Op igen og Lille Ny.

20 x 2

TYVE to gange.

…

Så mange dage er der til vi skal hente hende her:

Lille ny!

En lille blød krudtugle som jeg uden tvivl vil bande over, når hun har ædt en sko, kradset hul i tapetet, gravet et par planter op eller ædt en ledning.

Men hund skal der til. Ellers ville det ikke være rigtigt. Jeg savner min Blondine Pixie i alle hjørner af min sjæl. Det har været en hård omgang. Også hårdere end jeg havde ventet.

Men snart har vi hund igen.

…

Har i øvrigt også meddelt min søde chef at jeg går på barsel. Hvorpå han fik nervøse trækninger, lige indtil det gik op for ham at det var Lille Ny Blondine det drejede sig om!

Men altså om 20 dage x to, så har vi – heldigvis – hund igen!

Tilfældig magi i hverdagen

Okay.

…

Det der med skytsengle-telefonbogen.

Og tegn fra den anden verden.

Det er jo ikke mig. Som i over-hele-hovedet-slet ikke.

Jeg tror bare ikke på det.

…

Men

…

Så skete der noget. Et lille pust. Med tryllestøv.

…

Lørdag, da jeg sad fuldstændig færdig af sorg og opløst i tårer over at min elskede hund ikke levede mere, kom jeg til at se over på skænken.

Der stod et hindbærmarmeladeglas.

Uden hindbær.

Vasket.

Og smukt dekoreret.

Af mig selv.

 

Dette marmeladeglas var en del af en hyggelig udveksling med søde små beskeder. En masse mennesker var med i denne bytte-besked-klub og alle skulle sende 10 små beskeder/jokes/citater m.m. til fem andre mennesker, som også havde meldt sig til.

Mennesker – og dermed sedler – som kom fra USA, Thailand, Canada, Slovakiet, Australien og Danmark. Og mange andre lande.

Jeg havde fået 40 små beskeder og var ikke begyndt at læse mine endnu, da jeg ville vente til jeg fik de sidste 10.

…

Men lige der lørdag, efter Blondinen – som i det levende liv uden for Kong Mors blogland adlød navnet Pixie – var død og borte, tænkte jeg at hvis der var noget tidspunkt jeg havde brug for et opmuntrende ord, var det der.

Lige præcis der.

…

Så jeg åbnede mit marmeladeglas.

Og fremdrog en lille uanseelig orange foldet seddel – blandt de 40 foldede sedler – og læste:

…

Så er det meget svært ikke at tro på… en eller anden hverdags magi. Med indbygget tryllestøv.

Det er vel unødvendigt at fortælle at denne seddel nu hænger i køkkenet og dagligt minder mig om vores vidunderlige “Blondine” Pixie på den glade og magiske måde, og hvor heldige vi var at have 10 år med hende.

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤

En glemt årsdag

Nu har vi været hjemme i mere end et år. Det var i søndags faktisk. Men vi havde travlt med at lave – og spise – pandekager, så dagen gik ubemærket hen, i hvert fald i forhold til årsdagen.

Hvad er der så sket i det år?

Som en slags status kan jeg sige at det er positivt. Det meste i hvert fald.

Vi har genfundet gamle venner, mødt nye og andre er gledet ud i sandet. Livet går som det plejer, en dag ad gangen uden tanke for om man har lyst til at stoppe op indimellem.

Jeg savner Fiona usigeligt, det bliver aldrig helt det samme på skype og facebook. For slet ikke at tale om Laurence og Christelle. Jeg savner min lille café, min tøjbutik og min Dims&Ting-butik. Jeg savner at være høj…

For her i Danmark er jeg bare en mindre prut, hvorimod jeg i Frankrig afgjort er i den højere ende af skalaen. Og det er så rart!

Og så savner jeg maden. Altså. Ja. Rigtigt meget maden.

Så der er en masse savn.

Men på den gode måde. For jeg er også glad for at være her.

Og det troede jeg ikke jeg ville være.

…

Jeg troede jeg ville jamre og klynke over alt det jeg ikke havde. Savne på den onde måde. Men det kom slet ikke.

…

Mange siger at de der rejser ud, først kommer rigtigt tilbage igen, anden gang.

Det tror jeg på!

Gensyn

Da jeg tirsdag loggede ind på skoleintra, kunne jeg med smil i hele maven, konstatere at noget af det allerførste Jørn havde gjort, var at tage et nyt fælles klassebillede af “sine” børn.

Jeg er ikke i tvivl om at de har savnet hinanden – børnene og deres Jørn – også selvom det er et lille bysamfund vi bor i, og man alligevel har kunnet hilse på her og der, så har afstanden været stor. Gårdmand Bjørn tog dog forskud på glæderne med et kæmpe bjørnekram fra sin lockoutede klasselærer, da vi var til samme konfirmationsfest forleden.

At vi også har savnet vores børns engagerede lærere skal der ikke herske tvivl om. Der vil altid være gode lærere og så nogle mindre gode lærere, men det er jo ikke noget unikt, at man ikke bryder sig om alle. Der er ting i skolesystemet jeg gerne så ændret, men det må blive en dag hvor jeg har mindre travlt.

Ikke destomindre fik jeg utætte tårekanaler, da jeg i går modtog et hastigt brev fra lærergruppen, hvor der stod noget i stil med:

“Kære forældre, vi ved det er med kort varsel, men vi har brug for at hygge os sammen med jeres børn, så i morgen tager hele skolen – undtaget 9.klasse – på tur hele dagen.”

De bliver kørt i bus, skal have madpakke med og der bliver brugt penge på en stor oplevelse.

Det lyste ud af beskeden at de har brug for en dejlig positiv oplevelse, og selvom børnene sikkert især ser det sjov der er ved at suse rundt på Egeskov Slot, så ved jeg at det betyder så meget mere for lærerne, som virkelig har savnet børnene.

Det kan virke tosset at man bruger tid på tant og fjas når der er så mange timer at indhente, men jeg tror det er nødvendigt for at kunne lave en god og solid bund for de par måneder der er tilbage. De har brug for fælles oplevelser der er gode. Brug for at få et fælleskab op at stå igen. Det har været hårdt for lærerne, men så afgjort også for børnene.

Jeg synes det er dejligt at de river – endnu – en dag ud af kalenderen og kommer tæt på hinanden igen på denne hyggelige måde.

Der er købt stort ind til årets bedste udflugtsmadpakke og jeg glæder mig til at høre om det hele i aften!

Til alle lærere derude: jeg er meget glad for at I er tilbage. Jeg er klar over I ikke fik det I gerne ville opnå, men kampen er ikke slut, den er først lige begyndt.

I mellemtiden gør I noget godt for vores børn. Jeg håber det tæller.. Trods alt!

Flytte ud… og hjem?

Det der med at flytte frem og tilbage.

Første gang, var det meget svært. Det var svært, måske mest fordi det ikke var mit valg.

Det blev ikke nemmere af at komme til et land, som burde være mit, men som jeg kun kendte fra ferier. Jeg følte mig helt fremmed, jeg kunne sproget men det var så det.

Jeg kunne ikke engang betale en regning, og måtte gå ned i banken, blafre lidt med mit girokort og hviskende spørge Ellen – nej ikke hende Ellen, en anden Ellen – hvordan det nu lige forholdt sig med det.

Og så det med at møde andre mennesker.

Jeg ved godt jeg er dansk, og jeg skulle nok ikke spytte sådan i suppen, men ærligt talt, danskere er vist generelt ikke ret gode til at tage imod nyankomne. Eller fremmede i det hele taget.

Så nej, det var ikke ret nemt at flytte hjem.

Denne gang regnede jeg mere eller mindre med, at jeg ville finde det lige så svært. Men forbløffende nok, siden vi tog beslutningen har vi glædet os. Nogle mere end andre, og nogle med en anelse forsinkelse.

Men så forleden sad vi og så billeder.

..

Og så gik det op for mig, i hvert fald, at jeg skal hjem til mit hus. På min ø. Hjem til dette her:

Det bliver hårdt for mig at finde et arbejde, det bliver hårdt for First Man at skulle være ensom udlænding igen, og der er sikkert også ting som bliver svære for Firkløveret.

Ting vi kommer til at savne. Og mennesker..

Vel skal vi flytte og vel er det hårdt at flytte, og der er fladt og kun et par enkelte æbletræer, men denne gang er det helt anderledes:

Vi skal nemlig hjem.

Aldeles uinteressant opdatering

Var til skolehjem samtale på Divaens gymnasium i går aftes.

Det i sig selv, er noget af en udfordring. En stor sal hvori alle lærerne sidder, og så stiller man (man = 180 elever og deres forældre) sig i kø ved den lærer, man ønsker at snakke med.

I går aftes tog seancen 2 timer og 15 minutter. En mærkbar forbedring i forhold til første gang hvor vi nærmede os de fire timer. Vi skulle også kun snakke med tre lærere.. Man lærer den ædle disciplin at kunne vente!

Vi startede med at stå i kø for en økonomi/jura lærer. Divaen har svært ved at huske alle de forskellige definitioner på fransk og synes det er svært.

I stedet for at komme med en løsning, begyndte den noget selvsmagende mand at forklare hende hvordan man regnede elastisk effektivitet ud.

Eller sådan noget.

Da han begyndte at sige at effektiviteten var minus 3 og dermed voksede 22 % så fik jeg krydsblik og spekulerede seriøst på om han ville tage mig det ilde op hvis jeg lagde hovedet ned på armene og stønnede.

Det varede heldigvis ikke så længe – men hvordan skulle min Diva fatte noget som helst af én times økonomi hver anden uge? (de andre uger har de prøver i det de burde have lært ugen før..) Nej vel?

Det er nok meget godt at vi flytter tilbage til øen – for det kan mærkes at der mangler 8 års fransk fundament. I resten af fagene går det fint og der er endda fag hvor hun har bedre karakterer end sine klassekammerater, og ikke kun i sprog!

Så Kong Mor er jo stolt!

Derudover savner vi stadig.

Det er lidt træls. Vi fik dog en opringning igår, på under to minutter via satellit – og i bedste ”Clouds across the moon” stil kunne vi ikke høre hinanden samtidigt – men det var dejligt lige at få et livstegn!

Nu er det weekend og vi skal have tiden til at gå!

Det regner og er surt ud over alle grænser, så vi lagde ud med at tegne og spille fire-på-stribe og kinaskak.

Dårligt valg.. For firkløveret.

For jeg vinder 98 % af gangene..

Nu samles der energi til at sjoske ned i byen, og måske finde nogle franske lækkerier at forsøde lørdagen med!

Hvad mon I ville købe hvis I havde frit valg på franske hylder?

Når vi savner #1

Savn kommer oftest i glimt.

Savn er vist i familie med lykke.

Nogle aftner trækker aftensmaden ud – det er ikke så tit, for nogen vil gerne se The Simpsons – og jeg er som sagt helst fri. Andre vil på facebook eller ose rundt på internet tøjbutikker. Og nogen skal skrive blogindlæg, og så er der dem som laver maveøvelser..

Men engang imellem, bliver man grebet af et emne og vi kan sidde og snakke længe alle 6. Noget af det som sommetider er oppe og vende, er hvad vi savner ved Danmark!

Tit har jeg bidt mærke i at det er de tilbagevendende begivenheder, faktisk også nogle begivenheder som jeg måtte insistere på at vi deltog i, dog ikke uden en vis mængde brok fra enkelte..

Morsomt er det så, at konstatere netop disse begivenheder som frembragte gnavne miner, slæbende fødder og højlydte suk, er noget alle savner. Okay indrømmet – nogle savner mere end andre. Nu skal jeg ikke glorificere mit afkom mere end højst nødvendigt.

Selvom Zorronaldo ikke ligefrem går rundt til daglig og savner den del af lokalsamfundet som involverer mennesker der er ældre end 21 år, så savner vi for eks. alle vores lille ”Open by night”.

Nu må man ikke fejlagtigt tro, at der er tale om et større arrangement, men have in mente at vores by tæller 535 sjæle. Altså er vores ”by night” også i tilsvarende størrelse. Efter devisen, småt men godt!

Hvis I vidste hvor hyggeligt det er at spise popcorn og høre levende jazz hos Ruth, at spise vafler som Lise ovre i banken laver, drikke Anne-Mette og Jespers hjemmelavede æblemost, så ville I også savne det!

Den aften der altså er by night.

 

Sol og zzzzzzzzz..

Omsider er vi, efter mange og lange timer i en bil der blev mindre for hver kørt kilometer, tilbage på Æblebakken.

Da vi ikke syntes at vi havde behov for mere af det regn som dryssede ned over øen, gjorde vi kort proces og skyndte os at forsvinde, og det var godt vi gjorde det for her skinner solen i det mindste.

Jeg behøver nok ikke fortælle at det var rimeligt hårdt at sidde i bilen på vej mod Lillebælt, og se 4 børn med store tårer trillende ned af kinderne. Heldigvis gik der ikke så længe før vi kunne snakke om at det er rart at savne – for det betyder at der er nogen man holder forfærdeligt meget af. Og så hjalp denne dejlige pose jo også gevaldigt på humøret – Tusind tak Linda!!

Oldemors dug måtte desværre blive tilbage på øen, for der var ikke engang plads til de to sidste af Sofies æbler – hverken i bilen, tagboksen eller på traileren, som blandt andet var fyldt op med motorcykel, kirsebærsauce, saltfisk og bøger.

Og da vi ankom til det dugfriske solskin i morges – meget tidligt – blev der derfor pakket ud i flere timer. Og vasket tøj. Og ædt hjemmebagt ”danskbrød” fra i går!

Vi er noget matte i betrækket, og laver ikke ret meget, udover at glæde os over at vigtige ting nu er indenfor rækkevidde. For eks. en gris og mormors strikkepinde.

Flere har spurgt til grisen.. Her er hun – hun hedder So-rine!! Gæt selv hvem hun sover sammen med!

 

Og så skal jeg nok snart være klar med lidt mere almindelige blogindlæg – sådan som i morgen tidlig.

Men i dag skal jeg lave absolut ingenting – eller jo – jeg skal naturligvis lave mad for nu er ferien definitivt slut for mig.

Det om at være savnet

Der gik hele 2 timer, efter vi havde smidt bilen i persillesovsen, før Sofie kom cyklende for at kramme Prinsesse Lyserød. Hun havde kusine Maria med, så Zorronaldo også kunne sludre med en klassekammerat.

Dagen efter kom Frederik, Oliver og Nicolaj.

Efter Gårdmand Bjørn to gange, forgæves, havde været ovre for at tjekke om Nikolaj dog ikke snart var hjemme fra det mørke Jylland. Og endelig kom han. Og endte med at bortføre Gårdmand Bjørn.

De har kendt hinanden altid – gået i samme dagpleje og børnehave. Jeg fik utætte tårekanaler igen, da Bjørnen forsvandt på sit løbehjul, med bamsen og en tandbørste i tasken og Nikolaj med hovedpuden bagpå cyklen. Lykkelige og beskidte.

Planerne er lagt for de kommende dage – Divaen har tilbragt dagen med Hannah, Prinsesse Lyserød er sammen med Sofie, Zorronaldo er forsvundet ud på en eller anden fodboldbane sammen med de andre gutter, Gårdmand Bjørn har vi ikke set – han er sammen med Nikolaj.

Alle 4 er spredt ud over et anseeligt antal km2, og jeg må indrømme at jeg ikke har helt styr på hvor de er henne. Men de hygger sig – så meget ved jeg!!

Rent bortset fra at det, når de lejlighedsvis lægger vejen forbi vores hus for at få noget at spise, også er vildt hyggeligt for os at sidde og sludre med de dejlige børn, som jo har været en del af vores liv i mange år.

Og det gør mig så glad at kammeraterne bare er der. For der var nogen bekymring hos firkløveret, om hvorvidt kammeraterne kunne huske dem – eller sagt på en anden måde: gad være sammen med dem igen efter et helt år.

Men de har været savnet, har de! Ingen tvivl om det.

Firkløveret har skam også savnet kammeraterne – tag endelig ikke fejl af det – men det har været hårdt at skulle opbygge en ny vennekreds på et nyt sprog, og det har taget meget af deres energi.

Det har været vigtigt at få nye venner, men derfor glæder det mig alligevel at kammeraterne herhjemme, ikke har glemt dem helt.

Det bliver en skøn ferie kan jeg mærke!

En anden slags nervekrig..

Men knap så morsom som den anden. Næ – i denne krig, som vist forresten ikke er nogen krig, for det skal der to til, og her er vi ude i noget decideret envejskommunikation.. har jeg nemlig konstateret at jeg er helt og aldeles overflødig.

Har ligesom overhelehovedet slet ikke hørt fra Zorronaldo siden han forlod matriklen i mandags – med den madpakke jeg ikke fik lov til at lave, eller jo det er blevet til én sms tirsdag morgen: ”Jeg er ca. 150km fra Oxford” Nichts weiter..

Og da jeg her i aftes skrev: ”Er du levende? Vi savner dig. Oplever du noget spændende? Er maden god?” Var han lakoniske og aldeles uengagerede svar: ”Ja. Det går godt. Kys”

Så kan man sidde der.. Og føle sig ret ubrugelig. Og tænke på Fru Z.. Og på at det ævl, man spiser andre af med, når de jamrer over, at nu er ungerne snart på vej hjemmefra.. det virker ikke.

Det virker slet ikke. Man ville bare godt høre lidt mere. Som i fortæl nu noget knægt.

Og skal vi vædde med at hvis jeg ikke skriver mere, så hører jeg med garanti ikke en lyd fra ham, før han vil hentes lørdag morgen.

Det er ikke i orden. Det er simpelhen bare ikke i orden.

Så er det man får lyst til at fortælle dem om hvor hårdt det var at være gravid.. Med seriebræk og halsbrand. For slet ikke at tale om hvordan det så var at føde de der børn.

Det eneste der kan muntre mig op, er tanken om at han selv engang får børn..

Men i mellemtiden, kunne han nu godt lade som om han savner os. Altså mig jo, forstås… Bare lidt.

At runde de hundrede!

Jeg runder simpelthen de hundrede. Selvom det lige kom lidt hurtigere end jeg regnede med, men jeg rendte jo lige ind i award-hvepseboet. 

Men at have skrevet 100 blogindlæg siden d10 februar hvor jeg startede er lidt utroligt synes jeg. Et hundrede. Og jeg holder mig jo godt. Venter nu lidt utålmodigt på kaffen og telegram fra Dronningen.

Og for nu at efterligne min superhelt – jo, jeg indrømmer blankt at jeg er et uselvstændigt og ynkeligt pjok som ikke kan få idéer selv.. Jeg prøver af al magt at finde på noget mere originalt og selvtænkt, til indlæg nr. 200 – hvis jeg når så langt!

Det kommer jo mest an på jer. Jo – jeg fralægger mig fejt ethvert ansvar for min blog! For det er i høj grad også jeres fortjeneste at jeg skriver. Hvis jeg ikke havde en eneste læser eller fik en eneste kommentar, så gad jeg slet ikke skrive noget.

Derfor er det ikke helt hen i vejret, at jeg spørger jer om der er noget I gerne vil høre om. Og flertallet ville høre om hvordan børnene har det i skolen, og om vi savner Danmark. Så here goes:

Jeg savner ikke Danmark.

Jeg savner mad og mennesker. Appelsin yoghurt og Havrefras. Frikadellefars. En gammeldaws lavet af Iben – på Strandkiosken med udsigt over øerne. Jeg savner at gå rundt på må og få med min Allerkæreste og bedste veninde – eller bare sidde med hende i 4 timer i en udstillingssofa i IKEA og snakke. Jeg savner at drikke te med Kim og høre musik til langt ud på natten. Jeg savner at spise brunch med Lene under uret. Jeg savner at drikke kaffe med Kirsten. Jeg savner at høre Madonna og synge ABBA på singstar med Linda. Blandt andre!

Men jeg ved jeg kommer tilbage, så det er okay at savne og vide at man holder af. Og jeg kan godt gå helt i baglås over at jeg en dag kommer til at skulle savne Fiona, min kassedame, og alle de andre.

Firkløveret taler for sig selv:

Ældstedatter

Jeg savner ikke Danmark – slet ikke. Men jeg kan ikke lide den franske skole, selv om det er den eneste der kan gøre mig til en brilliant elev.

Fordi de tester os i hoved og røv. Og så får vi lektier for i ferien. Det er meget hårdt og det får mig til at stresse som en gal.

At komme tilbage til Frankrig, var lidt at komme “hjem” igen. Det var der jeg kom fra og nu er kommet tilbage til igen.. F.eks. tænker jeg tit på hvor dårligt jeg havde det i den danske skole. Og det eneste jeg ville var at komme tilbage til de få gode venner jeg havde i Frankrig.

Da vi så kom til Frankrig, var det følelsen at komme hjem.. – bare ikke i den rigtige by og med et noget rustent fransk og en seriøs mangel på kultur og almen viden, fordi vi ikke lærte den slags i den danske skole.

Nu har jeg venner her – og vil helst ikke flytte tilbage.

Ældstesøn

Jeg savner Danmark og jeg kan li’ den franske skole!

Jeg savner vennerne, fortiden, det som var mig før. Jeg savner at have mere fritid. Men nu har jeg vænnet mig til at være i Frankrig.

Man skal bare vænne sig til tanken, så går det hele meget nemmere. Man savner jo det gamle, men det vil jo altid blive i ens hjerte og verden er til for at få nye bekendtskaber og udforske livet nye steder!

Skolen er anderledes men man lærer en hel del, man får baserne – til senere i livet, det gør man ikke så meget i Danmark

Prinsesse Lyserød

Jeg savner Danmark ja. Jeg savner mine venner – og jeg vil gerne tilbage til Danmark. Jeg savner især maden. Normal flødeskum, Malaco Brio karameller, remoulade, honning, kanelsnegle, fastelavnsboller, kødboller, det danske flag, selvom vi har taget en hel masse med herned, så kan man ikke se flag i folks haver eller på busserne.

Skolen i Frankrig er dejlig og sjov. Skolen i Frankrig er anderledes end det jeg er vant til – og lidt kedelig i pauserne. Det er helt vildt nyt at vi spiser i kantinen i stedet for at have madpakke med. Det er skønt at spise i kantinen. Vi får forret og hovedret, 1 dessert, 1 frugt og brød. Det er ligesom en restaurant. Det er også anderledes at have fri kl. 16.35 hver dag. Men selvfølgelig også skønt at have fri hele onsdagen. Lærerne er sjove og strenge. Der er flere lektier i Frankrig, men på en anden måde. Man lærer meget mere i Frankrig.

Yngstedreng

Jeg længes efter Danmark – men jeg kan godt lide det her sted – her er meget ferie. Jeg er glad for at vi er taget til Frankrig – jeg kan godt lide landet.

Kan også godt lide sproget og de franske ting. Jeg savner vennerne i Danmark, men jeg har fået nye venner her. Jeg savner også vores hus i Danmark. Men jeg kan bedre lide min seng her i Frankrig.

Den franske skole har sådan nogle lange dage – men jeg lærer jo noget og det er rart, fordi så kan jeg finde ud af noget når man bliver spurgt. Det er ikke rart at være dum. Og jeg kan læse nu.

Kongelig konklusion:

Nej, det var ikke nemt at flytte – det var super hårdt at skifte skole til et fremmed land. Men der gik mellem 2 uger til 4 måneder for at de hver især faldt på plads.

Den franske skole er virkelig hård – nok fordi vi har valgt privatskoler. Privatskoler er mindre og der var måske mulighed for mere forståelse for mine to-sprogede, bi-kulturelle børn. Da skoler bliver evaluerede på hvor stor succesrate de har og ikke om børnene kan lide at gå der, skal man af den årsag jo arbejde hårdere på privatskoler!

Men skolen er super god. Efter franske standarder. Og der er en god kommunikation – dette kan også have noget at gøre med at jeg nu er præsident for skolekredsen!

At den ligger 900 meter fra Eventyrhuset er også en fordel! Men hvor længe vi bliver ved jeg ikke, nu tager vi et år mere, så må vi om vi er mere kloge på det næste sommer.

Der er ingen af os der decideret savner Danmark mere på den tårevædede hvemve måde. Adspurgt vil alle gerne tage et år eller to mere i Normandiet. First Man savner dog meget at have sit eget hus.

Og det var så slut på indlæg nr. hundrede. To be continued…

Bogudfordret i udlandet.

Når nu man står og skal pakke sit liv ned til kvart størrelse i et par år eller tre, så er det ret vigtigt at man får taget det rigtige med.

Her tænker jeg især på yngstedrengen som, om ikke dagligt, så i hvert fald flere gange om ugen, slår sig selv i hovedet og jamrer over at han valgte kun at tage sit lego og alle sine bamser med. Lego leger han naturligvis med, men bamserne ligger stadig i plastikkassen og et ikke blevet taget frem siden de blev pakket ned. Nogle ting er blevet eftersendt, små biler og glaskugler, som stadig er et hit i Frankrigs skolegårde om sommeren. Men en playmobilborg er lidt svær at få igennem systemet som storbrev og er derfor blevet på matriklen hjemme i Danmark.

Det var også lidt anderledes at skulle pakke for eks. køkkenet ned. HVAD har man brug for og hvad har stået og samlet støv, bagerst på øverste hylde i årevis – måske endda ting man havde glemt man havde. Altså tænke og sortere, tage en beslutning og pakke to forskellige piskeris og så lukke kassen. Færdig bum – ingen fortrydelsesret her.

Jeg hældte nok mest til the simple living da jeg pakkede – og bevares – det har da været meget sjovt at prøve, men en smule enerverende at skulle tænke alternativt hver gang man skulle lave noget.

Hvidløg blev hakket i hånden med en kniv, indtil jeg fik min forsinkede fødselsdagsgave – Taaaak – og Jamie Oliver kunne mase sig ind i mit liv fra en anden vinkel end filodejen. Når én i familien spørger “har vi ikke en..?” Så kan man smile sødt og sige – jo da.. i Danmark. Nogle gange meget træls, og har kunnet frembringe nogle ret spektakulære hysteriske anfald. I alle alderstrin.

Der var ingen tomme marmeladeglas til at holde regnorm i, ingen gamle blade til at klippe i stykker og lave collager af. Og First Mans kantskærer.. Vi har hidtil fundet løsninger – eller undværet.

Man kan overleve uden meget, men bøger har været det værste.

Vokset op i en familie af læseheste og sprogfanatikere, i flæng kan nævnes lærere, jounalister og cand.alt muligt, har bøger altid været fast inventar. Da jeg som lille var på besøg hos skolekammerater troede jeg at de gemte deres bøger, for jeg forstod ikke hvor de var henne. Intet i stuen, og især intet på børneværelserne. Og jeg forstod simpelthen ikke at man kunne leve uden bøger.

I Eventyrhuset var pladsen meget mindre end i Danmark, så bøger blev rationeret. Og naturligvis kom der flest børne + ungdomsbøger med. Nu skal det lige siges at vi i Danmark har så mange bøger, at jeg på et tidspunkt – det var ved nærmere eftertanke da vi flyttede sidst – fik familien til at love at de ville forhindre mig i at købe så meget som en enkelt bog til. Det har de heldigvis lykkeligt glemt alt om så jeg kunne fortsætte med at samle bøger til det hjemlige bibliotek efter devisen, man kan ikke få for mange bøger.

Det var svært at vælge hvilke bøger man ville have lyst til at læse ud i fremtiden, men bøger kan heldigvis læses af flere, så hvert barn fik en serie eller to med. Mika i urskoven, Lampens Børn, Det Gyldne Kompas og Piger på sporet – men Sværdets Søstre glemte vi desværre. Dertil en trillebørfuld med lige dele Josefine Ottesen og Lene Kaaberbøl og en del andre. Og så de uundværlige, H.C.Andersen, Karlson på taget og Snøvsen.

Men ligesom ens tøj, når man er mor, hvor både kvalitet og kvantitet er omvendt proportionelt med ens børns, var den tiloversblevne plads til mine bøger, altså til at overse.

Som i.. 11 kogebøger, højskolesangbogen, Ved vejen, Det forsømte forår, Nornegæst, Stormfulde højder, Bibelen og Lev stærkt, dø ung eller 17 cm.hyldeplads..

Nu, 7 måneder senere, er disse blevet læst og genlæst, og bøger har i det hele taget genindtaget deres højt placerede plads på en piedestal, som ikke tilnærmelsesvis er så stor når man er i Danmark. For i Danmark kan man, i mangel af bedre, smutte hen på det lokale bibliotek hvor kloge og hjælpsomme mennesker sidder parat med hjælp til inspiration.

Således eksileret fra nemt tilgængelige danske bøger, kaster jeg mig frådende over hvad som helst. Har læst samtlige af ældstepigens krimier, og alle Ottesens bøger, blandt så mange andre. Det er ikke dårligt – bevares men man savner alligevel en anelse mere mental udfordring.

Jeg kan egentligt godt huske det fra sidst vi boede i udlandet – danske bøger var højt i kurs, og man kunne ende med at læse hvad som helst. Jeg tror jeg er kommet til at læse indtil flere Victoria Holt på denne konto – pinligt – men sandt. Man bliver lidt utilregnelig, når god dansk litteratur er udenfor rækkevidde.

Jeg fik meldt mig til Bogudfordringen 2011, uden helt at tænke mig om.

Men jeg er sikker på at venlige mennesker nok skal forbarme sig over mig og sende en bog eller 2, ellers må jeg jo se nærmere på børnenes bogreol. Jeg er sikker på at jeg sagtens kan lade “Snøvsen” gå ind under augusts “danske mandlige forfattere” samt at Jules Verne jorden rundt på 80 dage må kunne blive acccepteret som “Bøger fra 1800-tallet”.

Læses skal der i hvert fald!!