Po-li-tik og uenighed.

NEJ, jeg går ikke ind i politik.

Det ville være synd.

Men mest for mig.

…

Jeg har mine meninger og dem vil jeg gerne have i fred.

Ingen – i hvert fald ikke uden seriøse argumenter – skal komme og fortælle mig at det jeg mener er forkert. Selvom jeg er rørende enig med vores hedengagne Hr. Krag i at man har et standpunkt til man tager et nyt, så bør dette ændrede standpunkt komme fra en selv og ikke være trukket ned over hovedet på én, af andre.

Folk der har bedre talegaver end jeg, folk der er vant til at tale med overbevisning i stemmen, kan sagtens rulle mine meninger sammen og sende dem til tælling.

Og mig med for den sags skyld.

Det er en ting at være uenige, det må man respektere. Det betyder bare ikke at kompromiser er umulige. Det betyder at man skal respektere hinanden.

Og som i enhver debat og konfrontation, vil der altid være én part som er stærkere.

Det er så her demokratiet spiller en rolle. For selvom man bliver sat til vægs af flertallet, så skal der være plads til dem. På tålelige præmisser.

Det glemmer mange i farten.

 

Borgerstrejke og andre trusler.

Jeg har tænkt tanken ofte de senere dage.

Hvordan giver jeg igen af samme skuffe så man lytter? Hvordan kan jeg vise min utilfredshed med den manglende respekt for børns rettigheder?

Grundlovssikrede rettigheder som er tilsidesat på grund af selvoptagede brushaner, der har nok i at høre sig selv gale op.

…

Jeg kunne forestille mig at parkere mine børn i “Borgerservice” for at de kan få den undervisning de har krav på.

Jeg kunne også forestille mig at tilbageholde kommuneskatten indtil jeg havde fået kompensation for de manglende timer.

I yderste instans må jeg jo klage til menneskerettighedsdomstolen for brud på mine børns grundlovssikrede rettigheder, som regeringen i mit land blæser højt og flot på, fordi politisk pseudoværdier vægter tungere.

I går kom jeg næsten til at græde fordi lejrskolerne rundt omkring begynder at blive aflyst og børnene har glædet sig i flere måneder og er så skuffede. Og det groteske er jo at lærerne vil gerne med og holde styr på vores lopper i flere dage. De må bare ikke.

Jeg er ked af det fordi børn keder sig, er utrygge, usikre og forvirrede. De små bliver kastet hid og did og de store drysser dagen væk med et par opgaver her og der som desperate forældre prøver at sætte dem igang med. Men vi er jo ikke lærere!

Der sidder kvalificerede lærere og venter på at lære vores børn en masse spændende, og de må ikke.

Jeg er så edderspændt rasende, at jeg skal passe på jeg ikke bliver grov, men Corydon, Antorini, Ziegler og Bondo kan være evig forvisset om at jeg vil stille dem til ansvar for hele dette formidable rod. Og jeg har en hukommelse som en elefant.

Som jeg ser det vil Ziegler ikke forhandle om noget som helst, Bondo brøler bare op om at de er de andre der slog først. Corydon laver selvmål på selvmål og Antorini er i forvejen så lidt populær her i huset, at det såmænd kan være det samme. Men det er en helt anden historie.

…

Lige nu handler hverdagen om andre og mere vigtige ting.

Lockouten af skoleelever for eksempel.

…

Jeg er træt af dette gedemarked og gal på børns vegne i al almindelighed.

Jeg gider ikke lade som om jeg synes det er okay at det skal gå ud over nogen, i fagbevægelsen og den danske models hellige navn.

Det går nemlig altid ud over børnene, og det er ikke i orden. 

…

Så nu er det på tide I sætter jer ned ved et bord, lukker dørene og kommer ud når I er enige. I mellemtiden, skal lockouten suspenderes så vi kan få ro og orden tilbage i dette anarki, ellers svarer jeg ikke for følgerne.

Ble’ der sagt…

 

 

Medlem.

Divaen er nu fuldgyldigt medlem af klubben, Danmark.

Fik sit eget eksemplar af Grundloven, og pænt forklarende brev fra Mogens Gedebuk. Ikke noget særligt. Men vi ser ham jo også hvert år, oppe i sommerlandet.

Men det jeg ville sige var, at det er stort, fantastisk og fornuftigt at sende et eksemplar af Grundloven til alle der bliver 18.

Og en medfølgende forklaring om at man skylder Danmark, sig selv og de andre at være en del, også af det politiske fællesskab. Jeg fristes til at sige at det under alle omstændigheder umuligt kan blive meget værre end nu, så hvorfor ikke.

Nu med egen Grundlov

Men det er da et sundt initiativ. Et vink der er til at tage og føle på. Tilsendt på ens 18 års fødselsdag.

Danmark – jeg er for en gangs skyld imponeret!

Råd om styling!

“Moaar, kom lige”

Jeg havde sagt godnat til ham, men gik ind og forhørte mig om hvad der var galt.

“Ikke noget, kan du ikke lige sidde et lille “sikund” jeg har lyst til at snakke” kom det fra Gårdmand Bjørn. Og da den tid snart nok kan være et overstået kapitel, satte jeg mig naturligvis ned igen!

“Hende der Birthe Kjær som er med i regeringen..” begyndte han.

Jeg tillod mig at afbryde ham og jeg tilføjede at jeg troede lidt han forvekslede hende med en anden.

“Hvem er Birthe Kjær da?” ville han vide.

Jeg prøvede at uddybe, hvilket var lidt svært da jeg ikke er udpræget fan, men jeg fik fortalt at hun er en dame der synger. Jeg kunne så udvide historien med at hun synger en sang om en rød gummibåd, som vi synger når vi pjatter.

“Nååårrh, hende” kom det så. “Nej det var ikke hende jeg mente”

Det havde jeg næsten gættet, når nu han snakkede om en dame i regeringen. “Hvordan ser hun ud?” spurgte jeg, i håb om at pejle mig ind på damen.

“Hende den gamle med håret” sagde han og holdt hænderne bag ørerne.

“Nå, Pia Kærsgård” grinte jeg.

“Okay, jeg troede hun hed Birthe Kjær” sagde han undrende.

…

Jeg vidste ikke helt, hvem det lige var mest synd for her, men sagde ikke mere.

…

“Er det ikke også hende som har sommerhus ved siden af os?” ville han vide.

“Nej det er Marianne Jelved, du ved Antons papmormor” oplyste jeg.

“Nå” han var stille lidt.

…

Her må jeg lige fortælle, at for et par uger siden kom Prinsessen løbende ind i stuen i stor affekt: “Mor mor, den nye kulturminister er Antons papmormor!”

“Nå da, hvor spændende” sagde jeg, og mente mest den del om Anton, idet jeg godt var klar over hvem den nye kulturminister var! “Jamen er det ikke bare totalt sejt” hvinede hun. Da jeg sagde: “Søde skat, du ser Marianne Jelved hver eneste sommer nede på stranden, og det har du gjort hele dit liv, så jeg ved ikke lige hvor sejt det er.” punkterede jeg vist ballonen lidt, for hun stoppede brat op og rynkede på næsen “Ej er det bare hende damen med det grå hår?” hvortil jeg nikkede. “Nå, øv” mumlede hun og gik slukøret ud af stuen igen.

…

Tilbage til studiet Gårdmand Bjørn.

“Men i hvert fald” fortsatte han “Hende Pia Kærsgård, hendes hår det er bare så grimt. Hun kunne godt tage at få en lidt pænere frits. Sådan lidt smart. Som mormor faktisk. Det ville være sjovt hvis de lignede hinanden”

Jeg rynkede på næsen og sagde at mormor nok ville blive meget ked af at ligne Pia K, så det var nok bedst at Pia K blev ved med at se ud som hun gjorde. Ellers ville vi jo ikke vide hvem hun var.

Det kunne han godt se det smarte i.

“Men jeg synes nu stadig hun skulle få en smartere frisure! Godnat mor”

Godnat søn. Måske er der er job til dig på borgen om et par år?

Afsindigt dårligt billede af stylistens dør på Christiansborg.

Andres død

Jeg vil ikke gå ind i politik – det har jeg, en gang for alle, bestemt mig for.

Men jeg kan ikke se hvordan man med ren samvittighed kan glæde sig over andres død. Det bragte absolut intet med sig – andet end ulækre billeder på internettet – da Saddam Hussein blev hængt.

Eller Osama Bin Laden, som derimod ikke fremprovokerede nogen billeder overhovedet.

Og så nu Gadaffi. Som man kan få lov både til at se og høre, før han bliver slagtet midt i nyhederne. Og som ligger på lit de parade i et overdimensioneret køleskab – mens folk vader forbi – for at være sikre på at det nu også ER manden med de blå briller, der ligger der og langsomt rådner.. Trods kulden. Nu lukker køleskabsfremvisningen og vi kan komme videre.

Mod hvad?

Hvad i alverden nytter det?

Hvad er det for en syg form for gengældelse?

Det er ikke en snus andet end offentlig dødsstraf. Det er godt nok nogle andre som udfører straffen, men som bekendt er der noget med at hæleren også er kriminel.

Jeg kan heller ikke give mig til at råbe hurra fordi en mand er død.

Den eneste jeg kunne forestille mig, jeg ville ønske død, ville være en som havde gjort mine børn ondt. Men der er vi ude over al fornuft og alle principper.

Jeg forsvarer ikke hvad disse 3 mænd har gjort på nogen måde, og det er meget muligt at verden bliver et bedre sted at være uden deres fysiske tilstedeværelse – men jeg tvivler.