Endnu en fordel

Vil bare lige sige at jeg har fået halveret madpakkebehovet på matriklen!

Divaen spiser jo ikke madpakker her i møllen, når hun sidder ved foden af et bjerg i Colorado!

Og nu er der så endnu en som ikke skal have mad med hjemmefra.

Det er nemlig sådan at der er madordning på Gårdmand Bjørns nye skole. Varm mad, lavet i samarbejde med eleverne som en slags emneuge, ja de skiftes til at hjælpe med maden en uge ad gangen, hvor de både skal lære noget om hvor maden kommer fra og hvordan man spiser sundt og alt sådan noget.

De kan for eksempel komme på besøg hos en bondemand – og se de korn han har – få korn med hjem, male dem til mel og bage brød til frokost. Hvor genialt er det lige.

Og de har en vegetardag, en fjerkrædag, en køddag (okse, svin, lam) en fiskedag og en restedag hvor de laver buffet med resterne for at undgå at smide mad ud. Og de spiser sammen og det er jo helt fantastisk.

Lige til at få tårer i øjnene af.

Sådan officielt.

…

Men.

…

Hvis nu jeg skal være helt ærlig, så er det allerbedste at der ikke er mere end to madpakker pr. dag her i møllen.

Og de to som skal spise disse madpakker, er nu så store at de selv kan smøre dem.

…

Så dermed er min karriere som madpakkesmører til ende.

…

Hurra.

…

Men…

Hvad i alverden skal jeg så få tiden til at gå med?

Den der fantastiske barndom?

Eller hvad…

Mange af de reaktioner der kom – både her men også privat – efter indlægget om Gårdmand Bjørns ensomhed, gjorde stort indtryk på mig.

Tænk at så mange sidder – som voksne – og kæmper med ensomhedsfølelse eller føler sig utilstrækkelige fordi deres skolegang var noget møg.

Fordi…

…

Fordi deres forældre ikke lyttede.

Helt ærligt, hvor er det tragisk.

Hvor meget skal man så lytte til sine børn uden at gå i den anden grøft?

…

Jeg mener, det skal jo heller ikke være sådan at blot fordi lille Viktor siger: “Fie er dum og jeg må ikke trække hende i håret” så skal han vel ikke føjes i det.

Men man bør altså lytte til sine børn når de giver udtryk for at de har det skidt. Jeg har fået det allerbedste eksempel på at det virker efter hensigten, når man lytter – og reagerer – på hvordan de har det.

Så længe man skiller skidt fra snot – eller sådan noget – og som sagt ikke gør en myg til en elefant, bare fordi ungen har ondt i maven over nogle manglende lektier.

Det hjælper naturligvis ikke på alle de mennesker der sidder som voksne og ser tilbage på en barndom fuld af ensomhed, usikkerhed og følelsen af ikke at høre til nogle steder, fordi deres forældre ikke lyttede.

Men jeg tror så også på at disse mennesker har fået noget andet – og større – med i bagagen. De har lært empati og omsorg at kende, indefra.

De ville aldrig ignorere et råb om hjælp fra et ulykkeligt barn. Det vil de fleste andre forældre selvfølgelig heller ikke, men mennesker der selv har mærket ensomhed, er også bedre til at genkende den i andres øjne.

Måske kan det være et plaster på såret: at vide at man har fået andre gaver med sig.

I stedet for en gylden barndom.

Faktisk ret ensom…

Jeg var tilfældigvis hjemme en eftermiddag i sidste uge – efter mit besøg på hospitalet – og jeg så derfor hvordan Gårdmand Bjørn så ud i ansigtet, da han åbnede havelågen.

…

Han så ikke ud som en 12 årig dreng, der lige havde fået fri fra skole.

Han lignede en som havde givet op.

Jeg fik ham ind, smurte en mad til ham, fik ham sat ned og spurgte ind til hvordan det kunne være han så ud til at være ked af det.

Grundene var ikke mange, men såmænd alvorlige nok.

Et skænderi og et par kammerater som havde snakket og grint af ham, uden han helt kunne høre hvad der foregik. Og så sagde han det som fik en lille bitte dråbe til at falde ned i koppen og skvulpe det hele over:

“Mor, selvom jeg snakker med de fleste fra klassen, føler jeg mig faktisk ret ensom. Og det har jeg vist altid gjort”.

…

Man skal nok ikke engang være mor for at forestille sig, hvor ondt det gør at høre sådan noget fra sit barn, så jeg sank en klump.

Det var naturligvis ikke den ene episode som gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde. Det var bare dråben. Og jeg greb telefonen og ringede først til den anden private skole i nærheden, der var ikke plads. Så ringede jeg videre til den nye store skole hvor de har samlet alle 7. 8. og 9. klasser på en stor skole.

Vi fik en tid allerede næste dag.

Beslutningen var vist allerede taget der, men den endelige skulle tages af Gårdmand Bjørn selv. Hvis han ville blive i det kendte, trygge og velkendte, så skulle han naturligvis have lov til det.

Men han ville gerne tage chancen.

Jeg havde fortalt ham at det blev nok ikke bedre, men anderledes, samt at chancen for at finde nogle flere kammerater, var lidt større blandt hele 200 elever i hans årgang, end blandt 18 elever.

For engangs skyld var der ikke langt fra tanke til handling, det gik også lige vel stærkt for min smag, og jeg holdt vejret mere end en gang før jeg turde tro på at det var okay at have taget den beslutning.

Skoleinspektøren spurgte nemlig: “Hvad så? Er du klar til at starte i morgen?”

GLUPS

Men Bjørnen nikkede alvorligt og smilede derpå spændt til mig.

Vi fik givet besked til skolen med trist nostalgi i maven. Men det kunne ikke nytte noget, uanset hvor meget vi ellers holdt af den gamle skole, så var det ikke os som skulle gå der. Det var Gårdmand Bjørn og han kunne ikke finde sin plads i klassen, og havde ikke kunnet finde den længe.

Så nu var det nu; han skulle have en ny start.

…

Næste morgen var det ikke bare ham som var nervøs. Jeg sad og ventede på en lille sms der kunne give en fornemmelse af om han var okay.

Den kom da også omkring kl. 10.00 : “Jeg går i klasse med Fætteren fra Kurdistan 🙂 ”

Og ganske rigtigt, en ualmindeligt sød dreng – nevø til min kurdiske veninde – gik i klassen og havde med det samme taget Gårdmand Bjørn under sine vinger. Han havde præsenteret ham for sine venner, fortalt hvem man skulle holde sig fra, og i det hele taget været en rigtig guttermand!

Desuden var der flere kendte ansigter blandt de mange elever.

Jeg er overbevist om at der også nok skal komme øv dage der, ligesom på alle andre skoler, men det tegner til at blive tre gode år han kan få der, i stedet for mest at føle sig ensom.

 

 

Ikke vranten mere.

Tiden går og min vrantne teenager er væk.

Eller nej, han er her jo heldigvis stadigvæk, men han er ikke vranten længere. Han er bare kommet hel ud på den anden side og er blevet til et helt almindeligt og omgængeligt menneske.

Hans ophold på en folkeskole er nemt. Vist nok også for nemt. Men skidt med det. Han fortjener at have det lidt nemt efter tre år ved fronten.

Han skøjter igennem det hele, med fine karakterer og lyst til at lære. Heldigvis er der et par enkelte lærere der har forstået at Zorronaldo kan meget mere, og de provokerer ham så godt de kan.

Denne provokation er dog lidt svær at føre ud i livet når man står overfor en dreng der ikke kan lide at læse. Han har altid syntes det var spild af tid at læse fiktion, og selv biografier – også selvbiografier – kan få ham til at se rødt: ”Hvorfor skal jeg sidde og læse om andres liv?”

…

I mange år har vi – nok mest mig – forsøgt at finde den magiske bog der ville tænde for hans læselyst. Jeg har ledt fortvivlet, han var lidt mere ligeglad, for at finde denne bog, og vi har været vidt omkring.

Han orker ikke alle de ord. Ævlen løs om unødvendige ting. Men han gider jo heller ikke høre mig snakke stolpe op og stolpe ned om dette og hint. Fair nok.

Han spurgte mig så hvem den klogeste dansker var.

Da jeg missede uforstående med øjnene og mumlede ”Øhhh, Niels Bohr?” svarede han: ”Nej sådan ligesom Victor Hugo”

Nu skal det lige siges at Victor Hugo er den franskmand der siges at kunne flest ord. Som smider om sig med tre synonymer ad gangen. Og han er meget svær at læse.

Men jeg forstod godt hvor han ville hen, og så kunne jeg bedre komme med mit andet svar: ”Nå sådan, ej men så er det nok Kierkegaard.. Men jeg er heller ikke sikker på at du ville kunne finde ud af at læse ham. For han er svær.”

Han var ligeglad, han ville blot gerne lære nogle nye ord. Nogle svære ord. For at lære noget.

Og så faldt det mig ind: når man skærer læsning ud i ord… Så har man et digt.

Sådan cirka.

Og selvom jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig det, kan min søn nu fra tid til anden beses i byen, iført diverse digtsamlinger.

Han fik nemlig stukket nogle digtsamlinger og nogle filosofiske værker i hånden – da jeg ikke har ret meget Kierkegaard – og lige nu ligger Helmut Friis så på hans natbord.

Ja naturligvis ikke i egen høje person, for det er meget lille bord, men hans ord ligger der.

Og nogen læser.. og lærer.

Spejlæg i brød.. Morgenmad til yndlingsbørn.

At han skulle gå i gang med digte, det havde jeg ikke lige set komme, men skønt er det, og så gør han det endda med glæde!

Gensyn

Da jeg tirsdag loggede ind på skoleintra, kunne jeg med smil i hele maven, konstatere at noget af det allerførste Jørn havde gjort, var at tage et nyt fælles klassebillede af “sine” børn.

Jeg er ikke i tvivl om at de har savnet hinanden – børnene og deres Jørn – også selvom det er et lille bysamfund vi bor i, og man alligevel har kunnet hilse på her og der, så har afstanden været stor. Gårdmand Bjørn tog dog forskud på glæderne med et kæmpe bjørnekram fra sin lockoutede klasselærer, da vi var til samme konfirmationsfest forleden.

At vi også har savnet vores børns engagerede lærere skal der ikke herske tvivl om. Der vil altid være gode lærere og så nogle mindre gode lærere, men det er jo ikke noget unikt, at man ikke bryder sig om alle. Der er ting i skolesystemet jeg gerne så ændret, men det må blive en dag hvor jeg har mindre travlt.

Ikke destomindre fik jeg utætte tårekanaler, da jeg i går modtog et hastigt brev fra lærergruppen, hvor der stod noget i stil med:

“Kære forældre, vi ved det er med kort varsel, men vi har brug for at hygge os sammen med jeres børn, så i morgen tager hele skolen – undtaget 9.klasse – på tur hele dagen.”

De bliver kørt i bus, skal have madpakke med og der bliver brugt penge på en stor oplevelse.

Det lyste ud af beskeden at de har brug for en dejlig positiv oplevelse, og selvom børnene sikkert især ser det sjov der er ved at suse rundt på Egeskov Slot, så ved jeg at det betyder så meget mere for lærerne, som virkelig har savnet børnene.

Det kan virke tosset at man bruger tid på tant og fjas når der er så mange timer at indhente, men jeg tror det er nødvendigt for at kunne lave en god og solid bund for de par måneder der er tilbage. De har brug for fælles oplevelser der er gode. Brug for at få et fælleskab op at stå igen. Det har været hårdt for lærerne, men så afgjort også for børnene.

Jeg synes det er dejligt at de river – endnu – en dag ud af kalenderen og kommer tæt på hinanden igen på denne hyggelige måde.

Der er købt stort ind til årets bedste udflugtsmadpakke og jeg glæder mig til at høre om det hele i aften!

Til alle lærere derude: jeg er meget glad for at I er tilbage. Jeg er klar over I ikke fik det I gerne ville opnå, men kampen er ikke slut, den er først lige begyndt.

I mellemtiden gør I noget godt for vores børn. Jeg håber det tæller.. Trods alt!

Borgerstrejke og andre trusler.

Jeg har tænkt tanken ofte de senere dage.

Hvordan giver jeg igen af samme skuffe så man lytter? Hvordan kan jeg vise min utilfredshed med den manglende respekt for børns rettigheder?

Grundlovssikrede rettigheder som er tilsidesat på grund af selvoptagede brushaner, der har nok i at høre sig selv gale op.

…

Jeg kunne forestille mig at parkere mine børn i “Borgerservice” for at de kan få den undervisning de har krav på.

Jeg kunne også forestille mig at tilbageholde kommuneskatten indtil jeg havde fået kompensation for de manglende timer.

I yderste instans må jeg jo klage til menneskerettighedsdomstolen for brud på mine børns grundlovssikrede rettigheder, som regeringen i mit land blæser højt og flot på, fordi politisk pseudoværdier vægter tungere.

I går kom jeg næsten til at græde fordi lejrskolerne rundt omkring begynder at blive aflyst og børnene har glædet sig i flere måneder og er så skuffede. Og det groteske er jo at lærerne vil gerne med og holde styr på vores lopper i flere dage. De må bare ikke.

Jeg er ked af det fordi børn keder sig, er utrygge, usikre og forvirrede. De små bliver kastet hid og did og de store drysser dagen væk med et par opgaver her og der som desperate forældre prøver at sætte dem igang med. Men vi er jo ikke lærere!

Der sidder kvalificerede lærere og venter på at lære vores børn en masse spændende, og de må ikke.

Jeg er så edderspændt rasende, at jeg skal passe på jeg ikke bliver grov, men Corydon, Antorini, Ziegler og Bondo kan være evig forvisset om at jeg vil stille dem til ansvar for hele dette formidable rod. Og jeg har en hukommelse som en elefant.

Som jeg ser det vil Ziegler ikke forhandle om noget som helst, Bondo brøler bare op om at de er de andre der slog først. Corydon laver selvmål på selvmål og Antorini er i forvejen så lidt populær her i huset, at det såmænd kan være det samme. Men det er en helt anden historie.

…

Lige nu handler hverdagen om andre og mere vigtige ting.

Lockouten af skoleelever for eksempel.

…

Jeg er træt af dette gedemarked og gal på børns vegne i al almindelighed.

Jeg gider ikke lade som om jeg synes det er okay at det skal gå ud over nogen, i fagbevægelsen og den danske models hellige navn.

Det går nemlig altid ud over børnene, og det er ikke i orden. 

…

Så nu er det på tide I sætter jer ned ved et bord, lukker dørene og kommer ud når I er enige. I mellemtiden, skal lockouten suspenderes så vi kan få ro og orden tilbage i dette anarki, ellers svarer jeg ikke for følgerne.

Ble’ der sagt…