Tag Archives: Rokketand

En tand mere hysterisk.

21 jul

Da jeg skulle hjem fra arbejde i tirsdags, træt i hovedet og rigtig meget klar til at holde stilledag med mig selv onsdag, fandt jeg en pose nødder i min taske og tænkte at den da passende kunne gøre det ud for en lille hyggesnack, mens jeg kørte hjem akkompagneret af Bents behagelige oplæsning af “Kakerlakken”.

Den tanke har jeg fortrudt mange gange siden, for det skulle vise sig at det var en rigtig dum idé.

To gnask inde i min mundfuld nød, føltes det nemlig pludselig helt forkert.

Forkert på den knækkede måde.

Jeg jamrede højlydt – så godt jeg kunne – uden at få sprøjtet forruden til med savl og snask og forsøgte at sluge mit nøddemiks fra den anden side af munden, og følte mig så frem med en forsigtig tungespids for at inspicere skadens omfang.

Og, ja jeg ved ikke med jer, men når jeg i en alder af 47, bliver bekendt med at dele af mit tandsæt rokker, så bliver jeg knap så begejstret som da jeg var seks. Jeg mener, scoopet er til at overse, jo højere man kommer op i årene.

Desuden får man ikke engang nogen mønt under puden fra tandfeen i min fremskredne alder, hvilket jeg desuden – af samme årsag – alligevel aldrig har prøvet, så alt i alt, er det en oplevelse af de mere trælse.

Jeg ringede derfor, stadig i bilen og med gråd i stemmen, til min højtelskede tandlæge. Hun havde en tid til mig dagen efter.

Så skulle jeg bare have de mellemliggende timer – samt en nat – til at gå først.

Smal sag…

  • Og bare rolig, jeg har sådan en fiks indretning på min bilradio som gør at jeg kan tale i telefon gennem den. Jeg sidder ikke og ringer mens jeg kører bil, bare det er helt klart. Min telefon ligger i tasken, og jeg trykker på et par radioknapper, så er den ged barberet.

Nå, et lille sidespring, men et af de vigtigere. Man må IKKE sidde og fjedte med telefon når man kører bil!

Jeg kom trods alt, stadig jamrende, hjem. Der var der netop lavet te, og jeg ville straks dulme mine flossede nerveender og min jamren, med en dejlig varm kop te.

Dumt.

For jeg havde glemt at låget på tekanden var gået i stykker, og der kom derfor et ordentlig skvæt te ud over min hånd, i stedet for ned i koppen, hvor det oprindeligt var planlagt det skulle lande.

Mere jamren. Højere jamren. Og jeg tror også der kom et par klynk.

På det tidspunkt overvejede jeg kraftigt, bare at gå i seng på Maude-måden for at undgå flere katastrofer, men jeg blev også enig med mig selv om at chancen for at blive ynket, var lig nul, hvis jeg befandt mig i min seng.

Så jeg blev hvor jeg var. Men blev ret hurtigt lige så ensom, som hvis jeg havde indtaget min seng. Med rokketand og øm hånd. Og stadig ingen til at ynke mig.

Eftermiddagen både kom og gik og da min sengetid nærmede sig med hastige skridt, spredte der sig angsttåger, over den del af min bevidsthed der stadig fungerer.

For hvem kunne vel sove med en tand det gjorde ondt at tygge i, på og med?

Især når man ved, at man skærer tænder i søvne, fordi man ikke er så afslappet som man burde være, alt taget i betragtning. Og før kloge hoveder foreslår bideskinner og den slags pjank, vil jeg godt sige at de blev afprøvet, og afvist igen, på grund af strittende rokketand og nej-tak-jeg-skal-ikke-nyde-noget.

For tænk nu hvis jeg vågnede, med den mest afsindige og uudholdelige smerte i nat, fordi jeg havde skåret tænder og var kommet til at rokke til tanden, eller hvis jeg nu blev kvalt af tanden, som var så stor som en tennisbold, for slet ikke at tale om at jeg også kunne blive kvalt af de mange hektoliter blod, tennisbolden ville få frem i min mund.

Jeg faldt først i søvn af bar udmattelse et godt stykke efter midnat, og vågnede – straks i panik – men dog efter en fuldstændig rolig nat.

Men derfor kunne der jo godt være sket noget.

Endelig oprandt min tandlægetid, og jeg lagde mig i stolen under granskende blikke fra både tandlæge og klinikassistent, som forsikrede mig om at vi var helt alene. Det opfattede jeg som grønt lys til at skrige op i affekt og stor smerte, såfremt jeg havde lyst.

Beroligende!

Havde jeg nu været ved mine fulde fem – hvilket jeg ikke har været i et par år nu – så havde jeg ærligt talt opfattet det mere som en trussel,  som jeg lå der i fastspændt i en tandlægestol og havde nok set flere stygge scener fra Saw, eller andre splatterfilm, for mig.

Men jeg lagde mig som sagt i stolen, åbnede munden og samtidig også, på forunderlig vis, begge tårekanaler. Den første af refleks på grund af selve situationen og de sidste af rendyrket skræk.
Ikke for hende – jeg har verdens bedste tandlæge – men for det der muligvis skulle til at ske.

Tandlægen kiggede ned på mit ansigt, hvor tårerne trak striber i min ellers så pæne make-up, og mere konstaterede end spurgte, om hun ikke bare skulle bedøve mig lidt før hun begyndte at afmontere mit strittende stykke rokkende tand.

Så min kære tandlæge, og hendes assistent, måtte både tørre tårer og savl væk fra mit ansigt, mens min arseniktand endnu engang blev repareret på bedste midlertidige vis. Hvor længe den holder denne gang, ved ingen.

Min tandlæge er bare uden al tvivl den bedste der findes. Forstående og dygtig. Og uendelig forsigtig og blid, så jeg kunne have sparet mine tårekanaler, for absolut intet gjorde ondt. Overhovedet.

Jeg kunne ikke engang mærke bedøvelsen, kun lidt, da jeg skulle betale.

 

%d bloggers like this: