Tag Archives: Poesi

Ikke vranten mere.

17 okt

Tiden går og min vrantne teenager er væk.

Eller nej, han er her jo heldigvis stadigvæk, men han er ikke vranten længere. Han er bare kommet hel ud på den anden side og er blevet til et helt almindeligt og omgængeligt menneske.

Hans ophold på en folkeskole er nemt. Vist nok også for nemt. Men skidt med det. Han fortjener at have det lidt nemt efter tre år ved fronten.

Han skøjter igennem det hele, med fine karakterer og lyst til at lære. Heldigvis er der et par enkelte lærere der har forstået at Zorronaldo kan meget mere, og de provokerer ham så godt de kan.

Denne provokation er dog lidt svær at føre ud i livet når man står overfor en dreng der ikke kan lide at læse. Han har altid syntes det var spild af tid at læse fiktion, og selv biografier – også selvbiografier – kan få ham til at se rødt: ”Hvorfor skal jeg sidde og læse om andres liv?”

I mange år har vi – nok mest mig – forsøgt at finde den magiske bog der ville tænde for hans læselyst. Jeg har ledt fortvivlet, han var lidt mere ligeglad, for at finde denne bog, og vi har været vidt omkring.

Han orker ikke alle de ord. Ævlen løs om unødvendige ting. Men han gider jo heller ikke høre mig snakke stolpe op og stolpe ned om dette og hint. Fair nok.

Han spurgte mig så hvem den klogeste dansker var.

Da jeg missede uforstående med øjnene og mumlede ”Øhhh, Niels Bohr?” svarede han: ”Nej sådan ligesom Victor Hugo”

Nu skal det lige siges at Victor Hugo er den franskmand der siges at kunne flest ord. Som smider om sig med tre synonymer ad gangen. Og han er meget svær at læse.

Men jeg forstod godt hvor han ville hen, og så kunne jeg bedre komme med mit andet svar: ”Nå sådan, ej men så er det nok Kierkegaard.. Men jeg er heller ikke sikker på at du ville kunne finde ud af at læse ham. For han er svær.”

Han var ligeglad, han ville blot gerne lære nogle nye ord. Nogle svære ord. For at lære noget.

Og så faldt det mig ind: når man skærer læsning ud i ord… Så har man et digt.

Sådan cirka.

Og selvom jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig det, kan min søn nu fra tid til anden beses i byen, iført diverse digtsamlinger.

Han fik nemlig stukket nogle digtsamlinger og nogle filosofiske værker i hånden – da jeg ikke har ret meget Kierkegaard – og lige nu ligger Helmut Friis så på hans natbord.

Ja naturligvis ikke i egen høje person, for det er meget lille bord, men hans ord ligger der.

Og nogen læser.. og lærer.

Spejlæg i brød.. Morgenmad til yndlingsbørn.

At han skulle gå i gang med digte, det havde jeg ikke lige set komme, men skønt er det, og så gør han det endda med glæde!

%d bloggers like this: