Tag Archives: Prinsesse Lyserød

Kortslutning på øverste etage.

16 jun

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

Men altså. Jeg er tilbage.

 

Velkommen til lazarettet.

9 okt

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Suk

24 sep

Jeg påpegede forsigtigt forleden, at Prinsessen måske havde lige vel rigeligt make up på sit ellers så smukke ansigt.

Hun svarede: “Er det noget som du kun kan se eller er det også noget som normale mennesker kan se?”

Gad vide om man skal tage det som en kompliment?

Led os ikke ind i fristelse..

30 maj

Jeg er sådan lidt på kur. Eller ikke kur, jeg passer bare lidt på hvad jeg putter i munden.

Jeg har ikke tid til at lave en omgang GO med mine veninder, så jeg må selv styre kalorieindtaget. Hvilket også er okay. Jeg har nemlig så travlt på arbejdet at jeg ikke har tid til at spise ret meget.

Værre er det når jeg så kommer hjem.

Så er jeg lækker sulten, og tager en rugbrødsmad. Til aftensmad spiser jeg små portioner og klarer det nogenlunde.

Men så sker det at man i huset mener at der skal laves kage. For at fejre at det er eftermiddag og at skole og arbejde er slut for denne gang samt den fest det er at mor og far endelig kommer hjem til Møllen igen.

Og så sidder man der. Med et barn der stolt fremviser dagens kagekreation.

Og de forventer jo at man smager. Og nyder. Og æder sig en pukkel til.

Altså, sætter jeg tænderne i en cupcake. Med lyserødt snask på.

Lige inden har jeg sagt at jeg bare skal have én og at det ikke er noget jeg vil gøre hver dag, fordi jeg faktisk gerne vil af med den uklædelige fold over min bukselinning inden jeg skal mases ned i årets sommerkjoler.

Led os ikke ind i fristelse

Aldrig så snart har jeg fyldt munden med cupcake – hvor hovedbestanddelen åbanbart er marchmallows, før min søde Prinsesse siger: “Der er smør i glasuren. Smør flødeost og flormelis.”

Jeg stoppede midt i mundfulden og var lige ved at spytte det hele ud igen.

Hun grinede bare.

Forvorpne unge.

Jeg lagde kagen fra mig på fadet og sank, med besvær, den i øvrigt meget lækre mundfuld kage.

Divaen og Gårdmand Bjørn spurgte i munden på hinanden: “Må jeg så få den?”

De delte resten, og jeg gik for mig selv med en kop te.

Og tænkte meget intenst på en sommerkjole.

Tandregulering..

29 maj

Altså…

Jeg sendte Prinsessen til tandlæge. Eller tandregulering. Med en bøjle der er sat på af en fransk tandregulatør.

Sådan omtrent.

Det danske tandvæsen har i hvert fald ikke haft nogle udgifter til hendes mund.

Før nu.

De tog bøjlen ud i september og har derefter bedt hende komme til regelmæssige kontrolbesøg.

Mere visit end besøg, faktisk.

Et fransk visit.

Og ikke ret meget kontrol.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Hun sad i stolen i kortere tid end det tager at sige “tandpasta” før tanddamen sagde: “Nå, men det ser jo fint ud. Så ses vi bare i september..”

Men det er da lige før jeg vil bede dem om at hoppe i havet.

Jeg har da slet ikke lyst til at medvirke til betaling for et kontrolbesøg visit af den længde.

Det er da om noget spild af resourcer hos sundhedsvæsnet.

Hvis ikke jeg var så autoritetstro ville jeg sende et pænt og venligt afbud, og glæde mig over at de i hvert fald ikke fik penge for det.

Nu må vi se om jeg tør.

Jeg – en stalker..

18 mar

Her kommer endnu en indrømmelse.

Det er også ved at være længe siden.

Så jeg indrømmer det, jeg er lidt en stalker.

Også selvom jeg flere gange i den forgangne uge har forsikret folk om at jeg netop ikke var det..

Jeg har dog ikke tænkt mig at gøre mine ofre noget ondt – de kan tage det ganske roligt – det ligger ikke til mig, den slags. Men jeg er bare så… – jeg ville egentlig kalde det nysgerrig men det lyder som noget grimt, og som noget med katte. Så jeg vil hellere kalde det eventyrlysten og måske opmærksomhedsnørd.

Det er hvad jeg er!

Nu i fredags.

På vej ud fra parkeringspladsen ved Netto krydsede jeg – eller vi – da Prinsessen også sad i bilen, en lille almindelig sort bil med en lyshåret kvinde iført solbriller i spyfluestørrelse, ved rattet. Netop der, gav Prinsessen sig til at hvine meget højt.

“Mooooaaarrr – det var Baronesse Caroliiiine i den bil” kom det åndeløst fra hende, mens jeg drejede ud fra parkeringspladsen hen til lyskrydset. “Eeej, mon dog” jeg tvivlede lidt på at Caroline ligefrem havde ærinder i Netto en fredag før lukketid. Men så igen, hvis det endelig var, så var stedet helt i overensstemmelse med de mulige tilholdssteder denne dame har, når hun opholder sig i Danmark. Ydermere var det som sagt en fredag, så chancen for at hun skulle på weekend hos farmand, var absolut tilstede.

Vi holdt ved lyskrydset og Prinsessen stirrede på den sorte bil der nu holdt i et afsides hjørne af parkeringspladsen. Damen steg dog ikke ud. Og så kom en meget stor og meget gul postbil og skyggede for alt udsyn. Prinsessen hoppede i sædet: “Dyt, mor – gør noget – et eller andet. Jeg er sikker på det er hende.” Jeg nægtede både at dytte og at køre ind i den foranholdende Opel, hvilket afstedkom et højlydt suk.

Da jeg altid har været tilhænger af at opmuntre sære tilbøjeligheder hos mine børn, sikkert fordi de minder mig så meget om mig selv, tog jeg en rask beslutning og i stedet for at dreje pænt til venstre, rev jeg i rattet og trak håndbremsen på stuntmanmåden.. okay, nej så.. jeg trak ikke håndbremsen, men jeg kunne godt have gjort det.. I hvert fald kastede jeg det røde lyn den anden vej, på den U-agtige måde og vi gjorde tilbagetog til Nettos parkeringsplads.

Min datter fik åndenød og hjertebanken. Og da vi nærmede os den sorte bil, kørte jeg meget langsomt i stalkerhastighed forbi den og sagde til min datter: “Og NU kigger du ALT hvad du kan.”

Hun kiggede, og hvinede nu endnu højere end før. Mine trommehinder fortalte mig derfor at det var Caroline. Ingen almindelig dame ville frembringe denne lyd hos min datter, uanset hvor store solbriller hun så end havde på.

Jeg kørte naturligvis forbi og ud på vejen igen, alt imens Prinsessen fik nogenlunde styr på sig selv. Og mens hun speedsnakkede om det epokegørende i denne oplevelse, vendte jeg igen bilen, denne gang nede ved bageren, helt efter bogen og ganske uden brug af min imaginære håndbremse. “Mor, det var altså hende, ihhh hvor var hun pæn. Hvad tror du hun laver der ?”

Jeg havde ingen anelse om hvad Caroline kunne tænkes at bestille på Nettos parkeringsplads, og blev i mit stille sind, næsten helt glad for at hun ikke længere – Caroline altså – er sammen med sin yngste søns far, for jeg kunne ikke helt overskue konsekvenserne af at have Bendter gående kørende løs på disse kanter. Både af de åbenlyse sikkerhedsmæssige årsager, men jeg var heller ikke helt sikker på om jeg ville kunne holde First Man fra ham.

Engang var vi nemlig i byen, min søde mand og jeg, og jeg så Bokse-missingbrain-Brian hænge ved baren og jeg fortalte det til First Man. Ethvert almindeligt menneske havde blot nikket og været ligeglad, men der er vel en grund til at vi har været gift så mange år, for han rejste sig resolut og gik op til Brian og dunkede ham på skulderen…

De fik sig derpå en øl og sludrede som gamle venner, på et eller andet, delvist fransk, kaudervælsk krydret med enstavelsesord som kun de to forstod, mens jeg måbende og undrende så til. Da øllen var drukket, gav de hånd, sagde farvel og derpå forlod min mand Brians side, som om intet var hændt. Og på mit spørgsmål om hvorfor?? svarede han alvorligt at det var en del af hans integration i det danske samfund. Men en ting er en bokser med ti hjerneceller, en anden er en fodboldspiller med det dobbelte, selv med samme promille.

Jeg tvivlede derimod stærkt på at Caroline ville sætte pris på at jeg satte mig ind i hendes bil, slog hende på skulderen og bød på en af de påskebryg jeg havde i bagagerummet, netop indkøbt i Netto, bare for integrationens skyld, så jeg nøjedes med at køre hjem, med en drømmende datter ved siden.

Orme og den slags mad

8 mar

Kvindernes dag. Jeg er ikke så meget til det der med kamp, så jeg nøjes med at kalde det for kvindernes dag.

En dag i vinterferien havde jeg en hyggedag med Prinsesse Lyserød som er ved at blive til en kvinde. Hun er nu vokset mig over hovedet, sundhedsplejersken sagde hun var højere end gennemsnittet og tyndere end gennemsnittet. Hun er dog stadig meget Prinsesse, og meget lyserød.

Vi var i byen efter hendes anvisninger, jeg blev slæbt ind i moderne butikker med blege anorektiske kassedamer og fik udpeget alt det Prinsessen gerne ville supplere sin garerobe med for derved at få et fuldendt socialt liv.

Dernæst var vi ude for at spise på en rigtig restaurant – og ikke en caféagtig ting – så hun kunne få en ordentlig hakkebøf med bløde løg. Mens vi sad der over hakkedrengen, blev jeg indviet i mange hemmeligheder i hendes liv.

Faktisk ret informativt.

Blandt andet fandt jeg ud af at min datter har ædt en regnorm.

Min sarte, lyserøde gourmetelskende Prinsesse med stort P havde fortæret en vaskeægte regnorm. Ganske vist kun en halv, fordi veninden åd den anden halve.

Helt ærligt hvordan skal man reagere på den slags oplysninger?

Jeg sad bare og stirrede på hende, vaklende mellem stolthed og afsky.

Jeg ville naturligvis – på mormåden – vide hvorfor hun havde accepteret at æde en halv regnorm. Og så lige hvornår det var. Der var ligesom lidt formildende omstændigheder omkring hele sagen, hvis nu hun kun havde været 7 år gammel, subsidiært med i en remake af Zappa eller sådan noget.

 

Men nej, hun var ingenlunde en lille uskyldig pusling lokket af de slemme kammerater, hun var såmænd 13 år og havde helt selv indvilliget i at nedsvælge ormen. Det var nemlig, lød det lakoniske svar, fordi de – Prinsessen og veninden som jeg i øvrigt har lovet ikke at nævne ved navn da hendes mor læser med her – havde fået stillet to store poser chips i udsigt.

De fik deres poser chips.

Jeg fik detaljer jeg faktisk sagtens kunne have været foruden. For eksempel en regnorms generelle konsistens og smag.

Tilsyneladende havde hun ikke taget skade, og hverken haft eksplosive opkastninger, mavekneb eller byldepest siden indtagelsen.

Måske er hun en anelse mere hysterisk end i sommers, men det kan også være fordi hun netop er blevet 14 og i den grad er offer for sin alders hormonelle ombygning.

Men adddr siger jeg bare. En regnorm… Jeg fik opkastningsfornemmelser bare ved tanken.

TÆNK at være så modig?

Så jeg vil fejre kvindernes dag med at hylde min lyserøde Prinsesse, der har ædt en regnorm.

Hurra for hende!

%d bloggers like this: