Koncentration eller mangel på samme

Okay – der skulle være et blogindlæg.

Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord.

Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig.

Der var nemlig noget jeg ikke kunne finde. Og jeg havde ledt højt og lavt. Splittet huset ad. Højlydt jamret og dermed hidkaldt trøstende børn og også First Man som hjalp mig med at lede sammen med mig.

Det var intet sted at finde, alle de logiske steder, og en god del af de ulogiske steder blev gennemtrævlet. Det hele blev endevendt. Og jeg stod også på hovedet i en kasse julepynt med tårer i øjnene.

Jeg endte med at give op.

Satte mig så for at skrive. Men kunne slet ikke få ordene på gled. Hvad nu hvis det var helt væk? Smidt ud ved en frygtelig fejltagelse?

Nu kunne man sagtens forledes til at tro, at det var noget specielt værdifuldt jeg havde mistet. Et smukt og dyrt objekt som var uerstatteligt.

Det er både specielt og værdifuldt. Smukt og fuldstændigt uerstatteligt. Men dyrt … nej, ikke dyrt.

Mit fine bogmærke er ikke dyrt. Det er lavet på ternet papir. Farverne er for længst falmede og borte, selvom jeg ret hurtigt fik det lamineret.

For dengang jeg lå på hospitalet og kunne mærke at det nok måtte føles cirka sådan at dø, fik jeg et sødt bogmærke.

En bamse, som fejlagtigt bliver taget for en mus af uvidende fjolser som jeg selv, en bamse der holder et hjerte, et bogmærke min lille Diva havde tegnet fordi hun savnede sin mor, og jeg fandt ud af at jeg hellere måtte lade være med at dø lige der.

Et lille bogmærke, som Divaen i dag selv synes er frygteligt grimt men som jeg skatter meget højt.

Og pludselig uden helt at vide hvordan, rejste jeg mig, gik hen og åbnede præcis den mappe det lå i.

Flytte – #1 Planlægning

Her kommer så første del af min flyttejournal. Beklager meget at det er så smalspektret! Del 2-5 kommer inden længe!

Planlægningsdelen  starter jeg med ca. 12 uger før flytningen.

1. Start tidligt – Alle har flere ting end de tror de har, og det tager altid længere tid at pakke end man regner med. 8 uger er den tid vi har brug for uden at dø af stress, men det kan naturligvis variere alt efter hvem man er.

2. Lav et flyttehæfte – Tag et kladdehæfte, del det på midten. I den ene halvdel er der plads til huskelister – hvad du har på papiret behøver du nemlig ikke have i hovedet – og i den anden halvdel er der plads til at skrive hvad der er i kasserne. I stil med: ”Kasse 12 / Værelse 3: skolehæfter og tegnesager”. Skriv IKKE indhold udenpå kasserne, det rager ikke flyttefolk hvor dit arvesølv eller ungernes ps3 gemmer sig.

3. Lav en flyttebox – Lav en plastikbox om til flyttecentral: deri lægger du dit flyttehæfte, flyttetape + dispenser, hobbyknive, tuscher, etiketter, elastikker, bobleplast, bagerpapir, den sekskantede ikeadims, kort sagt alt det du har brug for. Så har du alt samlet til at pakke sammen og pakke ud.

4. Kalender – Lav en tidsplan, og giv dig selv GOD tid, hav styr på hvornår hvert rum skal være pakket. Hvornår der skal gøres rent, aflæses måler osv.

5. Pust ud – Planlæg hyggelige ture til weekends og fridage, ellers holder man ikke til en hel flytning. Få din nattesøvn og spis sund mad. Lyder banalt men det er vigtigt.

6. Hold styr på den der kalender – tjek en gang om ugen at du holder din tidsplan. Opdater kalenderen – eller dine planer – hvis ikke det holder.

7. Uddeleger med fornuft – Hvis du får hjælp fra venner og familie så vær sikker på at alle ved præcis hvad de skal gøre, ellers kommer I til at træde hinanden over tæerne hele tiden. Jeg vil meget nødig have min svigerfar til at pakke nips. Skriv ned i flyttehæftet hvem der gør hvad, ellers glemmer man det.

8. Hjælp udefra – Tag glad imod al den hjælp du kan få. Hold ”Pakke-Party” med veninderne. Bag boller og forbered 10 kasser til bøger, nipsting og vintertøj, invitér veninderne og i løbet af 2 timer er der pakket 10 kasser og I har hygget jer.

9. Sidste aften – når der er lukket og slukket, møblerne er kørt, så invitér jer selv hos venner, så I kan sove ordentligt og få et bad og morgenmad i nogenlunde ro, før I kører næste morgen.

10. Skiltning – Lav skilte til at sætte fast over døren (med elefantsnot) til hvert rum så flyttefolkene ved hvilket rum du kalder ”værelse 3”.

11. Print etiketter – Lav en liste over de rum I flytter til. Det er lige meget hvor mange rum der er i huset der fraflyttes, det vigtige er hvor tingene skal hen i det nye hus. Print store klistermærkeetiketter (4 pr. A4ark)  til hvert rum. 2-3 etiketter pr. kasse skulle være nok.

Når alt dette er planlagt og skrevet ned i flyttehæfte og kalender – når du ved hvornår nøglerne skal afleveres og hvor du skal sove den sidste nat – er du klar. Og så kan du passende holde den første pause, indtil der skal pakkes!

Forklædt som jeg ved ikke hvad

Bjergged måske?

Det startede ellers så godt.

Fiona og jeg var for længe siden blevet enige om, at vi i vinterferien skulle ud i det gode vejr og tvinge vores afkom til en tur. Det blev en ren tøsetur, idet det andet køn havde andre planer i form af træ-klatring, fodboldtræning og skyggeboksning.

Vi landede foran et meget smukt lille slot i Saint Germain de Livet, hvor vi har været før, men denne gang gik vi over på den anden siden af vejen og ind på en gammel og smuk lille kirkegård.

Fiona havde et kort.. Med en afmærket tur. Flere faktisk. Den ene så lidt lang ud, så vi valgte den anden. Vi gik rask til,  og hyggesnakkede undervejs!

Det var 12-13 grader, højt blå himmel og strålende sol. Skøn forsmag på noget forår som SNART gerne måtte installere sig på en mere kronisk måde.

Stien sluttede.. og gik skarpt til venstre.. og OP..

Det stod der altså ikke på Fionas kort. Det der med op.

Det er faktisk også for dårligt, man kunne godt lave kort med relief på, så man vidste at den sti skulle man ikke gå på, hvis man ikke havde en fortid som bjergged..

Hvorom alting er, da vi havde gået opad – i en hel del mudder – sådan ca. 30 meter – mindede det mest af alt om en udtørret, eller næsten udtørret å.

Det mindede faktisk rigtig meget om en lille å.. som måske ikke helt var udtørret .. endnu.

Skråningerne blev stejlere og der var faktisk ikke engang fodfæste mere. Med mindre vi da havde lyst til permanent fodbad.

Det var heller ikke en mulighed at forsøge at kravle op fra vandløbet, for der var ufremkommeligt sammenvokset tornekrat, så vi måtte pænt blive hvor vi var.

Tvunget af omgivelserne, og i bedste spidermanstil, begyndte vi at gå på skråningerne.. og håbede inderligt at der ikke ville blive større afstand mellem de to breder efterhånden som vi krabbede os fremad og opad..

I så fald ville vi nok ende med at gå i split..

Virkeligt elegant..

Det må have været et syn for guder, og vi var da også jævnligt – under høje hyl – ved at glide ned ad de skrå breder, af bare grin. Det værste der nu kunne ske var at det endte blindt og vi ville blive nødt til at krabbe os ned ad samme ufremkommelige mudderskråning.

Men nogen var os nådig, og da vi, efter 40 meget mudrede minutter endelig kunne kravle op fra den lille å og ud på en asfalteret landevej var vi ikke helt så rene, som da vi startede vores lille udflugt, men i ganske højt humør alle syv.

Som Fiona meget fornuftigt påpegede, så skulle vi have været gået den anden vej, for havde vi set ned i å ”hullet” var vi aldrig gået den vej.

Vel tilbage ved bilen, smed pigerne sig på en bænk, brokkede sig højlydt og var rørende enige om at vi (Fiona og jeg) aldrig nogensinde mere skulle have lov til at bestemme hvilken vej vi skulle gå..

Vi slog det hen, for vi havde faktisk haft det morsomt og spurgte om vi ikke skulle tage en lille tur til.. men dette var det svar vi fik..

Må være “talk to the hair”..

Så vi kørte bare hjem til civilisationen igen..

Stjerne og støv

Ja, Prinsessen er blevet fotograferet.

Sådan rigtigt. Som en stjerne.

Hun er – med al moderlig mangel på objektivitet – meget smuk.

Hun er som sagt før, meget optaget af at være et par år ældre end hun er. Hun har lidt travlt. Hun har godt nok resigneret i forbindelse med høje hæle, men drømmer stadig.

Lørdag aften var hun imidlertid udsat for en oplevelse, som åbnede hendes øjne på mere end en måde.

Vi skulle i byen, og på vej over gaden holdt to hjernelamme unge scooterdrenge. Deres udtalelser angående Prinsessen var ækle og gjorde hende bange, mig chokeret og First Man så fuldstændigt rødglødende af raseri, at han brølende beordrede de to formastelige til at stå ret foran ham omgående.

Unødvendigt at sige at det gjorde de ikke – stod ret altså – nej, de flygtede så hurtigt deres tunede knallerter kunne køre dem væk fra en aldeles frådende First Man.

Og vi fortsatte hen til vores venner. Men Prinsessen var chokeret.

Vel hjemme igen, og på vej i seng, kom hun hen til mig og fik et knus. Mens vi stod der, hviskede hun stille, at hun ville være grim.. og aldrig mere gå med mascara.

…

Hun følte sig tilsmudset.

Jeg prøvede at forklare hende, at hun ikke havde gjort noget forkert. At det var de unge fyre, som var helt galt afmarcheret. Og at hendes mascara ikke gjorde hverken fra eller til – da det jo ikke engang havde kunnet ses – bagfra og i mørke.

Hendes påklædning var aldeles dadelfri: almindelige cowboybukser, flade sko og en vamset sweater. Og dilemmaet er jo – at også selvom hun havde haft nederdel på, lidt øjenskygge og tingeltangel hist og her, så berettigede det ingenlunde to hormonelt forstyrrede ungersvende til at komme med den slags udtalelser.

Eller det som er værre.

Det er et spørgsmål om respekt for andre mennesker. Uanset hvad.

Stjernestøv.

Men smuk – det er hun altså..

 

De der araknae..nogle

Små ækle kryb. Eller faktisk er de kæmpe giga store. De er så store at vinduerne sitrer, når de tramper hen over gulvet for at angribe uskyldige mennesker.

Det sære er at jeg ikke altid har været bange for edderkopper – for det er dem jeg snakker om.

Men som 14 årig, sad jeg en eftermiddag, stille og roligt på bunden af min morfars lænestol og læste en Agatha Christie.

Og.. ned fra himlen, eller loftet var det nu nok snarere, dalede en edderkop – og jeg sad der – så bange at jeg ikke kunne skrige, med en edderkop i mellem bogen og min næse, ude af stand til at komme væk, uden at edderkoppen kravlede enten op i håret på mig eller ned på mit tøj.

I sidste øjeblik havde jeg åndsnærværelse nok til at tage bogen og skubbe uhyret væk. Og løbe højt skrigende ud i køkkenet hvor resten af familien på det groveste ikke bare ignorerede min nærdødsoplevelse, men også fuldstændigt undlod at tage den overhængende fare jeg havde været i, seriøst.

Og siden da har jeg fået åndenød og synsforstyrrelser ved synet af sådan en krabat.

Det hjalp naturligvis ikke at jeg ”kom til” at se Araknophobia ved en fejltagelse. Troede jeg kunne se min angst i øjnene – men jeg er desværre ikke Harry Potter. Hvilket resulterede i at jeg ikke er i stand til at tage et brusebad før jeg har tjekket om der er room-mates..

Jeg har faktisk endda spekuleret på om det er en genetisk kromosomfejl, idet Gårdmand Bjørn desværre lider af samme sygdom. Bortset fra at det viste sig ret tidligt hos ham.

Jeg har en veninde Sussie, som en dag var på besøg, og hun havde bamser med til firkløveret. Store lækre bløde og dejlige bamser.. Og så var der lige en stor og blød bamse-tarantel til Gårdmand Bjørn.. Han gik totalt i panik, og fik indtil flere hjertestop. Gemte sig under bordet – nægtede at gå i seng og den slags..

Sussie var frygtelig ked af det, men rådede bod på det, et par dage efter da posten kom, med en meget sød, meget blød og blid og rolig kanin, som nu naturligvis hedder Sussie.

Tarantellen er vist gået op i røg på forbrændings stationen, for jeg tror ikke den selv kunne kravle ud af den indpakning jeg gemte ham i. Det var jeg nødt til, for Gårdmand Bjørn kunne nærmest ikke gå ind i huset af skræk for at den – bamsen altså – angreb.

Og jeg måtte love at den ikke kom ned til Røde-Kors butikken – for tænk nu hvis en af hans venner så fik den.

Hvis vi kommer til at lande foran en film, hvor den slags bæster er med på rollelisten så går vi – Gårdmand Bjørn og jeg – eller deler en god stor pude.

Den eneste film vi har kunnet tåle er Charlottes Tryllespind – som i gamle dage altså hed Tina – men lad det nu ligge.

Desværre deler vi adresse med bæster i krabbestørrelse, både på øen men også her på Æblebakken og da vi kom hjem for 2 uger siden hørte vi et råb fra badeværelset – og da JEG ikke redder nogen overhovedet fra den slags, hylede vi alle 5 i kor på First Man, som meget mod sin vilje altid bliver tilkaldt som lejemorder.

Det var til dato den største edderkop jeg har set – udenfor et bur.. Den døde dog, og endte sine dage, fladmast i et stykke køkkenrulle, på bunden af en skraldespand.

Bare den nu ikke går igen.. Man har før hørt om genfærd..