Indlæg nr. 500

Oh boy!

Vi er nået til indlæg 500 herovre på min gode gamle wordpressblog.

Jeg savner layoutet og glæder mig til at komme tilbage, selvom der stadig er mange måneder til. Det er også snart to år siden jeg startede. Sådan i det hele taget. Det føles bare ikke sådan. Jeg føler mig stadig som en af de unge og uerfarne som ikke kan finde ud af noget som helst.

Opsigelsen hos Bloggers er lang, men mon ikke der kommer et indlæg i ny og næ her fra, når der bliver for poppet andre steder?

Nå men det var de 500 jeg kom fra!

Der var jo ikke tid til at fejre noget overhovedet sidst jeg havde et rundt indlæg. Lidt trist måske.

Men det rådes der bod på nu!

Jeg vil fejre at der trods alt er mennesker som har fulgt mig trofast, reklamer eller ej – og tro mig jeg sætter stor pris på jeres vedholdenhed – og jeg vil derfor udlove en lille præmie – eller tre – blandt kommentarerne på dette runde indlæg.

De glade vindere bliver udtrukket og offentliggjort på bloggens fødselsdag d. 10 februar 2013!

For 500 indlæg (der er naturligvis flere når man tæller de andre med) er da mange ord. Mange tanker og mange grin. Vist også et par enkelte tårer. En anelse metaltræt indimellem.

Jeg håber inderligt at jeg finder tid til bloggeriet, også selvom jeg starter nyt job lige om lidt. Ellers overlever vi sikkert også det!

 

En, to og så: TRE hundrede..

…

Der kommer ikke noget blogindlæg i dag.

For det forsvandt.

Nogen – og det var altså slet ikke mig.. jeg gjorde det i hvert fald ikke med vilje – trykkede på et par forkerte knapper og svujsh, så forsvandt alle mine mange gode ord ud i cyberspace. Fordi jeg troede at de – ordene altså – var et andet sted. Det var de så ikke.

Og nu er de ingen steder.

Det er nok ligesom de der wordpressspøgelser som gik igen.

Og jeg kan ikke engang finde nogen, at skyde skylden på. Ingen at skælde ud på. Eller jo, jeg har godt nok en stor familie, men det ville ærligt talt være lidt synd, at give dem skylden for min egne tåbelige handlinger.

Det gør Gårdmand Bjørn ellers ind i mellem. Mange ting er lidt nemmere at håndtere, hvis det er nogen andres skyld.

Men det er nok en af de ting, man skal kunne som voksen. Tage ansvar for egne dumheder. Gad vide hvornår jeg så bliver voksen? For jeg vil stadig godt have nogen som lige gider tage over, når jeg gør i nælderne.

Jeg ved heller ikke lige, om det så også var indlæg nr. 300 der forsvandt, men det kan vi godt sige det var. Det gør det lidt nemmere – for jeg får altid galopperende præstationsangst over de der runde indlæg, de burde være fantastiske og alt det der. Det er de sjældent.

De er faktisk meget ofte ret sære..

Og denne gang er det slet ikke noget, det der indlæg, det er ikke engang sært, for det er jo blevet væk.

Så vi ses bare i morgen.. Håber jeg.

Indlæg nr. 200

Så kom jeg pludselig til at se på tælleren, at der var 200 indlæg. I går. Så dette er egentligt indlæg nr. 201.

Nu var det faktisk oprindeligt sådan at nr. 200 skulle have været det bedste nogensinde.

Og ret beset var jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville være mit gennembrud. Med indlæg 200 skulle jeg opdages og omtales i et eller andet talkshow.

Folk ville flokkes om min helt igennem fantastiske blog, og der ville komme en stor film kontrakt. Vi ville blive berømte og tjene en masse penge.

Og så ville mine unger blive sådan nogle forkælede og tankeløse nogen, som bare kunne få hvad de pegede på, hvorpå de til sidst ville ende i noget snavs, i stil med Lindsey, for nu ikke at sige Amy..

Så da det gik op for mig hvilket stort ansvar der hvilede på mine skuldre – skyndte jeg mig at springe indlæg 200 over.

For jeg vil alligevel ikke have deres undergang på samvittigheden. Og de der 15 minutes of fame har jeg altså haft. Og kunnet konstatere at der ER vigtigere ting i verden. Sjovt var det – men så vigtigt var det nu heller ikke.

Så i stedet for, kan I passende få en lille forklaring på hvorfor jeg godt vil beholde mine unger som de er – i stedet for de forkælede ødeland jeg uvægerligt vil få hvis jeg havde skrevet det perfekte blogindlæg nr. 200:

En dag i sidste uge på campingpladsen kom Gårdmand Bjørn blæsende på sin cykel – med den nye kammerat i hælene – og kom forpustet op ad trappen til terrassen og spurgte stakåndet om han måtte få en euro.

Med euroen i hånden, forsvandt han ligeså hurtigt som han var kommet.

Og jeg nåede dårligt at sætte mig tilrette med min bog igen, før han var tilbage og stod og rakte en lille pose frem mod mig ”Den er til dig mor”

Og jeg åbnede overrasket for dette:

Og min lille Bjørn fik et kæmpeknus.

Hvis sandheden skal frem – og det skal den ikke – men jeg kan da godt sige lige så stille, og kun hvis I ikke siger det til ham, at de er en anelse for små, så det er kun med en anseelig mængde håndlotion jeg overhovedet er i stand til at tage dem på.

De klirrer meget smukt imod hinanden, men den larm kan jeg jo ikke sove med, så jeg er tvunget til at vride dem af hver aften. I hvert fald de dage hvor jeg har rødt tøj på – og det har jeg tit.

Nå, senere samme dag, var vi ude og gå en tur på pladsen, og jeg endte ved en af de boder hvor man kan købe alskens absolut uundværlige ting og sager. Pludselig kom damen der stod i boden frem og sagde vidende: “ååååh DU er moderen”..

Jeg må have set meget uforstående ud, for hun grinte og skyndte sig at sige at hun havde solgt armbåndene til Gårdmand Bjørn. Først spurgte hun ham om det var til hans ”Chérie” (Kæreste) hvortil han indigneret svarede ”Neeej, det er da til min mor”.

”Nåårh din Mor-chérie, altså” sagde damen. Og han havde svaret ligeså nøgternt: ”ja, det er det vel – jeg elsker hende i hvert fald.”

SMELT!

No comments..

Hvad sker der lige i Blogland i dag?

Jeg er forment adgang til størstedelen af blogspottere.. Jeg må i hvert fald ikke skrive til hverken Lene, Susanne, Inge eller Rejen – eller andre som ikke er på min blog liste.

Jeg må heller ikke kommentere hos I mangel af bedre – og jeg kunne heller ikke få kommentarer i morges – skulle først ind og sætte hak i en “tillad kommentarer”. Så man kunne jo godt få den tanke at nogen leger med Blogland – og det er lidt træls.

Nogle idéer til hvordan man lige løser det – eller om det er forbipasserende?

Noget helt andet.. nu vil jeg lige efterligne min helt.. Hun havde sådan en god idé om de runde indlæg – og den har jeg tyvstjålet. Idéen altså.

Jeg skal snart til at skrive indlæg nr. 100 og jeg vil i den forbindelse – føj det lyder højtideligt – jeg prøver lige igen – ellers tror I nok ikke på at det er noget jeg har skrevet selv..

Nå.. altså, jeg skal skrive indlæg nr. 100 og vil høre om der er noget specielt I gerne vil vide?

Noget I gerne vil høre mere om?

Og hvis ikke – så kan jeg jo bare lave et tomt indlæg og holde min mund – til en forandring!