Zibro varmeblæser

Jeg tror jeg ville kunne skrive en hel bog, alene om det at sige godnat til min yngste søn.

Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke siger godnat til de andre – det gør jeg altså også!

Og jeg sidder også og snakker, klør dem på ryggen, griner og lytter. Men mange af de ting der kommer frem under disse godnatseancer, er absolut ikke egnet til blogudgivelse, og i så fald, ville jeg omgående blive afsat som mor, og konge i det hele taget.

Så det er altså mest Bjørnens krammetid, der kan tåle dagens lys.

I går, da jeg var sur over indlægget der blev væk, kom han – Gårdmand Bjørn altså – over til mit skrivebord, lige midt i kampens hede, hvor jeg stadig var i den benægtende fase, og ville have et knus. ”Neeeej” sagde jeg – og fortrød med det samme: ”det er jo bare fordi jeg er sur over jeg har gjort noget dumt – det er ikke din skyld” forklarede jeg.

Og så fik han et hurtigt knus og blev sendt af sted igen, for at undgå at jeg gav mig til at råbe af ham, når jeg på et tidspunkt kom over i vredesfasen.

Så gik der 47 sekunder, og så var han tilbage igen. Han ville bare vide om jeg kom op og sagde godnat alligevel.

Og det gjorde jeg jo naturligvis.

Da jeg kom op på hans værelse, startede han med at sige, at han altså godt forstod jeg var sur over det jeg havde smidt væk. Det havde han prøvet så tit.

Jeg takkede for medfølelsen, var stadig en anelse knotten, trak gardiner for og gik hen og satte mig på sengekanten.

Først lå han helt stille.. og så kom der en lille prut. Jeg holdt masken.

”Jeg er ligesom den der maskine” sagde han så med et lille smil. ”Hvilken maskine?” spurgte jeg forbløffet.

”Den der varmeblæser nede i køkkenet. Den lugter også grimt, når den bliver tændt, men det bliver hurtigt varmt og så lugter det ikke så meget”

Og så var jeg sjovt nok ikke sur mere!

Pruttende orakel

De der søgeord som google sender stakkels uvidende mennesker ind til mig med, ikk’?

Jeg forstår ikke helt logikken i det.

Altså, hvis man ignorerer de 784 søgninger på skytsengle, samt 325 søgninger på telefonfis i alle afskygninger og ubegribeligt mange søgninger på Birthe Rønn Hornbech – hende har jeg da aldrig nogensinde nævnt.. har jeg?

Jeg står med stolthed ved det med både skytsengle og telefonfis, men altså ikke hende Birthe Rønn Hornbech.. Nej, hende mener jeg virkelig ikke jeg nogensinde har skrevet om, men I må da gerne hjælpe min hukommelse på gled, hvis jeg tager fejl.

Men der er faktisk rigtigt mange mennesker som burde søge hjælp andre steder end lige hos Kong Mor.

For jeg kan da konstatere at jeg ikke ved noget som helst. Om noget.. Se nu bare de spørgsmål jeg får:

Jeg kan ikke hjælpe nogen med følgende geografiske problem – men det er der nok en grund til:

i hvilken by ligger guru.. (det MÅ simpelthen være en misforståelse..)

Jeg kommer også til kort hvis man tror at man hos Kong Mor finder hjælp til:

Lære at tegne hår

Man bliver også gevaldigt snydt hvis man mener at man her kan finde opskrifter på

vegetariske kødboller og på

kødløse frikadeller (tværtimod – stik mig en mør bøf – så bliver jeg glad)

 

Det er også egentligt ret sært, når jeg nu aldrig nogen sinde har været i Ry – at man bliver sendt hertil hvis man vil vide noget om:

rundkørsler i ry (mon der overhovedet er så mange igen)

rundkørsel ry (vedkomne fandt måske ud af der kun var 1? Kan vi få eksperter på banen)

 

Til gengæld kan jeg godt komme på en masse gode idéer til hvis man

glemte konens fødselsdag (stakkels menneske da..)

 

Men udover skytsengle, telefonfis og ubegribelige Birthe Rønn, så har jeg fået en del besøg på baggrund af følgende duftgener:

hvorfor prutter hunde med lyd

kan man gøre noget ved hundeprutter

prutter af the

mosters gamle prutter

æbler prut

Og da jeg ikke føler mig personligt ansvarlig for disse gasser, vil jeg nok overveje at konsultere vores fimse-ekspert, Blondinen, og høre hvad hun har tænkt sig at gøre ved sine æble-hunde-prutter, måske hun bedre kan hjælpe google-søger-folket end jeg kan.

Der var engang..

20 år.

Det er vist omtrent også det som Randi fylder i dag, er det ikke? Tillykke i hvert fald!!

Det er også 20 år siden man – altså mig – som ganske ung konge helt uden undersåtter, stod i hvidt flødeskum og prøvede at høre efter hvad manden i sort sagde. Mislykkedes totalt.

Fik nogle gaver bagefter. Og her vil jeg altså godt indvende, at vi slet ikke fik nok gaver – vi skulle måske have inviteret flere mennesker – og vores bryllupsrejse lod også noget tilbage at ønske.

Vi kørte jo bare hjem til Paris. Og så var der et honningglas der væltede i bilen og fyldte en del mere end da det var inde i bøtten. Og også noget mere klistret. Og så var han sur. Jeg var flad af grin!

Derfor skulle man i mange måneder, i fald man fik mulighed for at sidde på bagsædet i golfen, sidde og trippe med fødderne for ikke at klistre fast.

20 år. Det lyder helt forkert. Så er der 5 år til noget med sølv. Og jeg tænker med gru på den musik man forbandt med sølvbryllupper, da jeg var lille. Eller alder og væremåde. For slet ikke at tale om tøjet eller frisuren.

Skal jeg så bobbes? Gå med frottétøfler? Eller høre Reimar?? Og gå i nylonkjoler med udefinerbart ukrudtsfarvet mønster..? Gud forbyde det.

Så jeg bliver nok aldrig lukket ind i nogen sølvbryllupsklub. Det er sikkert ligesom med strikkedamerne med økologisk knold nede i Normandiet.

Men jeg vil nu godt have æresport alligevel. Og hornmusik til morgenmad. Bare for sjov. Og se hvordan det føles. Om man bliver lidt Yvonne i hvid pels eller dronning med udslået hår. Og vinkearme.

Sikkert lidt svært, når man i forvejen er konge. Og jeg skal ikke nyde noget af, at lufte bare arme, mens jeg vinker voldsomt ud af et vindue. Bare SLET ikke.

Men der er et par år til endnu. Gudskelov. Jeg kan jo nå at smide vinkeflæsket inden. Mormorvingerne.. Damemuskelen. Kært, eller hvad man nu siger, barn har mange navne.

I hvert fald – jeg har hørt at det ikke er sundt at tabe sig for hurtigt – jeg kunne jo stile efter et kilo om året. Så passer det vist lige. Næsten i hvert fald. Eller også skal vi flytte sølvet til om 7 år i stedet. Det har jo lige været ferie.

Men helt ærligt, skal jeg så til at være kedelig? Eller få akut dårlig smag, med hang til ”ude og hjemme”? Selvom der nok er nogle som vil hævde at den, smagen – den dårlige altså – den har jeg i forvejen.

Kan slet ikke bære hvis jeg skal til at være voksen.

Nå – det er lige meget, lidt endnu. Foreløbig skal vi lige koncentrere os om de der 20. Det er 7300 dage hvor jeg har skullet huske at dele min te med nogen. Ikke så nemt som det lyder.

Og jeg gider slet ikke regne ud, hvor mange nætter jeg så i teorien er blevet vækket af hans snorken.

Men faktisk er det et ret imponerende antal kys man kan komme op på, hvis man nu tæller 5 i snit pr. dag. Nogle dage mere, og i de perioder hvor han har været på rejse, bum bum – sådan plus minus det bliver ca. 35.000 kys.

20 år og 35.000 kys… Sikkert lige så mange prutter, hvis ikke flere. Så når man tænker efter, er det faktisk ikke så mærkeligt jeg fryser, når han er væk. Mit helt eget gasvarmeværk!

Blondinen prutter

Blondinen har ondt i maven for tiden, så hun går rundt og prutter. Og helt ærligt, der ER altså ikke noget charmerende overhovedet ved hundeprutter, når de ikke er puttet i en pose.

Hun ligger gerne i nærheden af os, og pludselig lyder der en umis (-eller hund-) kendelig lyd af våd prut hvorpå hun rejser sig og vender sig påtaget forbavset efter lyden. Ja ja den er god nok, det VAR dig der kom med den ildelugtende lyd. For der følger nemlig altid en umanerlig styg dunst efter den der lidt våde lyd. Og så, uden videre gør hun kort proces og går simpelthen bare sin vej, og lader os i stikken med stanken.

Tak for ingenting, siger jeg bare.

Det hænger nok sammen med at hun indtager en hel del æbler. Vi bor jo på en æblebakke og der er en del æbletræer. Og dermed også nedfaldne æbler som har ligget og gæret siden Gud ved hvornår, september eller sådan noget. Nå, men de æbler, eller gærede gamle gnallinger, dem går hun rundt og leder efter. Og når hun finder én.. spiser hun den, inden man har nået at sige uf.

Hun får ellers rigeligt med mad, så jeg ved virkelig ikke hvor det behov for rådne æbler er opstået henne. Nu er vi selvfølgelig i et område med mange æbler, men alligevel.

Eller måske er det netop kun de gærede hun går efter, fordi hun har fået smag for rigtig æblecider. Har ikke helt tjekket om hun vakler beruset rundt i haven.. Kunne være jeg skulle kaste et blik ud på hende næste gang hun er ude i længere tid.

I hvert fald – når hun har spist en hel del af disse ækle ting, så er det hun får ondt i maven og giver sig til at prutte, til stor gene for resten af familien. Vi kan jo ikke bede hende om at gå på toilettet, eller i det mindste lidt afsides, som alle andre i familien får besked på at gøre hvis de lukker indre gasser ud. Og det nytter jo slet ikke noget at lukke hende ud – så finder hun jo bare flere æbler som kan fortæres. Vi skal vel bare vente på at hun har ædt dem alle sammen.

Det er nu nok meget godt jeg ikke har kål i haven, for så kunne vi vist starte vores eget gasværk.