Tilfældig magi i hverdagen

Okay.

…

Det der med skytsengle-telefonbogen.

Og tegn fra den anden verden.

Det er jo ikke mig. Som i over-hele-hovedet-slet ikke.

Jeg tror bare ikke på det.

…

Men

…

Så skete der noget. Et lille pust. Med tryllestøv.

…

Lørdag, da jeg sad fuldstændig færdig af sorg og opløst i tårer over at min elskede hund ikke levede mere, kom jeg til at se over på skænken.

Der stod et hindbærmarmeladeglas.

Uden hindbær.

Vasket.

Og smukt dekoreret.

Af mig selv.

 

Dette marmeladeglas var en del af en hyggelig udveksling med søde små beskeder. En masse mennesker var med i denne bytte-besked-klub og alle skulle sende 10 små beskeder/jokes/citater m.m. til fem andre mennesker, som også havde meldt sig til.

Mennesker – og dermed sedler – som kom fra USA, Thailand, Canada, Slovakiet, Australien og Danmark. Og mange andre lande.

Jeg havde fået 40 små beskeder og var ikke begyndt at læse mine endnu, da jeg ville vente til jeg fik de sidste 10.

…

Men lige der lørdag, efter Blondinen – som i det levende liv uden for Kong Mors blogland adlød navnet Pixie – var død og borte, tænkte jeg at hvis der var noget tidspunkt jeg havde brug for et opmuntrende ord, var det der.

Lige præcis der.

…

Så jeg åbnede mit marmeladeglas.

Og fremdrog en lille uanseelig orange foldet seddel – blandt de 40 foldede sedler – og læste:

…

Så er det meget svært ikke at tro på… en eller anden hverdags magi. Med indbygget tryllestøv.

Det er vel unødvendigt at fortælle at denne seddel nu hænger i køkkenet og dagligt minder mig om vores vidunderlige “Blondine” Pixie på den glade og magiske måde, og hvor heldige vi var at have 10 år med hende.

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Okay, jeg blev ikke kvalt..

i min fine røde vimpel. Ejheller lykkedes det mig at kvæle nogle af de andre på holdet.

Men det forhindrede mig ikke i at komme til den sidste gymnastiktræning i denne sæson, varme op, og så lege tagfat, for derefter at få en gedigen fibersprængning i min læg. Ud af det blå. Og så eftertrykkeligt at min egen læge sendte mig på skadestuen for at sikre sig at akillessenen var intakt. Det var den gudskelov.

Velkommen.. Ved ikke hvor dybfølt man skal tage det. Det er lidt som at tage på besøg hos en ældre, og meget sur tante, som uvægerligt vil kysse en omgivet af en stank af naftalin og nive en under armen på det bløde sted, hvis man bliver for kæk. Man skal have det overstået – af åbenlyse diplomatiske årsager – men man er faktisk helst fri.

Min lægmuskel er derimod ikke intakt. På nogen måde. Jeg kan nemlig ikke engang sætte foden i gulvet, og det er en anelse besværligt når man skal bevæge sig fra et sted til et andet. Skadestuelægen mente at musklen var helt revet over, men det er fordi hun ikke kender mig og min stædighed.

Det var ellers imponerende. Det føltes som om nogen havde kylet en tennisbold lige ind på mit ben, der lød et kæmpe smæld og så var jeg sendt til tælling, med koldsved, tåre i øjenkrogen og alt muligt.

Dorte og Dorte fandt is, Marie fandt stol, Lars tjekkede hælen første gang, og alle de andre vimsede rundt og tilbød puder og trøjer og trøst. Det er jo sportsnørder jeg træner med, så de render rundt med engangs-isposer i tasken som det naturligste i verden. Da der ligeledes forefindes sygeplejesker og (gift med)-fysioterapeuter var jeg i gode hænder. Ville jo ikke gå glip af afslutningsmiddagen bare fordi jeg skulle have lidt ekstra opmærksomhed!

Da aftenen var slut fik Kirsten og Helen mig ud af omklædningsrummet, Benny bar mig ud til bilen og Stinne kørte min bil – med mig indeni – hjem til mig selv og Anne kørte bagefter i Stinnes bil.

Og min egen søde mand slæbte mig så rundt i huset og endte med at smide mig på sofaen.

I skrivende stund ligger jeg her – som en strandet hval – og lagde ud med Gårdmand Bjørns skateboard som eneste transportmiddel når jeg skulle hen over stuegulvet.

Der er nemlig det ved det at stuegulvet er et trægulv som indimellem afleverer nogle alvorlige splinter. Og oven i alt det andet kunne jeg ikke også overskue at skulle til at flå splinter ud af den anden fod eller eventuelt min bagdel, når jeg krabbede mig hen til badeværelset. Så jeg sætter mig – majestætisk – med røven på et skateboard og triller igennem stuen når jeg er tørstig eller da jeg skulle have morgenmad og alle andre i husstanden fejt havde forladt mig.

De kom dog tilbage igen efterhånden og jeg er skam blevet forkælet og puslet om!

Det som piner mig mest er at jeg ikke må køre bil foreløbigt OG det faktum at jeg stadig er i min prøvetid på arbejdet kan godt give mig endnu en omgang koldsved.

Men afdelingslederen var sød og forstående og min mor tilbød at køre mig på arbejde i næste uge. Så mon ikke det løser sig.

I mellemtiden skal jeg have lært at styre de meget fancy krykker jeg fik udleveret på skadestuen. Så jeg slap for skateboardet.

De er vildt flotte de der krykker – men tænk jer bare engang – der er refleksbrikker på..

…

Refleksbrikker!

SOM OM man har lyst til at rende rundt i nattens mulm og mørke… på krykker?

Hvem ved sine fulde fem ville tage på vandretur med krykker?

Nogle ting er bare fuldstændigt overkill!!

…

Ikke desto mindre vækker de stor lykke, krykkerne, både hos undertegnede, da jeg synes det er sejt og i øvrigt aldrig har prøvet sådan nogle før. Godt nok har jeg engang gået på stylter, men det føles ikke helt lige sådan. Jeg er ganske vist lige så vakkelvorn som dengang med stylterne.

Men altså, de vækker også stor lykke i resten af familien, da heller ingen af de andre har prøvet at gå med krykker før. Så der er rift om dem, og det i sådan en grad at jeg må sidde og brøle op hvis jeg skal tisse, for at hidkalde krykkerne, som er påmonteret et barn der igen befinder sig udenfor rækkevidde, inden jeg tisser i bukserne.

Det er svært at være syg uden at have feber. Og være tvunget til at ligge stille og glo. Men jeg får læst nogle bøger.

Spillet wordfeud.

og ruzzle.

og quizbattle.

Men derfor er det alligevel svært synd for mig og jeg ville altså sætte stor pris på opmuntring!

Aldrig nogensinde mere

Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?

Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.

Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!

Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.

Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.

Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.

Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.

Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.

Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.

Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.

Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.

Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.

Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.

Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.

…

Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..

Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.

Det lignede ikke noget som helst.

Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.

Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..

Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.

Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.

Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.

Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.

Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …

Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.

Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.

Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.

Men tilbage til mine klatter.

Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.

Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.

Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.

Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.

Sure tæer i..

For præcis et år siden fik min ældste søn lyst til at le igen.

Flytningen var meget svær for ham, han havde ellers proklameret at han absolut ikke ville komme til at savne nogen.. Det viste sig så ikke helt at holde stik og jeg tror vitterligt ikke han sagde noget i 6 måneder.

Indimellem kom han og fik et knus..

Da det så blev hans fødselsdag foreslog jeg at han kunne invitere nogle kammerater fra klassen. Jeg var stort set parat til alt.

Første reaktion var – ikke tale om.

Da jeg – som kender min lus på gangen – et par dage senere smed forslaget på bordet igen, var reaktionen – måske.

Afsindigt stædig Vedholdende som jeg nu engang er, præsenterede jeg ham til sidst for en løsning, som blandt andet inkluderede biograf, pizza og playstation, og da jeg ligeledes lovede at binde Prinsessen og Gårdmand Bjørn og lukke dem inde i kosteskabet under trappen, endte han med at synes det var en okay idé.

Og det blev vendepunktet. Han fik kammerater, blev glad og udadvendt igen. Og nogen – såsom mig – åndede meget lettet op.

I aftes skulle succesen gentages, idet Zorronaldo bliver 15 i morgen.

Samme lettere mutte drenge med ludende gang og hår som gulvmopper, indtog æblebakken efter skoletid. Satte en hel brownie til livs og skyllede efter med et par liter juice.

Da vi lidt senere kom hjem, var entréen fyldt af skoletasker og sko.

Drenge i den alder har enorme fødder – vidste I godt det? Jeg mener sådan, uforholdsmæssigt store fødder. Jeg – som med en str. 40 bestemt ikke har små fødder – følte mig som en helt lille alf ved siden af deres plader.

Når nu deres fødder har denne størrelse, skulle man tro at der var plads nok i deres sko.

Men nej, de lugter faktisk ret indelukket, med det resultat at First Man, da han bukkede sig ned efter sine egne hjemmesko, som tilfældigvis stod i ubekvem nærhed, var tæt på at besvime.

Han besluttede derfor, at for at kunne overleve en hel eftermiddag med de der lettere ildelugtende violinkasser i entréen, måtte der skrappere midler til.

Hvilket medførte, at der lidt efter begyndte at lugte meget kemisk friskt i det meste af underetagen. Duften blandede sig med den chili som Zorronaldo havde bestilt, og jeg forlod kødgryden og gik på jagt efter den underlige lugt.

Jeg blev mødt i døren af en First Man, som var slemt tilfreds med sig selv. Han havde simpelthen sprayet anti-fod-stank-spray også kaldet frisk luft oceanblue, direkte ned i samtlige størrelser 45-47.

Skoene formelig sejlede. Indeni..

Det nåede gudskelov at tørre, alt imens de unge herrer intetanende fortærede et pænt stykke af en okse og noget chili. Derpå forlod de Æblebakken med ludende skuldre og hængehår, i en sky af oceanblue, for at gå i biografen med lidt mindre sure tæer – eller sko er det nok snarere – end da de kom.

Så selvom det er hans fødselsdag i morgen, så fejrer jeg nu altså denne dag for mig selv, og sender en tanke til denne dag sidste år, hvor han blev glad igen!

Zen

Nu er det slut med at sove elendigt for en tid.

For nogen skrev en lille besked på skype – helt ovre fra Indien – i går. Ja – First Man kommer hjem i aften! Så skal jeg sove godt og ikke vågne 50 gange og tænke på pirater.

Så er der også en til at trøste når jeg jamrer, jeg er nemlig blevet outcast og må ikke lege med de store mere. Jo det er ganske vist – jeg kom bare til at sige min mening et sted hvor det var ilde set. Og det var ikke engang en konkurrence. Men hvor er bare trist når man ikke kan være uenige, uden nødvendigvis at skulle være uvenner.

Det er da for eksempel ikke alt mine børn finder på, som jeg synes er lige okay. Men de bliver da ikke gjort arveløse for det.

Hvorom alting er – jeg er ikke stueren mere. Eller også er det bare fordi jeg er kedelig – det er jo også en mulighed, nu jeg tænker efter.. Jeg bander vist heller ikke nok!

Nå – mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Især på sådan en mandag som det var i går.

Jeg kom tilbage til min crosstræner. Uden konkurrence desværre. Men det gik nu alligevel. Til sidst kom to damer og besteg hver deres crosstræner. Og der var ikke gået mere end fem minutter, før den ene pegede på min skærm, og sagde: ”Det er godt nok flot med 47 minutters cardio” Og jeg blev bare så glad.

Smilte overskudsagtigt til de dejlige damer, før jeg væltede ud af døren for at hente mine børn for sent på skolen!

Kun for at finde en noget misfornøjet Prinsesse, som ikke ville sige hvad der var galt. Vel hjemme igen kunne Gårdmand Bjørn afsløre at han måske havde en  lille andel i hendes dårlige humør.

Hans klasse havde haft science, om ”kroppens funktioner + reproduktion”.

Og her havde Gårdmanden glad meddelt klassen, at hans søstre havde fået menstruation. Og derpå havde han indledt en samtale med blandt andre Emma, om diverse detaljer vedrørende deres storesøstres menstruation.

”Og HELE skolen ved det så bare nu” kom det vrissent fra en ophidset prinsesse.

Hvortil han svarede: ”Hvorfor er du så sur over det? Er det da ikke meget normalt at have menstruation når man er en pige?”

Hun tilgav ham og endte faktisk med at kunne se det morsomme i situationen.

Rigtig god tirsdag til jer! Min bliver top nice!

På vej ind i hverdagen igen

Aften nummer to gik betydeligt bedre – for alle – og nu er vi på vej ind i hverdagen med stormskridt, det går nemlig altid en hel del hurtigere, når der kun er en til at løbe, og jeg skal nok se at blive leveringsdygtig i ordentlige blogindlæg fra i morgen..

Hvorfor hedder det i øvrigt sådan? Blogindlæg. Jeg kommer altid til at tænke på trusseindlæg..

Nå, hvorom alting er – solen skinner – det er skrigende koldt.. kun 4 grader!!

Og der var ligefrem nattefrost og ting på min bilrude som skulle skrabes af såfremt jeg ville ud og køre. Det ville jeg dog ikke, for jeg kunne ikke finde skraberen, og jeg får ballade hvis jeg skraber bil som jeg plejer: med en flaske vand..

I går eftermiddags sad vi og så en mystisk gyserfilm, som nok krævede at man havde hørt historien før, og det var altså ikke kun mig som ikke forstod noget som helst.

Det var muligvis et spørgsmål om budget, for filmen var dansk..

Og så hed en af skuespillerne Kukiks.. Eller sådan noget. Da vi skulle se en film mere i går aftes – var han også på rollelisten.

Det var næsten som i gamle dage, dengang da Konsul Holm, Meyer og Yvonne også var med i alle film. Så hed de bare noget andet, i de andre film altså.

Men selvom filmen var sjov, var det vigtigste dette her:

Samt pakken med salte fisk, som man kan ane i baggrunden!

Og nu skal vi snart på en gåtur ned i byen og købe en søndagskage. Så vi ses om lidt igen, til kagetid!

Lys og varme

Morgen.

Rugbrød.. Te..

Tingbutikker..

I Frankrig findes der butikker som er fulde af ting. Lidt i stil med Tiger og Søstrene Grene, men noget større og.. ja jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, bare meget anderledes.

I tre kategorier, ligesom:

Ude og Hjemme

Femina

Bo Bedre

Men til forskel fra disse tre blade, kan du stort set få det samme i alle tre kategorier, de koster også det samme, men de er indrettet forskelligt.

Jeg kommer glad og gerne i alle tre kategorier. Ser stort på klientellet, skal bare have mit tingfix. Og det hænder da at jeg kommer ud derfra uden at have købt noget, men det er godt nok ikke ret tit det sker.

Under alle omstændigheder så passer ingen af de butikker ret godt til det der simple living.

Men det havde jeg vist også fundet ud af ikke var noget for mig.

Jeg farer nemlig ofte vild i de her tingbutikker – fordi jeg går i stå foran de lange hylder med ting og sager man jeg absolut ikke har brug for, men som er noget så pæne.

Jeg må med skam melde at jeg indtil flere gange blevet ringet op af et barn som har fået fri fra skole og faktisk gerne vil hentes. Det er heldigvis ikke så langt, med der er altså noget over de der tingbutikker som får én mig til at glemme tid og sted.

Jeg lyver ikke, i nogle af de butikker kan man få ALT – og jeg mener virkeligt alt.

Fra sølvpapir og gulvklude, over tandkrus, forklæde, wc-bræt og tallerkner, til legetøj, brevpapir og gravstene.

Og kopper.. Og billedrammer.. Og engle som jeg ikke samler på.

Det er ganske forfærdeligt.

Men det er et godt sted at tage børn med når de skal købe gaver som gerne skulle kunne bruges til noget. Det er ligeledes et udmærket sted for mig når jeg skal have et nyt wc-bræt.

Især hvis jeg nu, meget mod forventning, skulle komme til at savne omgang med mus..

Hold nu op, jeg har travlt!

Der kan ske mange ting, når man pludselig får 20 timer foræret. Og det endda hver eneste uge.

20 timer, hvor jeg ikke mere skal gøre det, jeg gjorde før. Verden ligger åben – der er tusind ting jeg kan tage mig til.

Det skal dog også helst være noget som jeg kunne tjene lidt på – idet jeg ikke får en rød reje fra nogen som helst foreløbigt. Men den tid den sorg.

Tanken om at jeg arbejdede gratis hele juli måned – samt alle de timer jeg har til gode – kan få mig helt op i det røde felt. Der er jo bare ikke noget at gøre ved det, men jeg vælger at bruge energien på noget andet!

Den dag jeg sad og mukkede kom jeg i tanke om min mors (og Doris Lessings) motto som er: “Between despair and energy – always chose energy”! Og det låner jeg lige lidt.

Takket være blandt andre, Jørgen, har jeg fået blod på tanden til at lave nogle andre blogs. Jeg har blandt andet lavet en som hedder http://normandiet.blogspot.com/  hvor jeg fortæller om ting man kan opleve i Normandiet. Andre projekter er på vej. Gode råd og idéer modtages med kyshånd!

En anden mulighed er, at klikke på det fine billede jeg har fået lavet derude i højre side! Så kommer man også vupti, over på min nye blog!

Men det er jo hårdt arbejde. Man skal skynde sig at skrive en masse spændende indlæg, først om det ene og så om det andet, for at mennesker der leder efter oplevelser i Normandiet, rent faktisk også kan få idéer til noget at lave. Så der er bare lidt at komme efter på min nye turistblog.

Det tager en masse af min tid, og jeg når derfor ikke så meget rundt til jer alle sammen, som jeg gerne ville. Men man skal nok lige ind i vanen med det, og så kører det.

Har ellers fået lavet mig en beton planlægning – så jeg burde kunne nå alt det jeg ellers skal. Og madplaner – jo jo!

Jeg har stadig ikke set skyggen af en tilbudsavis og jeg synes altså det er sært. Jeg plejede at få nogen – kan stadig høre mig selv bande over alt det papir, og hvor er det nu henne?

Men madplanerne gør, at i hvert fald madbudgettet bliver holdt på et fornuftigt plan, og om ikke andet kan jeg jo koge suppe på alle mine blogs, hvis det skulle knibe! (Det var lige en joke!)

Men altså – det er faktisk lidt hårdt at være sin egen arbejdsgiver. Især når man er lidt af en slavepisker og har alt for høje forventninger til andres – og egen – arbejdsindsats.

Jeg husker skam at holde pauser indimellem – skille skæg fra snot – jeg har endda også en plan om at holde fri indimellem. Om et par uger.. Det er også derfor jeg har den der betonplan! Smart ikk’? Nu skal jeg bare huske at kigge på den.

Men hvor er det skønt at opleve at livets noget ubehagelige tildragelser, faktisk med lidt god vilje og effektiv indsats, kan vendes til noget positivt, nemlig en masse nyt og spændende. Kan I høre violinerne??

Jeg, som elsker at skrive – tænk nu hvis jeg kunne leve af det? Ikke lige nu – men om et år eller tre?

Nå ja – drømme er heldigvis gratis.

Morgenmad

Med mit forhold til blod og nåle og den slags, er det direkte rædselsfuldt at skulle have taget blodprøver – når man så oven i købet skal være fastende, grænser det til noget nær tortur. Ikke at jeg normalt spiser morgenmad sammen med de andre – jeg venter gerne til alle er kommet i skole – men som så meget andet – når det ikke kan lade sig gøre – så bliver det pludseligt til det eneste i verden man overhovedet har lyst til – og det skal være nu.

Sådan var min skæbne i går morges, og mit humør var, om ikke langt under nulpunktet, så i hvert fald tilstrækkeligt langt nede til, at jeg var til fare for mine omgivelser, da jeg endelig blev sluppet fri af de blodtørstige damer, som med deres ækle udstyr, forveksler mig med en nålepude. Bare for sjov..

Så i et usandsynligt dårligt humør, med højt knurrende mave, kom jeg utilpas – og meget sulten – hjem igen til dette forjættende syn:

Morgenmad – som bare var klar. Og te i min nye kop. Eller nye og nye, den jeg fik til jul. Men bare ved synet af bakken, gav jeg mig til at smile igen.

Okay, der er så en hel del mad, jeg ved det godt.. Men det er altså kun fordi det er Prinsesse Lyserød – yngstepigen – som har lavet bakken.

Og med hendes voldsomt svingende blodsukker, ser hun altid mad i meget stor målestok. Altså, er der rigelige mængder.

Jeg delte med hende – det var måske også planen fra starten, men det er så okay – det var skønt at komme hjem til!