Tag Archives: Savne

Op igen og Lille Ny.

26 Apr

20 x 2

TYVE to gange.

Så mange dage er der til vi skal hente hende her:

Lille ny!

En lille blød krudtugle som jeg uden tvivl vil bande over, når hun har ædt en sko, kradset hul i tapetet, gravet et par planter op eller ædt en ledning.

Men hund skal der til. Ellers ville det ikke være rigtigt. Jeg savner min Blondine Pixie i alle hjørner af min sjæl. Det har været en hård omgang. Også hårdere end jeg havde ventet.

Men snart har vi hund igen.

Har i øvrigt også meddelt min søde chef at jeg går på barsel. Hvorpå han fik nervøse trækninger, lige indtil det gik op for ham at det var Lille Ny Blondine det drejede sig om!

Men altså om 20 dage x to, så har vi – heldigvis – hund igen!

Tilfældig magi i hverdagen

24 Apr

Okay.

Det der med skytsengle-telefonbogen.

Og tegn fra den anden verden.

Det er jo ikke mig. Som i over-hele-hovedet-slet ikke.

Jeg tror bare ikke på det.

Men

Så skete der noget. Et lille pust. Med tryllestøv.

Lørdag, da jeg sad fuldstændig færdig af sorg og opløst i tårer over at min elskede hund ikke levede mere, kom jeg til at se over på skænken.

Der stod et hindbærmarmeladeglas.

Uden hindbær.

Vasket.

Og smukt dekoreret.

Af mig selv.

 

Dette marmeladeglas var en del af en hyggelig udveksling med søde små beskeder. En masse mennesker var med i denne bytte-besked-klub og alle skulle sende 10 små beskeder/jokes/citater m.m. til fem andre mennesker, som også havde meldt sig til.

Mennesker – og dermed sedler – som kom fra USA, Thailand, Canada, Slovakiet, Australien og Danmark. Og mange andre lande.

Jeg havde fået 40 små beskeder og var ikke begyndt at læse mine endnu, da jeg ville vente til jeg fik de sidste 10.

Men lige der lørdag, efter Blondinen – som i det levende liv uden for Kong Mors blogland adlød navnet Pixie – var død og borte, tænkte jeg at hvis der var noget tidspunkt jeg havde brug for et opmuntrende ord, var det der.

Lige præcis der.

Så jeg åbnede mit marmeladeglas.

Og fremdrog en lille uanseelig orange foldet seddel – blandt de 40 foldede sedler – og læste:

Så er det meget svært ikke at tro på… en eller anden hverdags magi. Med indbygget tryllestøv.

Det er vel unødvendigt at fortælle at denne seddel nu hænger i køkkenet og dagligt minder mig om vores vidunderlige “Blondine” Pixie på den glade og magiske måde, og hvor heldige vi var at have 10 år med hende.

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤

En glemt årsdag

31 May

Nu har vi været hjemme i mere end et år. Det var i søndags faktisk. Men vi havde travlt med at lave – og spise – pandekager, så dagen gik ubemærket hen, i hvert fald i forhold til årsdagen.

Hvad er der så sket i det år?

Som en slags status kan jeg sige at det er positivt. Det meste i hvert fald.

Vi har genfundet gamle venner, mødt nye og andre er gledet ud i sandet. Livet går som det plejer, en dag ad gangen uden tanke for om man har lyst til at stoppe op indimellem.

Jeg savner Fiona usigeligt, det bliver aldrig helt det samme på skype og facebook. For slet ikke at tale om Laurence og Christelle. Jeg savner min lille café, min tøjbutik og min Dims&Ting-butik. Jeg savner at være høj…

For her i Danmark er jeg bare en mindre prut, hvorimod jeg i Frankrig afgjort er i den højere ende af skalaen. Og det er så rart!

Og så savner jeg maden. Altså. Ja. Rigtigt meget maden.

Så der er en masse savn.

Men på den gode måde. For jeg er også glad for at være her.

Og det troede jeg ikke jeg ville være.

Jeg troede jeg ville jamre og klynke over alt det jeg ikke havde. Savne på den onde måde. Men det kom slet ikke.

Mange siger at de der rejser ud, først kommer rigtigt tilbage igen, anden gang.

Det tror jeg på!

Gensyn

2 May

Da jeg tirsdag loggede ind på skoleintra, kunne jeg med smil i hele maven, konstatere at noget af det allerførste Jørn havde gjort, var at tage et nyt fælles klassebillede af “sine” børn.

Jeg er ikke i tvivl om at de har savnet hinanden – børnene og deres Jørn – også selvom det er et lille bysamfund vi bor i, og man alligevel har kunnet hilse på her og der, så har afstanden været stor. Gårdmand Bjørn tog dog forskud på glæderne med et kæmpe bjørnekram fra sin lockoutede klasselærer, da vi var til samme konfirmationsfest forleden.

At vi også har savnet vores børns engagerede lærere skal der ikke herske tvivl om. Der vil altid være gode lærere og så nogle mindre gode lærere, men det er jo ikke noget unikt, at man ikke bryder sig om alle. Der er ting i skolesystemet jeg gerne så ændret, men det må blive en dag hvor jeg har mindre travlt.

Ikke destomindre fik jeg utætte tårekanaler, da jeg i går modtog et hastigt brev fra lærergruppen, hvor der stod noget i stil med:

“Kære forældre, vi ved det er med kort varsel, men vi har brug for at hygge os sammen med jeres børn, så i morgen tager hele skolen – undtaget 9.klasse – på tur hele dagen.”

De bliver kørt i bus, skal have madpakke med og der bliver brugt penge på en stor oplevelse.

Det lyste ud af beskeden at de har brug for en dejlig positiv oplevelse, og selvom børnene sikkert især ser det sjov der er ved at suse rundt på Egeskov Slot, så ved jeg at det betyder så meget mere for lærerne, som virkelig har savnet børnene.

Det kan virke tosset at man bruger tid på tant og fjas når der er så mange timer at indhente, men jeg tror det er nødvendigt for at kunne lave en god og solid bund for de par måneder der er tilbage. De har brug for fælles oplevelser der er gode. Brug for at få et fælleskab op at stå igen. Det har været hårdt for lærerne, men så afgjort også for børnene.

Jeg synes det er dejligt at de river – endnu – en dag ud af kalenderen og kommer tæt på hinanden igen på denne hyggelige måde.

Der er købt stort ind til årets bedste udflugtsmadpakke og jeg glæder mig til at høre om det hele i aften!

Til alle lærere derude: jeg er meget glad for at I er tilbage. Jeg er klar over I ikke fik det I gerne ville opnå, men kampen er ikke slut, den er først lige begyndt.

I mellemtiden gør I noget godt for vores børn. Jeg håber det tæller.. Trods alt!

Flytte ud… og hjem?

18 Feb

Det der med at flytte frem og tilbage.

Første gang, var det meget svært. Det var svært, måske mest fordi det ikke var mit valg.

Det blev ikke nemmere af at komme til et land, som burde være mit, men som jeg kun kendte fra ferier. Jeg følte mig helt fremmed, jeg kunne sproget men det var så det.

Jeg kunne ikke engang betale en regning, og måtte gå ned i banken, blafre lidt med mit girokort og hviskende spørge Ellen – nej ikke hende Ellen, en anden Ellen – hvordan det nu lige forholdt sig med det.

Og så det med at møde andre mennesker.

Jeg ved godt jeg er dansk, og jeg skulle nok ikke spytte sådan i suppen, men ærligt talt, danskere er vist generelt ikke ret gode til at tage imod nyankomne. Eller fremmede i det hele taget.

Så nej, det var ikke ret nemt at flytte hjem.

Denne gang regnede jeg mere eller mindre med, at jeg ville finde det lige så svært. Men forbløffende nok, siden vi tog beslutningen har vi glædet os. Nogle mere end andre, og nogle med en anelse forsinkelse.

Men så forleden sad vi og så billeder.

..

Og så gik det op for mig, i hvert fald, at jeg skal hjem til mit hus. På min ø. Hjem til dette her:

DSC00289

Det bliver hårdt for mig at finde et arbejde, det bliver hårdt for First Man at skulle være ensom udlænding igen, og der er sikkert også ting som bliver svære for Firkløveret.

Ting vi kommer til at savne. Og mennesker..

Vel skal vi flytte og vel er det hårdt at flytte, og der er fladt og kun et par enkelte æbletræer, men denne gang er det helt anderledes:

Vi skal nemlig hjem.

Aldeles uinteressant opdatering

21 Jan

Var til skolehjem samtale på Divaens gymnasium i går aftes.

Det i sig selv, er noget af en udfordring. En stor sal hvori alle lærerne sidder, og så stiller man (man = 180 elever og deres forældre) sig i kø ved den lærer, man ønsker at snakke med.

I går aftes tog seancen 2 timer og 15 minutter. En mærkbar forbedring i forhold til første gang hvor vi nærmede os de fire timer. Vi skulle også kun snakke med tre lærere.. Man lærer den ædle disciplin at kunne vente!

Vi startede med at stå i kø for en økonomi/jura lærer. Divaen har svært ved at huske alle de forskellige definitioner på fransk og synes det er svært.

I stedet for at komme med en løsning, begyndte den noget selvsmagende mand at forklare hende hvordan man regnede elastisk effektivitet ud.

Eller sådan noget.

Da han begyndte at sige at effektiviteten var minus 3 og dermed voksede 22 % så fik jeg krydsblik og spekulerede seriøst på om han ville tage mig det ilde op hvis jeg lagde hovedet ned på armene og stønnede.

Det varede heldigvis ikke så længe – men hvordan skulle min Diva fatte noget som helst af én times økonomi hver anden uge? (de andre uger har de prøver i det de burde have lært ugen før..) Nej vel?

Det er nok meget godt at vi flytter tilbage til øen – for det kan mærkes at der mangler 8 års fransk fundament. I resten af fagene går det fint og der er endda fag hvor hun har bedre karakterer end sine klassekammerater, og ikke kun i sprog!

Så Kong Mor er jo stolt!

Derudover savner vi stadig.

Det er lidt træls. Vi fik dog en opringning igår, på under to minutter via satellit – og i bedste ”Clouds across the moon” stil kunne vi ikke høre hinanden samtidigt – men det var dejligt lige at få et livstegn!

Nu er det weekend og vi skal have tiden til at gå!

Det regner og er surt ud over alle grænser, så vi lagde ud med at tegne og spille fire-på-stribe og kinaskak.

Dårligt valg.. For firkløveret.

For jeg vinder 98 % af gangene..

Nu samles der energi til at sjoske ned i byen, og måske finde nogle franske lækkerier at forsøde lørdagen med!

Hvad mon I ville købe hvis I havde frit valg på franske hylder?

Når vi savner #1

22 Nov

Savn kommer oftest i glimt.

Savn er vist i familie med lykke.

Nogle aftner trækker aftensmaden ud – det er ikke så tit, for nogen vil gerne se The Simpsons – og jeg er som sagt helst fri. Andre vil på facebook eller ose rundt på internet tøjbutikker. Og nogen skal skrive blogindlæg, og så er der dem som laver maveøvelser..

Men engang imellem, bliver man grebet af et emne og vi kan sidde og snakke længe alle 6. Noget af det som sommetider er oppe og vende, er hvad vi savner ved Danmark!

Tit har jeg bidt mærke i at det er de tilbagevendende begivenheder, faktisk også nogle begivenheder som jeg måtte insistere på at vi deltog i, dog ikke uden en vis mængde brok fra enkelte..

Morsomt er det så, at konstatere netop disse begivenheder som frembragte gnavne miner, slæbende fødder og højlydte suk, er noget alle savner. Okay indrømmet – nogle savner mere end andre. Nu skal jeg ikke glorificere mit afkom mere end højst nødvendigt.

Selvom Zorronaldo ikke ligefrem går rundt til daglig og savner den del af lokalsamfundet som involverer mennesker der er ældre end 21 år, så savner vi for eks. alle vores lille ”Open by night”.

Nu må man ikke fejlagtigt tro, at der er tale om et større arrangement, men have in mente at vores by tæller 535 sjæle. Altså er vores ”by night” også i tilsvarende størrelse. Efter devisen, småt men godt!

Hvis I vidste hvor hyggeligt det er at spise popcorn og høre levende jazz hos Ruth, at spise vafler som Lise ovre i banken laver, drikke Anne-Mette og Jespers hjemmelavede æblemost, så ville I også savne det!

Den aften der altså er by night.

 

%d bloggers like this: