Tag Archives: Sart

En kylling? Mig? Nej da!

23 jan

Og det er ikke engang sarkastisk.

Jeg kan nu kalde mig selv for Doktor Mor.

Fordi: i sidste uge blev Divaen opereret og blev syet med et par sting. Disse skulle fjernes ved egen læge en uge – ti dage efter operationen, og det var så i går.

Desværre var Divaens skema ikke af sådan karakter at det efterlod plads til at få en tid hos lægen, med deres relativt begrænsede åbningstider.

Da jeg i går, i andet ærinde, alligevel var at finde i lægehuset – nej det var ikke for at stikke den Luciabesøgende lægefar en flad, selvom jeg ikke kunne modstå at stirre surt på ham – så kunne jeg jo passende forhøre mig, for hende.

Hvorom alting er, jeg spurgte lægen – vores læge, den rigtige læge – om jeg helt selv mon kunne eller rettere måtte, fjerne stingene fra min datter.

Det måtte jeg godt.

Med hans mundtlige anvisninger tog jeg hjem og fremlagde min ide for min ældste datter. Jeg ignorerede hendes noget skeptiske blik, og prøvede at overbevise ikke bare hende, men også i høj grad mig selv, om at det var en vanvittig god idé at jeg fjernede hendes to sting.

Ikke desto mindre befandt vi os lidt senere på badeværelset, jeg iklædt kirurgtøj og afsprittet neglesaks. Nej okay så, jeg havde ikke kirurgtøj på, men den afsprittede neglesaks og do pincet var ganske vist. Det lød bare så professionelt.

Og jeg gjorde det.

Jeg fjernede de to sting, helt uden at besvime og helt uden at Divaen kom ud af badeværelset med flere skader end da hun trådte ind.

Er jo ikke fri for at være en ganske lille bitte smule stolt af mig selv!

Orme og den slags mad

8 mar

Kvindernes dag. Jeg er ikke så meget til det der med kamp, så jeg nøjes med at kalde det for kvindernes dag.

En dag i vinterferien havde jeg en hyggedag med Prinsesse Lyserød som er ved at blive til en kvinde. Hun er nu vokset mig over hovedet, sundhedsplejersken sagde hun var højere end gennemsnittet og tyndere end gennemsnittet. Hun er dog stadig meget Prinsesse, og meget lyserød.

Vi var i byen efter hendes anvisninger, jeg blev slæbt ind i moderne butikker med blege anorektiske kassedamer og fik udpeget alt det Prinsessen gerne ville supplere sin garerobe med for derved at få et fuldendt socialt liv.

Dernæst var vi ude for at spise på en rigtig restaurant – og ikke en caféagtig ting – så hun kunne få en ordentlig hakkebøf med bløde løg. Mens vi sad der over hakkedrengen, blev jeg indviet i mange hemmeligheder i hendes liv.

Faktisk ret informativt.

Blandt andet fandt jeg ud af at min datter har ædt en regnorm.

Min sarte, lyserøde gourmetelskende Prinsesse med stort P havde fortæret en vaskeægte regnorm. Ganske vist kun en halv, fordi veninden åd den anden halve.

Helt ærligt hvordan skal man reagere på den slags oplysninger?

Jeg sad bare og stirrede på hende, vaklende mellem stolthed og afsky.

Jeg ville naturligvis – på mormåden – vide hvorfor hun havde accepteret at æde en halv regnorm. Og så lige hvornår det var. Der var ligesom lidt formildende omstændigheder omkring hele sagen, hvis nu hun kun havde været 7 år gammel, subsidiært med i en remake af Zappa eller sådan noget.

 

Men nej, hun var ingenlunde en lille uskyldig pusling lokket af de slemme kammerater, hun var såmænd 13 år og havde helt selv indvilliget i at nedsvælge ormen. Det var nemlig, lød det lakoniske svar, fordi de – Prinsessen og veninden som jeg i øvrigt har lovet ikke at nævne ved navn da hendes mor læser med her – havde fået stillet to store poser chips i udsigt.

De fik deres poser chips.

Jeg fik detaljer jeg faktisk sagtens kunne have været foruden. For eksempel en regnorms generelle konsistens og smag.

Tilsyneladende havde hun ikke taget skade, og hverken haft eksplosive opkastninger, mavekneb eller byldepest siden indtagelsen.

Måske er hun en anelse mere hysterisk end i sommers, men det kan også være fordi hun netop er blevet 14 og i den grad er offer for sin alders hormonelle ombygning.

Men adddr siger jeg bare. En regnorm… Jeg fik opkastningsfornemmelser bare ved tanken.

TÆNK at være så modig?

Så jeg vil fejre kvindernes dag med at hylde min lyserøde Prinsesse, der har ædt en regnorm.

Hurra for hende!

%d bloggers like this: