Som en god film

Jeg sov tungt og godt da Gårdmand Bjørn vækkede mig til almindelig og meget langt fra ferie-stå-op-tid.

Han havde ondt i maven. Ud over det hele. Så jeg fik fundet klorin og klude frem fra Laurences skab og bad inderligt til at det ikke var en virus, så vi ikke smittede hele husstanden med noget Roskilde. Det skete dog ikke, men det vidste jeg ikke da jeg stod på hovedet i WC kummen der klokken meget tidligt.

Gårdmanden blev sat under en lun bruser, vasket ren og lagt til tørre i et gigantisk håndklæde på en liggestol udenfor på terrassen, mens Laurence og jeg fik morgenmad, ligeledes med udsigt over byens tage.

Vi satte First Man til at passe syge smådrenge – i ental – og tog, uden den mindste dårlige samvittighed, ud for at se om der var ting vi ikke kunne leve uden!

Der skulle ikke så meget til, jeg fik samlet indtil flere fyldepenne og visk-ud-bare blækpatroner. Sjove bøjelige “kan-ikke-knække” linealer og fancy mapper til skolestart langt væk i Danmark. Men vi fik også købt skånekost til min yngste søns skrøbelige mave, så han hurtigt kunne komme på højkant igen, og dog få noget i sig.

Frokosten, var endnu et af de der øjeblikke hvor man ville ønske at tiden kunne stå stille.

…

Nostalgien over at vi skulle hjem igen lige om lidt, blandede sig med glæden over at det år der er gået ikke kunne mærkes og at alt var som før.

Med flagrende dug og lavendler..

Lidt som i en god film.

Med en flagrende dug, udsigt over lavendelmarker, og intens glæde. Altså i filmen. Vi havde ingen flagrende dug og ingen lavendel. Men glæden var der i hvert fald, samt en duft af klorin!

Maden var fuldstændig uovertruffen. Og faktisk har jeg fundet på at jeg vil slutte ferieberetningen af med alle de skønne opskrifter jeg fik tiltusket mig på turen, for der er godt nok guld iblandt! Men der går jo nok lige et par dage endnu.

Nå, eftermiddagen gik med yderligere afspritning af alt og alle, samt at hente børn et sted og aflevere dem et andet sted, stoppe og sludre med fortidens bekendte.

Og så lavede vi mad til den store guldmedalje, uden dog helt at vide om det ville smage godt, da det blev til i stærke klorindampe for at undgå enhver form for smitterisiko. For om aftenen kom Gårdmand Bjørns gamle klasselærere!! (mangler der ikke lige et “r”?) på besøg hos Laurence og Eric, sammen med en del andre.

Jo, de kom begge to. Både Frédéric fra 3.kl og Christine fra 4. kl. for de skulle for det første hilse på deres lille Dansk-Franske Bamse og for det andet ville de også gerne hilse på den forhenværende Præsident – mig – igen! Bamsens mave opførte sig pænere og ingen andre havde det skidt, udover mig og min finger.

Den intravenøse Ricard. Og meget andet flydende. Og så une baguette, naturellement!

Vi havde en rigtig dejlig aften, fik snakket lockout og undervisningsreformer mens vi mindedes vores danske julefrokost hvor de både fik snaps og lakrids. Udover frikadeller, rødkål, ris a l’amande og pebernødder selvfølgelig.

Det lyder alt sammen meget dejligt, men for det tilfælde at man skulle have glemt det, vil jeg bare lige påpege at min finger stadig gjorde ondt!!

Sprog og den slags – de fremmede altså.

..

Nå..

Jeg har ved selvsynlyt kunnet konstatere at nogen – jeg nævner ingen navne – men nogen i den danske regering, er ikke så gode til engelsk at det gør noget. Og det var GODTNOK pinligt.

Personligt synes jeg det er rigtigt meget ude i hampen at der findes mennesker i vores regering som ikke mestrer Shakespeares modersmål.

Som et minimum.

At andre, mere dødelige mennesker, ikke har brug for den slags skrammel fremmede sprog nu engang er, kan jeg bedre forstå.

Hvis man vitterligt ikke har brug for det – eller bare synes det er hammer svært – det er da i orden.

Jeg er for eks. ikke så vanvittigt god til kvantefysik, eller til statsret, sådan generelt. Nu er det heller ikke noget jeg nogensinde har haft brug for.

Men en minister altså.. Og så endda en af dem som skal rejse hele tiden. Udenfor andedammen. Og sådan forholde sig til udenlandske mennesker – og ligefrem kommunikere med dem.

Det er da ikke så smart. Synes jeg.

Så er den del på plads.

..

Men så tænker jeg også på det rimelige i at han absolut SKAL tale på engelsk?

Jeg mener, HAR I lige hørt de franske ministre? Eller de engelske? Hvor mange af dem kan andet end deres eget sprog? De har afsindigt dyre simultantolke til rådighed. Betalt af skatteborgere i de respektive lande.

Har andre end Kennedy nogensinde sagt mere end det der med Berlin, på tysk?

Nej vel?

Nu har vores lille – meget lillebitte – præsident for eks. lige sagt: Guten Tarte.. til en tysk journalist.

Ordet ”Tarte” findes slet ikke på tysk.. Det findes derimod på fransk og betyder enten tærte – eller lussing.

Jeg vil lade det være op til jer at afgøre, hvilken ”tarte” vores LILLE præsident mente.

Det der chokolade, ikk?

Den der intention om at komme af med al chokoladen inden udgangen af januar.. Det lykkedes nogenlunde. Faktisk over al forventning!

De store pakker er væk. Jeg åd alle de stykker jeg selv kunne lide – delte med Firkløveret og smed resten ud.

Den mellemste pakke, fik jeg fejt givet væk, da vi en aften skulle ud og spise. Det var ufint – jeg ved det godt – men jeg ville jo aldrig nå at komme igennem al den chokolade alene.

De små pakker hældte jeg ned i First Mans chokoladeskuffe. Så kunne han slås med dem.

Og det var så det, end of story tænkte jeg glad.

Jeg ved godt at der ligger en pakke miniskildpadder fra Toms ude i Danmarkskassen.. Men jeg har ikke haft abstinenser før – så den overlever nok et par måneder endnu.

Og hvad sker der så?

Jo – jeg er forbløffende nok stadig præsident. Ovre på skolen I ved nok.

Og for at tjene nogle penge så findes der et utal af skoleforeningsfirmaer, som har et hav af ting man kan købe og sælge med fortjeneste. Før jul havde vi gang i nogle småkager og noget økologisk marmelade – fordi alle jo havde travlt med deres julechokolader – så vi ville være lidt anderledes.

Nu til påske, vil vi så sælge chokolade.. Meget fint.

Katalogerne som skal deles ud, kom i går. Kassereren Laurence og jeg åbnede kasserne og skulle lige kigge om der var noget interessant.

..

Det var der..

I form af en meget stor æske chokolade.

Vi burde have vidst det. Idet der i kasserne før jul, lå nogle meget lækre småkagesmagsprøver og marmelade-do.. Som vi nød godt af. Uden at dele med andre end os selv.

Nu stod vi der med en kæmpe æske chokolade.

Okay, vi kunne jo godt have foræret den til nogen. En anden en end os, i hvert fald.

Men det faldt os sjovt nok, slet ikke engang ind at andre kunne spise de der chokolader – som i øvrigt var ret lækre. Det måtte vi jo lige teste, før vi besluttede os for hvad vi skulle gøre med æsken.

Ej, der var altså en med kanel i.. Den smagte fuldstændigt himmelsk.

Og så var det jo for sent.. Det er virkeligt enormt uhøfligt, at forære en æske chokolade væk, som både er åben og som mangler et par stykker hist og her.

Så for ikke at lave århundredets faux pas, skyndte vi os at dele rovet og tage dem med hjem hver især!

Med det resultat, at jeg har haft afsindigt travlt med at æde chokolade, så jeg kan nå at blive færdig inden onsdag!

Michael Jacksons mor!

Jeg sagde naturligvis ikke noget til mit vidunderlige firkløver, så jeg får sikkert min årlige mors dags morgenmad på sengen.

Jeg vil så dertil sige, at jeg VIRKELIGT fortjener at blive længe i sengen i dag.

Jeg er stadig syg.. Jo, jo.. Og så var der lige noget med en gigantisk skolefest, som løb af stablen i går.

I og med jeg – udover at være konge – er præsident for skolekredsen, så havde jeg den noget tvivlsomme ære, at stå for en hel del af organisationen og planlægningen af 5000 tombolabilletter, sponsorgaver, radiospots og blomsterdekorationer. Samt indkøb af 1200 præmier!!

Nu skal man lige vide, at en skolefest i Frankrig, er noget ganske andet end i Danmark. Privatskoler i Frankrig får nemlig ikke en klejne fra nogen som helst, så hvis der skal gardiner i klasseværelserne, så skal man selv finde penge til det. Ikke engang nye gardiner – bare gardiner så de kan se tavlen i solskin..

Og hvis der skal lavendler i gårdhaven – skal der danske konger til at plante dem!!

Så til en skolefest er der planlagt masser af lege og konkurrencer, som man skal købe billetter til, man kan naturligvis vinde noget, men det er sjældent det store. Ikke desto mindre elsker børnene at lege den slags.

Formålet er kun at samle penge til skolen!

Nogle lege er mere spøjse end andre.. Denne ko åbner munden, og spørger om det er en pige eller en dreng – hvorefter barnet lægger en billet på koens tunge, koen æder billetten og spytter en vandpistol, nøglering eller en dåse sæbebobler ud til det ventende barn.

Nervepirrende spænding og boden er voldsomt populær.. Køen – ikke koen – var længere end den i Kvickly påskelørdag.. 

Som special event havde nogle 9.klasser lavet buffet til 200 personer! Det var fantastisk. Det er nogle klasser hvor man parkerer børn som hverken er gode til sport eller fremmedsprog, og som ikke skal videre på gymnasiet. De kan se frem til et liv, mere eller mindre i underklassen, hvis ikke de bliver hjulpet.

Og opgaven med at skulle stå for at lave mad til 200 mennesker, har gjort dem 4 meter højere – rørende at se deres engagement og alvor med hvilken opgaverne blev udført. Fra borddækning, madlavning, over anretning og servering.

Til boderne, er der heldigvis mange elever som tilbyder at stå og styre legene for de små. Her er det “Barbér en ballon”.. Ikke nemt!!

Derudover er der en forestilling, hvor børnene klassevis, opfører noget de har øvet på i kortere eller længere tid. Og nogle gange kan man være så heldig at blive Michael Jacksons mor, hvilket netop overgik mig i går!

Og selvom jeg hele dagen, for rundt for at fylde op med præmier, tømme pengekasser, svare på spørgsmål og i det hele taget have styr på det meste, så i de 4 minutter Gårdmand Bjørn var Michael Jackson i Thriller, var jeg bare ikke disponibel.

Men jeg var færdig – fuldkommen færdig da det var slut. For når man har været på skolen fra kl. 08. selvom det faktisk først starter kl. 11. – for at puste balloner op, sætte boder på plads og slæbe kasser med præmier, og så først tager hjem når kl. er 19 og alle de andre forlod matriklen ved 17.tiden så er man godt brugt skulle jeg hilse at sige.

Og min stemme er forresten væk! Helt og aldeles væk. Jeg er jo syg husker I nok! Men MAND det var sjovt!

Der var fyldt med mennesker og vejret var perfekt til sådan en dag, ingen nævneværdige problemer, og det ser endda ud til at vi har tjent kassen!

Så nu kan jeg glæde mig til mit næste projekt som hedder – gardiner i alle klasseværelser!

Hvor er min Brasso – skal have pudset min glorie!

Sidder og føler mig sååå god, på sådan en selvfed måde.

Lidt ligesom den der kat i Alice i Eventyrland – som har et fedtet grin smurt ud over hele femøren. Det er lidt sådan man ser ud, når man er svært tilfreds med, at man har gjort noget rigtigt godt – OG at andre har set det.

Jeg har nemlig plantet. Ovre på skolen. Jo, skam – hele lørdag morgen og formiddag, var jeg, First Man og de 4 royale at se med rumperne i vejret, og iført gummistøvler, i færd med at grave huller og putte planter ned i dem, sammen med andre fra skolen.

Også selvom jeg tog nogle pauser – det er nemlig noget så tilfredsstillende at se andre arbejde mens man selv tager billeder, eller uddelegerer – subsidiært griner af dem som bliver sprøjtet til med vand.

Men jeg puttede den første lavendel ned i et hul som mine drenge havde gravet!

Baggrunden til al denne haveaktivitet, skal findes på et skolemøde i begyndelsen af januar. Inviteret af de to skoleledere, i min funktion af eneste levende dansker i deres etablissement, og så kom jeg til at øffe noget om medbestemmelse og ansvar for tingene og den slags Grundtvig-agtige ord.

Der var nemlig blevet malet noget grimt graffiti på skolen, og selv børnene – ikke kun mine – var sure over at der var blevet svinet til.

Jeg spurgte om ikke man kunne lave noget praktisk på skolen, hvor børnene kunne deltage, og ad den vej føle sig mere ansvarlige for deres skole.

Dette forslag blev modtaget på mest positive vis. Og et par uger efter blev jeg spurgt om jeg ville være med til at organisere haveplantning på de grønne områder ned til skolegården.

Det kunne jeg jo ikke så godt sige nej til, så derfor var jeg i torsdags, at finde i det lokale havecenter i selskab med en noget genert pedel, en meget stor trailer og øverste skoleleder.

Og hvad vi ikke fik købt: hindbær, solbær, ribs, brombær og jordbær. Og lavendel og lyng og nogle der stikker, men er sådan noget eviggrønt strittende, som eventuelt kan klippes i facon, hvis man har den slags sære præferencer.

Ja, den opmærksomme læser vil have noteret sig, at jeg ikke er havemenneske, og mine fingre er pænt beigefarvede uden skyggen af grønt. At jeg overhovedet ved, at vi fik indkøbt, for eks. solbær, er fordi mennesker på planteskoler verden over, er så venlige at forsyne deres planter med skilte, så planteblinde folk som jeg kan se, hvad det er for noget de planter i deres – eller som i dette tilfælde – andres have.

Det kunne for så vidt have været stikkelsbær, jeg havde først undret mig ved synet af store grønne solbær.

Ved ikke lige om de overhovedet havde taget mig med, hvis de havde været klar over hvor lidt jeg egentlig ved om have og grønt og sådan noget, udover at der er noget af det som kan spises og noget af det er pænt med blomster på. Så er der jo også ukrudt. Men hvem der er hvem er jeg ikke i stand til at udpege, medmindre det er meget åbenlyst.

Nå, men derudover havde vores kok – da der jo i franske skoler er kantiner hvor børnene, formedelst 30kr. dagligt, får serveret en 4 retters menu – og altså vores kantine kok havde ønsket sig en urtehave. Derfor fik vi også læsset timian, rosmarin, mynte, purløg og persille op på vores rullevogne.

Dette, og jord til et større landbrug, blev leveret ved skolen og så var det ellers bare med at komme i gang.

Børn i alle aldre og størrelser, lærere, ledere og forældre og en enkelt præsident for skolekredsen – mig altså, fik ved fælles anstrengelser ryddet og gravet og luget og plantet og vandet.

Bagefter, på bedste franske vis, fik vi en Kir Normand til apéritif, for at fejre vores nye skolegård, før vi så i fællesskab kunne fortære vores medbragte madpakker – og snakken gik lystigt!

Da vi gik hjem nød jeg synet af vores fine skolehave, og blev voldsomt stolt over at have inficeret Normandiet med lidt dansk fællesskab.

Jeg vil så bare gå og glæde mig til lavendlerne giver sig til at sende forførende dufte ud over skolegården når vi skal hente vores poder! Så kan jeg føle mig rigtig god en gang til!

Nu skal jeg bare lige have fundet min glorie først.

Præsident eller Gaddafi

Jeg er blevet valgt til præsident for den lille forældrekreds, som er på den skole hvor børnene går. (I må gerne sige formand hvis I bedre kan lide det – jeg holder nu lidt på det der præsident – det lyder bare så flot, meget flottere end formand) Grunden til at jeg meldte mig, var at jeg har en masse idéer til hvordan vi kan gøre denne skole endnu bedre. Jeg forestiller mig at et miks mellem dansk og fransk skolesystem må være noget nær det perfekte! Så siden jeg kom, har jeg mast mig ind i hver en lille sprække: skoleavis, webside, årsprojekt, anti-mobbe program, handicap oplysning og så videre og så videre.

Jeg havde bare ikke regnet med at blive præsident. Som i bare slet over-helt-hovedet ikke. Det havde de andre heller ikke.. Navnlig ikke hende som troede, at jeg ville være tilfreds med bare at være kransekagefigur, gøre alt det sure administrative arbejde og så i øvrigt lade hende få frit spillerum. Det var at gøre regning uden vært – og hun er blevet klogere. Meget klogere.

Min mening var absolut ikke at tage nogens plads – men nu er det ligesom mig som er valgt, så vil jeg da også have lov til at bestemme det som man må. Kan alligevel godt mærke nogle dræberblikke når jeg går forbi hende, men det er bare synd, man kan ikke være lige afholdt af alle. Jeg holder mig til alle reglerne og vil ikke gå på kompromis – især ikke når det drejer sig som en forening som rent faktisk har penge i kassen.

Men jeg kunne jo godt få idéer. Skulle jeg ikke hellere være ligesom Gaddafi? Han har da indrettet sig, må man sige. I snart 50 år har han enevældigt siddet der og bestemt – og som han siger – valg er unødvendigt.. Jeg kunne også sætte mig ind i min bil og tage en paraply – det regner godt nok ikke nu – mere for effektens skyld – og så meddele at jeg er lige her og at jeg ikke går nogen steder, vi alene vide!

Tror nu alligevel ikke jeg gider sidde i forældrekredsen i 50 år – bare til yngstedreng er ude af skolen, eller til jeg har fået indført brusebad efter sportstimerne – ja adddr, ikk’?

First Man

Når man er gift med en konge – plejer man at være dronning. Denne titel passede bare slet ikke til min dejlige mand. Så afgjort ikke.

Hvis nu jeg var en dronning, så kunne han jo være Prinsgemal.. Men det er ikke helt nok, det der Prinsgemal. Det er sådan en ”her har du en titel, den er helt ny, vi har aldrig brugt den før, og det er kun så du ikke bliver ked af at være nr. sidst i rækken.”- titel. Den første Prinsgemal virker da heller ikke helt overbevist om at det lige var sådan han havde forestillet sig hjemkomsten fra vinslottet skulle være.

Næ, vi måtte højere op – op i de tyndere luftlag. Kejserinde lød heller ikke helt rigtigt, så jeg klagede min nød – da Susanne pludselig sagde: han er da en First Man! Og hun har jo ret, det er lige nemlig det han er.

Nu har han faktisk fået en dimension mere – for ikke nok med at jeg er konge i mit eget hjem – jeg er også lige blevet præsident. Det er nok en fordel at bo i Frankrig når man får tildelt den slags titler – for det lyder jo bare så meget bedre at sige præsident.. end formand for en forening med 35 medlemmer.

Jeg takker for valget og glæder mig i øvrigt over at jeg ikke har ansvar for krigsministerier, bomber og den slags, for med mit temperament kunne der vist godt ryge en lille en i svinget af og til. Som når den lokale skole lukker hjemme i Danmark, på grund af besparelser. Så kunne man fristes til at komme til at tabe en lille én i kulturforvaltningens blomsterbed.

Men sådan en First Man er altså god at have. Sådan i al almindelighed. Og for yderligere oplysninger måtte jeg google. Der står på wikipedia at de skal være politisk aktive og have flere protektorater, og så skal de gå i tøj fra H&M.

Det med det politiske er ikke så voldsomt igen, det begrænser sig vist til at vrisse efter en forhenværende skatteminister, som vi ikke kan lide..

Protektoraterne.. hmm, det må være mig og de 4, samt blondinen på poter som også hører til familien. Han gør virkeligt et stort stykke arbejde med at passe på os.

Helt anderledes positivt forholder det sig med tøj fra H&M. Det går han rent faktisk i! Og han får også noget nyt engang imellem. Nu er der desværre blevet langt til den nærmeste H&M herfra æblebakken, så der er risiko for nedgang på dette punkt.

Men så er det vel nok godt at han stadig har sine protektorater!