Skriftlig terapi.

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg har tænkt mig at bruge denne platform som en form for terapi. Da jeg ikke er så god til at skrive dagbog, bliver det her.

Nu vil opmærksomme mennesker kunne bemærke at jeg jo bare kunne lade være med at publicere det, men for det første nyder jeg at få tilbagemeldinger på det jeg skriver: det kunne jo være, at der var nogen som lå inde med et guldkorn eller to jeg kunne bruge til noget, så hold jer endelig ikke tilbage.

For det andet, kunne det være at jeg kunne bidrage med noget, som andre – i samme situation – ikke var klar over. Jeg har nemlig lært utroligt mange ting her i mit foreløbige forløb, og er blevet så frygtelig klog…

Jeg troede faktisk jeg ville have svært ved at skrive, når jeg nu ikke kan læse, men det var ikke tilfældet. Trods det, kan jeg alligevel mærke en anelse rust.

Jeg mangler ord, savner vendinger, leder efter formuleringer, og må rette i en uendelighed. Det er møgfrustrerende, fordi den slags bare kom helt af sig selv før. Så et blogindlæg tager meget længere tid end det gjorde før, og er som sagt blevet skrevet om og rettet i, et utal af gange før det lander online.

Stavefejl, tastefejl og grammatiske fejl blander sig vellystigt i mine sagesløse sætninger, og jeg ser dem som oftest ikke før Divaen kommer forbi og nævner at der mangler et “e” under billedet af min lange blomst fra sidste skoledag. Hvorpå det naturligvis omgående bliver rettet.

De ord der kommer ud af min mund har det ligesådan.

De snubler over hinanden, og sig selv, og enten kommer de slet ikke ud, enten fordi de gemmer sig bag en eller anden kognitiv funktion der også halter, eller også fordi de bare er gået på ferie uden at sætte autosvar på.

Det resulterer tit i lange – utilsigtede – pauser, i min normalt ganske udmærkede talestrøm, samt i voldsomt irriterede teenagere.

Det irriterer skam også mig selv. Jeg ved jo godt hvad jeg plejer at kunne huske, eller hvordan mit sprog plejer at flyde. For slet ikke at tale om mit ordforråd, som jeg aldrig har tvivlet på før.

Så føler jeg mig forrådt, af min egen hjerne.

Og så går der som regel ikke ret lang tid før jeg går i panik over, om det overhovedet kommer tilbage igen. Det er skræmmende og usikkert at have det sådan. For tænk nu hvis det aldrig kommer helt tilbage. Og gad vide om men så er permanent hjerneskadet?

 

Den panik sidder fast, og ligger – ikke ulig en rombudding med kirsebærsauce – som et svampet og blævrende fundament i min dagligdag, og gør at fodfæstet er svært at finde, uanset hvad det er jeg laver.

…

Og lige præcis sådan et indlæg har ikke nogen happy ending. Der er ikke mere at sige til det, andet end: ØV.

Men så kan vi jo være glade for at det er mandag.

Rigtig god mandag derude!

Så er der pålæg

Velkommen til mit indre.. i skiveform. Jeg vil skåne jer for detaljerne! Men der var rigeligt af dem – detaljer altså.

Det var betydeligt mere ubehageligt, end jeg lige havde regnet med det ville være.

Nej, det gjorde ikke ondt, jo lidt i skuldrene til sidst: skulle ligge i 20 minutter udstrakt på noget båreagtigt med armene over hovedet. Mens jeg holdt på sådan en ”Tag-Mig-Ud-Herfra-NU-PANIK”knap i den ene hånd, og en sprøjte et eller andet i den anden.

Og hovedet lige akkurat sådan, at hvis jeg kiggede bagud kunne jeg se loftet. Men lige præcis nok til at jeg ville gå i panik hvis jeg prøvede at bevæge mig. Det prøvede jeg så derfor ikke.

Men jeg fik dejlig musik i ørerne – havde naturligvis glemt min egen CD “Silhouettes” som skulle have bragt mig frelst igennem – men så satte han ørebøffer på mine ører og blæste igennem med ABBA, Aha og Alphaville.

Det må være en opsamling som hedder “80er musik fra A til Z” men gad dog vide hvor mange der overhovedet når til B?

Det hele efter en times tid i jordens kedeligste venteværelse. Jeg fik helt ondt af dem som ikke havde en First Man med.

Man bliver dog noget træt efter sådan en omgang, så jeg vil slæbe en lænestol ud i haven, sætte mig der, drikke en kvart million liter vand så jeg kan blive renset igennem.

Og så vil jeg for resten lukke mine øjne, mærke solen og de 22 grader på mine hvide stænger og høre noget musik som snart skal til Canada og gøre Birgitte glad!

Vi ses i morgen!