Firkløver

Det er en lille plante. Med fire forskellige blade på.

Fire individuelle blade som har hver deres særheder, selvom de sidder på samme plante. Det ved alle. Så langt så godt.

…

Altså et firkløver. Fire sider af samme sag.

Præcis som mine fire børn.

Alle med samme oprindelse, samme blod og alt det der. Men alligevel fire vidt forskellige mennesker. Nogle ligheder er der naturligvis, men også forskelle.

Nå.

Forleden kom der så nogle af de ord der. Den slags ord som river i samtlige hjertekamre, og bare trækker tårer.

Da Gårdmand Bjørn og jeg diskuterede det skoleskift, der kom lidt pludseligt, prøvede jeg at komme med mit bud på hvordan det kunne være han havde det så meget bedre i en skole med mange børn.

Jeg nævnte også at han jo ikke var ligesom Zorronaldo eller Prinsessen.

Som er lidt mere udadvendte end Gårdmand Bjørn og Divaen.

Og så kom de der ord:

… “Mor… er det så en god ting eller en dårlig ting, at jeg ikke er ligesom Zorronaldo?”

…

Av.

AV siger jeg bare.

Med tårer i øjnene skyndte jeg mig at remse en hel masse op: at det jo var helt fantastisk godt at han netop var sig selv og at han jo bare er anderledes end sin storebror. Og lidt mere som sin storesøster måske, men at det var godt. Og at alle ikke skulle være ens. At man ikke var hverken værre eller bedre, blot forskellige.

Og at det var vigtigt at man var sig selv og fik plads til at være den man var.

Akkompagneret af en hel masse knus.

…

Tænk engang, hvor kan man komme galt afsted med at konstatere, at ens ene barn ikke er som ens andre børn. Og det endda helt uden bagtanker.

Men jeg fik slået helt fast at jeg sætter umådelig stor pris på ham, og den han er; ligesom jeg sætter stor pris på mine andre børn. Hvor forskellige de end er.

 

Ord. Bare ord.

Ukendt version

Rengøringsdamen så ud af vinduet. Hun så sin nabo negeren, der var skraldemand, han var ude og gå med sin handicappede datter.

…

Navngivne version

Margit så ud af vinduet. Hun så sin nabo Njogu med fast arbejde, der var ude og gå en tur med sin datter Line.

…

Politisk korrekt version

Overfladeteknikkeren så ud af vinduet. Hun så sin nabo, afroamerikaner og renovationsmedarbejder, som var ude og gå en tur med sin datter som var et menneske med et handicap.

…

Det bliver efterhånden besværligt at sige noget overhovedet.

Is

Kung-Fu, Magnum, Twister, Astronaut, Lynstang.

Og så is, jo altså. Fællesnævneren.

Et dejligt nemt ord – og kort – som kan udtrykke et helt bestemt ønske!

Der er naturligvis flere former for is, men lige her handler det om den slags med fløde og sukker og sikkert også en masse grumme tilsætningsstoffer.

Det er endda begyndt at være ved den tid, at man kan overveje at spise en is uden at få forfrysninger ved tanken. Nu er det også flere dage siden der var sne sidst, så jeg var da begyndt at savne det kolde gys.

…

Eller nej..

Nå, men altså, så var det jeg hørte en radioreklame. For is. Is leveret i blå biler med tilhørende klokkebimlen. For, reklamere for dem ved at nævne dem ved navn, vil jeg ikke.

…

Jeg kan nemlig ikke udtale deres nye is. Heller ikke engang hvis jeg lader som om jeg er Texaner. Hvad jeg ikke er.

…

Helt ærligt, hvad sker der for de som styrer de blå isbiler?

En is skal da have et forholdsvist nemt navn, så det ikke tager 20 minutter at købe den?

Eller hvad?

Jeg kan ikke engang huske halvdelen af navnet. Heller ikke når jeg lige har hørt reklamen, og jeg ville stå ganske fortabt uden at ane hvordan jeg skulle bestille den.

Kunne det ikke bare være en is?

Med et navn. Et simpelt navn.

Som Kæmpeeskimo?

Eller Filur?

Det ved man da hvad er. Selv nye is som Twister, har navne jeg kan finde ud af at gentage.

…

Altså i stedet for en is med et navn, der ikke er et navn, men derimod en endeløs opremsning af slik, kiks og andre kageingredienser der ikke har ret meget at gøre i en is, og som  kamuflerer den uden tvivl ganske almindelige is.

Men det skal jeg som sagt ikke kunne udtale mig om, og jeg tvivler på at jeg nogensinde bliver i stand til at huske navnet så længe at jeg kan bestille den næste torsdag.

Her en sand virtuos, Vincent som er en ren mester ud i iskunsten! Almindelige is med navne jeg kan både huske og udtale!

Sprog der forsvinder

Der er en masse danske ord som er på vej ud i glemslen.

Ord som bliver aflyst.

Som slet ikke kom med ind i det nye årtusinde. Det er så trist at tænke på.

Jeg er sikker på at det er fordi vi ikke udfordrer sproget.

Når man som dansk mor i udlandet, vil give sine børn en dansk base, så det bliver muligt at kommunikere med familiemedlemmer der ikke behersker fransk eller andet udenlandsk, så taler man dansk til sine børn, og jeg var ekstra ond – jeg ville ikke reagere før de også talte dansk til mig.

Reglen var: jeg taler på dansk til dig – så svarer du også på dansk. Det gik bare ikke særligt godt. Jeg talte dansk – og de talte fransk..

Zorronaldo kunne stå og se på mig med sine store øjne og sige: ”Men hvordan mor, hvordan?”

Han havde bare ikke ordene. Vi tog ofte på opdragelsesrejse til Danmark og efter 14 dage var deres dansk mærkbart bedre, men det forsvandt mindre end en måned efter vi var tilbage i Frankrig igen.

Det blev først bedre, da vi fik vores første og meget højtelskede aupair, Nanna!

Der var gået en måned med dansk aupair, og en dag gik vi forbi en meget fladmast snegl..

Zorronaldo der var tre½ år gammel, kiggede på den og sagde: ”se – en skildpadde” At det var lidt forkert sådan rent biologisk, var lige meget – for han havde aldrig udtalt ordet før, så det var et kæmpe fremskridt.

Godt nok var Nanna kommet for at lære fransk – det fik hun nu lært alligevel – men vi kunne jo ikke lade være med at tale på dansk. Og det at firkløveret – som dengang kun var et trekløver hvoraf den ene ikke kunne sige noget (det har hun heldigvis rådet bod på siden) kunne høre to voksne tale dansk, det var det som udviklede deres sprog.

Så jeg tænkte på – alle de ord der er på vej ud, er det ikke fordi man ikke læser mere? Og de folk som læser, de læser måske noget som slet ikke udfordrer deres sproglige sans?

Alle ser de samme intetsigende serier, bruger samme vendinger, samme jargon. Siger man noget som går det mindste udover normen, får folk krydsblik og jantetics.

”Det var da rædsomt mange fremmedord du lige smider om dig med”.

Fremmedord er jo kun fremmede, indtil du lærer dem at kende og bliver fortrolig med dem.

Så hvis man altid læser det samme, lytter til det samme – bliver man aldrig sprogligt udfordret og så forsvinder ord, vendinger, sætninger og betydninger ud i det blå og det danske sprog bliver en lille smule fattigere hver gang..

Firkløveret taler ikke 100 % dansk. Eller fransk for den sags skyld. Det er der nok meget få mennesker som gør. Firkløveret taler vel 80 % dansk og 70 % fransk hvis det skal måles.

Når de jamrer over at de ikke kender denne eller hin vending på dansk – eller på fransk – må jeg minde dem om at de alligevel har meget mere sprog end de fleste andre. I stedet for 100 % sprog, har de nemlig mindst 150 % sprog at gøre sig forståelig med.

Og det er nu ikke så dårligt endda!