Tag Archives: Musefælde

Foreløbigt står der 3 – 2 til os

1 dec

Første mus døde stille, helt uden drama, og familien samledes omkring skraldespanden, for med hastigt blinkende øjne, at tage afsked med det lille væsen.

Den daværende klump i halsen, blev dog hurtigt afløst af knurrende irritation over de åbenbart tiloversblevne mus. Der var dog stadig lidt tristesse over det da jeg så en bette mus liggende stille – uden spor af klapfælde – midt på gulvet.

Den var ikke helt død, og uanset hvad man så i øvrigt har imod mus, deres gerninger og alt deres væsen, så var det altså lidt synd for den. Den endte sine dage under en skovl, og fik sidste hvilested, ved siden af den første guldfisk. (Den anden lever beklageligvis endnu.)

I går morges var det onsdag og jeg kunne sove helt til kl. 7 og så derfor ikke det blodbad med tilhørende mus der var smurt ud over gulvet i går morges. Dens kumpan slap væk, men vi havde så den fordel at vi kendte til dens eksistens.

Det ville være synd at sige, at denne mus blev begrædt, idet den havde ædt kalenderchokoladen. Den var mildest talt noget upopulær.

Dette steg til uanede højder da jeg kunne konstatere, at det lille bæst havde gnasket i to pakker rugbrødsblanding og min muffinsform.

IMG_0146

Åndede dyr, altså.

Ydermere lettede taget i går aftes, ved et hyl som burde kunne høres, om ikke helt til øen, så da i hvert fald mindst til Bremen.

En mus i fælden. Hele familien stimlede sammen og kunne konstatere at en yndig Divamus på 46 kilo var gået i klapfælden.. Nøj, som hun skreg. Og neglen blev lidt blå.

Lidt positivt er der dog kommet ud af hele denne historie: Prinsesse Lyserød har fået nok af mus og slettede sporenstregs dyret fra sin ønskeseddel.

Hvorom alting er, der lever stadig i hvert fald én mus, og juleånd eller ej, den skal dø som de tre andre – så min muffinsform, mel og chokolade for slet ikke at tale om Divaens klemte finger kan blive hævnet.

Rigtig glædelig første december til jer alle.

Mer’ mus..

25 nov

En gang mus.. og altid mus – det er muligt det er sådan det er for andre – men jeg kan forsikre jer for at den mus ikke får lov til at få folkeregisteradresse på Æblebakken.

I forgårs da jeg stod op, det var stadig mørkt og jeg tumlede ned i køkkenet, og uden at tænde lys, fik sat vand på til te. Da jeg var blevet så vågen at jeg var klar til at se verden i øjnene, og kunne tænde lyset – så jeg en banan med hul i.. Midt på bordpladen.

En hul banan.

Selvom jeg stadig teknisk set sov, kunne jeg dog sagtens konkludere at nogen – og det var ikke mig – havde lavet det hulrum i min banan, der faktisk var destineret til at garnere min kongelige morgenmad.

Og de små sorte klatter rundt omkring, vidnede da også om et lille natligt musebesøg.

First Man skræppede straks op, og brokkede sig over Blondinen: ”ikke en lyd har hun sagt.. Hun arbejder ikke ordentligt.. Jeg holder op med at give hende morgenmad..”

Her vil jeg skynde mig at indskyde – før han får hidsige dyreværnsaktivister på nakken – at for det første får hun i forvejen slet ikke morgenmad, og for det andet så elsker First Man altså sin hund meget højt.

Nårh ja, lige undtagen når hun slikker ham inde i munden.. Ej det var altså FOR sjovt – I skulle simpelthen have været der. Men det kan jo være jeg kan få hende til at gentage successen – og så filme det imens..

Det må være ugens projekt!

Men altså, det var den mus vi kom fra.

Om aftenen kom First Man så hjem med en spritny musefælde. Det sagde han i hvert fald det var.

Jeg syntes nærmere det lignede en mellemting mellem min gamle antenne hjemme på øen og indmaden af min mormors brødrister..

IMG_0107

I min verden er en musefælde – men det må I endelig ikke sige til Firkløveret at jeg har sagt – sådan en med fjeder og SLAM – så taler vi om en eks-mus.

Subsidiært et lille penalhus af træ med en vippe inden i. En vippe som kun vipper den ene vej.

Men denne.. indretning, skulle musen efter sigende kunne komme ind i – men ikke ud af – uden at dø på den maste måde.

Jeg tror snarere, at mus ikke engang kan komme ind i den. Generelt set.

Der er to muligheder:

Enten er det en lille Mensamus, eller også er det en retarderet mus, vi har æren af at have på kost. Eller nærmere på banan.. For om natten havde den da været en lille tur på køkkenbordet igen.

Og havde ikke nærmet sig indretningen. Ikke engang tæt på. Der var ellers både mariekiks og banan derinde. Sådan for at lokke lidt.

I går aftes dryssede First Man med lidt reven ost – udover hele indretningen. Der må jo være noget om det med mus og ost.

Men denne mus hoppede ikke på den, for i morges var der slet ikke mere ost – heller ikke inden i indretningen – men der var heller ingen mus – så jeg hælder altså mest til Mensamus.

Og i dag køber jeg en klapfælde!

%d bloggers like this: