Tag Archives: Nyfødt

Noget om at have fødselsdag

12 nov

Nu er der under en uge til min fødselsdag, og skulle jeg komme til at glemme dette faktum et kort øjeblik, har jeg horder af glade børn som er ved at falde over deres egne ben for at give mig en fantastisk dag. Hemmelige gaver og festlige indlæg og – ”MoAAr du må ikke komme ind”.

Men det er jo nok fordi jeg har fortalt dem om de år, da de var for små til at forstå konceptet med at blive fejret til en fødselsdag, og First Man ikke altid var at finde i samme land som jeg, og det derfor ikke altid var så sjovt at fylde år, fordi der ikke var nogen til at sige tillykke.

Og efter barndommens fødselsdage som er store og fylder meget, så kom de magre og hvis jeg må være så fri, ret kedelige rent fødselsdagsmæssigt mellemliggende år, men nu skal jeg da lige love for, at de gør alt hvad de kan for at jeg skal gå glad i seng på dagen.

Har jeg sagt jeg elsker dem rigtigt meget?

Men det er faktisk ikke kun min fødselsdag jeg ville snakke om, det er også Gårdmand Bjørns. Han bliver 10 om mindre end en måned, og glæder han sig til min fødselsdag, er det intet imod det fyrværkeri af spænding han har indeni, når snakken falder på hans store dag.

Der går ikke en eneste dag, hvor han ikke meddeler mig nye hede ønsker, remser gæstelister op, vægter for eller imod forskellige restauranter og den slags vigtige ting. Og han glæder sig enormt.

Han startede nedtællingen da der var 42 dage til.

Og det er da ikke fordi jeg er træt af at høre på det, slet ikke. Det er bare en anelse ensformigt, og ligeledes en smule svært at udvise samme entusiasme, hver gang han kommer med nye betragtninger.

Men jeg lytter. Det gør jeg altså. Indimellem. Jeg lader i hvert fald som om det meste af tiden. Og han skal nok få en super fødselsdag.

Jeg er nemlig altid bange for at de bliver lidt skuffede, for en fødselsdag er vist aldrig så gylden og fantastisk som man forestiller sig, og håber på.

Da familien oven i købet ikke er så voldsomt stor, og en del af den – familien altså – ikke helt har fattet ideen med gaver eller fødselsdagskort, så bliver Firkløveret nok lidt forkælede af andre, os samt den anden del af familien, som for at kompensere lidt.

Men så var det jo at jeg var på barselsbesøg i går. Hos en lille trut som kom til verden i torsdags, og han var helt og aldeles vidunderlig – og for pokker hvor var han lille.

Man glemmer godt nok hurtigt.

Så slog det mig, nu hvor fødselsdage måske har mistet lidt magi og er blevet til en dag hvor man løber rundt og laver halløj og ballade og gaver og hvad har vi, så var det rigtigt rart lige at se sådan et lille mirakel af et nyt menneske.

For der er SÅ meget grund til at fejre og lave fest, farver og ballade. Det er jo en skøn dag den – ens fødselsdag!

Fugleinfluenza

11 nov

Med andre ord – enaaand i ovn.

Det er næsten synd at jeg ikke indtaler mine indlæg.. Jeg kan vil nemlig ikke udtale ”enaaand” (en and) på andre måder.

Hvilket driver firkløveret til vanvid – og afføder opgivende miner og irriterede vris såsom: ”ååårh MoAAR tal nu ordentligt”. Morsomt!

Jeg ved ikke helt hvornår det satte ind, men det må være en slags virus. Enaaanden slags fugleinfluenza om man vil. Ej, nu er jeg næbbet.

Måske kom det med en for længst hedengangen landsholdssammensætning – indeholdende Ebbe Sand. Muligheden foreligger.

Jeg havde nemlig engang i tidernes morgen, investeret i et sæt DBU undertøj – str.3år til Zorronaldo – og hjernevasket ham til, når jeg pegede på den før omtalte herre på hans mave, og spurgte ”hvem er det?”: at trække tommeltotten ud af munden og sige ”EbbeSaaaand” på en meget sød og papegøjeagtig måde.

Ja, jeg ved det – et ledende spørgsmål – men jeg er heldigvis ikke advokat så der er ingen dommer der kunne buldre: ”indsigelse” eller hvad det nu hedder på dansk.

Men i hvert fald, derefter var der ikke langt til at sige enaaand, når hver gang, det stod på menuen.

Det gør det jo ikke så tit – idet det kun er Mortensaften en gang om året og First Man ikke ligefrem elsker andesteg. Så meget desto mere grund til at voldbruge mit yndlingsord den ene gang om året jeg har mulighed for det.

Vi får det nemlig heller ikke så tit til jul af samme årsag.

Men Mortenssaaand – det skal vi altså have, hvad enten vi sidder hjemme på øen eller på Æblebakken.

Først skulle jeg finde enaaand der ikke allerede var blevet henkogt eller røget eller havde fået diverse leversygdomme. Det er ikke nemt vil jeg godt sige – og slet ikke i november hvor der er længe til jul!

Jeg endte dog til sidst med at lægge hånd på enaaand som, sammen med to andre, lå og frøs på bunden af en køledisk i supermarkedet. Jeg fik kun øje på den fordi jeg stod med hovedet helt nede under kyllingerne, der skjulte den for mit åsyn.

Nå, til Æblebakken kom den, og fik feber og hedeslag i min ovn. Og i samfulde 4 timer kredsede børn omkring mig, og ovn, for ustandseligt at meddele at huset duftede af jul.

Faktisk er det ret praktisk – man øver sig jo på en stor julemiddag, med denne mindre generalprøve. Minnaaand smagte himmelsk og rigtigt julet og i øvrigt havde vi en gæst som ikke havde mødt enaaand a la dansk før, en ganske nybagt far som var for ophidset til at tage hjem – hans søn blev født ca. samtidigt med at minnaaand kom ind i den varme ovn.

Hvilket igen betyder at jeg skal se – og snuse – til nyfødt senere i dag – hvor jeg ikke vil undlade at gøre opmærksom på at vi har fri!! Hurra!

Bare jeg nu ikke bliver skruk..

Duften af nyfødt

1 mar

Tænk engang, yngste pigen bliver 12 år idag.

Jeg fløj rundt igår, fik bagt hendes elskede kanelsnegle, tebirkes og pakket de sidste gaver ind. Bordet blev pyntet og gaver fra bedsteforældrene og gudmor er velankommet og blev lagt sammen med de andre gaver på bordet og venter på at prinsessen bliver vækket med sang og flagviften.

Da alt var klart satte jeg mig i mørket og kiggede ud over æblebakken og så på lys fra landsbyen på den anden side af bakken, og tænkte på den første aften i hendes liv.

Kunne fornemme stemningen fra dengang, og pludselig var jeg tilbage:

Mørket sænker sig over byen, og i tusmørket stifter vi bekendtskab. Min lille pige og jeg. Et helt nyt liv tager sin begyndelse, kun få timer gammel, og fødslens tumult er allerede langt borte.

Her er vi midt i evigheden, kun hun og jeg. Følelserne er næsten for store til at beskrive dem. Jeg mærker bare varmen i hele kroppen af at her er et lille nyt barn, netop landet fra en anden planet, og hun ligger her og kigger på mig med store rolige mørke øjne.

Dette er livet i koncentreret form, og selvom vi har været to om det, er faderen næsten glemt i denne time mellem dag og nat; ikke-liv og liv. Der eksisterer ikke andet i dette hellige øjeblik, end os to; inderligheden har slået en tidløs boble op omkring os, og vi flyder bare af sted i vægtløs tilstand.

Hun har en hemmelig duft af nyt rent, og urgammelt; som jeg genkender fra de andre børn. En lugt som vækker noget voldsomt og primitivt, næsten dyrisk i min bevidsthed. Visheden om at dette er mit barn og at jeg kunne slå ihjel for dette lille liv. Jeg tror at denne lugt er en del af hendes kunnen, denne lugt skal vække mit “moderinstinkt”.

Men det varer kun kort – en lille uge eller så, og kommer ellers kun lejlighedsvis tilbage, når børnene er syge eller bange, og har brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kan lugte når mine børn er ved at blive syge – jeg sværger! Det er ikke helt forkert, når man siger at man kunne spise dem – jeg har ALDRIG i mit liv oplevet en mere forførende og vidunderlig duft! Det dufter af inderlig kærlighed, af drømme og forventninger – af næsten lykke…

Lykken som ikke er en blivende tilstand, det er små glimtende lyn, som pludselig lyser hverdagen op, og forsvinder ligeså hurtigt som de kom, men som efterlader en varm fornemmelse af, at jeg har valgt rigtigt.

Som når alle ens bange anelser bliver gjort til skamme, og de store – som slet ikke er spor store endnu – dukker op, og i stedet for at gi’ deres mor et knus, skubber mig til side med et: Mor, hvor er baby’en, hvor er hun – åhh hvor er hun sød. Og de er ved at revne af stolthed over at holde hende, og storesøster giver hende et forsigtigt lille kys på hånden – jamen så er jeg solgt til tårer og stanglakrids.

Og livet går videre med stormskridt, og der er ikke rigtigt tid til noget mere, men der er øjeblikke af intens kærlighed, og også selvom man ikke sover særligt meget mere, og man får revnede brystvorter, så er de rolige nat måltider, mellem søvn og bevidsthed, en oase af fred hvor min lille pige og jeg sejler videre i vores vægtløse boble, i sikker forvisning om at alt er godt og livet er et dejligt sted at være.

Det er som sagt 12 år siden, men den slags øjeblikke bliver siddende i sjælen altid!

Tillykke!

%d bloggers like this: