Tag Archives: Psykoedukativ

En dag med angst #2

11 jul

Det var mest den fysiske del vi rundede i går. Jeg kom lidt ind på den psykiske, men mere om det i dag:

I min Navlepillerklub eller ”Psykoedukative terapigruppe”, fik vi bland andet opremset alle de reaktioner vi kunne forvente at have som angstramte.

Det var ikke så lidt.

Og altså helt seriøst, var man ikke angst i forvejen, så blev man det da først af at læse sådan en lang liste. Og på den liste er der, over de mentale reaktioner, blandt andet et punkt som hedder misfortolkning.

I store træk betyder det at når man siger noget til mig, er sandsynligheden for at jeg fortolker det forkert på den negative måde, meget stor. Hvilket betyder at jeg meget ofte går rundt og føler mig forurettet.

På martyrmåden.

Iblandet klynk og selvmedlidenhed.

Eller sagt med andre ord, jeg bliver meget ofte til en jamrende ældre dame der synes alting er synd for hende. Sådan en slags dame jeg normalt ikke kan udstå.

Når staklen der har sagt noget til mig er fra familien, er det knap så slemt, for så rusker de bare i mig og siger jeg er nærtagende og at jeg skal melde mig ud af mit liv og lægge mig på sofaen med hunden og se et afsnit af Badehotellet, mens jeg lader almindelige mennesker fortsætte deres dag.

Hvis det er andre mennesker der ikke kender mig så godt er det straks sværere.

På arbejdet er det forholdsvist nemt, jeg spørger Tina om jeg har opfattet noget forkert, og så snart vi er to om at diskutere hvorvidt en given bemærkning var ment på den ene eller den anden måde, er det nemmere for mig at se objektivt på det.

Men hvis det er kassedamer eller telefonsælgere skal jeg passe på. I det mindste er jeg opmærksom på det. Men skulle jeg komme til at rive hovedet af en telefonsælger, står verden nok endda.

Så bliver jeg også meget tit bekymret. Over alt muligt. For en måned siden druknede en dreng i nærheden. Og da Gårdmand Bjørn snakkede om at han skulle ud og bade til sin sidste skoledag, gik jeg helt i sort, og han måtte højt og helligt love at det IKKE kom til at ske.

At have angst føles som om jeg ikke har kontrol over min krop eller min hjerne. Hvilket jeg naturligvis overordnet set har, men angsten giver mig reaktioner jeg ikke kan kontrollere eller styre. Min krop reagerer med sitren, åndenød, hjertebanken osv. og min hjerne reagerer med tankemylder og paniktanker, og i “midten” så at sige, står jeg og kan ikke slukke for tankerne, eller for de fysiske reaktioner.

Når arbejdsdagen er slut er jeg som regel godt træt i hovedet.

Jeg troede i starten der var noget galt fordi jeg altid var så træt, men fik den besked af psykiateren at jeg er træt fordi min krop og min hjerne er på konstant overarbejde.

Det var de forskellige udfordringer jeg møder i dagligdagen. Nu kan jeg så begynde at fortælle om hvordan forskellige dage føles.

Men altså først i morgen!

Reklamer

En dag med angst #1

10 jul

Okay, I har selv bedt om det. Eller det vil sige, Kristine har. Hun har nemlig spurgt om jeg vil fortælle om en almindelig dag med angst.

Det vil jeg gerne.

Det bliver dog en rodet omgang, fordi jeg vil forklare lidt ind imellem, så det måske er nemmere at forstå.

Udefra, så ser min dagligdag sikkert ud som enhver andens dagligdag, men jeg kan mærke en meget stor forskel fra før jeg blev syg. Selv Tina har svært ved at se forskel, lige bortset fra et par småting, og hun har nu siddet overfor mig i over seks år, hvis vi tager det løse med, og kender mig snart bedre end jeg selv gør.

Jeg har tænkt at splitte det lidt op i etaper, ellers bliver det vist en meget lang beretning.

Men altså, here goes for første del, som er sådan en forklarende del, så kan jeg fortælle om de enkelte dage bagefter:

Når vækkeuret ringer, er min første tanke altid: ”Er der noget jeg har glemt? Er der noget jeg skal?”. Den tanke gør mig usikker, så jeg bliver lidt langsommere, fordi jeg bruger en masse tid på at tænke efter eller se mig omkring efter det jeg måske har glemt.

Som regel ryster jeg følelsen af mig, mens jeg gør mig klar. Jeg har altid lagt mit tøj og den slags frem dagen før, for ellers risikerer jeg at gå helt i stå, uden at vide hvad jeg skal tage på. Eller gå i panik, hvis ikke jeg kan finde det, jeg gerne vil have på.

Alt det jeg skal have med, telefon, en trøje, eller hvad det nu kan være, skal ligge klar på bordet, og selv da kan jeg risikere at komme af sted uden en af tingene. Og jeg glemmer uhyggeligt tit min madpakke.

På bilturen på vej til arbejde, hører jeg enten stille klassisk musik, helst musik uden ord, eller også bare snak, enten P1 eller en lydbog, indtalt af min helt Paul Becker, eller Bent Otto Hansen. Jeg har nemlig rigtigt svært ved at skulle håndtere musik og ord samtidig, om morgenen.

Når jeg er vel ankommet på min pind, skal jeg huske at tage mine piller. Da en af bivirkningerne er at jeg bliver svimmel, tager jeg dem først efter min biltur. Man må godt køre bil med dem, men jeg skal i hvert fald ikke risikere noget!

Så er det i gang med at arbejde, og når alt ser tilforladeligt ud, og er som det plejer, går det fint, men så kan jeg jo få – præcis som alle andre – en mail som jeg associerer med ubehag. Det kan være afsender eller indhold der gør mig utilpas, men uanset hvad det er, så reagerer min krop:

Måske får jeg prikken eller sitren i arme og ben. Det er svært at forklare følelsen, men det er lidt den samme slags kuldegysning man får i nakken, når man bliver pludseligt forskrækket. Det stopper bare ikke igen, det bliver ved, til forskel fra det man føler når man bliver forskrækket.

Jeg kan få hjertebanken og åndenød, blive stakåndet, eller have lidt svært ved at trække vejret ordentligt. Jeg lagde på et tidspunkt mærke til at jeg var begyndt at sukke og stønne i tide og utide. Troede egentlig at jeg bare var i mega dårlig form, men så lærte jeg – i navlepillerklubben – at det kunne være en angstrelateret reaktion.

Når jeg kommer til knuden i halsen og manglende evne til at trække vejret, ved jeg som regel at jeg skal reagere.

Hvis jeg glemmer at være opmærksom på de fysiske tegn, eller det er voldsommere ting end en email, så ender jeg med at ryste og få ondt i kroppen og få kvalme eller ondt i maven. Og så kan der gå helt op til 30 minutter, før min krop er sig selv igen.

Man kan godt undres over hvordan jeg kan glemme at være opmærksom på de fysiske tegn. Men sommetider kommer angsten ikke af en så åbenlys grund, som en ubehagelig email. Det er sommetider ting jeg slet ikke engang lægger mærke til, og det er det, som er ekstra utrygt. At jeg ikke ved hvornår næste anfald kommer, eller om jeg når at opfatte hvorfor.

Lige pludselig kan jeg bare mærke at jeg får ondt i maven, og så tænkte jeg i starten: ”Nå, jeg er nok ved at få roskildesyge eller influenza, øv da også!”  Men så gik det jo væk igen, ganske af sig selv, og så skulle jeg ikke have den store rørlæggereksamen for at forstå at det nok hang sammen med noget andet. Det blev da også bekræftet i Navlepillerklubben, at kroppen kunne reagere med alle mulige krumspring.

Der kan også opstå situationer jeg synes er ubehagelige, jeg kan gå forbi to personer der helt uskyldigt står og snakker i et hjørne, om noget der ikke rager mig, men så kan jeg komme til at tro det er mig de snakker om, at jeg har gjort noget dumt, eller ser tyk ud, med alle de kilo jeg har taget på siden jeg begyndte at få medicin, eller noget andet tosset.

Den form for semiparanoia er også helt normal i min tilstand, men det gør det bestemt ikke mere behageligt. For så snart jeg bliver konfronteret med alle disse symptomer på at der er noget galt med mig, så bliver jeg ked af det, og er overbevist om at jeg er ved at blive skør.

Så går der 20 minutter og så kommer jeg til at grine af et eller andet, og så er jeg klar igen og bestemmer med mig selv at sindssygen lige må vente til en anden gang!

  • Fortsættelse følger!

 

Navlepillerklub

22 jun

Som et led i den tilbudte behandling fra Lokalpsykiatrisk afdeling fik jeg besked på at jeg skulle kunne deltage i en “Psykoedukativ gruppe”.

Slam #1.

Det var naturligvis frivilligt, men på den lidt ultimative måde. “Vi har altså gode er faringer med at gruppeforløb virker på den slags belastningsreaktioner” var et af de fremførte argumenter.

“Så skal jeg sidde og fortælle alle mulige fremmede om hvordan jeg har det?” Tænkte jeg med et begyndende panikanfald på vej ned langs rygraden.

Jeg sad uroligt i stolen, forsøgte at stole på min søde kontaktperson, men jeg tvivlede på at det var noget for mig. Jeg har ingen problemer med at fortælle min omverden at min hjerne er mærkelig, men jeg vil gerne selv bestemme hvem der skal lukkes ind i mit liv. Så jeg var afsindigt noget skeptisk. Ikke desto mindre dukkede jeg op til aftalt tid og sted.

Det startede med at vi blev budt velkommen med følgende udmelding: “I er her i dag, fordi I har det tilfælles at I har et psykisk handicap.”

Slam #2.

Jamen tusind tak for det, da!

Så var grunden ligesom lagt, og den samt den efterfølgende gang, sad jeg med mentalt krydsede arme og surmulede.

Jeg var totalt fejlcastet til dette cirkus.

Mente jeg.

Der var absolut intet galt med mig på handicapmåden, jeg var bare blevet væk for mig selv, jeg skulle have en lille lyserød pille så jeg kunne finde mig selv igen, mit liv skulle males lidt, både inde og ude og det var så det.

Ikke andet.

Der var ikke brug for nogen totalrenovering, blev der sagt!

Men ingen lytter og i stedet får man smidt et psykisk handicap lige i synet.

Men faktisk er der det ved at få en diagnose, at det på en måde er lidt beroligende. Så ved man at, der er noget. At man ikke bare er hysterisk. At det er okay at ens krop reagerer på de særeste måder. For ikke at tale om ens hjerne.

At det så også kan være totalt ansvarsfralæggende, skal man ikke glemme. Det er nemlig sommetider meget let at gemme sin surhed og urimelige opførsel – jo, jo det er selvindsigt så det basker – bag ved en diagnose.

Så da jeg færdig med at mental-surmule, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad spilde flere uger på at være sur, men at jeg i stedet ville have noget ud af det pokkers navlepilleri terapiforløb, når jeg nu havde mødepligt og alt muligt. Så jeg begyndte at spørge om alt det der gik mig på, alt det jeg ville vide mere om og alt det jeg gerne ville vide. Og pludselig var det ikke så slemt.

Faktisk.

De andre var jo ligesom mig, så det var egentlig lidt af en befrielse at finde ud af, at jeg ikke var alene om at få smidt et psykisk handicap i fjæset.

Så i mange uger sad vi der, torsdag efter torsdag, i vores lille hyggelige navlepillerklub og fik endevendt vores fælles psykiske handicap. På den teoretiske måde. Med et par personlige bump på vejen – bevares vi er jo kun mennesker – og passer ikke altid ind i kasser.

Det var en befrielse at opleve at det forløb der var strikket sammen kunne ændres så det hele tiden var tilpasset vores navler. Vi fik blandt andet et kompendium om kognitive problemer… Ikke så nemt når man ikke kan læse og assimilere viden på den vis mere. Til næste gang havde de da bare lavet kompendiet om til overskuelige grafer, et par billeder og fire overskrifter. Så kunne jeg også være med!

Vi var vidt forskellige, men hørte sammen på en eller anden måde. Vi fik et slags fællesskab på tværs af alt muligt, alder, køn, baggrund, aktuel situation, osv. Men vi havde vores diagnose tilfælles, og det støttede i hvert fald mig, ikke at være alene om det hele.

Så selvom det føltes grænseoverskridende at stille alle de spørgsmål, var jeg bare indstillet på at jeg skulle have noget ud af det forløb. Det vidste sig at være en god idé, for én af de andre sagde til mig, da hele forløbet var slut, at det var dejligt jeg havde stillet alle de spørgsmål, fordi det var nogle han også gerne ville have svar på, men han havde svært ved at formulere det.

Så da min kære psykiater præsenterede mig for endnu en navlepillerklub et gruppeforløb der starter efter sommer, adlød jeg.

Denne gang helt uden at blive mopset.

 

%d bloggers like this: