Tag Archives: Mystisk

Man kan altid komme galt afsted

12 dec

når man er mig.

Faktisk tror jeg det er en naturlov. Et eller andet sted må der stå skrevet at kongelige mødre, i møller, på øer skal have en større procentdel af pinlige øjeblikke i deres liv, end andre.

Jeg er nemlig syg.

Det er ikke den bedste forklaring, men den eneste undskyldning jeg kan finde.

Efter at have prøvet at holde dampen oppe på arbejdet i går, måtte jeg trods alt kapitulere og tage hjem et par timer før tid. Det føltes som om jeg var blevet tygget i og spyttet ud igen af et stort dyr med dårlig ånde.

Med hovedet fuldt af uld, nåede jeg hjem på min sofa og kom så i tanke om at jeg havde en hyggeaftale med Kirsten samme eftermiddag. Den måtte jeg hellere aflyse, jeg ville ikke være i stand til noget andet end at ligge på min sofa og drikke te og småsove. Så jeg greb min telefon.

Men så gik noget galt. Uden jeg helt er klar over hvad.

Jeg sendte en sms til Kirsten med ordene:

Jeg bliver nødt til at aflyse vores aftale. Jeg er blevet syg og måtte tage hjem fra arbejde. Så jeg putter bare under dynen

og tog derpå mit fleecenattøj på, smed mig på sofaen og håbede at nogen i husstanden ville lave en kop te til mig.

En sms tikkede ind. Dog ikke med helt samme indhold som jeg havde forventet. Der stod:

God bedring. Men jeg er ikke lige med på hvem

Hmm. Nå, jamen Kirsten havde sagt et par dage forinden at hun havde byttet telefon med sin søn og at telefonen derefter opførte sig mærkeligt og havde spist alle hendes numre. Jeg gik ud fra at det var tilfældet igen. Så jeg svarede:

Stine her. Taler jeg med Kirsten?

Svaret kom prompte:

Ja, men har vi en aftale?

Se, her begyndte jeg at gå en anelse i panik. Befandt mig i en tilstand af snot, feber og dyb forvirring.

Jeg skrev så til Kirsten:

Havde vi ikke? Jeg spekulerer lige nu på hvem af os der har mest demens. Dig hvis du har glemt vi havde en aftale. Eller mig hvis jeg har glemt med hvilken Kirsten) Suk. Ved du hvem jeg er?

Se – dette sidste skrev jeg mest for sjov… Faktisk.

Det var faktisk kun sjovt indtil denne sms kom:

Ha ha. Nej

Og her knak min film – jeg skrev med en som hed Kirsten – der stod i min telefon, men hun vidste ikke hvem jeg var og vi havde ingen aftale.

Jeg skrev en lang og vrøvlet undskyldning til denne ukendte Kirsten og forsøgte derpå at grave mig ned i min sofa.

Tilbage står så det meget åbne spørgsmål – Hvem er denne Kirsten og hvorfor står hun i min telefon hvis ikke hun ved hvem jeg er?

Hvilket igen åbner for et nyt og meget essentielt spørgsmål: Hvem kender jeg ellers der hedder Kirsten, hvis telefonnummer jeg er i besiddelse af?

Jeg tror jeg melder mig helt ud af verden og nøjes med at være småsyg på den maskuline måde indtil min hjerne begynder at fungere igen.

Suk…

PS: Jeg vil godt lige slå fast at ingen Kirsten kom til skade ved tilblivelsen af dette blogindlæg, og at den rette Kirsten fik beskeden om at jeg aflyste vores aftale.

Sokkekrig

30 jan

Når jeg engang kommer på plejehjem, eller måske skal jeg endda helt under mulde, så kan det være jeg kan have mine sokker for mig selv. Jeg har skrevet om sokker før, men da det er et stort issue på matriklen, får I lige et indlæg mere.

Da firkløveret var små…

Ja, grammatisk er det jo helt forkert at sige at et firkløver er små. Men rent praktisk forholder det sig jo sådan at selvom det er en samlet buket af mine børn, så er de jo individuelle mennesker hver for sig. Og også sådan jeg ser dem. Derfor kan et firkløver være små, i min verden!

Altså, efter dette sidespring, da firkløveret var små, var sokker ikke noget problem. Udover at der altid forsvandt sokker – enkeltvis – hvorpå jeg altid var den lykkelige indehaver af mindst 17 ensomme sokker der havde mistet deres partner, og jeg kunne være vis på at så såre den enkelte sok ramte varmen fra forbrændingsstationen ville jeg finde dens makker i en kasse med Lego eller bag ved varmeapparatet i selskab med diverse nullermænd og en nøgle til en cykel.

Altså skulle der mange måneder og mange eftersøgninger til før jeg overgav mig og smed sokken ud.

Personligt har jeg for det meste haft sorte bomuldssokker, de passer til alt og kan parres på kryds og tværs uden man behøver at føle sig som et kludeklip med to forskellige sokker på.

Efterhånden som firkløveret blev større, uden hensyntagen til køn, kunne det ske at mine sorte sokker tog ophold på andres fødder. Firkløverets for eksempel.

Det endte med at jeg overlod alle sorte sokker på andre, og selv indkøbte sokker der var genkendelige til mig selv – i rå mængder – så jeg ikke skulle rode desperat rundt i forskellige skuffer og vasketøjskurve på jagt efter sokker der allerede og på mystisk vis, sad på andres fødder.

Men også de sokker forsvandt.

Da mine sidste cowboybukser næsten samtidigt fik et hul der ikke kunne repareres, tog jeg konsekvensen og gik over til kjoler i stedet for, og går derfor næsten udelukkende med strømpebukser nu. De har trods alt tendens til at forblive i deres ejermands – min – skuffe uden de store problemer.

Men skulle I finde sorte sokker uden makkere på jeres vej, er det sikkert mine!

Mysteriet om håndklæder

22 mar

Jeg kan umuligt være den eneste som jamrer, over blandt andet sokker, i en stor familie. Jeg ved godt – før nogen igen begynder at råbe op om at jeg gentager mig selv – at jeg allerede har udtalt mig om dette fænomen.

Men det var altså kun i en bisætning jeg ytrede mit mishag, i en indskudt bemærkning midt i noget andet, og jeg har nu behov for at give udtryk for min undren igen.

Jeg forstår nemlig ikke hvordan de kan blive væk fra hinanden, uanset hvor parrede de er, når man moser dem ind i vaskemaskinen. Det er én ting og noget jeg åbenbart må lære at leve med. Men noget meget mere mærkeligt er, at der pludselig dukker sokker op man slet ikke er beslægtede med.

Nogle gange kan man på størrelsen, eller farven, se hvilken slags besøgende de må have tilhørt, og så kan jeg udlevere små lyserøde sokker til Prinsessen som så kan aflevere dem, til den i weekenden overnattende veninde.

Andre gange aner man ikke, hvilken oprindelse de har. De går på skift i skufferne, da ingen rigtigt vil kendes ved dem, de skilles sjovt nok meget sjældent fra deres mage, og det er jo et fantastisk potentiale.

Jeg fandt – da mit hus legede fryseboks – et par mørkegrå uldne sokker, lange nok til at lege både sok og benvarmer, som siden da, har siddet på mine fødder. Okay de er naturligvis blevet vasket indimellem når de begyndte at lugte alt for grimt.

Jeg aner ikke hvor de kommer fra, men de er min størrelse og de er varme, så det er helt ligemeget.

Nu skal folk som har været på besøg, og som mangler et par uldne sokker, slet ikke prøve at kræve dem tilbage, for jeg afleverer dem ikke. De er alt for gode!

Nu omkring håndklæder, som oprindeligt var det som indlægget skulle handle om. Måske er det bare sokkers lod at være indskudte bemærkninger her i verden …

Men altså, håndklæder. De lider af samme sære sygdom. De er ikke helt af samme kaliber som sokker, men trods alt i nær familie.

Jeg har håndklæder jeg er ganske overbevist om, at jeg fik forærende i par. Til bryllup og indflytterfest og den slags som udløser par-agtige gaver. Men så bliver det ene væk. Det ene gule håndklæde har nærmest været væk siden vi fik dem. Jo, for der var altså to. Men i stedet har jeg fået fundet et lyseblåt, som jeg ikke så hvor kom fra. Pludselig var det der bare.

Og selvom jeg savner mit gule meget, er det lyseblå håndklæde bestemt ikke af en kvalitet, som ville gøre at jeg kom til at bruge det til klud eller flyttefyld.

Tværtimod, det har netop udvist fantastiske evner, nu her mens min tørretumbler holdt fri, og har ulig alle de andre, ikke revet min hud til blods når jeg skulle tørres.

Så jeg ville faktisk bare sige tak, til den som mangler sit lyseblå håndklæde.

%d bloggers like this: