Det siger lidt sig selv.
…
Jeg mener, bamsen ligger lidt i ordet bjørn.
…
Ikke desto mindre skal Gårdmand Bjørn spille bamse i skolekomedien. Den sidste jeg tvangsindlægges til.
Hurra.
…
Det er faktisk lidt nostalgisk.
Aldrig mere skal man tvinges til at sidde og se på skolekomedier spillet af børn med mere eller mindre talent. Bortset fra ens eget, naturligvis. De er jo altid fænomenalt dygtige uanset hvad.
Nå, men han skal altså spille bamse.
Og nogen skal derfor lave en bamsedragt.
Bliver pludselig meget træt.
Hvorfor laver man den slags skolekomediestykker hvor sagesløse forældre skal tvinges til at frembringe kostumer der ligner noget.
…
Jeg har muligvis sagt det før, men jeg spillede Freja i Thors Brudefærd, engang i den tidlige stenalder. Og jeg havde altså bare min natkjole på. For der var hjerter på. Og det lange lyse leverpostejsfarvede hår havde jeg i forvejen. Og vupti var Freja på plads.
Nu skal jeg til at kreere en bjørn. Med ører. Jeg synes de strammer den. Mon publikum lægger mærke til det hvis jeg klæder ham ud som gulerod?
Er der en syerske tilstede?