Tag Archives: Øen

Ø

12 nov

Det kan vel ikke undre nogen at jeg er varm fortaler for Øer. Danske øer. Bosat på en, omgivet af mange, øer fylder meget i min verden.

Derfor kan visse selvbestaltede eksperters tåbelige udtalelser virkeligt få mig i dårligt humør.

At man er forsker og dermed pr. definition klog (?!!) benægter jeg ikke, men måske er en forsker i lokalplanlægning ikke så interesseret i mennesker generelt, og fokuserer muligvis udelukkende på ud- og afvikling af landsbyer, for at gøre Danmark til en rentabel forretning.

Det er sikkert ikke rentabelt at have folk til at bo på en lille ø.

Men dermed ikke ensbetydende med at de skal flytte?

Jeg var så uheldig at høre forskernes – eller i hvert fald en af dem – udtalelser om hvorvidt det kunne betale sig at bo på landet.

Et af hans – mange og dårlige – argumenter for at folk ikke skulle bo på en ø, var at der ved gud ikke kunne være ret spændende at bo hele året.

Undskyld mig, men skal vi absolut alle sammen moses sammen i byer med mere end 100.000 indbyggere for at det er rentabelt?

Og resten af Danmark skal lukkes af og åbnes til sommeren – ikke ulig en forlystelsespark – så alle de stressede byboer kan se hvordan en levende ko ser ud.

Men hvad med os som faktisk gerne vil bo på væk fra større byer, på landet subsidiært på en ø?

Nu er det vel ikke sådan at vi skal til at have kinesiske tilstande i Andedammen?

Sådan at al jord tilhører staten og hvis de vælger at bruge den matrikel min mølle står på, så må jeg smutte. Er det derhen denne forsker vil?

Hvis han ikke kan få ind i sit indskrænkede hoved at der findes mennesker der gerne vil bo på en lille ø, på landet, i udkanten hele året, så må det være hans problem, ikke et større fælles problem som skal hældes ud over andre sagesløse mennesker, som Jensen spreder gylle.

Det er sikkert mere komplekst end som så, men en enkelt mands udtalelser om at “der jo ikke kunne være så sjovt at bo hele året” fremkaldte denne sure bøvs.

Og så regner det også.

Reklamer

Borgmestre på glatis.

11 apr

Nu kan vi virkelig komme ud i en sag, hvor folket deler sig.

I er sikkert uden tvivl godt klar over hvad jeg taler om, men skulle det modsatte være tilfældet, vil jeg blot nævne at vores borgmestre hernede fra Ærø, Langeland, Svendborg og Fåborg-Midtfyn, har bedrevet en video.

Såfremt man vil gøre sig den ulejlighed at google dette vil man lande på en ca. 3 minutter lang film på youtube, hvor de fire borgmestre viser deres evner – eller mangel på samme – udi gangnam style à la Sydfynsk med mere.

Man må naturligvis synes om det hvad man vil.

Det er et frit land og alt det der.

Det skal dog ingen hemmelighed være at jeg synes den er hylende grinagtig.

Min tolerance får dog en lidt hård opbremsning når den ene gruppe brøler op om at det dog er for galt at bruge skatteydernes penge på den slags pjat, og den anden gruppe hyler om smagløshed og manglende kultur.

For det første, det med skattepengene… Som udgangspunkt er jeg da enig. Især i disse tider og alt det der. Men på den anden side, så nytter det ikke noget at køre hverken kommuner, skoler, plejehjem eller vuggestuer som forretninger der skal være rentable; det bliver de aldrig. I hvert fald ikke på den finansielle måde. Somme tider skal man bare bruge nogle surt sammenskrabede penge til at have det sjovt for.

Jeg tror det er tydeligt for enhver at de fire herrer havde det sjovt med at gøre tykt grin med sig selv, og få lidt mere fokus på et lille stykke af udkantsDanmark. Det ændrer sikkert ingen verdens ting, men det var da en sjov idé.

Bevares, der er sikkert en del der ikke har moret sig ved synet af denne video, og som kun har kunnet høre deres topskat rasle.

Men præcis som jeg vælger at tage hele familien med i biografen midt i arbejdsløshed og anden elendighed, fordi man altså bare ind imellem skal kunne grine af det hele, så kan jeg godt tage hatten af for gangnam Sydfyn. Jeg betaler selv skat, rigeligt og jeg giver gerne et kvartal eller to for at få lidt mere opmærksomhed til øerne hernede, for vi kunne altså godt bruge lidt humor midt i alle tvangsauktionerne og kontanthjælpen.

De andre som bag finkulturelle fornemmelser forarges, synes jeg endda er værre. Det minder mig lidt om ham Ex-Kultur-Uffe, som med mindre man lavede cirkus og blendede fisk så var man ikke kulturel. Grov generalisering, jeg ved det, men det er ikke meget galt.

Så snart det ikke er sært på den hippe måde, så er det kikset og dermed fuldstændigt latterligt. Og dermed ganske legitimt at rakke ned på det, på Treomåden. (Hr. Treo anmeldte for et par dage siden en koncert hvor han kaldte sangerinden de grimmeste ting, blot fordi det ikke lige var hans smag)

Det er som om almindelige mennesker, med kedelige meninger og gennemsnitlige holdninger ikke regnes for noget. Hvis man ikke har læst Kierkegaard, været på årlige udflugter til Toscana, og lytter til eksperimenterende fusions “jadzz”, så tæller ens humor ikke. Så er man faktisk bare plat.

Og hold op, hvor er jeg træt af at det kun er de rigtige som må mene noget. At det almindelige og provinsielle ikke må tælle med i det store regnestykke. I hvert fald ikke officielt. Men husk nu at der skal være plads til det hele, både cirkusnæser, Hansi og leverpostej…

Okay, leverpostej måtte godt holde sig lidt tilbage, men så den politiske ukorrekte rullepølse, med fedtbræmme, da.

Der er dog heldigvis flere som synes det er befriende at se fire politiske profiler være sammen om den slappe line på så dårlig en video som jeg kan grine sammen med!

Det var så denne torsdags sure bøvs!

Tak for kaffe… og borgmesterstang.

Set på TV.

25 jan

DET er mig!!

Ja mig!

Jeg har været i den der kasse – eller flade skærm alt efter hvor nymodens man er – i den forgangne uge. Udsendelsen kan vist ses her!

Ikke at det varede ret lang tid, for hvis man kommer til at blinke på det forkerte tidspunkt, opdager man mig nemlig slet ikke. Sådan lige akkurat i halvandet sekund kan jeg beskues på en ø, som i øvrigt slet ikke er min egen!

Det foregik i en udsendelse om Danmark udenfor storbyen. For i Danmark er det nemlig sådan at såfremt man vover sig mere end 50 meter væk fra stenbroen så er man udkant.

Man er ikke hype, man er ikke strømlinet, man kan ikke få jobs og er i det hele taget bare en udkant. En andenrangsindbygger. Sådan føles det i hvert fald når man snakker om det.

Man kan meget med ord. Det grå guld er blevet til ældrebyrden og det som engang var “idyllisk” og “beliggenhed” er nu “udkant”. Ikke anderledes, bare med en ny etikette på.

Og forresten i forbindelse med at få jobs, skulle vi alle sammen tage og flytte til Esbjerg. Siger en selvudråbt kloge-Åge. Nu tror jeg – det er naturligvis kun en hypotese – men jeg tror bare at folk i Esbjerg og opland garanteret er ligeså kloge og veluddannede som  i resten af landet, så mon ikke Esbjerg nok skal finde adresser at sende alle disse lønsedler til?

Det var lige en sidebemærkning.

Nå, det var mig i halvandet sekund vi kom fra!

Uddsendelsen som var god – og kun meget svagt romantiseret – havde åbenbart til formål at få storbyboere til at fatte at man sagtens kan overleve andre steder end på Østerbro. Overleve ganske uden problemer endda.

I frisk luft.

Nå ja, ikke lige når der spredes gylle, det er klart.

Men ellers!

Og her er også pænt om vinteren. Ikke kun i sommerferien. Og vi laver faktisk mange sjove ting både sammen og hver for sig. Selvom forhenværende kulturministre indimellem syntes at have været af den overbevisning at såfremt man bevægede sig mere end 12 km. væk fra Tivoli var det ikke kultur længere. Endsige Danmark.

Det passer bare ikke.

Det er muligt vi virker vældig provinsielle for hype og moderne mennesker der bor i storbyerne, det er vi bare ligeglade med, og for pokker hvor har vi det sjovt imens!

Et forsømt forår i sigte

15 mar

Det er forår hernede. Træerne får knopper på, min forsytia blomstrer og sender solskin langt ned i maven på mig, når på tågede dage, den slags mangler oppe på himlen.

Men dette forår bliver et af de forsømte. Et af dem jeg ikke når at nyde til fulde. For jeg skal pakke mit slet ikke spor simple living ned i papkasser og engangsvaskeklude, så det kan blive fragtet hjem til øen.

Og ved I lige hvad?

Jeg er supergod til at flytte.

Jeg har dog hemmelige våben klar; når man har flyttet så mange gange som vi, kan man pakke med lukkede øjne og pakke ud og komme på plads på under to uger.

Jeg har min uundværlige flyttemappe.

Med planer og systemer der virker.

Og som gør at jeg ved hvor der er en proptrækker til flyttevinen – den vin der skal drikkes første aften i det nye hus når ungerne er lagt i seng – samt at jeg kan lave både te og kakao, og servere en nogenlunde morgenmad næste morgen, uden at skulle på storindkøb først.

Men det ændrer ikke på det faktum, at kasserne skal pakkes. Nogle kan pakkes i god tid med alt det man håber man ikke får brug for i nærmeste fremtid, mens andre kasser må vente til sidste øjeblik, men disse må ikke være alt for mange, idet man så omkommer af stress.

Og alt efter livets almindelige krævende program, er det lidt af en kunst at vælge det rette øjeblik, for ikke at bo i flytterod alt for længe.

Og man kunne godt forledes til at tro at denne monsterplanlægning, er noget jeg nyder, når nu jeg er så god til det, men jeg kan godt betro jer at jeg H.A.D.E.R. at flytte. Det er noget der skal overstås, så hurtigt som muligt.

Jeg har svært ved at fatte at folk kan have uåbnede flyttekasser stående i årevis. Så er det jo ikke ting de bruger? Hvad beholder de dem så for?

En undtagelse er de to kasser jeg lige nu har stående på loftet her i Eventyrhuset. Såfremt I ikke kan huske historien, får I den her igen:

I den ene kasse er der en masse spil som vi ikke ville få brug for på Æblebakken, i den anden er der noget fint porcelæn. Begge dele forsigtigt og kærligt pakket væk i små kasser af undertegnede, og beregnet til at stå opmagasineret hjemme på øen.

Men emsige flytteMÆND folk mente bestemt at alle kasser skulle med til Æblebakken, også selvom de ikke stod der, hvor kasser der skulle flyttes havde plads.

Den franske flytteMAND sagde at han ville vædde med at jeg alligevel ville åbne dem og være glad for at de kom med. Men det var uden at tage højde for min legendariske stædighed.

Kasserne kommer hjem præcis som de kom herned og uden at der er så meget som lindet på en flap. Og jeg siger ikke noget om at jeg, i hvert fald mindst 10 gange, har haft lyst til at servere festmad på det kongelige.. Men stædigheden vandt!

Hvorom alting er, vi skal flytte og jeg skal pakke.

Og jeg giiider bare ikkøøøø … (denne sætning skal klynkes for at få den rette effekt)

Sommer 2010 175

Den emsige – og meget søde – flyttemand var træt efter at have slæbt mit kongelige helt til Normandiet, til ingen verdens nytte!

Havedrømme

12 mar

Lige om lidt skal jeg hjem til en have.

En have, som er min og som jeg kan rode i efter forgodtbefindende. Ikke at jeg gør det – men jeg har da muligheden.

Der sker jo det sære, at når man ikke har noget, så ønsker man sig det brændende. En have, elektrisk æggekoger eller Rosendahl lysestager. Og når man så har erhvervet sit højt ønskede objekt, så er det næsten lige meget efter kort tid.

Jeg har ingen æggekoger – ej heller ambitioner om at anskaffe mig en – og mine Rosendahl lysestager holder bare ikke særligt længe med Gårdmand Bjørn i huset.

Men jeg har en have.

Da jeg første gang så haven på Øen, udenom vores højtelskede hus, var den ligeså kedelig som midterrabatten på en sønderjysk motorvej.

Og så ikke et ondt ord om Sønderjylland i øvrigt!

Selve huset, der er sært på samme måde som Eventyrhuset – dog en hel del bedre isoleret – krævede i starten al vores opmærksomhed. Det første år i huset gik og foråret kunne fremvise den mest blomsterløse have, jeg nogensinde i mit liv havde set.

Jeg voksede op med en mormor der var bidt af en gal Søren Ryge, og i 85 % af de minder jeg har om hende, står hun enten på hovedet i et staudebed eller planter nasturtier omkring sit drivhus.

Familiens haver var frodige og fulde af spiselige overraskelser. Jeg lærte blandt andet hurtigt at man både kunne spise bøgeblade, skovsyre og andre små grønne vækster uden at tage skade. Snebær var derimod ikke nogen lækkerbisken og heldigvis var der ingen guldregn i haven ellers havde jeg nok også prøvet at æde dem.

Mens jeg legede hele somre væk i diverse blomstrende haver, tog jeg kun lidt, eller slet ingen notits af alt det arbejde der var forbundet med dem.

Jeg fik år efter år, tildelt små jordlodder så jeg kunne dyrke mine egne ærter og gulerødder, måske endda et par jordbærplanter. Jeg tror faktisk aldrig min mormor mistede håbet om, at jeg en dag ville interessere mig for havearbejde.

Men mine haver vansmægtede og hen på sensommeren når andre kunne høste som fortjent, stod jeg gerne og stirrede forvirret på 4m2 ufremkommeligt vildnis.

Da jeg blev 15, forærede min mormor mig en lillebitte troldhassel i en potte. Potten har haft bolig i mange haver siden, og til sidst blev den plantet i min egen ø-muld.

Sammen med meget andet godt. Blomster, buske og træer. Og nu er der endelig blomster hele året rundt.. Næsten i hvert fald. Okay, ikke når det sner – men ellers..

Med mit kendskab til botanik og den højere havekunst, er det meget muligt at der også er en del ukrudt imellem, men det må den havekyndige besøgende tage med, for hvis ukrudtet har pæne blomster, får det lov til at stå.

Jeg erkendte tidligt, at jeg nok aldrig ville tilbringe mange timer på mudrede knæ, i færd med at flå skvalderkål op med rod.

Men nu skal jeg jo hjem, og har i den anledning, fået havedrømme. Mest sådan nogle med flagrende gevandter i ubleget hør og hængekøjer med for mange puder i. Men også nogle hvor der meget overraskende medvirker gulerødder, cherrytomater og jordbær.

Forestiller mig, hvordan jeg pludselig vil finde mit aldrig udforskede havegen og blive en hel ørn til at beskære agurkeplanter.. og den slags.

Men det kunne godt være jeg skulle finde ud af hvordan de ser ud, før jeg går shopamok i et havecenter.

Med prikker på

26 feb

Jeg fandt en madkasse på nettet. En rigtig fin en. Med prikker på.

IMG_0704

Så flot, og den ville passe perfekt til Prinsessen. Glad og fro bestilte jeg et eksemplar som skulle følge med hjem til øen. Og følge med Prinsessen i skole.

Den ankom.

..

Og så var den meget mindre end jeg lige troede den var, og ville aldrig, om jeg så fyldte den til randen, kunne indeholde nok mad til at tilfredsstille Prinsessens appetit.

Tal lige om at være skuffet.

Jeg kunne naturligvis godt have tjekket størrelsen først, men det gjorde jeg så ikke. Men i teorien kunne den jo godt være på størrelse med et fingerbøl..

Så jeg vælger bare at være lidt positiv omkring det.. – er det kun mig som kan høre ordet spisesituation her??

Men indbydende er den altså.

IMG_0702

Heldigvis spiser Divaen ikke så meget som sin søster, så hun kunne sagtens nøjes med en lille madkasse!

På jagt efter krøller

24 feb

Ikke på grisehaler eller andre finurligheder. Næ, jeg har været på jagt efter mine egne deserterede krøller.

En lang og intensiv jagt. Som har fået mig vidt omkring. Det kunne jo ikke passe at de bare forsvandt, helt uden grund.

Startede min eftersøgning hos en frisør. Hun foreslog at det kunne være mere eller mindre kalk i vandet. Idet hendes hår var mærkeligt når hun var på ferie i alperne, hvor vandet er så blødt.

Blødt og hårdt vand. Det kunne jeg jo ikke bruge til noget – jeg ville have tal og sammenlignelige størrelser på skærmen.

Jeg kom på nettet og tjekkede vandhårdhed. Har altid hørt at vandet hjemme på øen er frygteligt hårdt. Det skulle ved sidste måling have været 20,2. Fandt dernæst ud af, at på Æblebakken er vandet mellem 30 og 40. Franskmænd hænger sig nok ikke så meget i nøjagtige tal.

Jeg kunne i hvert fald konstatere at selvom vandet er hårdt hjemme på øen, er det altså en del hårdere på Æblebakken.. Eller, enten en del hårdere eller rigtig meget hårdere. Her var altså en forskel.

Altså måtte jeg på jagt efter en fysiker. Fandt én. Og fik snakket vandhårdhed. Og var lige vidt, da han ikke mente det havde nogen indflydelse på hår. Men hvad ved han også om sarte kongelige krøller.

Så ham troede ikke på.

Det var alligevel ikke et klart og rent svar, også selvom jeg ikke troede på det.. Det var.. sådan et slags ”måske,-men-det-ved-jeg-ikke,-det-kan-ligeså-godt-være-noget-andet” svar.

Så jeg var ikke tilfreds.

Jagten fortsatte. Hos ny frisør i omgangskredsen. Hun nævnte vejret. Frost og kulde. Men det er ikke så logisk, fordi jeg allerede havde mistet 47 % af krøllerne i sommers, deraf alle dem i pandehåret.

Så hende, troede jeg heller ikke på.

Nu var jeg ærligt talt lidt modløs. Af alle de muligheder jeg havde kunnet finde frem til, var der kun én som holdt vand. Men det var ikke nok.

Derfor begyndte jeg at tale om de forsvundne krøller i min omgangskreds.

Et fjols kvikt hoved, mente det var aldersbetinget og at jeg – fordi jeg nu er langt over de 40 – havde fået en anden hårstruktur. Det ævl gad jeg overhovedet ikke høre på. Jeg er godt klar over at ens hår ændrer karakter, når man bliver ældre og får gråt hår.

..

Jeg har 54 grå hår. Jeg hiver dem ikke ud, fordi jeg har hørt at så får man flere.. Men jeg nægter at tro på at det er de 54 hår der har gjort livet surt for mine krøller.

Og det med at være ældre – det gider jeg slet ikke at forholde mig til!

Naturligvis kunne jeg jo bare bide i det sure æble og købe nogle krøller. Men det er mig meget imod – jeg ved jo at mine er der, et eller andet sted – så foreløbigt er det ikke en løsning.

First Man lyttede medfølende til mine jeremiader, og sagde: ”Ja jeg ved snart ikke, for du er jo ikke gravid”.

Jeg rynkede brynene og spurgte hvad han lige mente med det. Jo, var svaret, for sådan så du også ud hver gang du var gravid. En stor våd pandekage udover hovedet i stedet for dine krøller.

Og han havde helt ret.

Jeg tog derfor til gynækolog.

Jeg er ikke gravid!

Men.. jeg får nogle hormoner.. på grund af noget vældigt irriterende damerelateret noget, og som jeg i øvrigt heller ikke gider tale mere om.

Gynækologen sagde ”Måske.. det er ikke utænkeligt”. Og så en hel masse andet.

Jeg var næsten overbevist.

Men skulle lige have den sidste olie. Og spurgte frisøren over alle frisører til råds. En mand med fingre af guld. Med idéer ud over det hele! Som ENDELIG er tilbage i Europa.

Og han sagde ”Ja, hormoner gør grimme ting ved hår. Hormoner er også lidt tyvagtige i kanten, så det kan meget vel være dem som har snuppet dine krøller.”

Tyven var officielt fundet.

Så er spørgsmålet bare hvad jeg lige gør ved det.

Fortsættelse følger..

%d bloggers like this: