Tag Archives: Opskrift

Og øllebrød

31 maj

Nå…

Mon der er nogen som allerede har klikket videre?

Jeg ved godt at mange nogle mennesker har det meget stramt med øllebrød. Men måske kan det ændres hvis de prøver at smage denne hjemmelavede version?

Jeg har altid elsket øllebrød, og jeg fik det meget tit da jeg var lille. Jeg kan huske jeg ofte stod på en køkkenstol, med et viskestykke om maven og rørte i en gryde indtil det boblede, alt i mens min mormor piskede fløde til skum.

Jeg har meget sjældent fået det som voksen, da ingen på matriklen synes specielt meget om det. I Frankrig fik jeg det kun hvis en venlig sjæl tog en pose fra Struer med. Og man når altså sjældent til bunds i sådan en pose, helt alene, så oftest måtte jeg smide halvdelen ud, fordi det nåede at blive for gammelt.

Jeg forsøgte at lave det selv en enkelt gang – og det smagte aldeles rædselsfuldt. Når jeg nu skal være helt ærlig.

Så øllebrød var blevet til et minde. Intet andet.

Da jeg så en dag var til brunch “Under Uret” opdagede jeg at man kunne bestille hjemmelavet øllebrød med flødeskum.

DET skulle jeg have.
Bare for at prøve

Det så smagte det som alle mine drømme, blødt, stærkt og krydret, med kold flødeskum. Himmelsk. Intet mindre.

Da jeg så ydermere var så utrolig heldig at få opskriften af den nye søde caféejer, var min lykke gjort!

Den opskrift kommer her, for det er vildt nemt, og hvis nu der sidder en øllebrødflov person et eller andet sted, ville det da være synd ikke at dele!

Altså, man tager følgende tre ingredienser – eller fire hvis man tæller fløde med:

Hvidtøl, rugbrød, brun farin. Nemmere bliver det ikke!

Og så hælder man hvidtøl op så det dækker rugbrødsskiverne, jeg var glad for at have to flasker, for jeg brugte næsten begge, til denne portion. Brun farin er jo efter behov. Til denne portion brugte jeg to spsk.
Det skal stå i blød natten over, og næste morgen skal det koge, til det har fået øllebrødskonsistens. Hvis det er for tykt så hæld mere hvidtøl i.

Så er der bare tilbage at lave lidt flødeskum, og servere.

Mums! Og endelig rigeligt med flødeskum!

 

Verdens bedste kongemorgenmad!

 

Royal fletning.

2 jul

Her kommer endnu en af de nemme hurtige – lækre – desserter man kan ryste ud af skåneærmerne når man får lyst til lidt sødt, eller når man ikke har mere Gevalia.

Desuden ser den vildt flot – og sådan lidt bageragtig – ud. Ren blær!

Man tager følgende:

Færdig butterdej, mørk chokolade, marcipan, æg, nødder, krokant.

Sætter ovnen på 180 grader. Og folder butterdejen ud, lægger chokoladen i midten, ruller marcipanen tyndt ud og lægger den ovenpå chokoladen, så skærer ca. 2 cm strimler fra hver side af butterdejen og fletter:

Fletning – ikke så pænt som Blomsterbergmåden, men min måde virker udmærket.

Så skal fletningefidusen pensles med et pisket æg og drysses med, hvad man nu end kan lide. Bare ikke persille eller sådan noget, for det tror jeg ikke smager godt.
Jeg havde en rest krokant som jeg engang fandt i Nettos spotvarer. I ved der hvor man altid finder noget som man ikke vidste man ikke kunne leve uden.
Men den blev brugt og så nogle hasselnødder. Jeg har også engang brugt noget perlesukker med succes.

Pensles med æg og drysses med nødder og krokant

Bages i ca. 25 min. alt efter hvilket humør din ovn er i. Men den skal være lækker wienerbrødsfarvet på toppen, og se sprød ud.

Og velbekomme!

Endnu en nem dessert, klar på ca. 30 minutter.

God søndag!

 

Lækker morgenmad

28 dec

Jeg har lagt en superlækker morgenmad på min juleblog. En sådan dagen derpå lækker morgenmad. Dagen efter juleaften, eller nytårsaften. Eller en fest eller sådan. Man skal nu nok ikke have været standervissen, for så tror jeg ikke det er sjovt, ligegyldigt hvor nemt det er at lave.

Men altså, lækker lækker morgenmad. Testet i alle ender og kanter. Nem at lave – med et minimum af forberedelse, udover bagetid.

Og det faldt i Firkløverets smag – de spiste op!

 

 

Opskriften.

23 aug

på kagen med den ikke smeltende farin:

220 gram mel

1 tsk natron

150 gram sukker

1 tsk salt

1 dåse frugtcocktail + saft

1 sammenpisket æg.

Det hele røres sammen og hældes i en smurt springform.

Bages ved 175 grader i ca. 1 time ialt.

Efter 30 min drysses kagen med følgende – og det er her det begynder at gå skævt:

3/4 dl. farin

50 gram mandelsplitter

1 tsk. kanel

Så skulle det jo smelte – men det gør det ikke – og blive lækkert.

Lækkert bliver det, det drysser bare sådan. Og jeg er overbevist om at jeg gør noget forkert.

Kager..

21 aug

Det er måske gået op for nogle, men jeg gentager det lige: jeg mener at man aldrig må gå ned på kage.

Som i aldrig nogensinde.

Bare spørg mine kolleger i The Dream Team.

Eller ved nærmere eftertanke – lad være – de kunne komme med frygtelige afslørende detaljer som jeg trods alt ikke er klar til at dele her. Det må være nok at jeg har delt alle mulige andre frygtelige ting med jer i mine indlæg om indrømmelser. Eller om pinlige episoder.

Så lad endelig vær med at spørge mine kolleger.

Men altså kage.

Jeg har to opskrifter – eller det vil sige jeg har kun den ene tilbage idet jeg smed den anden ud – som bare aldrig lykkes. Derfor blev den anden smidt ud.

Den ene, den som så aldrig er blevet smidt ud, er stadig i min besiddelse af den simple årsag at den står skrevet i min egen opskriftsamling og at jeg ikke vil rive sider ud af min bog, og sommetider glemmer jeg desværre at den faktisk burde smides ud.

Som i går.

Den er billig, den er nem og derfor gik jeg i gang med den.

Cirka halvvejs kunne jeg pludselig huske noget med noget farin der aldrig ville smelte. Derfor puttede jeg farinen på kagen i længere tid end foreskrevet, men hjalp det?

Overhovedet ikke.

Det elendige farin vil bare ikke smelte.

Resten af kagen smager fint.

Jeg er bare helt sikker på at jeg må gøre noget forkert.

Kage med ikke smeltet farin

Og hvis nogen ved hvorfor det dumme farin ikke smelter, modtages jeres kommentarer med kyshånd.

Hjemmelavede romkugler

9 mar

Nu er det jo søndag, så jeg syntes lige I ikke skulle snydes for lidt kage.

Denne her opskrift er så nem at det er latterligt. Ikke desto mindre er den god at have, for er du SÅ færdig hvor smager de godt. Og ingredienserne er nogle man sagtens kan have stående i mange måneder!

Ret klamt når man tænker over det, men når nu det færdige produkt er så lækkert er jeg tilbøjelig til at se gennem fingre med det.

Altså.

Her er ingredienserne:

Hindbærmarmelade, bitter kakao, mazarintærte, hindbærroulade og romessens.

Find en røre maskine. Flå en hindbærroulade i mindre stykker og gør det samme med en mazarintærte. Put en spiseskefuld hindbærmarmelade og 2 spiseskefulde bitter kakao i, samt det meste af en lille flaske romessens.

Rør.

Og det var så det.

Krymmel af forskellig art

 

Så skal de trilles til passende romkuglestørrelse og rulles i noget krymmel man kan lide.

og stilles på køl.

Og yderligere oplysninger om disse romkugler er ikke disponible.

Der var nemlig ikke flere…

Jeg vil anbefale at have de ovenstående ingredienser i sit skab – for man bør aldrig gå ned på kage!

Årets fastelavnsboller

12 feb

Jeg har fået en ny opskrift.

På fastelavnsboller. Fra den anden Tina. Og de er verdens bedste!

OG – tadaaaah – jeg vil gerne dele opskriften med jer!

Altså.

Først tager man noget mel og gør det koldt.

Eller lader være.

Jeg stillede min melbøtte i køleskabet og følte mig mere end almindelig dum. De kloge siger at Claus Meyer gør det. Bruger koldt mel. Men jeg kunne ikke helt gennemskue fidusen i det og mit mel blev derfor ikke ret koldt efter de fire minutter på køl.

Men altså, jeg målte 500 gram mel af.
Blandede med 20 gram sukker – som ikke skulle være koldt.
1 tsk.salt og
1 tsk kardemomme.

I en stor skål piskede jeg 75 gram gær ud i
2 dl. kold mælk
og 1 æg der også blev pisket i.

Jeg puttede melblandingen i det våde og blandede til sidst 250 gram blødt smør i og æltede. Eller det vil sige min K-Max æltede.

Dejen blev underlig fast i det. Den var slet ikke klistret og det undrede mig. Men det var nok alt det kolde mælk. Man plejer jo at bruge lunken mælk. Dejen blev rullet direkte ud på bordet. Jeg skar små firkanter i den udrullede dej. Opskriften siger 30, men mine firkanter må have været lidt større, for jeg fik kun 24.

For at lave fyldet blandede jeg 125 gram blødt smør med 125 gram sukker og lagde en lille klat på hver firkant.

Smør+sukker blandingen puttes på.

Så lukkede jeg alle fire hjørner sammen omkring fyldet og lod dem hæve i fem minutter. Penslede dem med æg og trykkede en lille fordybning i midten af hver lille pakke og puttede en klat marmelade i fordybningen.

Foldes til firkanter.

Så hævede de igen 20 minutter og kom ind i ovnen på 250 grader. De skal bages 5-10 minutter alt efter din ovns vaner!

Så køler de lidt af på en rist og er klar til at nyde.

Nemme at lave og et sikkert hit! Mine 24 forsvandt som dug for solen. Og de smagte mindst lige så godt kolde som lune.

Men det der med det kolde mel har jeg stadig til gode at få forklaret.

Vores wannabe bortsch

10 sep

På utallige opfordringer – hej Hanne – kommer opskriften på min fantastiske bortsch. En opskrift jeg fik af Lynne – Zorronaldos søde gudmor – engang for mange år siden da vi begge boede i Les Yvelines ved Paris.

Altså:

2 store løg  og 2 revne æbler svitses i en pande med lidt olie/fedtstof og karry efter behag.

I en stor gryde brunes 800 oksekød som blandes med løg+æbleblandingen. Tilsæt 3-4 del bouillon (evt. vand+terning) en dåse koncentreret tomatpure og en dåse flåede tomater og lad det simre 15-20 min.

Tilsæt 1 finthakket rød peberfrugt, lidt paprika, salt og peber, samt 2 dl fløde. og kog videre 5 minutter.

Hak et lille glas syltede rødbeder fint og hæld det i kødsaucen, varm godt igennem og servér med ris, en klat creme fraiche, et drys purløg og evt. et par saltede peanuts.

Det smager vildt godt, og er vores alternativ til bortsch som jeg absolut ikke er sikker på at jeg ville kunne lide i originaludgaven!

Skinkekringler

27 aug

Ja det er altså hvad jeg har valgt at kalde dem. I mangel af bedre forslag. Det er ikke helt kringler, men skinken er da tilstede!

Det var de opskrifter jeg lovede at diske op med.

Skinkekringler og små toasts med foie gras. Og så oliven. Men altså skinkekringler.

Man tager en plade butterdej. Såfremt man er så ferm på fingrene at man laver den slags selv så gerne for mig. Jeg gider ikke!

Og på dette stykke butterdej smører man en bøtte flødeost med smag. Efter behag. Jeg har prøvet både med den originale Pikant og med Tartare. Begge dele var lige lækre.

På flødeosten lægger man nogle skiver “rigtig” skinke. Ja, det er dyrere i Danmark, og sværere at få fat i, men alt andet smager tørt og mystisk. Så kan man jo drysse med Piment d’Espelette eller friske krydderurter og til sidst en lækker revet ost. Osten kan være enten inden i, eller uden på.

Den ene langside foldes ind så den dækker osten, og den anden foldes lige så langt så enderne overlapper.

Så folder man den ene langside ind over midten, og dernæst den anden langside ind mod midten så det overlapper og selve butterdejspladen nu kun er 1/3 bred.

Læg den på køl et par timer og skær så fingertykke stykker ud og bag dem i ovnen til de er gyldne og osten er helt smeltet.

De er knasende sprøde udenpå og smeltende bløde indeni.

Og de forsvinder hurtigere end du kan nå at sige rester.

 

Ingredienser:

1 plade butterdej

1 bøtte flødeost med smag

3-4 skiver skinke

Revet ost

Krydderi,

salt og peber

 

 

Porcelænsæg

4 apr

Selvom man ligger ned og stritter, filtret ind i en led fibersprængning, kan man godt have lyst til lidt lækkert til påske.

Eller anderledes.

Med blæreeffekten helt i top!

Og så var det jeg kom i tanke om de blå æg, som vist er en sydfynsk specialitet. Jeg har kaldt dem porcelænsæg for det minder lidt om noget Royal Copenhagen, og da vi – jeg altså – ydermere jo er meget royale, tænkte jeg at det ville være det helt rette at sætte på påskebordet.

Først snittede nogen, som ikke var mig, et rødkålshoved i fine strimler. De blev smidt i en gryde med vand så det dækkede kålen. Og lidt salt. og så skulle det koge. I 30 minutter eller så.

Når kålen havde kogt, skulle kålen desværre ikke bruges mere, det er nemlig kun det blå vand der er interessant. Kålen blev lagt ved siden af – på en lidt forladt måde -for at afvente yderligere anvendelse.

Det blå vand blev kølet af og i mellemtiden skulle der koges nogle æg. Efter den normale fremgangs-koge-æg-måde, dog skulle de koges lidt længere tid, nemlig i 20 minutter.

Da æggene var kogt, hældte andre vandet fra og jeg maste jeg æggene lige lidt, og ganske forsigtigt, med skallen på. De skulle ikke pilles, men bare ligge der med semiknust skal og derpå dumpes i det blå vand. Som de skulle stå i, i 2 døgn. Køligt.

Da de blev pillet, så de sådan ud:

Porcelænsæg

Så tog jeg blommerne, mosede dem med det vi nu kan lide: sennep, hvidløg, mayonnaise, krydderier efter smag og puttede det i en tyllepose og fyldte derpå de blå æg op, og pyntede dem.

Synet slår ethvert kedeligt almindeligt æg!

Porcelænsæg med fyld

De smagte godt og var en stor succes. Ren blær.

Tilbage er der bare at finde ud af hvad jeg kan bruge den kogte rødkål til..

Madbesættelse

29 mar

Fortæl mig lige hvad det er som gør, at når man er på kur og æder nupo så det hænger en ud af halsen, og standhaftigt må takke nej til alt, der ser bare det mindste spændende ud, så tænker man på mad hele tiden.

En hel besættelse er det blevet til.

Jeg mener, jeg sælger pain au chocolat hver fredag ovre på skolen. Har lige organiseret et påskechokoladesalg til fordel for skolen, hvor man får tilsendt gratis smagsprøver, og mine børn benytter enhver lejlighed til at bage kage, for slet ikke at tale om vores søndagskager.

Jeg er nødt til at mase en kvart bøtte mentholatum op i næsen hver fredag, så jeg ikke kan dufte de nybagte chokoladebrød, smagsprøverne blev rundhåndet og meget halvhjertet, delt ud til firkløveret og kvarterets børn, kagebageriet roser jeg naturligvis til skyerne og går derefter ud og bider hårdt i en dyne. Søndagskagerne kan jeg nøjes med at tage billeder af og derpå skumlende gå min vej, for at skrive en sur bøvs jeg kan sende ud i blogland.

Så er der aftensmaden. Den skal laves. Firkløveret har ikke tid på grund af skolen og First Man er stadig ikke ret meget hjemme. Og hvis han er, laver han sjældent mad … Så den tjans tilfalder mig.

Det er så her, den der madbesættelse kommer ind i billedet.

Jeg tænker på mad, fra jeg vågner til jeg falder i søvn.

Jeg læser kogebøger, finder madopskrifter og laver spændende madplaner til den helt store guldmedalje.

Dette medfører, at alt imens jeg vansmægter på nupo, laver jeg de mest tidkrævende og interessante retter.

Hvor jeg til daglig, lige akkurat kan svinge mig op til lidt pasta og kødsauce, kartoffelomelet og fisk med ris og bønner, er vi nu ude i noget blomkålsgratin, gratinerede courgetter, mørbradbøf med frisk grøntsagsblanding og kartoffelkroketter.

Det er da anstrengende.

Det er nok duften der er værst. Jeg sidder der med min kakaonupo – der er nemlig ikke mere grøntsagssuppenupo tilbage – og smiler så venligt jeg kan til resten af familien, hvilket nok minder en del om det smil jeg kan præstere, såfremt jeg bliver vækket midt om natten uden grund.

Jeg kunne naturligvis lave alt det, jeg ikke selv gider spise, men det orker jeg trods alt ikke. Jeg kan jo ikke lave rosenkål med gedeost hver aften. De ville nu nok heller ikke spise det. De kan nemlig heller ikke lide rosenkål eller gedeost.

Jeg har aftalt med mig selv, at når jeg kommer tættere på det jeg gerne vil veje, så spiser jeg – udover mine havregryn med æble til morgenmad – også aftensmad, hvis det er i den lettere afdeling.

Men jeg mangler også kun fem-seks kilo endnu.

Fondant au chocolat

19 feb

I kan takke Prinsesse Lyserød for at der kom en slags søndagskage idag! Endda en hjemmelavet én. Med opskrift! Kan det overhovedet blive bedre?

For at kreere Prinsessens lækre dessert, Fondant au chocolat, skal der bruges:

4 æg

65 gr mel

135 gr sukker

200 gr smør

200 gr mørk chokolade (min.70 % kakao)

Bland æg, sukker og mel. Smelt smør og chokolade sammen. Bland det hele sammen i en røremaskine.

Puttes i solide muffinsforme. Papirforme kan ikke helt holde sammen på dejen De bages i 8 minutter ved 210 gr. i en forvarmet ovn. Ikke mere end 8 minutter – for så er kagerne ikke flydende indvendig, hvilket er idéen med det hele!

De skal spises lune!

IMG_0664

I får lige billedet igen – det tager I nok ikke skade af!

Jeg fik opskriften af min søde veninde Armelle, for mange år siden da vi begge boede i Versailles – og jeg ved ærligt talt ikke hvor den kommer fra, men det forhindrer mig ikke i at dele med jer – de smager fantastisk!

God søndag!

Limoncello

17 sep

Ja – efter jeg har afsløret mine tilbøjeligheder til mojito, burde jeg vel egentlig bare holde min mund – og undlade at fortælle mere om alkohol. I ender jo med at tro, at jeg har et problem.

Men sagen er, at jeg har lavet limoncello!! Som er italiensk citronlikør.

Mumselimums!

Og det var altså meget nemt – og så er jeg helt sikker på at der ikke er sunset yellow eller andet spændende kemi tilsat.

Vil I vide hvordan man laver det?

Nå – det er også lige meget, jeg fortæller det bare alligevel.

Man tager 12 citroner (10-14 alt efter størrelse) og 1 appelsin, og dem skræller man med en kartoffelskræller, hvorpå alle skrællerne dumpes i 3 liter vand.

Citronerne kan man jo lave citronsorbet af..

Nå, der hældes så 800 gr. sukker pr. liter vand – dvs. 2,4 kg – sukker i det føromtalte vand, samt ½ vaniljestang. Vaniljestangen skal lige skæres åben, så alle korn kan slippe ud!

Og så tilsættes 3 liter ren sprit. Simpelthen, intet mindre – 3 liter ren alkohol.

Det skal så stilles mørkt – eller i en beholder som ikke slipper lys ind. Så røres der rundt morgen og aften i 4-5 dage – blandingen må ikke stå længere end allerhøjst 5 dage, ellers kommer det til at smage sært.

IMG_5394

Til sidst skal det sies igennem et viskestykke og kan så hældes på flaske. Det smager rigtigt, rigtigt godt!!

IMG_5396

Og til de som føler de har tabt i torsdags – vil jeg sige “When life gives you lemons, make lemonade” – subsidiært Limoncello. For jeg har desværre ikke nogen opskrift på kameljuice.

%d bloggers like this: