Jeg ved ikke rigtigt

om dette er noget der tåler dagens lys.

…

Ikke fordi det er specielt kriminelt. Det er bare pinligt. Hvilket også er grunden til at jeg har trukket det i langdrag, og overvejet i over en uge.

Det er nemlig sådan at det kan være farligt at gøre rent.

Hvis det udføres i klipklapper.

…

Så kan man nemlig komme til, ganske utilsigtet, at hamre sin lilletå ind i et stoleben.

Hvilket kan resultere i at ens lilletå pludselig sidder og stritter i en noget forkert vinkel og er lidt utilbøjelig til at vende tilbage på sin retmæssige plads ved siden af den næste tå. Så kan man gøre én af følgende:

• Selv skubbe tåen på plads, med tilhørende knas.
• Få koldsved, kvalme og lægge sig ned på gulvet.
• Kalde på sin mand.

Subsidiært kan man godt udføre alle tre ting. Men det kræver nok lidt øvelse for ikke klodsede personer. Jeg, derimod, er i træning til at blive byens, hvis ikke øens, mest klodsede person.

Det går ret godt. Jeg må siges at gøre mit bedste.
Det syntes de også på skadestuen.

 

 

Havearbejde og andre weekendsysler

Jeg går ud fra, som en selvfølge, at I er ved at omkomme af nysgerrighed for at høre hvad jeg har foretaget mig i min weekend, nu da jeg så ganske åbenlyst – heller – ikke har blogget.

Lørdag syntes First Man at han skulle klippe hæk, og trods det at mine oprindelige weekendplaner bestemt ikke indeholdt ophold på vores udendørsarealer, fik jeg alligevel en anelse dårlig samvittighed. Det er nemlig sådan at vi har små 240 meter hæk, så der er nok at tage fat i.

Derfor, og i stedet for at rydde op i mit hobbyværelse, lå jeg lørdag eftermiddag på alle fire, på nogle toppede brosten, og kradsede ukrudt op. Med knæene hvilende på en knæpude-slash-skammel. Jeg arbejdede mig fremefter, og var egentlig ganske godt tilfreds med mig selv.

Halvvejs igennem, satte jeg mig op på hug og skubbede min knæpude-slash-skammel fremad, og pludselig skete der en hel masse på meget kort tid.

Jeg vil skyde på at det første der skete, var at knæpude-slash-skammel savnede en følelse af frihed, for den skred i lynfart henover de toppede sten. Jeg, som stadig holdt godt fast i begge håndtag, skred med. Eller det vil sige, mine arme skred… Resten af mig sad stadig på hug.

Dog ikke ret længe, idet fremdriften trak resten af mig med fremad, og ca. på det tidspunkt flyttede mit tyngdepunkt sig mærkbart og min bagdel fik overbalance. Eftersom jeg stadig holdt virkelig godt fast i knæpude-slash-skammel, og min bagdel nu var højere end mit hovede, havde jeg ikke andet valg end at tage fra på stenene, med næse/læber/hage. Og knæ. Og efter al sandsynlighed, venstre hånd.

Hvordan jeg endte i græsset, med kvalme og en ubehagelig nærdødsoplevelse, er en af den slags store mysterier i livet, man bare ikke kan svare på.

Men der lå jeg. Og forsøgte at råbe på hjælp, men det gik ikke så godt, så jeg blev liggende. Umiddelbart efter kunne jeg høre Divaen råbe: “Moaar” og selvom jeg virkelig forsøgte at artikulere nogle ord, skete der ikke noget. Da den hidkaldte First Man prøvede at få mig til at sige hvor jeg havde ondt, kom der også kun nogle gutturale lyde over mine tænders gærde. Det var i øvrigt det første jeg forsøgte at tjekke – mine tænder – om de var hele. Det var de.

Jeg kunne sagtens mærke andre dele af min krop, i særdeleshed min hage, min underlæbe og mine knæ.

First Man fik mig puttet ind i et tæppe, Divaen pressede en druesukkertablet ind i munden på mig, og først lidt efter kom jeg på benene. Mørbanket og pjevset. Og meget fortørnet. Her vil man luge og lave havearbejde en dejlig lørdag, og se hvordan det hævner sig.

Jeg holdt en mindre pause, og fortsatte så mit lugeprojekt. Denne gang siddende.

Da de tre bede jeg havde sat mig for at luge, var luget, gik jeg ind og tog et varmt bad. Og så vendte følelsen tilbage i hele mit mørbankede kadaver. Nu også i venstre håndled. Og efter indtagelse af en god portion ipren/pamol samt et glas rødvin, gik jeg til køjs.

Søndag over middag, med en blå hage, ømme knæ og en underlæbe der var en anelse større en vanligt, ringede jeg til lægevagten, for at høre om det bare var slaget der gjorde min venstre hånd fuldkommen usamarbejdsvillig, eller om der måske skulle klemmes og trækkes i den, på anden vis.

Han sendte mig, uden mere palaveren, direkte videre til Skadestuen, hvor vi jo alle elsker at tilbringe en søndag.

Hvorom alting, og et par timers ventetid, er – de stakkels sygeplejesker spurtede rundt, idet det halve af Sydfyn havde besluttet sig for at få det dårligt netop denne søndag – blev jeg undersøgt, fik taget en del røntgenbilleder og fik konstateret at mit håndled måske var brækket. Hvorfor det kun var måske, fandt jeg aldrig helt ud af.

Men derfor blev jeg pakket ind i en slynge og fik en vældig fin skinne på håndledet, med besked om at den skulle betragtes som gips, indtil jeg bliver indkaldt til en MRscanninng i løbet af den kommende uge.

…

Og til alle dem der synes jeg er helt enormt heldig at det kun var venstre, kan jeg da fortælle at det så er den eneste hånd jeg bruger til noget fornuftigt.

Jeg kan ikke engang klø mig i øret med højre hånd.

Min mor sagde entusiastisk, efter dog at have ynket mig behørigt, at det faktisk var vældigt sundt og udviklende for hjernen at bruge “den anden hånd”.

…

Jeg glæder mig derfor vildt til at min hjerne bliver mega sund og udviklet, her hen over de næste par dage.

Jeg kan dog konstatere at det ikke slået igennem endnu. Jeg har brugt over en time på at skrive dette indlæg. Med højre hånd.

 

Det var da også så længe siden

at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.

Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.

…

Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.

…

Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.

Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.

Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.

Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.

Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…

…

Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned –  ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.

Ganske gratis.

Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?

Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.

…

Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.

Zorronaldo med strittende tommeltot.

Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.

Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.

Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.

Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.

Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.

Og heldigvis for det.

Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.

…

Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.

Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.

Men jeg tager helt sikkert revanche!

 

Okay, jeg blev ikke kvalt..

i min fine røde vimpel. Ejheller lykkedes det mig at kvæle nogle af de andre på holdet.

Men det forhindrede mig ikke i at komme til den sidste gymnastiktræning i denne sæson, varme op, og så lege tagfat, for derefter at få en gedigen fibersprængning i min læg. Ud af det blå. Og så eftertrykkeligt at min egen læge sendte mig på skadestuen for at sikre sig at akillessenen var intakt. Det var den gudskelov.

Velkommen.. Ved ikke hvor dybfølt man skal tage det. Det er lidt som at tage på besøg hos en ældre, og meget sur tante, som uvægerligt vil kysse en omgivet af en stank af naftalin og nive en under armen på det bløde sted, hvis man bliver for kæk. Man skal have det overstået – af åbenlyse diplomatiske årsager – men man er faktisk helst fri.

Min lægmuskel er derimod ikke intakt. På nogen måde. Jeg kan nemlig ikke engang sætte foden i gulvet, og det er en anelse besværligt når man skal bevæge sig fra et sted til et andet. Skadestuelægen mente at musklen var helt revet over, men det er fordi hun ikke kender mig og min stædighed.

Det var ellers imponerende. Det føltes som om nogen havde kylet en tennisbold lige ind på mit ben, der lød et kæmpe smæld og så var jeg sendt til tælling, med koldsved, tåre i øjenkrogen og alt muligt.

Dorte og Dorte fandt is, Marie fandt stol, Lars tjekkede hælen første gang, og alle de andre vimsede rundt og tilbød puder og trøjer og trøst. Det er jo sportsnørder jeg træner med, så de render rundt med engangs-isposer i tasken som det naturligste i verden. Da der ligeledes forefindes sygeplejesker og (gift med)-fysioterapeuter var jeg i gode hænder. Ville jo ikke gå glip af afslutningsmiddagen bare fordi jeg skulle have lidt ekstra opmærksomhed!

Da aftenen var slut fik Kirsten og Helen mig ud af omklædningsrummet, Benny bar mig ud til bilen og Stinne kørte min bil – med mig indeni – hjem til mig selv og Anne kørte bagefter i Stinnes bil.

Og min egen søde mand slæbte mig så rundt i huset og endte med at smide mig på sofaen.

I skrivende stund ligger jeg her – som en strandet hval – og lagde ud med Gårdmand Bjørns skateboard som eneste transportmiddel når jeg skulle hen over stuegulvet.

Der er nemlig det ved det at stuegulvet er et trægulv som indimellem afleverer nogle alvorlige splinter. Og oven i alt det andet kunne jeg ikke også overskue at skulle til at flå splinter ud af den anden fod eller eventuelt min bagdel, når jeg krabbede mig hen til badeværelset. Så jeg sætter mig – majestætisk – med røven på et skateboard og triller igennem stuen når jeg er tørstig eller da jeg skulle have morgenmad og alle andre i husstanden fejt havde forladt mig.

De kom dog tilbage igen efterhånden og jeg er skam blevet forkælet og puslet om!

Det som piner mig mest er at jeg ikke må køre bil foreløbigt OG det faktum at jeg stadig er i min prøvetid på arbejdet kan godt give mig endnu en omgang koldsved.

Men afdelingslederen var sød og forstående og min mor tilbød at køre mig på arbejde i næste uge. Så mon ikke det løser sig.

I mellemtiden skal jeg have lært at styre de meget fancy krykker jeg fik udleveret på skadestuen. Så jeg slap for skateboardet.

De er vildt flotte de der krykker – men tænk jer bare engang – der er refleksbrikker på..

…

Refleksbrikker!

SOM OM man har lyst til at rende rundt i nattens mulm og mørke… på krykker?

Hvem ved sine fulde fem ville tage på vandretur med krykker?

Nogle ting er bare fuldstændigt overkill!!

…

Ikke desto mindre vækker de stor lykke, krykkerne, både hos undertegnede, da jeg synes det er sejt og i øvrigt aldrig har prøvet sådan nogle før. Godt nok har jeg engang gået på stylter, men det føles ikke helt lige sådan. Jeg er ganske vist lige så vakkelvorn som dengang med stylterne.

Men altså, de vækker også stor lykke i resten af familien, da heller ingen af de andre har prøvet at gå med krykker før. Så der er rift om dem, og det i sådan en grad at jeg må sidde og brøle op hvis jeg skal tisse, for at hidkalde krykkerne, som er påmonteret et barn der igen befinder sig udenfor rækkevidde, inden jeg tisser i bukserne.

Det er svært at være syg uden at have feber. Og være tvunget til at ligge stille og glo. Men jeg får læst nogle bøger.

Spillet wordfeud.

og ruzzle.

og quizbattle.

Men derfor er det alligevel svært synd for mig og jeg ville altså sætte stor pris på opmuntring!