Tag Archives: Rejse

Jeg tudede ikke.

25 aug

Eller, næsten ikke.

Hvordan lærer man at sige farvel – og på gensyn – til sit barn, uden at dø en lille bitte smule?

Fik sat Divaen på en stor flyvemaskine og skulle vente på at hun landede langt borte over sø og land. Faktisk mest vente på at hun kunne give lyd fra sig igen.

For på den anden side var der ingen ko på isen.

Der ventede Jane nemlig.

Med flag.

Og åbne arme.

Og en masse oplevelser i mange måneder.

Men altså. Jeg tudede ikke. så meget. Det kunne ikke ses og Divaen opdagede det i hvert fald slet ikke. Hvilket var det vigtigste.

Havde dog kronisk våde øjne hele vejen i lufthavnen og fik tilsendt sms-knus af The Dream Team som forsikrede mig om at jeg nok skulle overleve.

I lufthavnen havde vi nok at gøre med bagage og check in og boarding pass og pølsehorn og chai latte fra lagkagehuset.

Og så var der knus og trappe og halløj.

Og så vinkede vi.

Stod i simultan kø nede i forhallen og fulgte lidt med. Og så var hun væk.

Og vi fandt bilen.

Det stod ned i lårtykke stråler – udenfor altså – men jeg skulle alligevel have solbriller på.

Og de solbriller er lige et kapitel for sig.. Den ene stang er nemlig knækket af, så det ser ualmindeligt tosset ud når man stædigt insisterer på at ville have dem på alligevel.

Men jeg skulle bare have solbriller på.

Og den forræderiske tåre der trillede, var venlig nok til at trille ud af højre øje, så den kunne ikke ses, selvom First Man granskede mig gevaldigt.

Jeg lod som ingenting og skruede op for Celine Dion så jeg kunne snøfte ind, i fred, og skubbede den halve solbrille på plads med så meget værdighed jeg kunne mønstre.

Hjemme kastede jeg mig frådende over Prinsessen som havde to helt nye veninder på besøg. Jeg speedsnakkede om kage og varme sokker, kom med åndede voksenvittigheder, og blamerede mig i det hele taget grundigt.

Så de fortrak, langt væk fra underlige mødre og så kom Gårdmand Bjørn som havde lært noget nyt og gav sig til at remse ugedage op på tysk – skolestarten fornægter sig ikke – og så gik aftenen alligevel.

Men det var ikke nemt.

Og der er SÅ længe til hun kommer hjem igen.

God tur min snut

En som spiser Kongemad og så lidt brok

21 sep

Et fremmed land. En fremmed kultur. Lukker jeg øjnene kan jeg næsten høre gadelarmen, lugte krydderierne og mærke varmen. Jeg har aldrig været i landet men det føles lidt som om, alligevel.

Jeg bliver aldrig træt af at kigge på hendes skønne billeder og læse hendes fantastiske fortællinger om en meget anderledes dagligdag. Der er madopskrifter med spændende råvarer jeg ikke kender, og igen flotte billeder som giver lyst til at prøve sig frem.

Jeg er sikker på mange af jer kender hende – men hun er bestemt et besøg værd for de som ikke kender hende!

Tag en tur til Tyrkiet med Stjernestøv i Silkeregn – et fantastisk navn som holder hvad det lover: en eksotisk tur til et fremmed land! Og kongemaden er lige her!

Og så vil jeg godt lige sige et ord om ytringsfrihed og alt det pjat. Opreklameret bras. (En vis form for humor kan være anvendt i følgende!)

Og ja, jeg har selv sat sådan en dims på hvor man kan give stjerner til indlæg. Den overvejer jeg seriøst at fjerne.. Kun for nogle indlæg altså. De dårligste..

Fordi.. Hvad bilder nogen sig egentlig ind.. Jeg kan jo ikke engang se den der tillader sig at sige ”vorherrebevares”  eller det som er værre, til et – indrømmet – knapt så interessant blogindlæg.

Se hvis det nu var nogen som selv havde en blog som man så kunne gå ind på og skrive ”jamen TAK da.. (læs = du er dum)” til, så ville det jo være i orden. Men det er jo ganske anonymt. Det er altså uretfærdigt.

Det står ingen frit for at sige at jeg har en dårlig skrivedag. Overhovedet. Lidt forståelse er altså påkrævet.

I hvert fald nu mens jeg er så træt. Kan jo ikke rigtig finde på noget banebrydende, med tunge øjenlåg.

Så for fremtiden må ingen skrive dårligt om de kedelige indlæg – er det en aftale??

De skal have madpakke med..

24 jun

Det var hvad der stod på sedlen. Prinsesse Lyserød skal på tur til England. Og ingen sms panik her – snarere tværtimod: Mor, må jeg godt sende dig 3 sms’er hver dag?

Hun skal være væk i 40 timer.. Men okay – det er jo noget andet end Zorronaldo.

Og hun var lidt sulten før hun skulle afsted – og lavede sig en lille mad.. i 3 lag med 4 skiver brød.

IMG_4575

Nå, men hun skulle jo så have madpakke med. Lidt til morgenmad og et par sandwiches til frokost. Og lidt at styrke sig på mens de vader rundt og kigger i Portsmouth.

Så jeg lavede en madpakke.. Efter Prinsessens anvisninger. Og egen erfaring for hvor meget hun spiser.

IMG_4577

De 4 sølvpapirsindpakkede ting er sandwiches.. Her er mad til morgenmad og frokost. Og hun var ikke sikker på der var nok.

Og jeg kalder ikke dette en madpakke – men en uge-ration.. Velbekomme!

%d bloggers like this: