Tag Archives: Øen

Flytte ud… og hjem?

18 feb

Det der med at flytte frem og tilbage.

Første gang, var det meget svært. Det var svært, måske mest fordi det ikke var mit valg.

Det blev ikke nemmere af at komme til et land, som burde være mit, men som jeg kun kendte fra ferier. Jeg følte mig helt fremmed, jeg kunne sproget men det var så det.

Jeg kunne ikke engang betale en regning, og måtte gå ned i banken, blafre lidt med mit girokort og hviskende spørge Ellen – nej ikke hende Ellen, en anden Ellen – hvordan det nu lige forholdt sig med det.

Og så det med at møde andre mennesker.

Jeg ved godt jeg er dansk, og jeg skulle nok ikke spytte sådan i suppen, men ærligt talt, danskere er vist generelt ikke ret gode til at tage imod nyankomne. Eller fremmede i det hele taget.

Så nej, det var ikke ret nemt at flytte hjem.

Denne gang regnede jeg mere eller mindre med, at jeg ville finde det lige så svært. Men forbløffende nok, siden vi tog beslutningen har vi glædet os. Nogle mere end andre, og nogle med en anelse forsinkelse.

Men så forleden sad vi og så billeder.

..

Og så gik det op for mig, i hvert fald, at jeg skal hjem til mit hus. På min ø. Hjem til dette her:

DSC00289

Det bliver hårdt for mig at finde et arbejde, det bliver hårdt for First Man at skulle være ensom udlænding igen, og der er sikkert også ting som bliver svære for Firkløveret.

Ting vi kommer til at savne. Og mennesker..

Vel skal vi flytte og vel er det hårdt at flytte, og der er fladt og kun et par enkelte æbletræer, men denne gang er det helt anderledes:

Vi skal nemlig hjem.

SMELT SÅ

11 feb

Jeg er ret træt af sne. Og kulde.

Jeg vågnede kl. 04.00 og hundefrøs. Simpelthen.

Spekulerede på om et vindue stod åbent, eller om der eventuelt lå en snemand ved siden af mig.

Det var ingenlunde tilfældet. Men, mens jeg lå der og prøvede at samle mod til at lette dynen, forlade min lunkne seng for at lokalisere problemet, syntes jeg der manglede noget.

En brummen. En slags Peter Plus-agtig brummen. Den slags brummen som for eks. et oliefyr, plejer at lave.

Den manglede bare helt i mit natlige lydbillede. Der var helt stille.

Mange farverige bandeord, kom ud væltende ud mellem mine klaprende tænder, for godt nok er huset koldt i forvejen, men SÅ koldt plejer det ikke at være.

Jeg kom til at skubbe hårdt til First Man sengen for at få at vide hvilken knap man skulle trykke på for at genstarte det brummende monstrum.

Jeg gik ned – trykkede –ventede. Ventede lidt mere. Trykkede en gang til.

Det skete ikke en skid.

Jeg gik op i seng igen, og lagde mig tungt, stønnede med ekstra lyd på og frøs med anstand.

First Man som nu tilfældigvis også var vågen, gik straks ned og tjekkede hvad jeg havde gjort forkert. Den slags bringer mig normalt op i et lettere orange felt, men i nat – kl. 04.37 gjorde det mig slet ikke noget.

For han fik overtalt fyret til at gå igang igen. Omend lidt haltende. Men dog til at spytte 13 grader ud i stue og køkken.

Jeg nåede dog, ved hjælp af min Zibro, at få termometeret til at kravle helt op på 16 grader, da det var tid for Firkløveret at stå op.

Nu venter vi på en sød blikkenslager, med et overskæg som manken på en tibetansk pony, som kan tale med brummeren og måske fravriste den en grund til at den er blevet sur. Og gøre noget ved det.

Det er meget muligt at brummeren fryser – det gør vi andre også. Hue eller ej.

IMG_5023

Og så var det at jeg drømte om mine elskede kejserliljer i haven hjemme på øen.

IMG_5026

Og om mine kaprifolier.

Venter i mellemtiden på at sneen kommer på bedre tanker, og forføjer sig til et sted hvor man ville sætte pris på den, oppe på noget indlandsis, eller et eller andet sted down south. Hvor som helst faktisk..

Bare ikke lige her.

Jeg glæder mig

20 dec

Og fortsættelsen lige her, er ikke ”i denne tid” . Nej, det jeg mener er, at jeg glæder mig faktisk til jeg en dag kommer hjem til øen igen. På nogle punkter i hvert fald.

Jeg savner en masse små ting som er rare – og som de fleste måske ikke tænker over i det daglige. Især ikke når det er en selvfølge.

Der er naturligvis også en masse ting jeg kommer til at savne her, da det ingen hemmelighed skal være at jeg helst beholdt residensen her. Ikke nødvendigvis på Æblebakken, men bare i Frankrig.

Men man har børn og mødre og andet godtfolk, for slet ikke at tale om uddannelser, huse og cykelstier, så foreløbigt er det nok den vej, det kommer til at gå.

Og så er det jo med at fokusere på det positive.

Det kan virke ynkeligt på nogle, men de små glæder skal man endelig ikke foragte, thi de er vældigt vigtige i dagligdagen.

Jeg glæder mig for eks. til at kunne drikke en lille slurk vand fra vandhanen, når jeg har børstet tænder. Vandet smager lidt meget af klor, og selvom man sagtens kan drikke det – hvilket jeg såmænd også gør på andre tidspunkter – så er smagen af klor lige efter tandpastaen, ganske afskyelig.

Jeg glæder mig også til at kunne tale med mænd, uden at de nødvendigvis tror at de bør tale til mig som om jeg var sinke. Den slags mænd er der ikke ret mange af i Frankrig, udover ham jeg er gift med naturligvis, og på siddende mås kan jeg kun komme på to andre, så derfor savner jeg jo omgangskredsens mænd intenst.

Men hvad jeg glæder mig allermest til, er at genfinde mit badeværelsesgulv. Som jeg vist har nævnt tidligere, er Eventyrhuset ikke det bedst isolerede hjem i verden. Ej heller er det det bedst opvarmede. Og slet ikke på badeværelset.

At gå med bare tæer på badeværelset i Eventyrhuset – hvilket man jo desværre er nødsaget til fra tid til anden, blandt andet ved ind og udstigning af sit bad, er forbundet med risiko for alvorlige forfrysninger.

Jeg glæder mig derfor uhæmmet til at kunne gå med bare tæer på mit badeværelsegulv hjemme på øen, uden at skulle udsættes for disse forfrysninger, for lige for tiden overvejer jeg seriøst at gå i bad med hjemmesko på!

Når vi savner #1

22 nov

Savn kommer oftest i glimt.

Savn er vist i familie med lykke.

Nogle aftner trækker aftensmaden ud – det er ikke så tit, for nogen vil gerne se The Simpsons – og jeg er som sagt helst fri. Andre vil på facebook eller ose rundt på internet tøjbutikker. Og nogen skal skrive blogindlæg, og så er der dem som laver maveøvelser..

Men engang imellem, bliver man grebet af et emne og vi kan sidde og snakke længe alle 6. Noget af det som sommetider er oppe og vende, er hvad vi savner ved Danmark!

Tit har jeg bidt mærke i at det er de tilbagevendende begivenheder, faktisk også nogle begivenheder som jeg måtte insistere på at vi deltog i, dog ikke uden en vis mængde brok fra enkelte..

Morsomt er det så, at konstatere netop disse begivenheder som frembragte gnavne miner, slæbende fødder og højlydte suk, er noget alle savner. Okay indrømmet – nogle savner mere end andre. Nu skal jeg ikke glorificere mit afkom mere end højst nødvendigt.

Selvom Zorronaldo ikke ligefrem går rundt til daglig og savner den del af lokalsamfundet som involverer mennesker der er ældre end 21 år, så savner vi for eks. alle vores lille ”Open by night”.

Nu må man ikke fejlagtigt tro, at der er tale om et større arrangement, men have in mente at vores by tæller 535 sjæle. Altså er vores ”by night” også i tilsvarende størrelse. Efter devisen, småt men godt!

Hvis I vidste hvor hyggeligt det er at spise popcorn og høre levende jazz hos Ruth, at spise vafler som Lise ovre i banken laver, drikke Anne-Mette og Jespers hjemmelavede æblemost, så ville I også savne det!

Den aften der altså er by night.

 

%d bloggers like this: