Tag Archives: Pletter

Matador og rødkål

22 jan

Engang før jul var jeg blevet inviteret til en meget fin fest. I en meget fin og lidt hemmelig klub. Var en anelse benovet – nej jeg ved godt den slags ikke normalt ligger til mig – men også lidt urolig, fordi netop den slags stemningsfuldt og lidt hemmeligt i den grad appellerer til mit ballade-gen.

For slet ikke at tale om mit modsat-gen. Eller mit klodset-spilde-gen.

Jeg trippede – mentalt – lidt utålmodigt igennem det meste af arrangementet, og måtte lægge bånd på mig selv for ikke at rejse mig op i de højtidelige momenter og synge “Molly Malone” eller slå en kolbøtte.

Grunden til at jeg nok ville vælge at slå en kolbøtte i stedet for at stå på hænder er den simple årsag at jeg ikke kan stå på hænder.

Nå, det var et sidespring, tilbage til selve aftenen. Som jo forløb ganske uden pinlige øjeblikke indtil middagen.

Fordelen ved at det pinlige først startede ved middagen var at der var knapt så mange direkte tilskuere som ved de indledende øvelser.

Ikke desto mindre var det en øvelse i selvbeherskelse af de større at skulle sidde til bords i et Matadorlignende set-up. Jeg måtte bide mig i kinderne og messe indvendigt – “ikke grine-ikke grine-ikke grine” når vi på bedste Oberst Hackel og Fru Fernando Møghe skulle hilse på hverandre med glas i hånd og nikke og bukke let – som trods alt var lidt svært i vores siddende position – og smile og have øjenkontakt med diverse par, mange meter væk.

Så kom maden på bordet. Og det vil jeg nu ikke sige så meget om. Jeg gider heller ikke berette om den gaffelfuld rødkål jeg hældte ned af min fine lyseblå bluse i stedet for at placere den i min åbne mund hvortil den oprindeligt var destineret.

Jeg sukkede indvendigt men mente at det kunne være lige meget; jeg sad alligevel i skjul af et bord og en serviet, så ingen ville opdage det mindste.

Det var dog at gøre regning uden vært, for traditionen foreskrev at sidst ankomne klubmedlems kone skulle være tal-gudinde og trække lykkens lodsedler op af en høj hat.

Sidst ankomnes kone…

Det var mig.

Så jeg måtte stå med rødkål, eller snarere rødkålspletter da jeg trods alt havde skrabet rødkålen af vommen, på min lyseblå bluse – i øvrigt en ret aparte farvesammensætning – og trække numre op af en hat og læse dem højt, foran et par og firs mennesker.

En absolut interessant og ny oplevelse jeg ikke har været udsat for før.

Men jeg tog venlig afsked med Oberst Hackel’erne og fruer, og fortrak til Møllen inden jeg fik smurt mig selv eller andre ind i mere.

Nu kan jeg så glæde mig til at der er hele 11 måneder til jeg skal tilbage. Og til den tid er jeg gudskelov ikke den sidst ankomne medlemskone.

Bagfra…

11 mar

Da jeg kom hjem i fredags, blev jeg først mødt af mine børn som skulle kysses, og så – da jeg vendte ryggen til – af et par fnis og et: “Du har maling på numsen”.

Yderst informativt, men umiddelbart ikke noget der satte mig i godt humør.

“Hvor?” ville jeg vide mens jeg snurrede rundt om mig selv.

Divaen satte en pegefinger på min ene balle: “Lige der” svarede hun, og fortsatte så: “Nej, vent det er ikke maling” Hun bøjede sig og stirrede indgående på min popo. “Det  er tandpasta” Hun rettede sig triumferende op igen.

“Tandpasta?”

Jeg sukkede dybt og fik tunnelsyn.

En stor klat tandpasta havde siddet på min buksebag hele dagen siden jeg tog hjemmefra. Der var ingen chance for at den var ankommet på et senere tidspunkt, idet jeg ikke har for vane at operere med tandpasta andre steder end på mit eget badeværelse og så langt var jeg slet ikke kommet endnu.

Jeg sukkede igen og sagde håbefuldt: “Det er da ligemeget, det har ingen set”

Divaen kiggede skeptisk på mig og sagde: “Det tvivler jeg på. Det sidder jo lige midt på din balle. Den er ligeså stor som en kvart flødebolle”

En kvart flødebolle. Det er ret stort. Især når det er hvidt. Og bukserne er mørke.

“Det kan man ikke se, når jeg hiver ned i blusen” sagde jeg desperat. “Det har bare være dækket”

“Hvad tror du selv” begyndte hun “Du hiver aldrig så meget ned i dine bluser” Divaen lagde hovedet på skrå og kiggede op på mig med et grin.

Jeg stillede mig foran spejlet med numsen først, og gav mig til at klynke.

Der sad nemlig, ganske rigtigt, en stor fed klat af ubestemmelig herkomst på min baglomme.

Jeg sukkede igen og mit liv passerede revu. I hvert fald den del af mit liv som indeholdt fredag d. 08/03 – 13

Helt ærligt.

Hvor mange havde lige kunnet glo på den hvide klat, der sad der på mine bukser, endda uden mit samtykke?

Hvorpå næste tanke meldte sig.

Hvorfor havde ingen sagt noget?

Fordi jeg har for vane at være snusket og rende rundt med pletter på tøjet?

Eller fordi de ikke har set den?

Pletten altså.

Eller måske fordi de slet ikke har gloet på min bagdel?

Jeg endte med at hoppe i nattøj, tidligt og helt uden for nummer, smed bukserne til vask, og nægtede at tænke mere over min vestimentære deroute og valgte at tro på den sidste mulighed.

Most wanted autografjæger

8 jun

Når First Man og jeg er til fest uden børn, hvilket trods alt sker indimellem, tager jeg meget ofte – for ikke at sige altid – billeder, af den mad vi får serveret, af gæsterne, dekorationen og jeg slæber morsomme konfettistykker, bordkort og andet lir med hjem i stor stil.

Det er blevet til et ganske hyggeligt ritual, om morgenen efter diverse fester, at  sidde og vågne med en kop te, mens jeg fortæller Firkløveret om maden og stemningen og viser billeder og deler skrammel og pynt ud.

Alt dette, fordi jeg synes det er frygteligt synd for mit afkom, at jeg morer mig, og de sidder derhjemme og er udelukket fra at tage del i den givne festivitas. Altså ikke fordi de vansmægter og går for lud og koldt vand – blot jeg ikke er i nærheden, for det gør de naturligvis ikke – de hygger sig garanteret mere end vi gør nogle gange – men lad det nu være!

Derfor holder jeg mig heller ikke tilbage, når jeg kommer i nærheden af en eller anden kendis, som kunne tænkes at ville give mig en lille hilsen, med hjem til mine børn.

Jeg mindes en gang en koncert (en festival aften) hvor firkløveret var voldsomt utilfredse med at være blevet parkeret i et sommerhus, i stedet for at deltage i festivalen. Jeg lovede at de nok skulle få deres festivaldåb, men det måtte blive en anden gang.

Før jeg strøg ud af døren derhjemme, greb jeg en top, til at have på under min noget tynde tunika, for ikke at fryse. Det var først i bilen, det gik op for mig, at det var Divaens top jeg havde fået med i farten, jeg kunne nu godt klemme mig ned i den alligevel og beholdt den derfor på!

Det blev imidlertid meget varmt, og tunikaen røg hurtigt af, og det gik hverken værre eller bedre end at jeg spildte en klat et eller andet som ikke kunne gå af, på Divaens top, og så var gode råd dyre – hun ville nok ikke blive fantastisk imponeret over den fine plet – så jeg spekulerede som en gal på, hvordan jeg dog kunne gøre det godt igen.

Dette dilemma blev løst ved synet af en ven, som tog sig af backstage security, og han spurgte om vi ville om bagved og lure, når den internationale stjerne skulle på. Og det ville vi jo gerne!

Jeg havde personligt aldrig nogensinde hørt om den unge mand på 25, før. Og jeg må nok tilskrive dette faktum, min højt fremskredne alder!

Hvorom alting er, stod jeg inde bagved højttalerne, i siden på selve scenen, mens han spillede. Da det næsten var slut, blev vi sendt væk, da stjernen ikke ville have pøblen myldrende om benene, når han skulle direkte ned ad trappen og ind i den ventende bil med tonede ruder.

At fortrække fra scenen omgående, viste sig at være nemmere sagt end gjort, eftersom der i mellemtiden havde forsamlet sig en større flok teenagepiger, som modsat mig, med mit manglende stjerne kendskab, havde helt styr på hvem den unge mand var.

Disse piger stod mast sammen, helt op til trappegelænderet, og da jeg skulle væk, havde jeg kun en mulighed og det var at bestige gelænderet og dumpe ned i teen-tøse-flokken. Hvorved jeg jo kom til at stå ubetinget forrest, og tættest, på både bil og trappe, foran alle de ventende piger, som blev en anelse frustrerede over denne nye og meget uretfærdige fordeling af pladserne.

Der blev meddelt at den unge mand under ingen omstændigheder ville give autografer – dette var en noget af en nedtur for mine planer med tilgivelse for pletten – og jeg tænkte at det skulle komme an på en prøve. Man er vel stædig.

Stjernen kom derpå susende ned ad trappen, og med det ene ben inde i sin fine bil med chauffør, råbte jeg, så man kunne høre det helt til Skagen: ”PLEEEEASE”..

Og dette er så beviset på, at man til alle tider kommer længst med høflighed, for den unge mand stoppede omgående, og trak foden ud af sin ventende bil igen, og stod nu ansigt til ansigt med mig.

Jeg fik hurtigt ekspederet mit ærinde: om han ville være så venlig at skrive en autograf på min datters top, som jeg stadig havde på, eftersom jeg var kommet til at ødelægge den, med den meget synlige plet.

Han smilede venligt, kradsede sin autograf på min mave, altså på toppen som jeg jo havde på, sagde pænt farvel, forsvandt derpå ind i bilen og kørte væk.

På dette tidspunkt var der meget stille rundtomkring mig. Men jeg fornemmede, at jeg hurtigst muligt måtte fortrække, for at undgå den begyndende lynchstemning der blev rettet mod min person, og i særdeleshed mod Divaens top. Så jeg smilede og råbte ”hej med jer”, og løb skyndsomst over blandt sikkerhedsvagterne, som brølende af grin havde stået og betragtet hele episoden på afstand.

Men Divaen fik sin autograf top, og tilgav mig pletten! Og da jeg ikke blev spottet af nogle fra teen-tøse-fan klubben igen, blev jeg heller ikke udsat for repressalier, selvom der givetvis blev oprettet en hadeklub på facebook!

Som sagt var First Man og jeg til fødselsdag i lørdags, og der var mange gamle venner vi ikke havde set i lang tid, blandt andre en, som i de mellemliggende år har fedtet rundt med noget thaibox/kickboxing – spørg mig ikke om forskellen – og han i den forbindelse har været verdensmester hele 7 gange.

Og da Gårdmand Bjørn, hver tirsdag, udøver samme sport, var det jo meget oplagt at flå en autograf, samt et par billeder, ud af den 7dobbelte verdensmester – han havde i øvrigt sådan nogle fine postkort med sig selv som motiv – som der passende kunne skrives på.

Der var derfor ingen ende på glæden ved gensynet, da jeg udover et par kys eller ti, samt den sædvanlige fest-høst, kunne give ham dette trofæ – samt en invitation til at komme på besøg og træne i verdensmesterens klub!

IMG_4503

Lørdagens høst – samt den famøse top, med plet og autograf!

%d bloggers like this: