Kortslutning på øverste etage.

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

…

Men altså. Jeg er tilbage.

 

642 ting og en forsvundet sommerferie.

Når der nu kun er sølle fire måneder til jul – hurra – gør det ikke noget at sommeren er gået sin vej.

Jeg har nemlig fundet nogle sjove bøger som skal holde mig med selskab i efteråret, blandt andet en bog som er tom, og som jeg selv skal skrive i!

Den hedder “642 things to write about“.

Der er vist inspiration til mange mange måneder fremover.

642 things to write about

En bog fuld af spørgsmål.

Alle mulige.

…

Og umulige!

Som man kan svare på, eller lade være… selvom det nok ville være lidt tosset at have købt bogen og så ikke bruge den.

I den der sommerferie som forsvandt, kom jeg – lidt i trods må jeg indrømme – i et meget navlebeskuende humør.

…

Spekulerede en masse på et se dagligdagen lidt anderledes. For at slippe fri af vanerne, måske lære noget nyt om mig selv.

Det startede med nogle spørgsmål om mig selv i et lille kladdehæfte der fulgte med et blad jeg havde købt (“Flow” – og jeg E.L.S.K.E.R. “Flow”!!). Først begyndte jeg at udfylde hæftet af ren kedsomhed, men blev grebet af det og fortsatte ganske frivilligt.

Jeg kom vidt omkring, og jeg kom endda på sightseeing i mig selv, og så sider af mig selv jeg enten aldrig havde set før, eller som jeg helt havde glemt var der!

Og det er lidt sjovt at se hvor man ender henne, bare med nogle uskyldige – og lidt udfordrende – spørgsmål!

Kan altså varmt anbefales at stille spørgsmål til sig selv – og om sig selv – man kan komme på en meget spændende tur!

(Jeg købte 642 things to write about på amazon.co.uk men den kan sikkert også fås mange andre steder)

Der er ingen ateister på vej ned.

Det er bestemt ingen hemmelighed at jeg har været igennem en rædsom måned. Flere dumme ting har vendt op og ned på vores dagligdag og stillet spørgsmålstegn ved nogle af de ting jeg bare tager for givet.

Og når jeg ser mig omkring, så er der ting jeg bare ikke kan dele med andre. Ting der fylder så meget at de lige skal fordøjes før jeg eventuelt kan begynde at snakke med andre om det. Hvis det overhovedet kommer så langt.

Men når det hele bliver for tungt at bære alene og ens skuldre ikke synes brede nok, ender det med at man bare må have luft og jeg vendte mig til en præst.

Og nej ikke en præst fra familien.

Men tingene blev lettere at bære. Det var sikkert også blevet lettere at bære hvis jeg havde delt det med en ven, men det var ting så store at en ven syntes mig for tæt på.

…

Når det ser aller mørkest ud, rækker man ud efter hjælp. En ven i nøden. Og måske netop fordi man tør række hånden ud, fordi man tror på at nogen vil lytte, nogen vil støtte og nogen vil trøste, så sker det, og man får den hjælp man har brug for. Ikke nødvendigvis den man regnede med.

Jeg er på vej op igen, træt, lidt rystet, men nu er der endelig plads til lidt mere end bare overlevelse.

Fordi noget vil vise sig. Fordi ting sker fordi de skal ske.

Og fordi jeg tør tro på det.

Og så er det i øvrigt snart jul!

 

 

 

Alt det jeg kunne skrive!

Jeg kunne godt skrive at jeg er havnet i en super afdeling med nogle spændende og dygtige mennesker, og så Tina. Ja, som naturligvis også er spændende og dygtig

Jeg kunne også godt skrive at jeg nu i en uge ikke har spist morgenmad hjemme idet dette måltid bliver serveret kvit og frit på min nye arbejdsplads. Morgenmaden er naturligvis uden at medregne alt det frugt jeg får hældt indenbords.

Jeg kunne også fortælle hvordan hele firmaet er gennemsyret af rare imødekommende mennesker, med hver deres særheder – bevares – men som i den grad har gjort den første uge til en helt unik oplevelse.

Jeg kunne også sagtens lade et par ord falde om den forståelse jeg blev mødt med da jeg bad om at møde lidt tidligere for at undgå myldretid og dermed en ikke uanseelig stigning i transporttiden.

Sluttelig kunne jeg også fortælle at det ikke føles som om jeg kun har været der en uge og at jeg i bund og grund har fået en velkomst som er min kongelige titel værdig!

Men det vil jeg lade være med, for I kunne nemt gå hen og blive frygteligt misundelige, og det ville vel nok være umådeligt synd for jer!!

Nytårsintentioner!

Der skulle ske noget nyt..

På alle fronter.

Også her!

…

Så jeg vender tilbage til mig selv.

Har indset at jeg vist aldrig bliver modeblogger hverken på den ene eller den anden måde. Er nok bare slet ikke trendsætter – kun en stakkels wannabe – og det har jeg så taget konsekvensen af! Men opsigelsen er jo ret lang så det varer et stykke tid endnu. Ville bare gøre opmærksom på at noget vil ske… Inden sommerferien i hvert fald!

Godt nytår 2012!

Lige min kop te

Jeg har muligvis nævnt det før, men jeg er ikke så god til at svømme samme vej som alle andre.

Hvorved pastasalat først gjorde sin entré i vores madplan længe efter det var gået af mode i Danmark. Ligeledes så jeg først Titanic flere år efter alle andre havde set og genset filmen op til flere gange i biografen.

Jeg er også meget træt af Herstal lamper, køleskabe i børstet stål og råhvide vægge.

Derfor må det undre mere end én, at jeg nu har fået en passion for Kusmi te. Jeg er, og har altid været, inkarneret tedrikker; jeg kan overhovedet ikke vågne uden en kop te og jeg mener ikke elevator te. Jeg mener løs te i stoffilter og kogende vand.

Jeg har drukket den samme blanding i mange år og kræsent takket nej til alt andet.

Men jeg har overgivet mig.

Var nemlig blevet tilstrækkeligt nysgerrig og jeg havde dertil fået at vide af Anne, at Kusmi er langt billigere i Frankrig – i og med det er fransk – og for at smage, uden at græde over prisen på en te, jeg måske ikke engang brød mig særligt om, måtte jeg gøre det inden vi vendte hjem.

Altså investerede jeg i en rulle med små prøver på grønne teer og en lidt større bøtte med sort te.

…

Den sorte te hedder Anastasia og smager på samme tid velkendt og mystisk anderledes. Ikke desto mindre er det en te jeg har drukket næsten dagligt siden!

Iblandt de grønne teer, var der nogle som jeg hastigt pakkede væk og de vil bliver foræret til mindre kræsne tedrikkere, der drikker den slags.

Men Label Imperial smagte fuldstændigt fantastisk. Jeg er på kur lige for tiden, spiser mindre og ikke så fedt ej heller så sødt, og om eftermiddagen kan det være lidt svært ikke at hoppe på hovedet i slikkassen. Denne te hjælper mig, den har en naturlig sødme som har forhindret alle ulykker!

Så snart den lille dåse blev tom, gik jeg på jagt efter flere slags så jeg kunne smage så mange som muligt mens de stadig er til at betale!

Det er endnu ikke bestemt hvilke lækkerier, der skal pakkes ned sammen med flyttelæsset, men indtil flere af disse teer er helt sikkert med på listen!

Havedrømme

Lige om lidt skal jeg hjem til en have.

En have, som er min og som jeg kan rode i efter forgodtbefindende. Ikke at jeg gør det – men jeg har da muligheden.

Der sker jo det sære, at når man ikke har noget, så ønsker man sig det brændende. En have, elektrisk æggekoger eller Rosendahl lysestager. Og når man så har erhvervet sit højt ønskede objekt, så er det næsten lige meget efter kort tid.

Jeg har ingen æggekoger – ej heller ambitioner om at anskaffe mig en – og mine Rosendahl lysestager holder bare ikke særligt længe med Gårdmand Bjørn i huset.

Men jeg har en have.

Da jeg første gang så haven på Øen, udenom vores højtelskede hus, var den ligeså kedelig som midterrabatten på en sønderjysk motorvej.

Og så ikke et ondt ord om Sønderjylland i øvrigt!

Selve huset, der er sært på samme måde som Eventyrhuset – dog en hel del bedre isoleret – krævede i starten al vores opmærksomhed. Det første år i huset gik og foråret kunne fremvise den mest blomsterløse have, jeg nogensinde i mit liv havde set.

Jeg voksede op med en mormor der var bidt af en gal Søren Ryge, og i 85 % af de minder jeg har om hende, står hun enten på hovedet i et staudebed eller planter nasturtier omkring sit drivhus.

Familiens haver var frodige og fulde af spiselige overraskelser. Jeg lærte blandt andet hurtigt at man både kunne spise bøgeblade, skovsyre og andre små grønne vækster uden at tage skade. Snebær var derimod ikke nogen lækkerbisken og heldigvis var der ingen guldregn i haven ellers havde jeg nok også prøvet at æde dem.

Mens jeg legede hele somre væk i diverse blomstrende haver, tog jeg kun lidt, eller slet ingen notits af alt det arbejde der var forbundet med dem.

Jeg fik år efter år, tildelt små jordlodder så jeg kunne dyrke mine egne ærter og gulerødder, måske endda et par jordbærplanter. Jeg tror faktisk aldrig min mormor mistede håbet om, at jeg en dag ville interessere mig for havearbejde.

Men mine haver vansmægtede og hen på sensommeren når andre kunne høste som fortjent, stod jeg gerne og stirrede forvirret på 4m2 ufremkommeligt vildnis.

Da jeg blev 15, forærede min mormor mig en lillebitte troldhassel i en potte. Potten har haft bolig i mange haver siden, og til sidst blev den plantet i min egen ø-muld.

Sammen med meget andet godt. Blomster, buske og træer. Og nu er der endelig blomster hele året rundt.. Næsten i hvert fald. Okay, ikke når det sner – men ellers..

Med mit kendskab til botanik og den højere havekunst, er det meget muligt at der også er en del ukrudt imellem, men det må den havekyndige besøgende tage med, for hvis ukrudtet har pæne blomster, får det lov til at stå.

Jeg erkendte tidligt, at jeg nok aldrig ville tilbringe mange timer på mudrede knæ, i færd med at flå skvalderkål op med rod.

Men nu skal jeg jo hjem, og har i den anledning, fået havedrømme. Mest sådan nogle med flagrende gevandter i ubleget hør og hængekøjer med for mange puder i. Men også nogle hvor der meget overraskende medvirker gulerødder, cherrytomater og jordbær.

Forestiller mig, hvordan jeg pludselig vil finde mit aldrig udforskede havegen og blive en hel ørn til at beskære agurkeplanter.. og den slags.

Men det kunne godt være jeg skulle finde ud af hvordan de ser ud, før jeg går shopamok i et havecenter.

Nu er jeg ikke madblogger

Men altså – jeg synes det har handlet meget om mad på den seneste og hvis I vidste hvor mange madindlæg der ligger og venter på at få lov til at betræde de hellige lokaler hos Kong Mor, ville I nok forsvinde.

Når jeg er ude og rejse, elsker jeg at få noget jeg ikke kender, for at smage noget nyt. Det har ført til et par lidt anderledes episoder, idet jeg således forledt af min lyst til eksotisme, engang fik sat en tallerken sort blæk foran mig.

Jeg spiste næsten op.. og ved nu at en venetiansk blækspecialitet er en anelse kvalm..

Jeg elsker kogebøger. Har alt for rigtigt mange. Læser glad og gerne i dem, også når jeg ikke har brug for en opskrift. Jeg elsker film som Babettes Gæstebud og Ratatouille – ja, jeg ved godt det er en tegneserie, men den er bare så god!

Men mad.. Sådan generelt.. Det er jo noget fantastisk noget. Ikke bare til at blive mæt af.

Fordi:

For et par år siden fik jeg en opringning fra en overlæge på børneafdelingen. Han ville blot fortælle mig at mit ene barn havde en mild form for epilepsi.

…

At de godt kunne give barnet noget medicin, men medicin af den slags har bivirkninger og i øvrigt, men det ville han under ingen omstændigheder citeres for, var epilepsien så mild, at jeg også kunne prøve at fjerne tilsætningsstoffer fra barnets kost. Bare et par måneder, for det kunne jo være det virkede.

..

Jeg sad længe med telefonen i hånden efter overlægen havde lagt på. Gik derefter direkte ud og tømte mit køkken på den hysteriske måde.

..

Er I godt klar over hvor meget der er tilsætningsstoffer i?

Så jeg begyndte at lave stort set alt fra bunden.

Det er muligt men besværligt. Der blev ens regler for alle – jeg kunne ikke bære at have et barn som ikke måtte få noget som helst og de andre uhæmmet kunne mæske sig med alskens e-numre.

I forvejen var sodavand kun noget der var i huset til jul og fødselsdage. Slik én gang om ugen. Sukkermorgenmad kun i weekend og ferier.

Nu lavede jeg sodavand med danskvand og økologisk saftevand. Jeg lærte at lave slik selv, selvom de gerne måtte få økologisk chokolade. Morgenmad med sukker i blev helt forbudt og skulle det gå højt, fik de ristet havregryn med sukker i.

Jeg nævner slik, sodavand og morgenmad fordi det var det sværeste. Det meste andet kunne fås uden alt for meget kemi i, eller laves uden de store problemer.

Sådan levede vi i 6 måneder til næste kontrol på sygehuset. Bliv ved – sagde overlægen. Jeg blev ved.

Og 18 måneder efter, kunne vi gå derfra, med et rask barn, og besked om at epilepsien var væk. Overlægen rådede os til at fortsætte, men at 80 % (hjemmelavet) var rigeligt, så længe der ikke kom flere anfald.

Og sådan har vi stort set levet siden.

Det har givet nogle meget uventede fordele. Mindre kræsne børn faktisk. Børn, der er mere nysgerrige omkring mad. Opmærksomme på hvad mad kan gøre ved kroppen.

De kan komme hjem fra venner og forundret meddele at der hverken er grøntsager til aftensmad eller ordentlig morgenmad. Det chokerer dem også når en klassekammerats madpakke kun indeholder en krydderbolle med nutella.

Jeg.. ja, jeg er jo ikke objektiv mere, jeg tror på at mit barn er blevet rask udelukkende på grund af god og sund mad. Det er muligvis forkert, men når jeg har en overlæge som bekræfter mig i min overbevisning, er det svært at tro på andet.

Jeg orker bare ikke at indgå i kategorien af klidagtige speltmødre, for sådan er jeg ikke.

Det er hårdt at skulle forsvare det man gør, overfor mennesker som måske gerne ville lave flere ting selv, men som ikke orker det og bliver mindet om deres egen dårlige samvittighed, ved omgang med sådan nogen som mig. hold nu OP en lang sætning – jeg blev helt forpustet..

Alt med måde, vi er ikke fanatiske mere, vel spiser vi posebiksemad eller thai take-away når det skal gå stærkt og vel får de slik og sodavand ind imellem. Det hænder også at vi spiser McDonalds, selvom det altid viser sig at være en skuffelse af tomme kalorier som ikke mætter ordentligt.

Basen er stadig ca. 70-80% hjemmelavet, med ordentlige råvarer.

Men de ækle poser med blå og grønne giftbomber, som børn i den ganske verden får udleveret til børnefødselsdage, spiser de ikke.

For.. vi er hvad vi spiser. Jeg tror ikke at hvidt toastbrød og blå e-numre giver lige så rolige og sunde børn som fuldkornspasta og hjemmelavet chokolademousse gør.

VELBEKOMME

Dagen i tal

Blogfødselsdage: 1 – i dag nemlig! HURRA!!

Indlæg i alt: 421.. Jeg snakker vist for meget..

Kommentarer: 7800 – Hvoraf halvdelen garanteret er skrevet af mig selv..

Top 3 blogindlæg: ”Mig”, ”Skytsengel”, ”Persongalleri”, – folk er da generelt meget nysgerrige, hva’?

Top 3 henvisninger: ”Telefonfis”, ”En slatten en”, ”Jeg vil godt vide hvorfor”.

Bedste indlæg: er ikke skrevet endnu – så bliv I endelig ved med at komme – man ved jo aldrig hvornår det sker!

Absolut mest oversete indlæg: ”Min kassedame” Og det er altså lidt synd, for hun er nu så sød!

Forsvundne blogindlæg: 2

Samme indlæg udgivet 2 gange: kun ét.. men det kom altså to gange.. Shit happens – very sorry!

Rettede stavefejl: mange

Ikke rettede stavefelj: endnu flere

Antal kommafejl: ej, skal vi ikke lige snakke om noget andet?

Vundne give-vækkere: 1! Nogle spil som jeg endnu ikke har set, men som ligger hjemme på øen og venter på os!

Tabte give-vækkere og andre konkurrencer: … Det har jeg overhovedet ikke tal på. Så jeg er helt holdt op. Både med at tælle, og med at deltage. Indtil næste gang..

Særeste Google søgninger : ”Tyk dreng som laver ris”, ”Danske skaldede sangere”, ”Plastikdims til snørebånd” – Jeg undres såre..

Mest morsomme: ”Kong Leverpostej” Kunne de ikke også have skrevet Kong Gulerod?

Mest triste: ”Efter Kong Mor”.. Hvordan kan man overhovedet tænke tanken?

*

Der har været gode dage, dårlige dage – og så alle de kedelige dage. Men hvad så nu?

Jeg havde ingen idé om hvad det ville bringe med sig, da jeg trykkede på ”opret blog” dengang for et år siden. Jeg vidste ikke engang hvad jeg ville skrive om. Det ved jeg nu stadig ikke, de fleste dage.

Men det allerbedste ved at blogge, det er altså at få kommentarer – og når man tænker på at det kun er 3-4 % som lægger en kommentar, bliver jeg jo nysgerrig. Hvem sidder derude og læser med?

Faktisk kan det gøre mig glad en hel dag, når jeg kan få nogen til at grine. Bagsiden af medaljen er så bare, at jeg får galopperende præstationsangst, for er jeg mon i stand til at skrive noget så sjovt eller godt, én gang til?

Jeg startede med at blogge for min egen skyld – naturligvis gjorde jeg det – men I er grunden til, at jeg bliver ved!

TAK

PS: Spontane gaver accepteres gerne. Adresse kan rekvireres her: kongmor@live.dk! Ellers kan I bare nøjes med en kommentar.

Nu er jeg vist syg – er jeg ikke?

Eller også bliver jeg det snart.. Synes allerede det gør lidt ondt, der bag højre balle.. Det sådan, stikker lidt.

..

Det er ulempen ved enten aldrig at være syg – og nu rammer nemesis mig og jeg får sikkert influenza i morgen – men altså jeg er aldrig syg, bortset fra de gange jeg altså er syg – hvor jeg så gør det rigtigt grundigt.

Det er nok også derfor, jeg altid bliver ligeså syg som en mand. Hver gang. Og jeg forlanger fuld ynk og luksus forplejning helt indtil det er slut + 1 feberfri dag!

Når nu man render rundt idelig og altid og bliver pustet i ansigtet af snottede og syge unger, hvis rådne forældre ikke kan finde ud af at holde deres afkom hjemme i stedet, så alle vi andre kunne undgå at blive smittet – vil altså bare godt sige at den slags forældre er ligeså stort et problem i Frankrig som i Danmark.

Og skulle der sidde nogle af den slags ”vi-putter-en-panodil-i-rumpen-på-JensOle-og-sender-ham-i-børnehave-alligevel-forældre” derude og læse med her, så håber jeg inderligt at jeres samvittighed er sort som kul og I skal bare lige vide, at i stedet for at ende oppe på penthouseetagen til sidst – så ender I med at sidde i et evigt vagtlæge-venteværelse for ultrasmitsomme sygdomme.

Men den slags skrækkelige mennesker læser naturligvis ikke min blog – jeg nævnte det blot til almindelig information..

Skulle et af mine børn være så uheldige at blive syge, så kan de naturligvis forvente at få pleje og kærlig omsorg..

Undtaget når de får en gastro. Dette udmærkede ord findes slet ikke på dansk. Det nærmeste jeg kan komme det er vist Roskildesyge eller Maveinfluenza.

Når nogen har det.. så kan de under ingen omstændigheder forvente ynk eller pleje af nogen art – fra mig.

Jow, lidt jo altså.. de ligger trods alt ikke alene og vansmægter, jeg kaster gerne en cola hen i sengen i sikker afstand til den syge, jeg kan også sommetider overtales til at sætte en tallerken med knækbrød og revne æbler indenfor døren, men jeg får faktisk akutte mavesmerter ved råbet: “Mooaaaaar jeg har tynd mave” – og kan allerede mærke kvalmen komme snigende, så såre den første afleverer en lidt våd bøvs.

For slet ikke at tale om når de ringer fra skolen og siger at der er kastet op.

Overvejede sidste gang at få sådan en maske. Og kunne jeg samle dem op med en tang og sætte dem i isolation gjorde jeg det. Men det må man vist ikke – ellers bliver man indberettet til kommunen.

Så må man ty til den vilde håndvask. Og WC desinficering. Jeg ender gerne med at få røde og revnede hænder efter en enkelt dag med håndvask hvert kvarter og klorspredning på matriklens vådrum.

Og de andre unger får galopperende stress af min hylen op, med ”håndrens” og ”ny kop HVER gang!”

Hysterisk ja.. men jeg skal nemlig sige jer.. jeg kan ikke lide at kaste op. Som i slet ikke.

Man kan faktisk godt sige at jeg har fået en slags overdosis..

Hvis vi nu siger at jeg har været gravid i 37-38 uger hver gang.. Så har jeg nok kastet op i hvert fald 800 dage. Det er langt over 2 år. Og i starten var det flere gange om dagen.. Og natten med..

Så jeg vil nok mene at jeg har ydet mit på den konto.

Derfor – ikke mere opkast til mig.

Hidtil har jeg kunnet løbe igennem bakterierne og undgå det værste. Men det stikker stadig bag højre balle. Hov, jeg sidder på en bog.. så er jeg nok ikke ved at blive syg alligevel.

Men man kan aldrig vide..

Moderne tider

Føler mig sommetider tit som statist i Chaplins klassiker. Helt bogstaveligt. Der er jo heller ikke så vanvittigt meget at sige.

Men mere fordi jeg bestemt ikke er med på noderne. Sådan hvad gadgets angår.

Første gang vi fik muligheden for at få gratis internet i tre måneder, ville jeg ikke have det. hvad skulle jeg med det – jeg kunne overhovedet ikke se pointen i det.

Det er jeg trods alt kommet mig over.

Så var det de der blogs. Det tog mig år før jeg overhovedet fattede hvad det handlede om. Jo jeg kunne da godt se at Tina, Irene og Lise moslede rundt i noget weblog.. Men hvad det var?

Jeg begyndte at læse blogs for et år siden.. Ej okay jeg læste Lises første blog længe før.. men jeg vidste bare ikke at det var en blog.

Nu er det så det der scrabble på iphone.

..

For det første har jeg ikke nogen iphone.

..

Men det har 98 % af den danske befolkning. Tror seriøst kun det er min kollega Margrethe og jeg, som ikke har én.

Okay, hun har så slet ikke nogen mobiltelefon. Det har jeg trods alt. En fin blackberry.

Jeg holder så meget af min blackberry, men den slags virker ikke i Danmark har jeg ladet mig fortælle, så mon ikke jeg også falder til patten og får mig en iphone..

Selvom der MÅ altså findes andre smartphones – jeg er nemlig ikke så god til iphone. Mine fingerspidser er alt for fede..

Men selvfølgelig.. hvis jeg bliver ved med to eller tre gange crosstræning à 1 times varighed om ugen, så kunne det jo være jeg tabte mig på fingrene..

Nå, tilbage til det der scrabble. Det lyder hyggeligt – selvom jeg ville blive helt enormt hysterisk hvis jeg ikke kunne få godkendt et ord, som jeg vidste, var rigtigt stavet. Det er ikke til mit temperament.

Kan I ikke bare finde den grønne æske frem igen? Så vil jeg nemlig gerne være med.

Kære mig,

Når dette læses, er jeg et år ældre – på papiret – i realiteten er der jo kun gået en enkelt nat.

Jeg er så heldig at jeg har fødselsdag næsten hele min fødselsdag, idet jeg er født midt om natten – undskyld mor!

Jeg er nok startet dagen med den bedste morgenmad, indtaget i prægtigt selskab med min søde mand og mine dejlige børn, efter at de har vækket mig med sang og knus.

Jeg har godt nok set noget af et pyntet bord her til aften, idet folk som har sengetid før 20.45 også gerne ville være med til at pynte. Jeg tror de glæder sig lige så meget som jeg – hvis ikke mere!

Prinsesse Lyserød har bagt boller og kanelsnegle – okay jeg hjalp lidt til sidst.

Dagens program vil være stramt – der er meget som skal nås før jeg bliver 43 så man kan ligeså godt lægge hårdt ud..

Ved titiden vil jeg være at finde i Caens gader, og formentlig vil jeg dale ned i en dyb uformelig, men meget hyggelig lænestol på ”Dollys” for at fortære en udsøgt frokost med Fiona, Diana og Laura.

Derefter vil jeg hente mit afkom og tage hjem og drikke varm kakao med dem, og finde ud af hvem der har vundet min giveaway, indtil det bliver tid at tage på ”La Creperie” og æde mig mæt i pandekager.

Og jeg er ganske overbevist om at min dag vil være vidunderlig.

Jeg vil derfor ønske alle en rigtig god fredag!

Indrømmelse #1

Jeg.. tager min telefon med på wc. Det må være en alternativ form for telefonfis..

Nå men nu er det sagt – sandheden er ude – og jeg er stigmatiseret for tid og evighed. Gad vide om jeg overhovedet skulle udgive dette indlæg?

Det er nemlig sådan at hjemme på øen, der har jeg et ganske udmærket lille toilet med en praktisk anbragt hylde – i perfekt række-armen-ud-distance, når man befinder sig på tønden.

Der står digtsamlinger, novellesamlinger, hjernevridderopgavebøger, det er kort – og godt. Det eneste selektionskriterium for at kunne få en plads på hylden, var nemlig: fat dig i korthed.

Forestil jer at have ”Krig og Fred” eller ”Jordens Søjler” stående sådan et sted?

Der ville for det første være optaget altid – og for det andet, så tænk engang alle de hæmorroider det ville give, at sidde der et par timer hver dag?

Men altså, denne hylde er nu langt væk fra Æblebakken, og på Eventyrhusets lille das, altså det nedenunder som jeg ikke vil besøge om natten, er der ingen mulighed for at hænge sligt op. En hylde altså.

Den eneste væg, som er flad, er så tynd og uholdbar at ikke engang en plakat ville blive hængende, og den anden væg.. tja – døm selv.

Nogle mennesker har avisholdere stående – men.. Vi er enige om at den slags ofte står på gulvet ikk’? Og på et forholdsvis lille areal som sådan et toiletgulv nu engang er, er der stor risiko for, at den del af befolkningen som står op og lader vandet, sprøjter og pjasker ned på samme avisholder og indhold – det er simpelthen for ulækkert.

Altså er der ingen læsemulighed for de trængende på dette toilet. Lidt synd.

Så er det nemlig frygteligt kedeligt at gå på wc.

Så var det jeg begyndte at tage min telefon med. Jeg var dog panisk angst for at tabe den ned i kummen. Det gjorde Line nemlig engang, fortalte Nanna mig. Men min frygt for kedsomhed vandt.

Det er ganske vist lidt upraktisk i, skal vi kalde det ”tørresituationen”. Der ligger den og balancerer på min sko.. Ja. Men hvor skulle jeg ellers lægge den?

Og så må den – telefonen – vente, stadig vippende på min ene fod, mens jeg får sprittet fingre af – idet der ikke forefindes håndvask på et fransk toilet. Håndvask efter toiletbesøg er nemlig endnu ikke slået helt igennem i Frankrig.

Så, alt i alt meget besværligt – men det hele værd for så kan jeg også både læse blogs og lægge syvkabale mens jeg bliver færdig!

Indlæg og ideer

Når jeg sætter mig ved tastaturet og skal skrive et blogindlæg, så skal der jo gerne være sket noget som jeg kan fortælle om.

Det er ikke altid tilfældet – eller jo – der sker jo altid et eller andet i løbet af en hel dag, men det er ikke altid det er indlægsvenligt eller at det i det hele taget rager andre, ud over inderkredsen ved hoffet.

Jeg kunne jo godt fortælle om alle de meget grimme bandeord, på både fransk og dansk, jeg udøste over det tåbelige dørtrin der slog min tå – men jeg tvivler stærkt på at det har nogen form for interesse.

Jeg kunne også fortælle om det lille bitte modermærke jeg skal have fjernet fra mit lår. Men det er ligeledes fuldstændigt uinteressant for de af mine læsere der dukker på en søndag – endda før kagetid.

Når sådanne dage indtræffer, ser jeg mig ofte nødsaget til at dukke ned i en rodekasse af indlæg, som jeg har skrevet helt eller halvt færdigt, og se om der kan komme noget brugbart – eller rettere – læsbart ud af det.

Nogle gange har jeg kun en overskrift. Hvis jeg har fået en idé og ikke har haft tid til at skrive indlægget med det samme, så har jeg bare skrevet en overskrift og regnet med at det kunne blive skrevet senere.

Det er ingenlunde en god idé og jeg håber meget at jeg vil holde op med den slags omgående.

For lidt siden – dykkede jeg nemlig ned i dette arkiv af ufærdige værker.. gad dog forresten vide om de mon vil blive nummererede efter min død??

Sådan en slags K katalog? Jeg håber jeg i så fald ville komme over 626..

Nå – i hvert fald – jeg dukkede ned i arkivet.. og fik fat i flere spændende overskrifter – intet andet – og i tilgift ingen anelse overhovedet, om hvad jeg havde ment med ordet – eller hvad det lige var jeg ville fortælle..

Så derfor så får I ikke noget indlæg i dag..

Men der kommer kage senere!

Noget om at have fødselsdag

Nu er der under en uge til min fødselsdag, og skulle jeg komme til at glemme dette faktum et kort øjeblik, har jeg horder af glade børn som er ved at falde over deres egne ben for at give mig en fantastisk dag. Hemmelige gaver og festlige indlæg og – ”MoAAr du må ikke komme ind”.

Men det er jo nok fordi jeg har fortalt dem om de år, da de var for små til at forstå konceptet med at blive fejret til en fødselsdag, og First Man ikke altid var at finde i samme land som jeg, og det derfor ikke altid var så sjovt at fylde år, fordi der ikke var nogen til at sige tillykke.

Og efter barndommens fødselsdage som er store og fylder meget, så kom de magre og hvis jeg må være så fri, ret kedelige rent fødselsdagsmæssigt mellemliggende år, men nu skal jeg da lige love for, at de gør alt hvad de kan for at jeg skal gå glad i seng på dagen.

Har jeg sagt jeg elsker dem rigtigt meget?

Men det er faktisk ikke kun min fødselsdag jeg ville snakke om, det er også Gårdmand Bjørns. Han bliver 10 om mindre end en måned, og glæder han sig til min fødselsdag, er det intet imod det fyrværkeri af spænding han har indeni, når snakken falder på hans store dag.

Der går ikke en eneste dag, hvor han ikke meddeler mig nye hede ønsker, remser gæstelister op, vægter for eller imod forskellige restauranter og den slags vigtige ting. Og han glæder sig enormt.

Han startede nedtællingen da der var 42 dage til.

Og det er da ikke fordi jeg er træt af at høre på det, slet ikke. Det er bare en anelse ensformigt, og ligeledes en smule svært at udvise samme entusiasme, hver gang han kommer med nye betragtninger.

Men jeg lytter. Det gør jeg altså. Indimellem. Jeg lader i hvert fald som om det meste af tiden. Og han skal nok få en super fødselsdag.

Jeg er nemlig altid bange for at de bliver lidt skuffede, for en fødselsdag er vist aldrig så gylden og fantastisk som man forestiller sig, og håber på.

Da familien oven i købet ikke er så voldsomt stor, og en del af den – familien altså – ikke helt har fattet ideen med gaver eller fødselsdagskort, så bliver Firkløveret nok lidt forkælede af andre, os samt den anden del af familien, som for at kompensere lidt.

Men så var det jo at jeg var på barselsbesøg i går. Hos en lille trut som kom til verden i torsdags, og han var helt og aldeles vidunderlig – og for pokker hvor var han lille.

Man glemmer godt nok hurtigt.

Så slog det mig, nu hvor fødselsdage måske har mistet lidt magi og er blevet til en dag hvor man løber rundt og laver halløj og ballade og gaver og hvad har vi, så var det rigtigt rart lige at se sådan et lille mirakel af et nyt menneske.

For der er SÅ meget grund til at fejre og lave fest, farver og ballade. Det er jo en skøn dag den – ens fødselsdag!