næste gang siger jeg ikke noget.” jamrede hun. Jeg sagde heller ikke noget, mine trommehinder vibrerede stadig efter de høje hyl der havde hidkaldt os, hvorfor jeg stiltiende tillod mig at tvivle på hendes bedyrelse.

Hun fortsatte, ikke mindre indigneret: ”Næste gang tager jeg bare musen og gemmer den – og så har jeg en mus. Det skal bare være en mus, der aldrig har kendt til natur, så den ikke savner noget..”

Jeg slap for at kommentere, da hendes jeremiader blev afbrudt af Blondinens gøen ude fra haven..

”Altså hvis hun æder musen, så æder jeg hende” kom det indædt, da jeg kyssede hendes ophidsede pande og sagde godnat.

Ihukommende Prinsessens appetit, og svingende blodsukker, håber jeg bare at Blondinen spiser helt op, i det tilfælde at hun får lyst til mus.

Rotter på loftet eller mus forbi

Rotter på loftet har jeg ikke, men når jeg sidder og væver på et eller andet fantastisk blogindlæg, kan jeg høre musetrampen over mit hoved i den del af Eventyrhuset som ikke har overetage. Eller det vil sige – det har det så alligevel – for der bor jo nogen, også selvom det kun er mus.

Men de tramper som sagt henover mit hoved hver aften og hver eneste aften farer jeg sammen, og får også lige antydningen af kuldegysninger, for tænk hvis loftet brasede sammen, ned over mig, og jeg blev dækket af støv, gipsplader og mus. Mus i massevis.

Ikke en rar tanke.

Ikke at jeg ikke godt kan lide mus. For det kan jeg. I hvert fald i den rene, hvide udgave. Havde engang 2 hvide mus sammen med min allerkæreste veninde. Vi boede i Paris og vi savnede følelsen af at klappe noget pels, og da det var lidt besværligt – også synd for kræet – at anskaffe sig hund inde midt i Paris, lod vi være med det. Vi overvejede fisk, men de er lidt svære at give pelsfrakker på, så valget faldt ret hurtigt på 2 hvide mus.

Dem kunne jeg godt lide. Når de var rene. Det var de ikke ret tit. De tissede på hinanden og så lugtede de faktisk lidt stramt det meste af tiden.

Det endte med at den ene døde, og den anden åd noget af den døde. Ikke så charmerende. Den resterende tissede naturligvis ikke på sig selv, og lugtede betydeligt bedre, indtil den døde af alderdom et årstid senere.

Men den historie var jeg jo kommet til at fortælle Prinsesse Lyserød. Og selvom hun har allergi, og ikke er så begejstret for dyr at det gør noget, trænger mine argumenter ikke helt igennem.

Da vi fik blondinen, var det en noget anstrengende hvalp med damp, vi havde fået fingre i, og Prinsessen var ikke ret glad for hende. Da der var gået et par dage og hvalpen ikke var kølet af i sin omgang med mennesker, foreslog Prinsessen ved middagsbordet, at vi kunne sælge hunden igen.

De to store – som ikke var så store igen – svarede, at de hellere ville beholde hunden og sælge hende.

Den melding skabte en vis kaotisk stemning – hvor de store grinede og Prinsessen tudede, fordi hun troede hun skulle sælges. Og jeg måtte berolige gemytterne.

Trods det, ville hun meget gerne have et dyr som var hendes eget. Og så fik hun overtalt First Man til at købe en guldfisk. Det skulle yngstedreng så naturligvis også have, efter devisen – so ein Ding..

Prinsessens fisk døde efter 5 dage og fik begravelse der var en statsmand værdig.

Den anden overlever endnu – selvom jeg ikke ved hvordan – og er der noget jeg IKKE vil være i mit næste liv, så er det guldfisk i vores hus. For mage til ekstremt kedsommelige liv den fisk har, findes ikke.

Men nu vil hun gerne have en mus – inspireret af mine historier om livet i Paris da jeg var 18. Jeg har sagt nej indtil flere gange, men nu er hun kommet på den idé at hun vil fange en af dem som spurter omkring på loftet – tæmme den – og gøre den til hendes egen.

Og på spørgsmålet om hvordan hun havde tænkt sig at få fat i den, tænkte hun sig om. ”Det duer ikke med en musefælde, for så dør den” kom det nøgternt.

Men så fik hun en idé, vi venter bare henne ved musehullet i dørkarmen, og får fat i den, når den løber forbi. Den idé gik jeg naturligvis med til – hun måtte bare love ikke at gøre musehullet større..

Så nu venter vi på at der kommer en mus forbi – selvom jeg er alvorligt bange for at den melder hus forbi!!