Jeg har hørt om en dame…

Noget af det man får besked på at gøre når man er blevet væk fra sig selv, er at man skal gå tur. Hver dag. Ud og gå. Frisk luft og lys og hvad ved jeg.

Så jeg har gået tur.

Senest med en pensioneret mor præst. Som, da jeg ringede og spurgte om hun ville med ud og gå en tur, svarede at det kunne vi da godt, selvom solen ikke skinnede.

Jeg pakkede mig godt ind, gik over til den Pensionerede og afsted kom vi.

Nattens snefald havde lagt sig som en våd dyne over hele landsbyen og på vej ud af byen – der er ingen rigtige fortov – kunne vi vælge at gå i noget gråt sjap ude på selve vejen eller at gå i sneen inde i rabatten, som normalt bare er græs og visne blade. Efter et hundrede meter med sne ovenpå visne blade, blev det lidt koldt og lidt for vådt og derfor valgte jeg at gå ud på vejen da snesjappet, lige på det stykke, var fejet væk. Den Pensionerede fulgte efter.

Efter vi havde taget to skidt nogenlunde tørskoet, kom en bil forbi. Og en til.

Og alt det sjap som nu ikke længere lå i vejkanten, lå tydeligvis, og med stor nøjagtighed, lige der hvor bildækkene ramte asfalten. Med et formidabelt sprøjt blev sjap og gråt snesnask spredt i en elegant bølge udover den Pensionerede og undertegnede. Først en gang, og – da den næste bil kørte forbi – en gang mere.

Jeg kunne ikke lade være med at grine højt, da jeg vendte mig og så på min mor. Hun lignede noget Madam Mim med  mæslinger. Brune. Udenpå tøjet. Og jeg var ret sikker på at jeg så ligesådan ud.

Den Pensionerede var lige ved at ville vende om og gå hjem, jeg fik hende heldigvis på andre tanker. Det meste kunne børstes af, og de fugtige pletter ville nok tørre.

På et eller andet tidspunkt.

En anelse vrissende fortsatte hun bag mig ud af byen, dog ikke uden at deklarere at det helt og aldeles ville være min skyld hvis hun blev forkølet. Jeg slog det hen og drillede hende med at ingen nogensinde er blevet forkølet af at have lidt våde pletter på deres cowboybukser.

Desuden, men det sagde jeg ikke, var tynde cowboybukser nok ikke den helt optimale påklædning til en gåtur i snevejr, men det måtte hun jo selv om.

Altså, vi gik videre.

En del af sneen var åbenbart blevet hængende i luften som en tyk og uigennemtrængelig tåge, og det var fuldkommen umuligt at se forskel på mark og himmel. Ingen horisont i syne. Jeg udtrykte begejstring over dette vejrfænomen og forventede næsten en applaus.

Men jeg havde lige glemt at tåge er noget som bestemt ikke passer den Pensionerede. “Jeg kan ikke fordrage tåge. Jeg skal have noget horisont” erklærede hun bestemt.

…

Tåge

Vi gik videre og jeg truede med at skrive et blogindlæg om hende hvis hun blev ved med at være så besværlig.

Hun grinede bare og børstede noget sjap af ærmet på sin, absolut ikke vandtætte, vinterjakke. Da jeg påpegede dette, forsvarede hun sig med at hun sjældent havde så meget at gøre udendørs i den slags vejr, og det kunne hun jo have ret i.

Resten af turen forløb uden nævneværdig drama, og vi kom da hjem uden at få flere kaskader af sjap sprøjtet ud over os. Men jeg skrev nu alligevel et blogindlæg.

God lørdag.

Selv de bedste ferier får en ende.

Ferien fik en ende. Det gør suppen jeg har kogt på ferien, også.

Men først skulle vi op i bjergene. Og gå. Siden vi var afsted for en del år siden, har alle snakket om at DET skulle vi prøve igen.

Det var en helt anderledes måde at holde ferie på, det der med bjerge. Der er en ro over bjerge som vi nød. Det var så skønt at gå rundt med familien og nyde naturen, udsigten og var være lige der hvor man var.

Denne gang ville vi op til Le Lac Bleu de Chiroulet.

Og vi gik.

Op. Og op.

Vi gik opad. Og opad. Heldigvis var solen gemt bag de skyer der lå fast på bjergene, så vi slap for solskoldninger. Vi slap dog ikke for hestebremser. De var over det hele og vi havde hørt at de var meget aggressive og stak for et godt ord.
Men det havde vi fået at vide dagen før, så vi havde taget vores forholdsregler.

Smurt ind i noget der var lige så kemisk som den første dags klor, efterlod vi en stank hvor vi kom frem, men blev ikke stukket ret mange gange. men man var ikke i tvivl om hvor vi var.

Vi undgik derfor også at tænde ild.

Videre op.

Uheldigvis kom nogle af skyerne efterhånden til at se en anelse truende ud, og da tordenvejr i bjergene ikke er til at spøge med, blev vi enige om at gå ned igen uden at have set Le Lac Bleu.

Så beundrede vi bare noget andet vand. Der godt nok ikke var blåt.

Men det var en skøn tur, og jeg nåede at blive glad indtil flere gange, over at vi har fire teenagere, okay så tre teenagere og en preteen, som gerne vil gå tur med deres familie i bjergene.

Helt uden at brokke sig. De vil endda gerne med igen en anden gang.

Men det var det. Det var den ferie.

En fanatastisk ferie, vi fik nået alt det vi havde lyst til. Ikke nødvendigvis alt det som var planlagt, men det vi havde lyst til.

Og vi fik da også kørt et par kilometer eller tusind..

Åh jo.. alle 5661 km. på 15 dage.

Tak fordi I tog med på turen!

…

Gad vide hvad jeg nu skal finde på.

Koldt og blåt!

Var ude og gå en lille tur idag, i det fantastiske vejr!

Lidt af to øer, både her og der!

Jeg holder så meget af at se på vand. Og vand har vi jo en del af, og det er endda ikke ret langt væk!

En lokal badebro.

Det var koldt, men helt vindstille og det virkede varmere end det var – især i solen – som det var rart at se igen!

Og en tredie ø!

 

 

Forklædt som jeg ved ikke hvad

Bjergged måske?

Det startede ellers så godt.

Fiona og jeg var for længe siden blevet enige om, at vi i vinterferien skulle ud i det gode vejr og tvinge vores afkom til en tur. Det blev en ren tøsetur, idet det andet køn havde andre planer i form af træ-klatring, fodboldtræning og skyggeboksning.

Vi landede foran et meget smukt lille slot i Saint Germain de Livet, hvor vi har været før, men denne gang gik vi over på den anden siden af vejen og ind på en gammel og smuk lille kirkegård.

Fiona havde et kort.. Med en afmærket tur. Flere faktisk. Den ene så lidt lang ud, så vi valgte den anden. Vi gik rask til,  og hyggesnakkede undervejs!

Det var 12-13 grader, højt blå himmel og strålende sol. Skøn forsmag på noget forår som SNART gerne måtte installere sig på en mere kronisk måde.

Stien sluttede.. og gik skarpt til venstre.. og OP..

Det stod der altså ikke på Fionas kort. Det der med op.

Det er faktisk også for dårligt, man kunne godt lave kort med relief på, så man vidste at den sti skulle man ikke gå på, hvis man ikke havde en fortid som bjergged..

Hvorom alting er, da vi havde gået opad – i en hel del mudder – sådan ca. 30 meter – mindede det mest af alt om en udtørret, eller næsten udtørret å.

Det mindede faktisk rigtig meget om en lille å.. som måske ikke helt var udtørret .. endnu.

Skråningerne blev stejlere og der var faktisk ikke engang fodfæste mere. Med mindre vi da havde lyst til permanent fodbad.

Det var heller ikke en mulighed at forsøge at kravle op fra vandløbet, for der var ufremkommeligt sammenvokset tornekrat, så vi måtte pænt blive hvor vi var.

Tvunget af omgivelserne, og i bedste spidermanstil, begyndte vi at gå på skråningerne.. og håbede inderligt at der ikke ville blive større afstand mellem de to breder efterhånden som vi krabbede os fremad og opad..

I så fald ville vi nok ende med at gå i split..

Virkeligt elegant..

Det må have været et syn for guder, og vi var da også jævnligt – under høje hyl – ved at glide ned ad de skrå breder, af bare grin. Det værste der nu kunne ske var at det endte blindt og vi ville blive nødt til at krabbe os ned ad samme ufremkommelige mudderskråning.

Men nogen var os nådig, og da vi, efter 40 meget mudrede minutter endelig kunne kravle op fra den lille å og ud på en asfalteret landevej var vi ikke helt så rene, som da vi startede vores lille udflugt, men i ganske højt humør alle syv.

Som Fiona meget fornuftigt påpegede, så skulle vi have været gået den anden vej, for havde vi set ned i å ”hullet” var vi aldrig gået den vej.

Vel tilbage ved bilen, smed pigerne sig på en bænk, brokkede sig højlydt og var rørende enige om at vi (Fiona og jeg) aldrig nogensinde mere skulle have lov til at bestemme hvilken vej vi skulle gå..

Vi slog det hen, for vi havde faktisk haft det morsomt og spurgte om vi ikke skulle tage en lille tur til.. men dette var det svar vi fik..

Må være “talk to the hair”..

Så vi kørte bare hjem til civilisationen igen..