Porcelænsæg

Selvom man ligger ned og stritter, filtret ind i en led fibersprængning, kan man godt have lyst til lidt lækkert til påske.

Eller anderledes.

Med blæreeffekten helt i top!

Og så var det jeg kom i tanke om de blå æg, som vist er en sydfynsk specialitet. Jeg har kaldt dem porcelænsæg for det minder lidt om noget Royal Copenhagen, og da vi – jeg altså – ydermere jo er meget royale, tænkte jeg at det ville være det helt rette at sætte på påskebordet.

Først snittede nogen, som ikke var mig, et rødkålshoved i fine strimler. De blev smidt i en gryde med vand så det dækkede kålen. Og lidt salt. og så skulle det koge. I 30 minutter eller så.

Når kålen havde kogt, skulle kålen desværre ikke bruges mere, det er nemlig kun det blå vand der er interessant. Kålen blev lagt ved siden af – på en lidt forladt måde -for at afvente yderligere anvendelse.

Det blå vand blev kølet af og i mellemtiden skulle der koges nogle æg. Efter den normale fremgangs-koge-æg-måde, dog skulle de koges lidt længere tid, nemlig i 20 minutter.

Da æggene var kogt, hældte andre vandet fra og jeg maste jeg æggene lige lidt, og ganske forsigtigt, med skallen på. De skulle ikke pilles, men bare ligge der med semiknust skal og derpå dumpes i det blå vand. Som de skulle stå i, i 2 døgn. Køligt.

Da de blev pillet, så de sådan ud:

Porcelænsæg

Så tog jeg blommerne, mosede dem med det vi nu kan lide: sennep, hvidløg, mayonnaise, krydderier efter smag og puttede det i en tyllepose og fyldte derpå de blå æg op, og pyntede dem.

Synet slår ethvert kedeligt almindeligt æg!

Porcelænsæg med fyld

De smagte godt og var en stor succes. Ren blær.

Tilbage er der bare at finde ud af hvad jeg kan bruge den kogte rødkål til..

Julen varer lige til påske.

Jeg ved ikke med jer, men jeg er ganske ude af stand til at komme i påskestemning med alt det sne der ligger og flyder.

Jeg jamrede – den første påske på Æblebakken – højlydt over min manglende påskepynt. Nu er vi vendt hjem til netop denne påskepynt, og skæbnens ironi vil at jeg er såret og ikke kan gå. Uden at være fastklistret et sæt krykker.

Og der er altså ting der ikke vil have særligt godt af en dingletur i en skuldertaske påhæftet undertegnede. Pustede æg – er en af dem – porcelænshøns er en anden. Derfor har jeg måttet overlade påskeoppyntningen til andre. De som nu lige var i nærheden.

Og uden at være grov kan jeg vist godt afsløre at det ikke er alle mine børn der har lige stor æstetisk sans for udsmykning.

Hvis jeg altså skal sige min mening, men det skal jeg naturligvis ikke. Jeg holdt helt op med at sige min mening, eller næsten, da Divaen som to-treårig kom og satte en meget grim og meget turkis julemand, som hun havde produceret i den danske børnehave i St. Germain en Laye, på en af de nederste grene af mit meget fine juletræ.

Efter denne episode gik det op for mig at der var pæne ting og så var der de vidunderlige kunstværker mine geniale børn havde frembragt. Mit bogmærke som jeg vil begraves med, samt en stribet fiskepude, en fed pingvin og en lodden grå og trekantet høne hører til i den kategori. Sært nok hader de alle fire hver deres frembringelse, men er enige i at de andres ting er søde og finurlige.

Derfor – fordi jeg ikke blander mig så meget – i hvordan det nu lige står og ser ud, ser min påskepynt en anelse alternativ ud. Dette gik først op for mig, da jeg fandt en af de fine høns, stående foruroligende tæt op ad min cupcake-krukke.

Jeg bjæffede ud i lokalet hvad min fine høne lavede der, og Gårdmand Bjørn svarede at den spiste af flødeskummet. Slået af dette stærke argument gav jeg op, men Divaen som bliver 18 lige om lidt, har en meget vågen sans for klassisk skønhed, og i den indgår ikke nærsynede flødeskumssultne høns.

Den konstellation blev derfor rettet og genplaceret på et mere passende sted.

En filt-ægge-guirlande var også blevet hængt op, men enten var sømmet placeret for langt nede, eller også drejede det sig om en lidt mindre person, hvorom alting er der lå næsten lige så mange æg kunstfærdigt slængt hen ad gulvet som hængende på væggen. Også dette stilleben afgik ved en hurtig død, og jeg kan faktisk ikke helt huske hvor filtæggene så blev hængt hen.

Det er hvad det er, men jeg plejer at have en stor krukke med grene som er næsten sprunget ud, med vores fine æg på.

…

Ingen gå jo ud og klipper de der grene.

Og det er endnu en af de ting der bare er lidt mere udfordrende, på krykker.

Og hvis det er med grene fra haven som med viljen og evnen til at lave noget mad til sin mor, har det lange udsigter. Meget lange.

Følgende lille ordveksling fandt sted i søndags:

Mig: “Jeg er sulten, vil du ikke lave noget mad til mig?”

Zorronaldo: “Hvad vil du da ha’?”

Mig: “Bare noget mad. Ikke noget sødt”

Zorronaldo: “En banan?”

Jeg sukkede og lagde mig tilbage på sofaen i afmagt og håbede på at min søn ville være i stand til at smøre en rugbrødsmad til sin mor.

…

Det skete ikke. Han kom derimod tilbage, med en mad til sig selv…

Mig (nu ret surt): “På hvilket sprog skal jeg så sige at jeg vil have noget mad?”

Zorronaldo (ganske uforstående): “Jamen du sagde jo ikke hvad du ville have”

Mig: “gggnnnnnnn..”

Hvorpå han rejste sig og gik ud for at lave en rugbrødsmad med spegepølse. Denne gang til mig. Trods alt.

Så derfor går jeg ikke ud fra at der kommer grene i mit hus til påske i år.

Men det er som sagt også lige meget; jeg vil ikke risikere at komme til at hænge julehjerter på dem!

Påsken i år

Jeg fik lavet mad til en mindre armé. I flere kapitler. Alles livretter. Af en slags buffetmad forstås. Og kom igen alt for sent i seng, fordi vi så film.

I går morges var det op og i kirke. Vi er jo naboer, så vi kunne gå derover. Det blev sikkert sidste gang de fik æren af vores tilstedeværelse. Orgelmusikken var skøn begge gange!

Men hvor er sådan en katolsk højmesse altså en gang rod. Vi savner en rolig dansk gudstjeneste med hvide vægge. Og ordentlige salmer. I stedet for al deres messen af Hosianna, halleluja og så trosbekendelsen på latin. Dertil en meget kedelig prædiken, af en art.

Ikke desto mindre, er det en oplevelse at sidde lillebitte i den enorme kirke, sammen med de 3994 andre mennesker. Jo, de kutteklædte mænd der myldrede rundt imellem hinanden deroppe foran alteret, spillede skam for fulde huse.

Der var faktisk mennesker fra hele verden, mest fordi det er en pilgrimskirke og ikke en menighedskirke. Og så fordi det er en kirke til ære for vores lille Thérèse, så folk der lige tror på hende, kommer og fejrer påske.

Det var imidlertid en noget langsommelig affære og 1½ time senere bestemte vi os for, at nu havde denne festivitas varet så længe at vores baller var blevet helt flade og derfor gik vi uden den sidste velsignelse, men mon ikke vi overlever?

Vi gik derfor hjem med god samvittighed.

Og lavede maden færdig.

Der var meget mad. Af den ene og den anden slags.

Og to desserter. Vi kunne ikke helt bestemme os, så det blev til både pavlova og moderne jordbærgrød.

Så var der æggejagt. Inde i stuen, idet vejret havde bestemt sig for at vise sig fra sin vådere side. Jeg var derfor ubarmhjertig og havde gemt dem godt. Alle fandt dog deres papirlapper så der var almindelig påskeægsuddeling.

Voldsomt forædte så vi en film igen, og på forunderlig vis gik dagen uden vi nåede andet.

Og jeg tror ikke nogen af os skulle have anden mad foreløbig. Eller det vil sige, prinsessen nåede dog at inhalerere en to bouchées de la reine og størstedelen af sit påskeæg.

Hvor er det godt, at vi nu har to ugers ferie til at komme os ovenpå den slags kulinariske strabadser.

Børnelogik i menneskehøjde

I går var alle eleverne samlet i en lille lokal kirke. Fordi det var skærtorsdag. Og de fik historien om den sidste nadver, og så var der ellers lækkert fransk landbrød til alle. Ret hyggeligt. Der var også dækket op, med vin og brød på bordet. Det brugte børnehavebørnene lang tid på at gå rundt om og beundre.

Præsten, som jo er katolik, talte faktisk sådan at børnene også gad høre på ham. Både dem i 9.kl og dem fra børnehaven.

Der er jo det ved det, at du kan godt tvinge ungerne til at komme i kirke, men du kan heldigvis ikke tvinge dem til at høre efter.

Det kommer an på om præsten kan formidle det på en måde, så det også siger børn noget.

Børnene var med i fortællingen. De har nemlig lavet en historie i flere afsnit, som startede i julen. En historie om tre små træer som vokser sig store. Og som drømmer om en hel masse.

Et træ der drømmer om at indeholde en stor og kostbar skat, et træ som gerne vil blive til smukke møbler så folk kan beundre det og det sidste træ som gerne ville blive til et skib, for at komme ud og rejse.

Desværre går det ikke helt som de har drømt om de små træer som nu er blevet store.

Det første træ blev fældet lige før juleferien og købt af en tømrer som lavede det til en krybbe der skulle sendes til Bethlehem til jul, det andet træ blev stående, men fik smukke palmegrene som blev klippet af i søndags da nogen skulle ind i en by.

Det tredje træ blev til et kors. Men slutningen på historien kommer først til Kristi Himmelfart!

Der var nogle meget fine trækulisser, med små frække hoveder der kiggede frem. Ikke et øje tørt. Og de små mennesker gik meget højt op i det. Deres historie var ikke kunstig eller opstyltet (ejheller lavet af voksne) den var ligefrem og herlig logisk og vi grinte mere end en gang.

I dag er det langfredag og jeg kan huske engang jeg var i kirke med Divaen. For mange år siden. Hun har vel været tre eller fire år. På netop langfredag, hvor der ingen lys er tændt, ingen musik, slet ingenting, blot ordene om hvordan Jesus døde på korset.

Divaen som var vant til at kirkegang indebar masser af levende lys, musik og sang, fornemmede den triste stemning, så på mig og spurgte: ”Hvorfor er her så trist?”

Og jeg fortalte at det var fordi Jesus døde, og derfor er det lidt trist inde i kirken langfredag.

Hvorpå hun med al den vidunderlige logik, som kun et barn er i besiddelse af: ”Jamen han kommer igen på søndag”

Og det er da lige netop det han gør!

Snart påskeferie

Når jeg beretter at der er lukket i Danmark i disse dage, og at alle derfor har fri – eller næsten alle – brokker Firkløveret sig gevaldigt. Hvordan man kan bo i et land af overvejende katolsk overbevisning, og så ikke holde fri i den vigtigste højtid, går over deres forstand.

Jeg må så minde dem om, at i Danmark har de ikke to fulde ugers ferie, men kun en uge og en dag. Og i morgen går vi på ferie.

Planer er lagt, der skal fejres fødselsdag, der er gæster som skal passes, og besøg som skal aflægges. Og så skal vi jo lige nå at se de sidste spændende seværdigheder før vi forlader området.

Der er også en fest eller to på programmet, men først og fremmest skal vi holde fri og hygge os.

Hygge os og slappe af inden det går løs med kasser og hurlumhej.

Og vi skal fejre. For det er jo påske – og den mest udbredte måde at fejre højtider på, det er ved at spise. Man spiser bare så meget at man glemmer hvad det egentligt handler om. Det svarer lidt til at man holder fødselsdag uden at vide hvem fødselaren er.

Men der er blevet købt ind, vi skal smovse i lækkerier som snart bliver lidt sværere for os at få fat i. Så vi vrider nydelsen ud af hver enkelt lille dag i vores ferie.

Foreløbigt skal vi lige igennem i dag og i morgen. Og så må holde fri.

Vi glæder os!

Påske Søndagskager – i flertal!

Ja – det var jo påske.. Og så fik vi lige vores to yndlingskager. Vi kunne nemlig ikke helt bestemme os.

– så det blev én af hver. En Royal og en Fraisier!

Med gyldne dråber til! Cru du Paradis – og det var nok meget rigtigt!