Tag Archives: Noget om mig

Kortslutning på øverste etage.

16 jun

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

Men altså. Jeg er tilbage.

 

642 ting og en forsvundet sommerferie.

24 aug

Når der nu kun er sølle fire måneder til jul – hurra – gør det ikke noget at sommeren er gået sin vej.

Jeg har nemlig fundet nogle sjove bøger som skal holde mig med selskab i efteråret, blandt andet en bog som er tom, og som jeg selv skal skrive i!

Den hedder “642 things to write about“.

Der er vist inspiration til mange mange måneder fremover.

642 things to write about

En bog fuld af spørgsmål.

Alle mulige.

Og umulige!

Som man kan svare på, eller lade være… selvom det nok ville være lidt tosset at have købt bogen og så ikke bruge den.

I den der sommerferie som forsvandt, kom jeg – lidt i trods må jeg indrømme – i et meget navlebeskuende humør.

Spekulerede en masse på et se dagligdagen lidt anderledes. For at slippe fri af vanerne, måske lære noget nyt om mig selv.

Det startede med nogle spørgsmål om mig selv i et lille kladdehæfte der fulgte med et blad jeg havde købt (“Flow” – og jeg E.L.S.K.E.R. “Flow”!!). Først begyndte jeg at udfylde hæftet af ren kedsomhed, men blev grebet af det og fortsatte ganske frivilligt.

Jeg kom vidt omkring, og jeg kom endda på sightseeing i mig selv, og så sider af mig selv jeg enten aldrig havde set før, eller som jeg helt havde glemt var der!

Og det er lidt sjovt at se hvor man ender henne, bare med nogle uskyldige – og lidt udfordrende – spørgsmål!

Kan altså varmt anbefales at stille spørgsmål til sig selv – og om sig selv – man kan komme på en meget spændende tur!

(Jeg købte 642 things to write about på amazon.co.uk men den kan sikkert også fås mange andre steder)

Der er ingen ateister på vej ned.

24 sep

Det er bestemt ingen hemmelighed at jeg har været igennem en rædsom måned. Flere dumme ting har vendt op og ned på vores dagligdag og stillet spørgsmålstegn ved nogle af de ting jeg bare tager for givet.

Og når jeg ser mig omkring, så er der ting jeg bare ikke kan dele med andre. Ting der fylder så meget at de lige skal fordøjes før jeg eventuelt kan begynde at snakke med andre om det. Hvis det overhovedet kommer så langt.

Men når det hele bliver for tungt at bære alene og ens skuldre ikke synes brede nok, ender det med at man bare må have luft og jeg vendte mig til en præst.

Og nej ikke en præst fra familien.

Men tingene blev lettere at bære. Det var sikkert også blevet lettere at bære hvis jeg havde delt det med en ven, men det var ting så store at en ven syntes mig for tæt på.

Når det ser aller mørkest ud, rækker man ud efter hjælp. En ven i nøden. Og måske netop fordi man tør række hånden ud, fordi man tror på at nogen vil lytte, nogen vil støtte og nogen vil trøste, så sker det, og man får den hjælp man har brug for. Ikke nødvendigvis den man regnede med.

Jeg er på vej op igen, træt, lidt rystet, men nu er der endelig plads til lidt mere end bare overlevelse.

Fordi noget vil vise sig. Fordi ting sker fordi de skal ske.

Og fordi jeg tør tro på det.

Og så er det i øvrigt snart jul!

 

 

 

Alt det jeg kunne skrive!

8 feb

Jeg kunne godt skrive at jeg er havnet i en super afdeling med nogle spændende og dygtige mennesker, og så Tina. Ja, som naturligvis også er spændende og dygtig

Jeg kunne også godt skrive at jeg nu i en uge ikke har spist morgenmad hjemme idet dette måltid bliver serveret kvit og frit på min nye arbejdsplads. Morgenmaden er naturligvis uden at medregne alt det frugt jeg får hældt indenbords.

Jeg kunne også fortælle hvordan hele firmaet er gennemsyret af rare imødekommende mennesker, med hver deres særheder – bevares – men som i den grad har gjort den første uge til en helt unik oplevelse.

Jeg kunne også sagtens lade et par ord falde om den forståelse jeg blev mødt med da jeg bad om at møde lidt tidligere for at undgå myldretid og dermed en ikke uanseelig stigning i transporttiden.

Sluttelig kunne jeg også fortælle at det ikke føles som om jeg kun har været der en uge og at jeg i bund og grund har fået en velkomst som er min kongelige titel værdig!

Men det vil jeg lade være med, for I kunne nemt gå hen og blive frygteligt misundelige, og det ville vel nok være umådeligt synd for jer!!

Nytårsintentioner!

9 jan

Der skulle ske noget nyt..

På alle fronter.

Også her!

Så jeg vender tilbage til mig selv.

Har indset at jeg vist aldrig bliver modeblogger hverken på den ene eller den anden måde. Er nok bare slet ikke trendsætter – kun en stakkels wannabe – og det har jeg så taget konsekvensen af! Men opsigelsen er jo ret lang så det varer et stykke tid endnu. Ville bare gøre opmærksom på at noget vil ske… Inden sommerferien i hvert fald!

Godt nytår 2012!

Lige min kop te

26 mar

Jeg har muligvis nævnt det før, men jeg er ikke så god til at svømme samme vej som alle andre.

Hvorved pastasalat først gjorde sin entré i vores madplan længe efter det var gået af mode i Danmark. Ligeledes så jeg først Titanic flere år efter alle andre havde set og genset filmen op til flere gange i biografen.

Jeg er også meget træt af Herstal lamper, køleskabe i børstet stål og råhvide vægge.

Derfor må det undre mere end én, at jeg nu har fået en passion for Kusmi te. Jeg er, og har altid været, inkarneret tedrikker; jeg kan overhovedet ikke vågne uden en kop te og jeg mener ikke elevator te. Jeg mener løs te i stoffilter og kogende vand.

Jeg har drukket den samme blanding i mange år og kræsent takket nej til alt andet.

Men jeg har overgivet mig.

Var nemlig blevet tilstrækkeligt nysgerrig og jeg havde dertil fået at vide af Anne, at Kusmi er langt billigere i Frankrig – i og med det er fransk – og for at smage, uden at græde over prisen på en te, jeg måske ikke engang brød mig særligt om, måtte jeg gøre det inden vi vendte hjem.

Altså investerede jeg i en rulle med små prøver på grønne teer og en lidt større bøtte med sort te.

Den sorte te hedder Anastasia og smager på samme tid velkendt og mystisk anderledes. Ikke desto mindre er det en te jeg har drukket næsten dagligt siden!

Iblandt de grønne teer, var der nogle som jeg hastigt pakkede væk og de vil bliver foræret til mindre kræsne tedrikkere, der drikker den slags.

Men Label Imperial smagte fuldstændigt fantastisk. Jeg er på kur lige for tiden, spiser mindre og ikke så fedt ej heller så sødt, og om eftermiddagen kan det være lidt svært ikke at hoppe på hovedet i slikkassen. Denne te hjælper mig, den har en naturlig sødme som har forhindret alle ulykker!

Så snart den lille dåse blev tom, gik jeg på jagt efter flere slags så jeg kunne smage så mange som muligt mens de stadig er til at betale!

IMG_0809

Det er endnu ikke bestemt hvilke lækkerier, der skal pakkes ned sammen med flyttelæsset, men indtil flere af disse teer er helt sikkert med på listen!

Havedrømme

12 mar

Lige om lidt skal jeg hjem til en have.

En have, som er min og som jeg kan rode i efter forgodtbefindende. Ikke at jeg gør det – men jeg har da muligheden.

Der sker jo det sære, at når man ikke har noget, så ønsker man sig det brændende. En have, elektrisk æggekoger eller Rosendahl lysestager. Og når man så har erhvervet sit højt ønskede objekt, så er det næsten lige meget efter kort tid.

Jeg har ingen æggekoger – ej heller ambitioner om at anskaffe mig en – og mine Rosendahl lysestager holder bare ikke særligt længe med Gårdmand Bjørn i huset.

Men jeg har en have.

Da jeg første gang så haven på Øen, udenom vores højtelskede hus, var den ligeså kedelig som midterrabatten på en sønderjysk motorvej.

Og så ikke et ondt ord om Sønderjylland i øvrigt!

Selve huset, der er sært på samme måde som Eventyrhuset – dog en hel del bedre isoleret – krævede i starten al vores opmærksomhed. Det første år i huset gik og foråret kunne fremvise den mest blomsterløse have, jeg nogensinde i mit liv havde set.

Jeg voksede op med en mormor der var bidt af en gal Søren Ryge, og i 85 % af de minder jeg har om hende, står hun enten på hovedet i et staudebed eller planter nasturtier omkring sit drivhus.

Familiens haver var frodige og fulde af spiselige overraskelser. Jeg lærte blandt andet hurtigt at man både kunne spise bøgeblade, skovsyre og andre små grønne vækster uden at tage skade. Snebær var derimod ikke nogen lækkerbisken og heldigvis var der ingen guldregn i haven ellers havde jeg nok også prøvet at æde dem.

Mens jeg legede hele somre væk i diverse blomstrende haver, tog jeg kun lidt, eller slet ingen notits af alt det arbejde der var forbundet med dem.

Jeg fik år efter år, tildelt små jordlodder så jeg kunne dyrke mine egne ærter og gulerødder, måske endda et par jordbærplanter. Jeg tror faktisk aldrig min mormor mistede håbet om, at jeg en dag ville interessere mig for havearbejde.

Men mine haver vansmægtede og hen på sensommeren når andre kunne høste som fortjent, stod jeg gerne og stirrede forvirret på 4m2 ufremkommeligt vildnis.

Da jeg blev 15, forærede min mormor mig en lillebitte troldhassel i en potte. Potten har haft bolig i mange haver siden, og til sidst blev den plantet i min egen ø-muld.

Sammen med meget andet godt. Blomster, buske og træer. Og nu er der endelig blomster hele året rundt.. Næsten i hvert fald. Okay, ikke når det sner – men ellers..

Med mit kendskab til botanik og den højere havekunst, er det meget muligt at der også er en del ukrudt imellem, men det må den havekyndige besøgende tage med, for hvis ukrudtet har pæne blomster, får det lov til at stå.

Jeg erkendte tidligt, at jeg nok aldrig ville tilbringe mange timer på mudrede knæ, i færd med at flå skvalderkål op med rod.

Men nu skal jeg jo hjem, og har i den anledning, fået havedrømme. Mest sådan nogle med flagrende gevandter i ubleget hør og hængekøjer med for mange puder i. Men også nogle hvor der meget overraskende medvirker gulerødder, cherrytomater og jordbær.

Forestiller mig, hvordan jeg pludselig vil finde mit aldrig udforskede havegen og blive en hel ørn til at beskære agurkeplanter.. og den slags.

Men det kunne godt være jeg skulle finde ud af hvordan de ser ud, før jeg går shopamok i et havecenter.

%d bloggers like this: