Lille barn bliver så stort.

Vi er her ude i noget nostalgi.

Og tager en pause fra ferien, for der var lige noget andet der trængte sig på.

Et lille stik ved hjertet når – eller hvis – man  tænker over det.

Og det gør jeg.

Eller måske snarere en hegnspæl der bliver banket gennem mellemgulvet.

…

I går aftes var jeg oppe og sige godnat til min lille Bjørn. Min lille Gårdmand Bjørn, som bliver 12 i december og som desuden snart er vokset Divaen over hovedet. Men han ER altså stadig lille. Meget lille.

Han snorksov allerede, efter en meget begivenhedsrig dag, og jeg lagde dynen, som lå halvvejs nede på gulvet, op på plads omkring igen, puttede ham, og plantede et kys på hans pande der duftede af hule og hemmeligheder.

Da jeg nåede ud i gangen, slog det mig pludselig, jeg havde ikke trådt på en eneste legoklods, playmobildims eller legetøjsbil. Overhovedet.

…

Ikke i sig selv så mærkeligt, for da vi kom hjem fra ferie meddelte han uden videre, at han ville rydde op på sit værelse.

Dejligt tænkte jeg.

Men han nøjedes ikke bare med at rydde op.

Han ryddede ud.

Og væk.

Og pakkede sin barndom sammen.

…

Og selvom de åbenlyse fordele (aldrig mere træde på en legoklods om natten) da er et vældigt plus i mit liv, så blev jeg lidt ufattelig trist ved tanken om at: “det var så det, nu har jeg bare ikke børn der leger længere”

Legetøjet er væk fra hans værelse, dog ikke helt så støvsuget som de andres værelser – endnu – men det er afgjort ikke et børneværelse længere.

Det er et “ung-værelse”.

Og jeg gav mig til at regne.

I grove træk kan man sige at de er legende børn i ca. 10 år.

I starten leger de med legetøj fordi vi giver dem det. De er lige så glade for en papkasse som for det der er indeni. Når de så falder for selve legetøjet så kan man allerede begynde at tælle ned.

I 10 år er de børn. I 10 år kan man gå på jagt efter spændende legetøj.

Og nu kan jeg så nøjes med at gå på jagt efter en lavalampe og en sækkestol.

Og jeg behøver ikke engang være bange for at han punkterer den.

…

Kan selvfølgelig også begynde at ønske mig børnebørn.

Miraklernes tid er ikke forbi!

DDN
Altså vores nabo.

…

Ja, den i vores familie meget lidt populære mand, som flere gange har klippet vores fælles hæk ned i dværghøjde for at få sol på sin egen beplantede have, han er blevet…

Ja, jeg vil nu ikke gå så langt som til at sige at han er blevet sød, men så i det mindste venlig!

!!!

Ja?!

Simpelthen.

Spørg mig ikke hvorfor – det er os en gåde – ikke desto mindre har han, DDN, diskuteret over denne lave hæk, med First Man.

Om drivhus, om blåbær og agurker og en hel del andre ting som First Man ikke helt kunne afkode, grundet dialekt og etniske forhold.

Kulminationen på denne “vi taler med vores nabo” blev at han i går overrakte First Man fem gamle billeder af Møllen på Øen, som han må have printet fra et eller andet lokalhistorisk arkiv.

Okay, gamle er måske så meget sagt, men disse billeder er i hvert fald fra 50’erne.

Møllen på Øen – tadaaaah!

Vi har selv nogle der er betydeligt ældre, men også af væsentlig værre kvalitet så det var jo fantastisk at se hvordan huset og haven så ud dengang.

Folk der følger med på Instagram, vil måske genkende det lille tilbyggede hønsehus som jeg tager billede af hver uge, med udsigt over hækken!

…

Ikke et øje tørt!

Og faktisk meget betænksomt af DDN, som jeg i mit umådelige storsind har besluttet, nu ikke længere skal hedde sådan.

Tænk lige, hvis alle tog bare et eneste mentalt skridt for at nærme sig dem man var kommet på kant med, hvad kunne det ikke ende med?

Og så en 4.maj?

Stort!

Pssst: Husk lige lyset i vinduerne i aften, vi lyser for fred og frihed!!