Tag Archives: Navlepilleri

Egotrip på recept

13 jul

Som Fiberfryd skrev til mig for et stykke tid siden, så bliver man så forfærdeligt opmærksom på sig selv og sin egen navle, når man får en diagnose – både fysisk og mentalt.

Det hele drejer sig om mig.

Altså for mig.
I mit hoved.

Godt nok efter ordre fra sundhedspersonale og mennesker der i øvrigt vil mig det godt. Men derfor er det alligevel svært at parere ordre, især når man allerhelst bare ville undgå at tænke alt for meget på sig selv. For hvad skal det dog til for.

Jeg skal konstant mærke efter hvordan jeg har det.
Hvordan medicinen virker, om jeg får det bedre, eller om det er status quo.
Jeg skal være opmærksom på hvilke bivirkninger der er, for ikke at forbigå et eller andet som ikke er så godt. Så jeg skal læse de der kilometer lange indlægssedler, uden at få hjertebanken over alle de andre bivirkninger man måske kan få.

At have ondt i maven, er måske ikke bare et forbigående uforklarligt maveonde, det er faktisk bivirkninger der gør, at jeg har pruttet mig igennem en hel weekend!
Beklager hvis det er for meget information, men så skulle I bare prøve at bo sammen med mig! De andre på matriklen lider!

Men hvad så når jeg har “almindeligt” ondt i maven, som ikke er en bivirkning? Hvordan føles det så?

Det er altså ikke nemt.

Selv når jeg sover, skal jeg være opmærksom på hvordan jeg sover. Hvor hurtigt jeg falder i søvn, hvor mange gange jeg vågner i løbet af natten, hvornår jeg vågner, og om jeg er udhvilet når jeg står op.
Og det er sgu da lige til at blive helt udmattet af.

Jeg skal også notere mig hvor ofte jeg har angstanfald. Hvor slemme de er, om jeg selv kan komme ud af dem igen. I stedet for at følge min trang til at skubbe angsten i baggrunden og lade være med at lade den fylde så meget, så skal jeg koncentrere mig om den og se den i øjnene hver eneste gang. Og sikkert en hel masse unødvendige gange, hvor det bare var en ganske almindelig kuldegysning.

Faktisk skal jeg pille i egen navle, mere eller mindre konstant – efter lokalpsykiatriens ordre – for at man kan følge med i eventuelle fremskridt eller tilbagefald.

Det forstår jeg også godt, og det giver mening når jeg er midt i et behandlingsforløb. Det har da også hjulpet at kende alle de mulige fysiske reaktioner på et angstanfald, så jeg bliver opmærksom på at jeg i starten – før behandlingen – havde måske op til 30-35 anfald på en dag.
Jeg gik bare rundt og troede at jeg var kommet i overgangsalderen.
Eller var ved at blive syg.
Eller var i utrolig dårlig form.

Og det er da godt at vide at det ikke er tilfældet.

De tungere symptomer vidste jeg skam godt, ikke havde noget med noget andet at gøre. For eks. var jeg udmærket godt klar over, at selvom jeg havde stjerneondt omkring hjertet og i brystkassen i en uges tid, så var jeg ikke ved at få et hjerteanfald. Det faldt mig ikke engang ind at gå til lægen. Jeg tænkte bare: “Nå, stress. Hmm, hvad er det mon som stresser?” uden at gå specielt dybere ind i det.

Så langt så godt.

Men bagsiden af alt dette navlepilleri er, at man får sat sig selv i centrum, på en frygtelig ubehagelig måde og da jeg fuldstændig har glemt hvordan jeg opførte mig før, så kan jeg ikke huske, om jeg plejede at reagere med klynk på en eller anden sur bemærkning fra en teenager, eller med ondt i hjertet, når jeg var stresset over noget.

Det har jeg nu nok gjort, men lige pludselig tager klynket overhånd og alting bliver simpelthen så afsindigt synd for mig, altså i mit hoved. Alt det som immervæk sker i ens krop i løbet af en hel dag, bliver målt og vejet og analyseret. Er det på grund af min sygdom eller er det mig som er tosset?
Er det et symptom?
Eller en bivirkning?

Eller er det bare en prut på tværs, fordi jeg åd for mange majskolber i går?

Det er bare møghamrende anstrengende at skulle være opmærksom på sig selv hele tiden.

For der er sgu så meget andet, langt mere interessant, jeg kunne koncentrere mig om, end mig selv.

Suk.

 

 

Reklamer

En dag med angst #1

10 jul

Okay, I har selv bedt om det. Eller det vil sige, Kristine har. Hun har nemlig spurgt om jeg vil fortælle om en almindelig dag med angst.

Det vil jeg gerne.

Det bliver dog en rodet omgang, fordi jeg vil forklare lidt ind imellem, så det måske er nemmere at forstå.

Udefra, så ser min dagligdag sikkert ud som enhver andens dagligdag, men jeg kan mærke en meget stor forskel fra før jeg blev syg. Selv Tina har svært ved at se forskel, lige bortset fra et par småting, og hun har nu siddet overfor mig i over seks år, hvis vi tager det løse med, og kender mig snart bedre end jeg selv gør.

Jeg har tænkt at splitte det lidt op i etaper, ellers bliver det vist en meget lang beretning.

Men altså, here goes for første del, som er sådan en forklarende del, så kan jeg fortælle om de enkelte dage bagefter:

Når vækkeuret ringer, er min første tanke altid: ”Er der noget jeg har glemt? Er der noget jeg skal?”. Den tanke gør mig usikker, så jeg bliver lidt langsommere, fordi jeg bruger en masse tid på at tænke efter eller se mig omkring efter det jeg måske har glemt.

Som regel ryster jeg følelsen af mig, mens jeg gør mig klar. Jeg har altid lagt mit tøj og den slags frem dagen før, for ellers risikerer jeg at gå helt i stå, uden at vide hvad jeg skal tage på. Eller gå i panik, hvis ikke jeg kan finde det, jeg gerne vil have på.

Alt det jeg skal have med, telefon, en trøje, eller hvad det nu kan være, skal ligge klar på bordet, og selv da kan jeg risikere at komme af sted uden en af tingene. Og jeg glemmer uhyggeligt tit min madpakke.

På bilturen på vej til arbejde, hører jeg enten stille klassisk musik, helst musik uden ord, eller også bare snak, enten P1 eller en lydbog, indtalt af min helt Paul Becker, eller Bent Otto Hansen. Jeg har nemlig rigtigt svært ved at skulle håndtere musik og ord samtidig, om morgenen.

Når jeg er vel ankommet på min pind, skal jeg huske at tage mine piller. Da en af bivirkningerne er at jeg bliver svimmel, tager jeg dem først efter min biltur. Man må godt køre bil med dem, men jeg skal i hvert fald ikke risikere noget!

Så er det i gang med at arbejde, og når alt ser tilforladeligt ud, og er som det plejer, går det fint, men så kan jeg jo få – præcis som alle andre – en mail som jeg associerer med ubehag. Det kan være afsender eller indhold der gør mig utilpas, men uanset hvad det er, så reagerer min krop:

Måske får jeg prikken eller sitren i arme og ben. Det er svært at forklare følelsen, men det er lidt den samme slags kuldegysning man får i nakken, når man bliver pludseligt forskrækket. Det stopper bare ikke igen, det bliver ved, til forskel fra det man føler når man bliver forskrækket.

Jeg kan få hjertebanken og åndenød, blive stakåndet, eller have lidt svært ved at trække vejret ordentligt. Jeg lagde på et tidspunkt mærke til at jeg var begyndt at sukke og stønne i tide og utide. Troede egentlig at jeg bare var i mega dårlig form, men så lærte jeg – i navlepillerklubben – at det kunne være en angstrelateret reaktion.

Når jeg kommer til knuden i halsen og manglende evne til at trække vejret, ved jeg som regel at jeg skal reagere.

Hvis jeg glemmer at være opmærksom på de fysiske tegn, eller det er voldsommere ting end en email, så ender jeg med at ryste og få ondt i kroppen og få kvalme eller ondt i maven. Og så kan der gå helt op til 30 minutter, før min krop er sig selv igen.

Man kan godt undres over hvordan jeg kan glemme at være opmærksom på de fysiske tegn. Men sommetider kommer angsten ikke af en så åbenlys grund, som en ubehagelig email. Det er sommetider ting jeg slet ikke engang lægger mærke til, og det er det, som er ekstra utrygt. At jeg ikke ved hvornår næste anfald kommer, eller om jeg når at opfatte hvorfor.

Lige pludselig kan jeg bare mærke at jeg får ondt i maven, og så tænkte jeg i starten: ”Nå, jeg er nok ved at få roskildesyge eller influenza, øv da også!”  Men så gik det jo væk igen, ganske af sig selv, og så skulle jeg ikke have den store rørlæggereksamen for at forstå at det nok hang sammen med noget andet. Det blev da også bekræftet i Navlepillerklubben, at kroppen kunne reagere med alle mulige krumspring.

Der kan også opstå situationer jeg synes er ubehagelige, jeg kan gå forbi to personer der helt uskyldigt står og snakker i et hjørne, om noget der ikke rager mig, men så kan jeg komme til at tro det er mig de snakker om, at jeg har gjort noget dumt, eller ser tyk ud, med alle de kilo jeg har taget på siden jeg begyndte at få medicin, eller noget andet tosset.

Den form for semiparanoia er også helt normal i min tilstand, men det gør det bestemt ikke mere behageligt. For så snart jeg bliver konfronteret med alle disse symptomer på at der er noget galt med mig, så bliver jeg ked af det, og er overbevist om at jeg er ved at blive skør.

Så går der 20 minutter og så kommer jeg til at grine af et eller andet, og så er jeg klar igen og bestemmer med mig selv at sindssygen lige må vente til en anden gang!

  • Fortsættelse følger!

 

Kong Mor revisited

30 jun

Da jeg vendte tilbage til bloggen, måtte der også lidt gips på navnet – så folk ikke fejlagtigt tror at alt er ved det gamle.

Derfor Revisited.

Det må være sådan, det er nu.

Stadig mig – og så ikke alligevel helt som før. Et gensyn. Ikke med Brideshead, men med mig. Jeg håber ikke I føler I går glip af noget; min bamse er mindst ligeså pæn som Aloysius!

Den har godt nok ikke sin egen hårbørste, men alligevel.

Nå…

Det der revisited.

Jeg går rundt og håber jeg snart bliver mig selv igen. Men samtidig skal jeg forholde mig til at jeg nok ikke bliver mig selv, som jeg var engang, igen.

Angst har det med at blive – siger de som har været der – man lærer bare at leve med det. Alene det, er da totalt angstprovokerende. Men jeg sætter min lid til at det kan læres.

Så faktisk kan jeg forberede mig på et gensyn med mig selv resten af mit liv.

Måske lidt i stil med  “50 first dates“?

God fredag.

God fredag!

Jamen så – rigtig god fredag!!!

 

 

%d bloggers like this: