Tag Archives: Planlægning

Nu er jeg så klar som jeg bliver

29 Sep

Til at få skåret i mit ben.

Og fisket bortløbet muskel frem og syet fast på rette sted igen. Den har været savnet!

Har beroligende playliste og ørebøffer på telefonen så der er håb om jeg kan slappe af.

Der er sat en seng op i stueetagen så jeg har et sted at sove i de 2 uger hvor jeg ikke er så mobil at jeg kan gå på trapper. Så kan jeg også veksle i løbet af dagen, mellem sofa og seng.

Ophidsende, ikke sandt?

Så har jeg fundet mit eneste par løse bukser frem.

Et levn fra en eller anden gymnastikopvisning, som nu vil få deres absolutte storhedstid, indtil jeg kan have strømpebukser på igen. Har desuden sat det mit mødrene ophav i gang med at sy mig et par mage til, så jeg ikke kommer til at lugte alt for meget af gnu efter 10 dage i samme nedre outfit.

Jeg startede også min bogsamling igen, fik samlet bøger, bøger og flere bøger. Heldigvis for Pernille løber jeg ikke tør lige foreløbigt!

Var desuden ude og købe ind i går så andre kan lave nem mad når nu jeg ligger på langs, og jeg skal ikke kunne forsværge at der ikke også røg en ganske lille pose P-tærter og nogle nødder, med i vognen så jeg har lidt at gnaske på og dermed undgår at vansmægte totalt.

Jeg har samlet det hele i en kurv, ihukommende hvor svært det er at transportere noget som helst når man er på krykker. Jeg satser på at kurven kan dingle fra et krykkehåndtag uden alt for stort besvær og jeg dermed kan fragte mig selv og diverse småting fra sofa til seng, eller fra seng til sofa.

Kleenex, P-tærter, cachewnødder, Pernilles bog “Drømmehjerte” og de lækre sokker jeg fik af søde Susanne.

Det er straks værre med min te. Her må jeg nok forlade mig på barmhjertige sjæle, subsidiært en skinger fløjte, indtil min te indfinder sig!

Det eneste jeg ikke er klar til, er at have ondt. Så bliver jeg enormt pivset. Og lidt mande-døden-nær-agtig.

Men mon ikke jeg også overlever dette?

Vi ses på den anden side!

Endnu en

6 Feb

Børnefødselsdag overstået. I flere afsnit!

Først den store – familie og venner – i søndags. Og i går den rigtige, også med familie, men også med Zorronaldos tre gode venner.

Til næste år kan jeg ikke holde børnefødselsdag for ham da han bliver 18, derfor holdt jeg på min ret til at servere brunsvigermand, kakao og boller en sidste gang.

Han beklagede sig nu heller ikke, og nød begge dage i fulde drag.

Det gjorde jeg også.

Jeg slap for at skulle mægle mellem ophidsede børn, tørre snotnæser og spildt kakao, skulle ikke have en lang liste med mulige aktiviteter klar for det tilfælde at nogle af gæsterne kedede sig.

Og sluttelig skulle jeg ikke vaske en overtræt og sukkerspeedet ung mand før jeg kunne lægge ham i seng.

Tror nok Zorronaldo ville have sig betakket den slags ekstra service!

Hvorom alting er, fødselsdag nr.1 i årets maraton er overstået!

Nu mangler vi bare alle de andre.

Første gang igen.

20 Jan

Da Divaen skulle døbes, kiggede vi på biblioteket for at finde ud af hvordan man overhovedet kom igennem en dåbsfest. Vi var de første i familien til at formere sig, og det gjorde referencerammen lidt lille. Hverken First Man eller jeg var jo i stand til at huske vores egen dåb. Så vi måtte ud og lede efter informationer, hvilke traditioner der var og hvordan man kunne planlægge det ene og det andet.

Dermed var de efterfølgende dåbsfester noget nemmere, både at planlægge og afholde.

Så kom vi til konfirmationerne. Og da jeg ikke er konfirmeret og First Man fik katolske firmelser, skiftede vi biblioteket ud med internettet – Google is my friend – for at se andre over skuldrene når de havde gang i sange, borddækning, hår og gaver “the Danish way to rock”.

Status på konfirmationer er at vi mangler en enkelt, og da det er en dreng, er det en af de nemme!

Derimod er det netop gået op for mig at jeg skal til at planlægge studentergilde. Og da jeg heller ikke har holdt studentergilde for mig selv dengang for mange år siden, er jeg endnu engang på Herrens mark.

Derfor har Divaen og jeg siddet en del på nettet for at få ideer og inspiration til dette og hint.

Men lige bortset fra begravelser har jeg vist været igennem alle livets fester nu, og er efterhånden ved at være ret ferm til den slags.

Og Divaen har været alle tiders førstegangs prøveklud!

PS: og før nogen indvender at Divaen ikke er gift, så er et bryllup trods alt en af de fester jeg både har været med til at planlægge og stadig kan huske!

Noget meget uretfærdigt og et tema.

16 Sep

Jeg finder det ganske uretfærdigt, ja faktisk fuldstændigt uhørt at man kan få tømmermænd uden at have drukket andet end et eneste lille glas lyserødt cideragtigt velkomstnoget, da jeg var til fødselsdag i lørdags. Og ingen røg – i hvert fald ikke indenfor – så der var simpelthen bare ingen som helst grund til en sådan tilstand.

Jeg kom endda ikke voldsomt sent i seng.

Ikke desto mindre vågnede jeg kl. 10 søndag formiddag, med en mund som om der havde bosat sig en meget lidt renvasket bjørn, og et hoved der husede et mindre trykluftsbor.

Ikke i sig selv ret fordrende for det aktivitetsniveau jeg havde planlagt for min søndag.

Unødvendigt at sige at mine planer røg ud i vasken tillige med den kop te jeg absolut ikke havde plads til i min oprørte mave.

Resten af dagen blev udført i et absolut slowmotion, og jeg endte med at sidde ligge brak i sofaen mens jeg netsurfede efter inspiration til min fødselsdag.

Ja, min fødselsdag.

Den opmærksomme læser vil bemærke at der rundt regnet er 2 måneder til denne så dejlige begivenhed, og at jeg derfor er ude i ret god tid. Men, som jeg bemærkede til mine hånende børn, så passede det stort set med det tidsrum hvor jeg er tvangsindlagt til at skulle høre på deres fødselsdagsplanlægning.

For nu slet ikke at tale om deres pigernes konfirmationsforberedelse, som har lagt ud et årstid før den store dag. Gad vide om de ikke snart går i gang med noget bryllup?

Men nu kan jeg i hvert fald glæde min nære omverden med at temaet for dette års fødselsdagsfest hermed er fastlagt!  Samt at Amerikafarende mennesker i omgangskredsen er blevet pålagt at rekvirere udstyr og dims til udvalgte tema, når de nu alligevel er i dimseparadis, aka Guds eget land.

Slut på eftermiddagen blev jeg dog kostet væk fra min vegetative tilstand på sofaen for at bistå First Man i det ugentlige besøg i supermarkedet. Eneste formildende omstændighed var dog at han agerede chauffør af både bil og indkøbsvogn, og da jeg i tilgift kunne vælge frit, faldt valget på Netto, hvor jeg som tømmermænds-terapi kunne vælte diverse dims og lir ned i vognen.

Om denne terapi hjalp skal jeg ikke kunne sige, ikke desto mindre blev jeg så frisk at jeg var i stand til at kreere noget til aftensmaden hvorefter jeg – efter indtagelse af samme – kunne vælte omkuld i min seng og ønske at jeg kunne få en erstatningssøndag for den der så fejt var blevet franarret mig.

Men så god er verden trods alt ikke.

God mandag alligevel!

Planlægning

7 Apr

En stor del af min søndag blev brugt i selskab med blokke, kalendere, blyanter – thi disse kan viskes ud igen – bedsteforældre, både dem af pap og de originale, for i smuk og skønsom forening at planlægge den kommende uge.

For Gårdmand Bjørn.

Da han jo som bekendt er lockoutet. Og hårdt ramt.

Uanset hvis side man så i øvrigt er på, skal der tages hånd om børnene.

Og vi skulle ikke længere hen end torsdag i sidste uge, før filmen begyndte at flosse lidt i kanten for min yngste søn. Han spurgte igen og igen hvor det nu lige var han skulle hen, på mandag. Det undrede mig lidt, for han plejer ikke at være sådan. Men en prås gik op for mig, da jeg så et kort interview med en far og hans autistiske datter, hvis fundament, langsomt men sikkert, var ved at skride for hende og det var ikke specielt fordrende med hendes diagnose.

Og det slog mig at min dreng naturligvis også gerne ville have faste rammer, i en eller anden udstrækning.

Nu er det ikke fordi han er specielt krævende, ejheller autist eller med andre diagnoser, han er bare 11 år og mange vil måske have den opfattelse at han er yngre end det, efter mine mange indlæg om ham. Det kommer sig muligvis af at jeg mener det er sundt for børn at være børn når de er det – børn altså – og ikke, som nogle, når de er et sted midt i tyverne.

Nå, det var vist et lille sidespring.

I hvert fald, min søn er usikker fordi hele hans dagligdag er flået fra hinanden. Han vil gerne have en plan for sin uge, så den er hermed lagt. Og skrevet ned. Så man kan kigge, hvis man lige kommer i tvivl.

At man hiver en dag ud af kalenderen og laver noget uforudset – subsidiært pjækker fordi man skal på privat besøg på Christiansborg – piller ikke ved deres verdenssyn. Men så snart man lever i kaos, uden planer for hvordan og hvorledes, går hans, og mange andre børns, dagligdag lidt i stykker og de bliver usikre. Havde det været ferie, havde det også været noget andet, fordi alt andet lige, er man som regel klar over hvornår ens ferie er slut.

Men det er ikke nemt. Der skal planlægges nogle aktiviteter, for ligesom jeg holder på at mine børn er børn når de er det, holder jeg også på at de skal lave noget fornuftigt imens denne lockout hærger.

Så jeg prøver at have en plan for noget matematik, noget dansk, noget engelsk og så må resten komme hen ad vejen.

Heldigvis kan jeg tage ham med på arbejde indimellem, der er både et skrivebord til ham, internetadgang og store områder hvor han kan gå på opdagelse uden at komme til skade. Derudover er der jo også masser af andre lockoutede børn at spille bordfodbold med.

Når man så er så heldig at have en mormor på pension, og en morfar der ikke er lockoutet, en Lene som er arbejdsløs og en Annø som lige akkurat stadig er på barsel, så er der også andre muligheder for en afvekslende hverdag, også selvom den skal planlægges lidt i forvejen.

Lockoutet hverdag

Men altså, det jeg ville sige var:

Tænk lidt ekstra på jeres lockoutede skolebørn.

Husk at de som regel ikke er så omstillingsvenlige som de fleste voksne er, så det kunne være en god ide at bruge en time på at få lagt ugen i så faste rammer som det nu er muligt. Og det gælder ikke kun Autister. Det gælder de fleste børn som er vant til en tryg og stabil skoledag.

Jeg håber virkelig snart det er ovre, uden alt for mange tossede kompromiser, så vi alle – men børnene især – kan komme tilbage til deres dagligdag.

Og meget gerne med glade lærere!

Nå…

23 Jan

Utålmodigheden melder sig. Jeg farer land og rige rundt, og det føles nærmest som en blanding mellem forberedelser til en længere belejring og de sidste feriedage hvor man desperat prøver at slappe af og feriere så man har fået fuld valuta for sine penge.

Jeg har haft samtlige børn til læger og tandlæger. Køber sportssko og langærmede t-shirts. Laver madplaner, huskelister og budgetter. Transporterer billøse veninder rundt til svært tilgængelige steder. Laver aftaler om en sidste kop kaffe med veninder og har bestilt tid til det røde lyn hos Jan og mine krøller når også lige at runde Heidi inden jeg starter!

På det der job.

Og nu måtte det faktisk bare godt snart blive næste fredag.

Jeg har næsten lidt ondt af dem. Nu kommer jeg stormende ind om lidt og hvirvler det hele op, så jeg kan komme igang med at bestille noget. Må hellere tage den lidt med ro. I starten i hvert fald. De skulle jo nødig blive bange.

Men jeg er sådan set klar nu. Næsten. Der står stadig et par ting på min liste. Af den slags man alligevel aldrig får gjort:

Rydde op i syting. (hahaha som om det nogensinde ville ske!)

Rydde op i fryseren (… Hallo, det er en kummefryser fra forrige årtusind. Gad vide om jeg inderst inde selv tror på at det vil ske?)

Male kommode under trappen (der kræves vist maling til den slags.. Hvornår skal jeg pensioneres?)

Blogge… (øhhm jo, altså.. viljen er der. Helt bestemt. Vist er den så…)

Så ja, jeg er snart klar!

 

Flytte – #5 Pakke ud og falde til

4 Apr

Så sidder man der. Første aften i et nyt hus.

Det første man har gjort når flyttebilen er ankommet, er at sætte alle ”luk mig op først” kasserne ind i deres respektive rum.

Alle sengene kommer på plads først og er blevet redt, der skulle gerne være sengetøj i ”luk mig op først”-kassen fra badeværelset. Så får man børnenes værelser nogenlunde på plads – de har naturligvis også en ”luk mig op først” kasse – som de selv kan pakke ud, så de har et sted at være med deres yndlingslegetøj, tegnesager og en bog, hvis man ikke vælger at få en babysitter til at tage dem en tur på legepladsen og rundt i kvarteret.

Der er kasser overalt og man spørger sig selv, hvordan man skal overleve endnu en flytning. Så tager man sin hyggekasse frem. Der er stearinlys, tændstikker, en god vin, proptrækker, lækre snacks, måske noget musik. Ingen tæpper, for man har jo sin dyne med rent sengetøj på, såfremt man har fulgt planen. I hyggekassen er der i hvert fald alt det som skal til, for at man kan slappe lidt af, snakke lidt og komme mentalt lidt ned igen, så man er i stand til at sove. Så må udpakningen blive i morgen.

For ligesom der har været en plan for at pakke, er der en plan for at pakke ud og falde til.

1. Udpakningsplan – lav en plan for udpakning. Og tidsbegrænsning. Ellers ender du med at stå med 30 halvt udpakkede kasser og ikke styr på en skid, om 4 uger. Og SÅ sjovt er det altså heller ikke at flytte.

2. Skrald og genbrug – Behold et par kasser til alt det skrald der er forbundet med udpakningen, så er det nemmere at kyle på genbrugspladsen, når du har fundet den.

3. Husk pauser – hold fri indimellem, tag ud, se eller gense området. God måde at lære området at kende på, så man kan finde rundt ret hurtigt.

4. Housewarming – Forbered en lille komsammen for at lære folk at kende, eller i vores tilfælde, for at hilse på gamle venner.

5. Inviter børnenes venner – Børnene har også brug for at få nye venner på besøg. Snak med den nye skole og find ud af hvem børnene leger bedst med og inviter dem + forældre til kage en eftermiddag.

6. Få det praktiske på plads – find en læge, tandlæge, frisør, indkøbsmuligheder osv. så hurtigt som muligt. Spørg naboer, de andre forældre på skolen, hos bageren eller på apoteket.

Og pludselig en dag er alt på plads og livet er ved at finde en rutine igen.

Til sidst vil jeg bare minde om, at det tager ca. to år at falde til et sted. Uanset hvor man flytter hen. Samt at en flytning er meget stressende, også uanset om man glæder sig eller ej, men med sådan en idiotsikker planlægning som denne, falder det praktiske i hvert fald hurtigt på plads og man har ikke det at slås med oven i savn og usikkerhed og det gamle man har forladt og det nye man er midt i.

Og nu vil jeg i øvrigt holde mund med hvordan man flytter på papiret, og i stedet gøre alvor af det!

%d bloggers like this: