Tag Archives: Positivitet

Har ikke rigtigt noget at sige.

29 aug

Hver gang jeg i disse dage sætter mig til tastaturet for at skrive noget, så går det galt.

Enten bliver det en omgang mavesurt brok over det ene eller det andet.

Det være sig den tåbelige forhenværende skatteminister som jeg – hvis han kommer i offentlig gabestok – gerne vil råbe af. Fra allerforreste række. Så er der den nuværende regering der vil lege med de store uden at gennemtænke eventuelle konsekvenser. Dem har jeg også lyst til at råbe af.

Eller også bliver det en ordentlig omgang selvmedlidende jamren såsom hvad man gør, når man tror man gør det så godt man kan – eller jo det gør man – men det så viser sig at det ikke er godt nok. Og at nogen har trampet lidt vel rigeligt rundt i spinaten.

Eller den slags.

Og det er ærligt talt ikke til at holde ud at læse om.

Går jeg ud fra.

Så det bliver ikke til så meget.

Der er dog nogle få gode ting, og jeg har lært af erfaring, at det er dem man skal fokusere på.

Altså jeg mødte Dorthe igår.

Det var for kort tid til lige at lære alt om hende siden vores veje skiltes efter første klasse, men hendes øjne var præcis som jeg huskede dem. Funklende elektriske blå og fulde af pjat og ballade. Jeg håber vi skal ses igen! Snart.

Noget andet godt er at min chef skal på ferie. Ja nu, tænker I alle – uuuha kongen kan ikke lide sin chef – men det forholder sig ingenlunde sådan. Det forholder sig derimod sådan at chefen har tænkt sig at traktere med Frellsens flødeboller i anledningen af ferien. Så ja – jeg glæder mig enormt til chefens feriestart i eftermiddag!

Så er jeg også glad for at Firkløveret har ladet 4 toms guldbarer ligge på hylden i køkkenet. De er ikke blevet spist, trods det faktum at de har ligget der siden lørdag middag.

Sluttelig er jeg glad for at jeg gik tidligt i seng i går. For jeg er stadig ret mat i koderne, og orker ikke rigtigt noget voksent eller alvorligt. Men jeg vil gerne spille både ruzzle, wordfeud og quiz battle.

%d bloggers like this: