Tag Archives: Nupo

Madbesættelse

29 mar

Fortæl mig lige hvad det er som gør, at når man er på kur og æder nupo så det hænger en ud af halsen, og standhaftigt må takke nej til alt, der ser bare det mindste spændende ud, så tænker man på mad hele tiden.

En hel besættelse er det blevet til.

Jeg mener, jeg sælger pain au chocolat hver fredag ovre på skolen. Har lige organiseret et påskechokoladesalg til fordel for skolen, hvor man får tilsendt gratis smagsprøver, og mine børn benytter enhver lejlighed til at bage kage, for slet ikke at tale om vores søndagskager.

Jeg er nødt til at mase en kvart bøtte mentholatum op i næsen hver fredag, så jeg ikke kan dufte de nybagte chokoladebrød, smagsprøverne blev rundhåndet og meget halvhjertet, delt ud til firkløveret og kvarterets børn, kagebageriet roser jeg naturligvis til skyerne og går derefter ud og bider hårdt i en dyne. Søndagskagerne kan jeg nøjes med at tage billeder af og derpå skumlende gå min vej, for at skrive en sur bøvs jeg kan sende ud i blogland.

Så er der aftensmaden. Den skal laves. Firkløveret har ikke tid på grund af skolen og First Man er stadig ikke ret meget hjemme. Og hvis han er, laver han sjældent mad … Så den tjans tilfalder mig.

Det er så her, den der madbesættelse kommer ind i billedet.

Jeg tænker på mad, fra jeg vågner til jeg falder i søvn.

Jeg læser kogebøger, finder madopskrifter og laver spændende madplaner til den helt store guldmedalje.

Dette medfører, at alt imens jeg vansmægter på nupo, laver jeg de mest tidkrævende og interessante retter.

Hvor jeg til daglig, lige akkurat kan svinge mig op til lidt pasta og kødsauce, kartoffelomelet og fisk med ris og bønner, er vi nu ude i noget blomkålsgratin, gratinerede courgetter, mørbradbøf med frisk grøntsagsblanding og kartoffelkroketter.

Det er da anstrengende.

Det er nok duften der er værst. Jeg sidder der med min kakaonupo – der er nemlig ikke mere grøntsagssuppenupo tilbage – og smiler så venligt jeg kan til resten af familien, hvilket nok minder en del om det smil jeg kan præstere, såfremt jeg bliver vækket midt om natten uden grund.

Jeg kunne naturligvis lave alt det, jeg ikke selv gider spise, men det orker jeg trods alt ikke. Jeg kan jo ikke lave rosenkål med gedeost hver aften. De ville nu nok heller ikke spise det. De kan nemlig heller ikke lide rosenkål eller gedeost.

Jeg har aftalt med mig selv, at når jeg kommer tættere på det jeg gerne vil veje, så spiser jeg – udover mine havregryn med æble til morgenmad – også aftensmad, hvis det er i den lettere afdeling.

Men jeg mangler også kun fem-seks kilo endnu.

%d bloggers like this: