Pennevenner

Nå, i tråd med hvad jeg dog går og laver når jeg ikke er at finde her i Blogland, så kan jeg fortælle om mit nye tidsfordriv.

Brevskrivning. Det har den fordel at det kan laves hvor som helst, og ikke kræver elektricitet eller andre aggregater end papir og pen.

Det med pennevenner kom sig af flere ting.

For det første skrev min mormor mange breve under anden verdenskrig, som blev sendt fra Lyngby og hjem til Odense hvor mine Oldeforældre boede. Disse breve beretter om stort og småt, en dagligdag med børn og hus og alle de ting jeg også støder ind i, men bare fra en anden tid.

Det gør at brevene på den ene side fint afspejler et eksempel på min egen hverdag, men også en hverdag som er langt væk fra min, både fordi det jo er et par dage siden, men også fordi der var krig i landet.

Jeg elsker at læse disse breve, og nyde at lære min mormor at kende som den unge kvinde hun var dengang.

Og det slog mig at der ikke vil være noget elektricitetsfrit aftryk fra mig når jeg forlader denne verden. Ingen gulnede blade som kan vise mine efterkommere hvor sær jeg var.

Og så tænkte jeg – det sker nemlig ind i mellem – at jeg ville til at skrive rigtige breve.

På papir.

Post på vej ud i verden!

Og sende ud i verden.

Med frimærker på.

…

Og jeg fandt en klub – en “Brevskriver-klub” hvor man for et latterligt lille engangsbeløb kunne blive livslangt medlem. Og få adgang til de mange tusind mennesker omkring i verden der også gerne ville have en penneven.

Præcis ligesom dengang i forrige årtusind da vi gennem skolen fik pennevenner fra hele verden.

Så jeg meldte mig ind.

Og nu har jeg fire pennevenner.

Det er vældigt hyggeligt.

Og man lærer ting om verden og andre mennesker som man ellers aldrig ville have haft mulighed for at ane eksisterede.

Og det allerbedste er jo at min postkasse indeholder rigtige breve, med ord og fine ting i, og ikke kun de sidste ikke elektroniske regninger og reklamer!

 

Min anonyme søn.

Vi har kun en postkassenøgle, den anden har nogen smidt væk eller forlagt mens vi mæskede os i baguettes og cidre dernede på Æblebakken i Normandiet. Faktisk et okay alternativ til en bortkommet nøgle.

Jeg tager til enhver tid to år et lækkert sted mod at miste den ene postkassenøgle.

Hvorom alting er, så er jeg den eneste der kan låse postkassen op for at se om der er noget i. Med mindre der forsøges at lirke postkassen op med den forhenværende postkassenøgle.

Nå…

Som regel husker jeg at stoppe bilen og tage posten med mig før jeg når helt hjem; der er nemlig uforholdsmæssigt langt hen til denne postkasse i og med PostDanmark i deres visdom har bestemt at den skal stå i skellet. Altså tømmer jeg ikke post så tit som jeg burde. Bortset fra om fredagen når der er reklamer!

Men i går tømte jeg . Og der lå et brev. Til Gårdmand Bjørn.

Uden afsender.

Derimod stod der “Dø” på bagsiden og jeg blev kold og klam. Tænk nu hvis han var kommet ud i noget snavs. Selvom jeg havde lidt svært ved at se hvordan han skulle være kommet det.

Jeg åbnede – meget mod mine principper – kuverten, og undskyldte det med at hvis jeg kunne spare min søde dreng for et chok der ville traumatisere ham for livet, så var denne kriminelle handling okay.

“Du er død” kunne jeg læse. Og så var det skrevet under med prikker. I bedste gækkebrevsstil. En anelse morbidt til en 11 årig, syntes jeg jo nok.

Jeg gik ind og delte denne forfærdelige nyhed med First Man og Divaen. Der var lidt snak for og imod om vi skulle vise ham brevet. Jeg var mest stemt for at gemme det lidt væk og forberede ham på det. Man hører så meget om hvor modbydelige børn kan være.

…

First Man sagde at vi jo ikke vidste hvordan Gårdmanden selv opførte sig. Sandt nok, men lige i det øjeblik var jeg lidt ligeglad. Min søn skulle ikke have dødstrusler uanset hvor fræk han så var.

Jeg listede ind i stuen og satte mig ved siden af ham. Begyndte pædagogisk at spørge om han havde været oppe og skændes med nogen. Han så på mig med store øjne: “Nej??” kom det overrasket. “Hvorfor det?”

“Er du sikker” vedblev jeg. “Ikke nødvendigvis fra skolen”

Han tænkte sig om og rynkede panden. “Nææ, ikke det jeg ved af” sagde han så.

“Hmm” sukkede jeg og spekulerede på hvorfor det så var landet i postkassen, med hans navn på.

Jeg begyndte igen: “Du har ikke været oppe og skændes med nogen på lejrskolen?”

“Nej” insisterede han.

“Og du kan slet ikke komme i tanke om nogen som vil dig noget ondt?” blev jeg ved.

Og så lyste hans ansigt op i et stort smil: “Mener du det der brev?”

…

Jeg måbede..

“Ej mor, det var bare et jeg skev fordi jeg legede at der var nogen efter mig. Men så kom jeg til at putte det i postkassen og kunne ikke finde dine nøgler så jeg kunne ikke få det igen. Men det er længe siden!”

…

Jeg kyssede ham og gik min vej.

…

Men jeg synes ellers at jeg var rigtig god til at håndtere det, hvis nu det havde været noget rigtigt farligt…

Posten kom..

Og så var det lige lidt fødselsdag igen – for der var pakker med fra min bedste ven med te og lakrids – så kan man smile i flere timer!!

Jeg savner SÅ meget at sidde og drikke te og snakke med ham om alt muligt. Det når man ikke, når man kun er på lynvisit i Danmark. Men jeg må desværre  drikke teen selv, indtil vi kommer tilbage til øen igen.

Har smagt den ene – den med earl grey og alt det andet i – den var rigtig god!

Og så kom der et flot fødselsdagskort fra Marie – tusind mange tak Marie!

Så er det altså en masse værd at blogge!

Tilbudsavisernes hævn

Nu da jeg har skiftet status fra en glad sej kvinde, med styr på tilværelsen, liv og arbejde, til en sur én uden noget som helst..kommer der til at ske visse ændringer.

En ting er det mentale. Det er svært at jeg ikke har bestemt selv. Det er den slags, jeg ikke er så god til, at andre bestemmer for mig.

Nå – det er hvad det er, det skal bare snakkes væk, men med så voldsomt og aldeles ufrivilligt et karriereskift, skal man også til at passe lidt på pengene.

En ting er at få bevilget et midlertidigt overtræk i banken, en anden ting er, at det jo skal bruges mindst muligt, så man ikke ender som mulig kandidat for luksusfælden.

Derfor rottede jeg mig sammen med Lene, og fik hende til at forklare mig hvordan hun køber ind. Hun kender kilopriser og sådan noget, nærmest udenad, og ved altid hvor der er tilbud på hårvoks og bananer.

Jeg fik en udførlig plan for hvordan jeg skulle læse tilbudsaviser. I ved, de der kulørte blade, jeg i Danmark skilte i to bunker, den ene, som skulle smides ud med det samme, indeholdt jem&fix, aldi, idemøbler, fleggard grænsehandel og den slags. Den anden bunke som blev smidt ud lidt senere, indeholdt dem med fancy vattæpper, urtepotteskjulere, bøger og økomad.

Men jeg har da aldrig rigtigt brugt dem til noget, eller det vil sige – indimellem har jeg da købt en kop eller et vattæppe – men det havde jeg nu nok købt alligevel.

Her i Frankrig, kan jeg umiddelbart kun komme på en eneste gang jeg har brugt en tilbudsavis – og det var da jeg i starten af juli – i år – skulle finde en skoletaske til Gårdmand Bjørn. Der stod en anden pris på skiltet, end i tilbudsavisen og så skulle jeg jo lige høre hvordan det kunne være. Skiltet var en fejl. Godt for alle parter vil jeg lige skynde mig at sige!!

Alle de andre tilbudsaviser her i Frankrig, har jeg bare smidt direkte i skraldespanden – som meget belejligt står ved siden af postkassen – så skulle jeg i det mindste ikke slæbe alt det papir så langt.

Nå, men således udstyret med helt nye vaner, og en mere end slunken pengetank, er jeg imidlertid helt klar til at indtage Lidl, Aldi, Leader Price og SuperU. Og madplaner er jeg også i færd med at udfærdige – og det skulle jo foregå i skøn forening med de hersens tilbudsaviser.

Og hvor er de så henne, må jeg spørge? For der er slet ikke nogen.

Strejker de?

Eller er det en form for hævn over at jeg aldrig har læst i dem – endsige brugt dem – før?

For jeg har, siden mandag morgen, ikke set en eneste lille sølle tilbudsavis, i min postkasse, så jeg kunne få afprøvet alle mine nye talenter.

Jeg storker op til postkassen flere gange dagligt, og det er faktisk en ret lang tur på 4-500 meter – og så skal jeg jo også tilbage igen. Er lige skuffet, hver gang der ikke er noget i. Sender også indimellem sure børn derop. De kommer ligeledes tomhændede tilbage.

Det er næsten som dengang i stenalderen, da jeg ventede på at posten skulle levere kærestebreve, okay det er så ikke sket så tit, men alligevel, situationen kan sagtens sammenlignes.

Så i stedet for at nyde at jeg kan holde fri med firkløveret, og prøve at finde noget alternativt at lave, går jeg nu derimod rundt med uforløste madplaner i hovedet, og får tvangstanker omkring franske tilbudsaviser..

Hvem sagde det var usundt at blive arbejdsløs og at man godt kan risikere at udvikle psykoser og den slags?

Det var der ingen der sagde? Nå – så hører jeg sgu nok også stemmer, og nu har jeg i øvrigt ikke tid til jer mere – jeg skal op til postkassen.