Tag Archives: Paranoia

Paparazzi

29 mar

I stil med min personoplysningsparanoia, så ved jeg heller ikke lige, hvordan jeg skal gribe det an, med at hælde billeder ud over hele min blog.

Det er faktisk besynderligt – og de som kender mig kan vist nikke genkendende til det – jeg er som regel at finde bag et kamera. Jeg tager billeder af alting, hele tiden. Har altid et kamera med i tasken – for hvis nu.. Jeg når derfor sjældent selv at komme med på billederne, men jeg har 3 milliarder billeder af rigtigt mange andre ting – jeg har endda et billede af bulen i døren efter den brækkede finger – og jeg er vist noget af en belastning for mine omgivelser, når jeg går i gang.

Men den dag de så modtager en lille bog med billeder, eller en kalender, en kop eller noget andet gøgl, så bliver jeg dog som regel hurtigt tilgivet for mine paparazzistiske tendenser. (Prøv IKKE på at udtale det..)

Nu har nogen spurgt, om der ikke var nogle flere billeder, og det er der naturligvis.

Men det indebærer at jeg skal tænke over om jeg vil have min blog plastret til med billeder af det royale firkløver.

Og noget blondine.

Jeg kunne også bare smide nogle billeder på, og lade som om det slet ikke var os – men nogle som lige kom der forbi.

Det tror jeg bliver løsningen! Det er der ikke nogen som opdager alligevel – billederne er jo så små.

IMG_3663

Vi starter med dette vellignende billede af yngstedrengen og jeg – på vej til skole – sidste mandag.

Sommer i Frankrig 013

Dette er nogen børn på vej hjem til Æblebakken efter en gårtur i byen lige da vi var kommet.

IMG_2981

Og dette er den udsøgte udsigt fra mit ene køkkenvindue – og godt med zoom. Der er noget pænt lys på kuplen, om aftenen.

Men der skal også være plads til hverdagens drama!!

Sommer 2010 202

Her ses ældstedatter, yngstepigen og blondinen i baggrunden, på sydsiden af Æblebakken. Den opmærksomme læser vil straks bide mærke i de to lyse spor midt i græsset. Det gjorde ældstedatter også – bed i det. Græsset altså.

I starten tid vidste vi ikke helt hvor langt Æblebakken fortsatte, og om det var sådan at man kunne lade blondinen løbe frit, så en aften ville ældstedatter gå en tur og tog derfor blondinen i snor.

Omtrent der hvor jeg står og tager billedet, er der et lille buskads. Da de var nået hertil, stod ældstedatter stille for at sikre sig at naboens hund ikke også var løs, og hun så i første omgang ikke starten, af det som videre skete.

En kat sad på lur i buskadset, og den havde nok ikke den største lyst til at blive lige der, med blondinen i så ubehagelig nærhed. Altså satte katten afsted i et mægtigt spring – forbi blondinen – faktisk nærmest hen over hovedet på hende, og ud over marken.

Ældstedatter fik et chok over det pludselige spetakel, og det resulterede naturligvis også i at blondinen satte efter katten med et fænomenalt spring.. og med nogen hængende efter sig – som stadig holdt fast på snoren, jo da – vel gjorde hun så!

Og hun blev faktisk trukket et temmeligt langt stykke, før hun fik åndsnærværelse nok til at give slip – hun landede derefter i en nydelig buket brændenælder..

Det visne græs er sporene af den lille liggende promenade hun tog sig. Hun kom hjem – uden blondine – noget bleg og med græspletter på knæene, røde pletter på hænderne og græstotter i håret, og en anelse vrissen på sin ellers elskede hund – der kom halsende hjem kort tid efter – vældig glad og tilfreds med sin indsats som kattejager.

Et par dage efter ville jeg med en tur ud over marken, og ældstedatter siger så: “se – det var der jeg faldt” og peger på det visne spor. Græsset er simpelthen blevet flået op – og visnet. Stakkels græs. Og jeg skyndte mig at tage et billede.

Flere billeder en anden dag!

Paranoia

24 feb

I disse fastelavns tider kan man indimellem høre sangen “ka’ du gætte hvem jeg er, ka’ du gætte hvem jeg er..” og jeg tænker, som ny udi blogland, ofte på: skal man eller skal man ikke? Altså, fortælle hvem man er.

En del af dem, som læser med her, ved jo godt hvem jeg er – jeg har ligesom selv sendt en masse mails til dem jeg kender, for at gøre opmærksom på at lige netop denne blog findes! At de ved hvem jeg er, gør ikke noget. Ikke så meget i hvert fald. De kender mig om nogen, og ved hvor håbløst mærkelig jeg er alligevel – ingen grund til at prøve at skjule det for dem.

Så er der dem, som kommer herind ved et tilfælde, men som godt ved hvem Kong Mor er. Bubber for eks. han skulle jo vide det. Det burde han altså – han væltede mig. Men nu ved jeg ikke lige, om Bubber kigger så meget på sådan nogle “ævle-om-løst-og-fast” blogsider, men man kan jo aldrig vide.

Så er der dem, som ikke er Bubber, men som kan udlede at én med 4 børn, som bor i Frankrig – det er jo nok hende jeg mødte i fjor. Eller naboen i Danmark. (Hej Irene!!) – Hun har nu ikke internet så det er nok ikke hende som genkender mig herinde.

Men så er der alle jer andre; jeg sidder jo selv og læser om hvem I er, og jeg udleder selv hvem der er i familie med hinanden, jo jo – jeg har godt set det, I to!! Jeg kigger på billeder og tænker “ihhh, et pænt hår”, eller “sådan en skål har jeg også”. Jeg vil jo gerne vide mere om hvem I er. Det er da også en af grundene til at jeg er her – jeg vil læse om jer + læses om.

Det er ligesom det, det hele går ud på? ellers har jeg igen ikke fattet en bjælde – men det sker nu så tit – så en gang fra eller til.

Men hvorfor er det så, så slemt at blive genkendt?

Det ved jeg heller ikke om det er – men jeg er da blevet smittet af anonymitis – den generelle anonymstemning, der for det meste hersker i blogland. Mange af de blogs jeg skøjtede rundt på, inden jeg selv trykkede på “send” var anonyme og kommentarerne var også efterladt af anonyme mennesker, med sære navne.

Og lige en indskudt bemærkning, man kan altså godt gå hen at blive helt bange for nogle af jer. Eller bange for at nogle af jer rent faktisk kigger forbi på min blog. Sådan rent skriftligt, mener jeg. Kommaernes beskytter, sprogets vogter og hvad ved jeg, og her kommer jeg og har hele mit liv fået bundkarakter for grammatik, til stor ærgrelse for min mor, som har sådan nogle meget lange uddannelser med cand. foran. Jeg er bare cand.selv!!

Tag mine kommaer, ja – de der klatter jeg kyler rundt omkring i mine tekster. Ikke et eneste er sat uden at tænke på om det nu også skulle stå der efter at have læst jeres meninger. De står sikkert forkert en del af dem, men det er der altså ikke noget at gøre ved. Men altså – det var ikke helt uden bæven jeg vovede mig ud i blogland.

Nå, det går jo nok, og da I ikke ved hvem jeg er, kan I heldigvis ikke komme efter mig med en læs&forstå. For der er da godt nok mange lærere herinde, gad vide om det er sådan en erhvervs sygdom at lærere blogger? Jeg ved jo godt hvorfor jeg ikke er blevet lærer. Men det har mere noget at gøre med børneopdragelse og sådan.. i Danmark. SÅ, nu har jeg allerede sagt for meget.

Lige netop derfor kan jo også være ret praktisk at være anonym: jeg kunne for eks. gå hen og skrive ækle ting om en tidligere chef eller om hende som spyttede på min datter, uden at blive genkendt. Ja bortset fra hende som spyttede, hun ville nok godt kunne genkende mig og udmærket huske det gigantiske møgfald hun fik henne ved Brugsen, men om hun nogensinde vil læse en blog, endsige min, tvivler jeg stærkt på.

Men altså – spørgsmålet er om jeg overhovedet skriver noget som er så lyssky, at jeg ikke tåler genkendelse? Bortset lige fra de mange indlæg, som jeg selv har censureret bort, da de ikke var i den rette politisk korrekte ånd. (Hvis I fornemmer en vis vrængen her er det ganske rigtigt) Så var der nemlig en hel del flere som var blevet sure, fordi de netop godt ved hvem jeg er.

Men man skal sikkert ikke gå rundt og tro, at man er interessant for en agent fra CIA bare fordi man har skrevet lidt om præsidenter, Gaddafi og solidaritet. Måske ikke de allerheldigste søgeord, når man nu tænker efter..

Tror vist også jeg havde en ganske lille bitte trussel mod kulturforvaltningens blomsterbed, med i et indlæg, noget med en bombe – godt nok en lille én – men alligevel – jeg kunne jo blive anklaget for alt muligt bagefter..?

Men et eller andet sted føles det alligevel lidt forkert at være anonym – det er jo mig. Og det ved mange af jer ikke.

Det er altså lidt synd for jer, så måske en dag fortæller jeg, at jeg hedder Stine, for det er så dybt, dybt, åndssvagt at skrive en kommentar under med Kong Mor – helt ærligt altså. Nu skal jeg bare lige flytte helt ind i min blog, og finde ud af alle de seje ting alle I andre kan med jeres blogge og som jeg fedter noget rundt i endnu, så kan vi altid se om jeg bliver vaccineret mod anonymitis.

%d bloggers like this: